Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonNy streamingtjeneste i Danmark samler Universal, Paramount, Peacock m.fl. - FlatpanelsDK

Ny streamingtjeneste i Danmark samler Universal, Paramount, Peacock m.fl.

18 Aug 2021 | Rasmus Larsen |

Comcast og ViacomCBS går sammen om en ny streamingtjeneste, SkyShowtime, i Danmark og 21 andre europæiske lande, med indhold fra Sky, Universal, Peacock, Paramount, Showtime og Nickelodeon.

SkyShowtime i Danmark

Paramount+ opsluges, når Comcast, der står bag bl.a. NBCUniversal og Sky, og ViacomCBS, der står bag bl.a. Paramount og Showtime, går sammen om en ny abonnementsbaseret streamingtjeneste. Tjenesten vil byde på indhold fra Showtime, Nickelodeon, Paramount Pictures, Paramount+ Originals, Sky Studios, NBCUniversal, Universal Pictures og Peacock. Det vil til sammen udgøre mere end 10.000 timers underholdning, herunder 2500 timers underholdning til de yngste. SkyShowtime, som tjenesten skal hedde, lanceres i 2022 i mere end 20 europæiske lande, herunder Danmark. Det bekræfter selskaberne i en fælles udmelding i dag, hvor det noteres, at lanceringen vil kræve myndighedernes godkendelse. - "Vores nye streamingtjeneste, SkyShowtime, kombinerer det bedste fra USA og Europa i form af ikoniske brands og underholdning i verdensklasse til millioner af forbrugere i mere end 20 lande," siger Dana Strong, Group Chief Executive i Sky.

SkyShowtime

Det officielle logo for SkyShowtime

Paramount plus Peacock

Det opsigtsvækkende partnerskab ligner en erkendelse af, at Paramount+ og Peacock, som er særskilte tjenester i USA, ikke kan stå på egne ben i Europa, såfremt de skal konkurrere på lige fod med Disney+, Netflix og andre giganter, som har et forspring. Paramount+ fortsætter i Danmark og Norden indtil SkyShowtime lanceres. Det oplyses, at man vil benytte Peacock-tjenestens platform og teknologi, hvilket betyder et farvel til den udskældte Paramount+ platform, der i Europa bl.a. konverterer klassiske Paramount Pictures-film til forkert format. - "Vores nye aftale om, at Peacock flytter ind hos Sky, giver dette partnerskab nye innovative muligheder i forhold til hurtig international skalering og muligheden for at tjene penge på indhold på tværs af Europa. De fantastiske programmer fra NBCUniversal og ViacomCBS vil - sammen med Peacocks platformteknologi - sikre, at SkyShowtime kan tilbyde et overbevisende lineup for hele familien og stærke brands på tværs af regioner," siger Dana Strong. Lanceringen af SkyShowtime sker på et ikke nærmere bestemt tidspunkt i 2022. Abonnementspris og detaljer følger senere. Det vides endnu ikke, hvilke TV-platforme, der vil blive understøttet.

Om SkyShowtime

SkyShowtime lanceres i 2022 i følgende lande: Danmark, Albanien, Andorra, Bosnien-Hercegovina, Bulgarien, Kroatien, Tjekkiet, Finland, Ungarn, Kosovo, Montenegro, Holland, Nordmakedonien, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Serbien, Slovakiet, Slovenien, Spanien og Sverige. Partnerskabet er et såkaldt joint venture med lige store investeringer og fælles kontrol mellem ViacomCBS og Comcast.
Flatpanels



Flere nyheder

HBO Max erkender udfordringer og lover bedre brugeroplevelse, streamingkvalitet

22 Oct 2021 |

Panasonic rykker al TV-produktion fra egen fabrik til partner

22 Oct 2021 |

Ny 'Paranormal Activity' skipper biografen og kommer på Paramount+

22 Oct 2021 |

Dolby Vision 120Hz firmware klar til 2020 LG OLED TV (CX, GX)

21 Oct 2021 |

B&O's Beosound Stage soundbar findes nu også i lysegrå

21 Oct 2021 |

F1 TV app er landet på Apple TV

20 Oct 2021 |