Disney+ har opdateret sin app så Dolby Atmos nu virker gennem Apple TV 4K's spatial audio-system med AirPods samt HomePods. Omvendt er Atmos gået i udu på Android TV.
Apples system til rumlig lyd (spatial audio) på Apple TV 4K kan tage en lydkilde i 5.1, 7.1 eller Dolby Atmos og skabe et dynamisk og fordybende lydfelt i AirPods Pro, AirPods Max og AirPods 3 hovedtelefoner.
Hidtil har Disney+ kun serveret 5.1 lydsporet til Apples spatial audio-system på trods af, at Atmos serveres korrekt på Apple TV 4K, når boksen er tilsluttet højttalere via HDMI. Begrænsningen lader til at have ligget i Disneys egenudviklede videoafspiller.
Den nyeste app-opdatering (version 2.9.5) åbner for Dolby Atmos, så det kan nydes gennem Apple TV 4K's spatial audio-system med kompatible AirPods. Det har brugere på Reddit opdaget.

Disney+ Atmos med AirPods

Disney+ Atmos med HomePod
Herudover serverer Disney+ nu Dolby Atmos til de originale HomePods, når de er sat til faste, trådløse TV-højttalere til Apple TV 4K.
Læs også: Guide: Spatial audio (rumlig lyd) på Apple TV 4K
Flatpanels har bekræftet, at det virker med Apple TV's videokonsol. Se de to billeder til højre (16 kanaler = Dolby Atmos lydspor).
Atmos i udu på Android TV
Disney+ har også udgivet en app-opdatering (version 2.9.1) til Android TV og Google TV enheder, som omvendt har fjernet Dolby Atmos, ifølge Reddit og 9to5Google.
Dolby Atmos virker efter sigende ikke korrekt på Sony TV, Nvidia Shield, Chromecast, TCL Android TV, Hisense Android TV og muligvis andre Android TV og Google TV enheder.
Dolby Atmos fungerer efter hensigten på den tidligere version 2.8.0 af Disney+ appen og det er muligt at 'sideloade' denne version, hvis du oplever problemet. I går og i dag kan visse brugere dog rapportere, at det virker igen for dem – tilsyneladende som resultat af en ændring på Disneys servere.