Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonDen danske tv-konflikt: "Grådigheden er ved at tage overhånd" - FlatpanelsDK

Den danske tv-konflikt: "Grådigheden er ved at tage overhånd"

30 Jun 2022 | Rasmus Larsen |

Manuskriptforfatterne bag bl.a. Borgen og Kastanjemanden leverer i en kronik i Politiken skarp kritik af den nye rettighedsaftale, der har ført til produktionsstop for milliarder. Aftalen har også skræmt nye aktører væk.

Først stoppede TV 2 produktionen af nye danske serier og sidenhen har Netflix og Viaplay fulgt trop pga. utilfredshed med den nye og markant dyrere rettighedsaftale, som er indgået henover hovedet på streamingtjenesterne.

Nu retter manuskriptforfattere og stiftere af SAM Productions, som står bag bl.a. Forbrydelsen, Borgen og Kastanjemanden, Søren Sveistrup og Adam Price i en kronik i Politiken skarp kritik af den nye aftale og fastlåste situation.

- "Netflix, Viaplay og TV 2 kan ikke acceptere Create Denmarks forslag til en fremtidig rettighedsbetaling og har derfor indført et produktionsstop," skriver de.

- "Og hvis vi lige tager alvoren i rene tal. For øjeblikket er 45-50 produktioner ramt. Antager vi, at en gennemsnitlig produktion ligger på ca 60+ mio. kr. for en sæson af en given tv-serie, er det altså op imod 3 mia. kr., som lige nu er lagt i fryseren."


28.000 i løn om dagen

De to branchefolk skitserer udviklingen, som dansk tv-produktion har gennemlevet: Fra lokal produktion med ekstra betaling, når indholdet blev genudsendt på DR og TV 2, til global succes for danske produktioner pga. Netflix og andre – meget usædvanligt før streaming. Udviklingen har ændret branchen på flere måder, men at danske tv-folk får lave lønninger, passer ikke. Og de skuespillere, som ikke er med i store serier, får ikke meget ud af den nye aftale, argumenterer de. - "De skuespillere, der er med i produktioner til store broadcastere og streamingtjenester, får høje lønninger for deres arbejde. En større broadcaster havde lavet statistik på over 700 skuespillerlønninger, som viste, at skuespillerne i gennemsnit havde fået 10.000 kr. om dagen på deres produktioner. Under de igangværende forhandlinger er der blevet fremført argumenter om, at skuespillerne i forhold til rettigheder er vant til at kunne få minimum 180 procent oven i deres løn. Det er i givet fald i forhold til et gennemsnit på 10.000 kr. om dagen altså en løn, der på 28.000 kr. 28.000 kr er i øvrigt, hvad en sygeplejerske tjener – om måneden," skriver Søren Sveistrup og Adam Price. De oplyser, at instruktører i dag typisk får 20-30.000 kr. om ugen, mens et manus honoreres med ca. 500.000 og 250.000 kr. for henholdsvis en film og en serieepisode på 55 min. TV 2 talte tidligere på året på stigninger mellem 100 og 600 procent. - "Men stigningsprocenter på mellem 100 og 600 procent tvinger os desværre til at stoppe op og analysere situationen. Indtil vi har det fulde overblik, har vi indført et foreløbigt udviklingsstop på serier, der er omfattet af aftalen," sagde Katrine Vogelsang, fiktionschef på TV 2, i marts.

Aftale har skræmt Apple og Disney

CEO for SAM Productions, Meta Louise Foldager Sørensen, skriver i en opsummering på Facebook, at den nye rettighedsaftale har skræmt Apple, Amazon, Disney og Paramount. - "Desuden ser jeg et stort tab i at hverken Apple, Amazon, Paramount Global eller Disney pt kan have lyst til at træde ind i vores territorie. Vi har haft virkelig gode møder med alle disse nye kunder… men de samtaler er nu forstummet i løbet af foråret. Hvor stort et tab dét er eller bliver for branchen, finder vi aldrig ud af," skriver hun. Viaplay har publiceret et åbent brev, mens Netflix ikke har kommenteret sagen.

SAM Productions har stemt for

De fremlagte taleksempler kan Create Denmark, som har indgået den nye rettighedsaftale med Producentforeningen, ikke genkende som værende faktuelle. Talsmand Benjamin Boe Rasmussen påpeger samtidig, at SAM Productions selv har stemt for aftalen i sin tid. Søren Sveistrup og Adam Price oplyser, at SAM Productions er i gang med at rykke produktioner til Sverige. - Kilde: Politiken, Facebook



Flere nyheder

Disney+ hæver årspris for danske kunder der har været med fra start

13 Aug 2022 |

TCL lancerer 98" 4K TV til 26.000 kroner

12 Aug 2022 |

Travl filmsommer erstattes af filmtørke og store tv-serier

12 Aug 2022 |

Redesignet Amazon Prime Video ruller nu ud på Apple TV, Android TV m.fl.

12 Aug 2022 |

YouSee fik flere tv-kunder i 2. kvartal, men væksten kaldes "midlertidig"

12 Aug 2022 |

LG Display fremviser 97" OLED.EX der vibrerer for at skabe 5.1 lyd

11 Aug 2022 |