Efter at have trukket stikket til produktion af LCD-paneler, har Samsung Display nu også frasolgt alle patenter til TCLs produktionsafdeling, ifølge den koreanske avis The Elec. Frasalget markerer officielt afslutningen på Samsung Displays LCD-forretning, skriver The Elec. Samsung Display har frasolgt alle sine 2000+ patenter relateret til LCD-teknologi. TCLs produktionsafdeling CSoT (China Star Optoelectronics Technology) vil med handlen få ballast til at forsvare sin relativt nye position som en af verdens største producenter af LCD-paneler. Efter Samsung Display begyndte at nedtrappe produktionen af LCD-paneler og sidenhen trak sig helt ud af LCD-markedet i juni 2022, har Samsung Electronics – producenten af forbrugerprodukter inkl. TV – været tvunget til at købe LCD-paneler til sine "QLED" og andre TV-modeller ude i byen. Panelerne indkøbes nu fra TCL CSoT, AU Optronics, Innolux og BOE. Samsung Electronics sælger pt. kun én enkelt ikke-LCD TV model (S95B QD-OLED).TCL tager føreposition indenfor LCD
Skiftet i magtbalancen fra Sydkorea til Kina har givet TCL en føreposition indenfor LCD TV. TCL var eksempelvis først til at lancere LCD TV med miniLED-bagbelysning i 2019. Samsung introducerede sine første miniLED LCD TV i 2021 med "Neo QLED". Læs også: Salget af "QLED" LCD TV forventes at falde i 2022 OLED TV paneler masseproduceres imidlertid stadig eksklusivt af de sydkoreanske virksomheder, LG Display og Samsung Display. Sidstnævnte forventes at øge QD-OLED produktionen senere på året. Samsung Display er desuden den førende producent af OLED-paneler til mobilenheder. - Kilde: The Elec
Få seneste nyt 1-2 gange ugentligt