Danskere udnytter de mange valgmuligheder for at streame godt indhold fra en stadig mere fragmenteret buffet af film, serier, dokumentar mm.
TV 2s tv-kanaler stod for 53% af al traditionel tv-sening i første halvår 2022, hvilket er 5,1 procentpoint mere i forhold til første halvår 2021. TV 2-gruppen er dermed klart rykket foran DR-kanalerne på flow tv.
Men når det kommer til streaming, er situationen mere speget.
Det viser analysevirksomheden Nielsens første halvårsopgørelse, der blandt andet afslører et mangfoldigt dansk forbrug af streamingtjenester. Nielsens nye danske målinger af det faktiske streamingforbrug begyndte i januar 2022.
Netflix tiltrak flest
Den førende udbyder af film, serier og andet indhold via streaming er Netflix, der tiltrak 18% af danskernes streamingtid i første halvår 2022, ifølge Nielsen.
Målingerne viser videre, at DRTV og TV 2 Play følger pænt med. De er nærmest lige stærke med henholdsvis 15% og 16% af forbruget. TV 2 pegede selv på en del af forklaringen i koncernens halvårsrapport.
- "TV 2 PLAY rundede 900.000 abonnementer i 1. kvartal 2022, og der er i 2. kvartal fortsat vækst i antallet af abonnementer," skrev koncernen.

Nielsen seerundersøgelse, 3+ år, 1. halvår 2022. Grafer: TV 2 / Nielsen
49% af forbruget sker således hos de tre hovedaktører. Det efterlader 51%.
Yousee, Viaplay og Disney+ tilkæmper sig henholdsvis 14%, 10% og 7% af tidsforbruget. HBO Max tegner sig for 4%, mens 16% af seertiden fordeles på alle mulige andre streamingudbydere, bl.a. Apple TV+, Discovery+, Prime Video, C More, Blockbuster, Paramount+ og Pluto TV. Tv-sening på Social Media er ikke inddraget.
Det er dog ikke sikkert, at første halvårs fordeling af seerandele ender med at repræsentere hele 2022, spår mediabureauet Dentsu.
- "Betingelsen for en plads i forbrugerens streamingmix er unikt indhold. Jeg spår, at HBO Max og Prime Video vil markere sig i 2H drevet af House of the Dragon (HBO Max) og Ringenes Herre: Magtringene (Prime Video), der ligner døråbnere," siger Head of Broadcast, Bo Thierry-Poulsen, Dentsu Danmark, der rådgiver virksomheder om forbruger- og medievaner.
Dertil kommer, at SkyShowtime træder ind på scenen den 20. september.
Læs også: SkyShowtime lanceres 20. september til 69 kr/md.
Mange kæmper om seerandele
Nielsens målinger af første halvår bekræfter, at streaming ikke blot er lig med Netflix. Danskerne udnytter de mange valgmuligheder på et stadig mere fragmenteret marked end tidligere set, konstaterer mediabureauet Havas.
- "Realiteten er, at streamingforbruget lidt overraskende ikke er steget i løbet af 2022, så der er rigtig mange udbydere der kæmper om markedsandele. Det er på alle måder stadig et ikke-konsolideret marked med mange udbydere, der har små markedsandele. Vi forventer store forskydninger, ikke mindst efterhånden som de forskellige tjenester udvikler deres tilbud," siger Chief Operating Officer Søren Broneé, Havas Danmark.
Nye seertal fra Nielsen – streaming
Siden 1. januar 1992 har Gallup (nu Kantar) stået for målingen af seertal i Danmark. Den nye seermåling fra Nielsen tager højde for danskernes ændrede medievaner, flere skærme, flere indholdstyper, streaming-sening og nye aktører.
Nielsens nye måling benytter et tv- og streamingpanel på 1.750 husstande. Det højeste antal nogensinde.
Nielsen indfører et nyt såkaldt streamingmeter, som måler videoseningen på alle enheder (smartphones, tablet, computer, chromecast og alle andre devices) i husstanden.
Amerikanske Nielsen har erfaring med tv-, streaming og radio målinger i en række globale markeder. Nielsen har målt nationale seertal i USA siden 1950'erne. |
Flatpanels
- Kilde: TV 2s halvårsrapport 2022, Havas, Dentsu