Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonDisney+ får 13 Marvel-film i IMAX Enhanced, senere DTS-lyd – opdateret - FlatpanelsDK

Disney+ får 13 Marvel-film i IMAX Enhanced, senere DTS-lyd – opdateret

08 Nov 2021 | Rasmus Larsen |

Disney+ udvider med IMAX Enhanced i denne uge. I første omgang kommer 13 Marvel-film, heriblandt Shang-Chi, i IMAX-format. DTS-lyd er også på vej til Disney+.
Opdateret 12.11.2021: De ligger klar til streaming nu i Danmark. De afspilles i IMAX Enhanced-format med Dolby Vision HDR og Dolby Atmos-lyd. 'Shang-Chi' følger senere i dag. Opdateret 8.11.2021: Opdateret med officiel information fra Disney, IMAX og Xperi (DTS) samt FAQ fra Disney.

IMAX Enhanced billedformat

Den 12. november (Disney+ Day) lægges 13 Marvel-film (se tabellen nederst) op på Disney+ i udvidet IMAX-billedformat (1.90:1), hvilket giver et billede, der er op til 26% højere end regulært bredformat. - "Disney, Marvel Studios og IMAX har samarbejdet i årevis for at bringe verdens mest populære film til det store lærred, og på fredag begynder vi at bringe IMAX-teknologi til abonnenter med IMAX Enhanced visning i Disney+ appen," sagde Michael Paull, President hos Disney+ og ESPN+. "Vi er glade for at skabe ny værdi for Marvel-fans og publikum på Disney+, og vi ser frem til at tilbyde endnu mere IMAX Enhanced-funktionalitet i fremtiden." Avengers: Endgame og Avengers: Infinity War er optaget fra start til slut i IMAX-format, mens de resterende Marvel-film har sekvenser, der er optaget i IMAX. De scener, som ikke er optaget i IMAX, vil blive vist i normalt bredformat med sorte bjælker i top og bund. Hvis du har set dem i biografen, så har du måske allerede oplevet den større IMAX-præsentation (billedet kan være endnu højere i biografen).

IMAX Enhanced  Disney+

- "I mere end et årti har IMAX hjulpet filmskabere med at tage fans på tværs af Marvel Cinematic Universe i biograferne, og nu krydser den episke rejse ind i en ny verden: hjemmet," sagde Rich Gelfond, CEO hos IMAX. "IMAX, Disney og Marvel Studios giver fansene, hvad de ønsker: Den mest fordybende seeroplevelse gennem hele forløbet af en Marvel Studios-film, fra eksklusiv biografudgivelse til biblioteket derhjemme, hvor de nu kan se Avengers samles med større billede end nogensinde før." Det fremgår ikke, hvilket HDR-format IMAX-versionen vil blive præsenteret i, men det er formentlig HDR10. Opdatering: Det er Dolby Vision. De 13 Marvel-film vil automatisk blive afspillet i IMAX-udgaven. Dette er en ny mulighed ud over 4K Dolby Vision og Dolby Atmos, som forbliver standard for premium-streaming (i normalt bredformat) af andre film og serier på Disney+. Man kan også manuelt vælge imellem versionerne fra filmsidens 'Versioner'-fane.

IMAX Enhanced Disney+

Du vil kunne vælge mellem versionerne på filmsiden

DTS-lyd på Disney+

Som del af samarbejdet får Disney+ også DTS-lyd på et ikke nærmere angivet tidspunkt i fremtiden. Det lyder som om, at vi skal forvente streamingvarianten (komprimeret lyd) af DTS:X, men det fremgår ikke klart af dagens udmeldinger. - "DTS er stolte af at være en integreret del af IMAX Enhanced, og vi ser frem til at åbne for mere spændende teknologi for Disney+ abonnenter i fremtiden, hvilket vil omfatte fordybende IMAX-signaturlyd fra DTS," sagde Jon Kirchner, CEO hos Xperi. Læs også: Disney+ med nyt introduktionstilbud til 19 kroner Det bekræftes, at "alle enheder, der understøtter Disney+, understøtter det udvidede IMAX-billedformat". For at få fuldt udbytte af de nye og kommende IMAX Enhanced-funktioner på Disney+, kræves der dog sandsynligvis en IMAX Enhanced-certificeret TV-skærm samt et kompatibelt lydsystem. Sony og TCL er de første TV-mærker, der skilter med IMAX Enhanced. Sony tilbyder IMAX-film på egen Bravia Core streamingtjeneste, men Disney+ er den første store streamingtjeneste, som omfavner initiativet. IMAX Enhanced-funktionerne lander på Disney+ Day den 12. november. Som del af fremstødet kan nye og tilbagevendende kunder få adgang til Disney+ i en måned for 19 kroner

Marvel-film i IMAX Enhanced på Disney+

- Ant-Man and the Wasp - Avengers: Infinity War - Avengers: Endgame - Black Panther - Black Widow - Captain America: Civil War - Captain Marvel - Doctor Strange - Guardians of the Galaxy 1 & 2 - Iron Man - Thor Ragnarok - Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings

FAQ: IMAX Enhanced på Disney+

Med Disneys egne ord: Hvad er det udvidede IMAX-billedformat? IMAX Enhanced-indhold på Disney+ har et udvidet billedformat på 1,90:1. Dette adskiller sig fra de fleste film, hvor billedet ser bredt ud, men ikke udfylder skærmens fulde højde. Det udvidede IMAX-billedformat giver dig mulighed for at se op til 26 % mere af det originale billede og få den fulde oplevelse af filmen fra dit eget hjem eller på farten. Nogle film har kun udvalgte sekvenser filmet i det udvidede IMAX-billedformat. Skal jeg bruge specielt udstyr til at streame i det udvidede IMAX-billedformat? Nix! Alle enheder, der understøtter Disney+, understøtter det udvidede IMAX-billedformat. Hvordan kan jeg finde film, der er tilgængelige i det udvidede IMAX-billedformat? Skriv "IMAX" i søgefeltet, eller brug IMAX Enhanced-filteret på siden med film for at se alle film, der er tilgængelige i det udvidede IMAX-billedformat. Udvalgte film har også en fane for Versioner, hvor du har adgang til både IMAX Enhanced- og Widescreen-versionerne. Bemærk: Nogle film har kun udvalgte sekvenser filmet i det udvidede IMAX-billedformat. Læs beskrivelsen på fanen Versioner for at se, om det udvidede billedformat er tilgængeligt under hele filmen. Hvordan streamer jeg udvalgte film i det udvidede IMAX-billedformat? Alle abonnenter på Disney+ kan opleve udvalgte Marvel Cinematic Universe-film i det udvidede IMAX-billedformat på enhver understøttet enhed. Disse film afspilles automatisk i det udvidede IMAX-billedformat under hele filmen (hvis det er tilgængeligt) eller under de udvalgte sekvenser, der er filmet i eller formateret til IMAX, men standardversionerne i Widescreen vil stadig være tilgængelige fra fanen Versioner.
Flatpanels
- Kilde: Disney, IMAX, Xperi, Engadget



Flere nyheder

Premiere: Ny dansk tv-serie fra Netflix handler om blodtørstige nisser

28 Nov 2021 |

Disney øger indholds-investering til over 200 mia. kroner i 2022

26 Nov 2021 |

Black Friday: Opdateret med Apple Store, Humac, B&O-butikker mm.

26 Nov 2021 |

Parknet hæver priserne på tv-pakker med op til 30 kr/md.

25 Nov 2021 |

DVB klar med første tuner-specifikation til kanaler i 8K UHD

25 Nov 2021 |