Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonBureau: Klar til den helt store udskiftning af streaming-abonnementer - FlatpanelsDK

Bureau: Klar til den helt store udskiftning af streaming-abonnementer

31 Mar 2021 | Per Fanefjord Laursen |

DRTV, TV 2 Play, Disney+, Netflix, Viaplay, Discovery+, Paramount+ og snart HBO Max. Nærmer vi os et mætningspunkt for streamingtjenester? 2021 kan blive starten på "forbrugernes shuffle", vurderer bureauchef.

Et mætningspunkt?

Danskernes appetit på streamingtjenester er tilsyneladende umættelig. De danske husstande abonnerer nu i snit på 3½ af slagsen, ifølge nyeste undersøgelse fra Wilke. I 2020 var gennemsnittet på 2,8. Spørgsmålet melder sig, om vi nærmer os mætningspunktet med i gennemsnit 3½ streamingtjeneste per husstand? Er der ikke grænser for, hvad underholdningsbudgettet kan klare?
Bo Thierry-Poulsen
Bo Thierry-Poulsen, Head of Broadcast hos Dentsu Danmark
- "Vi har set tegn på, at forbrugerne prismæssigt er ved at have fået nok, men sagen er, at godt content stiger i pris, og der er kamp om at have det på platformene," siger Head of Broadcast Bo Thierry-Poulsen fra Dentsu Danmark, der rådgiver virksomheder om alle forbrugervaner og bevægelser på tv-markedet. - "Arnestedet til de til tider voldsomme prisstigninger er dyre sportsrettigheder. Et eksempel er den nyeste 6-årige tv-aftale med Premier League indgået i 2020, der er estimeret til 15 milliarder for Norden. Herhjemme deles de rettigheder af Yousee (Xee) og NENT. De rettigheder bidrog uden tvivl til, at Viaplay for nylig havnede i en shitstorm efter en 33% prisstigning," siger Bo Thierry-Poulsen til Flatpanels. - "Når det er sagt, så er forbrugernes budget til underholdning højere under Corona, end det plejer. Der har jo været færre muligheder for at bruge penge på, som koncerter og biografture etc. Lidt lommefilosofisk kan man sige, at en streamingtjeneste koster mindre end en biografbillet, så er der en film, man gerne vil se, så passer det med streamingtjenestens velkomsttilbud."

Hårdt opgør om mere kritiske kunder

Head of Broadcast Bo Thierry-Poulsen forudser, som de fleste andre, et hårdt opgør på det danske streamingmarked, hvor mange nye attraktive udbydere har gjort deres entré. Dentsu broadcast-chefen forventer, at forbrugerne i langt højere grad vil skifte rundt mellem streamingtjenesterne. - ”Man kan tage seks måneders pause fra Netflix uden at miste noget. Det content der er kommet, mens man holder pause, ligger der også, når man kommer til tilbage. Det er nemt for en tjeneste at blive fravalgt, hvis den er rent baseret på film og serier. Vi kan nok forvente, at der bliver arbejdet med tidsbegrænsninger fremover. Således at f.eks. næste sæson af ”Stranger things” måske kun vil være tilgængelig i en kortere periode, blot for at skabe noget ekstra call-to-action. Alternativet er, at vi ser streamingtjenesterne gå hardcore efter sportsrettighederne."

Netflix

Netflix kan blive en af taberne i 2021, vurderer bureauchef

Den store shuffle i 2021

Disney+ synes på sikker kurs og fortsætter væksten i 2021. Den nye tjeneste nærmer sig allerede hver 3. danske husstand, konstaterer Bo Thierry-Poulsen. - "Et alternativt bud på en 2021-trend er, at det bliver et godt år for de gratis tjenester. Som DR med fodbold og Viafree med to sæsoner af Paradise Hotel, som betyder meget for platformen," siger Bo Thierry-Poulsen. Derimod forudser han et udfordrende år for de tjenester, der kæmper om mere illoyale forbrugeres abonnementspenge. Læs også: Guide: Streamingtjenester, TV-platforme & apps - "Skal man udpege én taber i 2021, tror jeg godt, det kan blive giganten Netflix. Den er størst og kommer for alvor til at indgå i forbrugernes shuffle, som også skal have plads til HBO MAX, Paramount+, Amazon Prime, efterhånden som de bliver stærkere og mere relevante for det danske marked." - "Viaplay står med et besværligt år på grund af seneste prisstigning og kundeflugt, men de sidder altså stadig på noget unikt fodbold content. Så nogle kunder vil returnere på den ene eller den anden måde. F.eks. via YouTV, hvor de kommer tilbage på deres flowsignal," siger Bo Thierry-Poulsen. Læs også: Eksperter: Selvsikre Viaplay spiller højt spil med kundebasen Han minder om, at Viaplay nok bør være ekstra opmærksomme på de teknisk kyndige forbrugere; de gør ligesom vand – de finder andre veje, hvis content er interessant nok – og for nogle er det Premier League eller Champions League. Viaplay bør nok rette fokus på at få lukket ned for ulovlige streams og IP-TV løsninger. Discovery-koncernen satser offensivt med Discovery+, men de synes at mangle det content, som streamerne bare ikke kan undvære, lyder analysen: - "De får travlt med at kapitalisere på de sidste landskampe, de har tilbage, inden landskampsrettighederne udløber," vurderer Dentsu-chefen. Hvad med den længe ventede Amazon entré i Norden, også som streamingaktør. Forleden luftede Amazon Prime rent faktisk de nordiske ambitioner? - "Prisen på Amazon er lav; lav nok til at de nok skal få pænt med trials, men det kræver udvikling, hvis trials skal blive som kunder – og ikke blot shuffle videre. Lige nu betragter jeg ikke deres content som langtidsholdbart," siger Bo Thierry-Poulsen.



Flere nyheder

Chromecast med Google TV

09 Apr 2021 |

Rygte: Samsung vil købe OLED TV-paneler fra LG

09 Apr 2021 |

Første kig: Samsung's 110" microLED TV

08 Apr 2021 |

Nye Toshiba Android TV lanceret i Danmark

07 Apr 2021 |

Power åbner i Ringsted med bl.a. OLED TV til 6.666 kr.

07 Apr 2021 |

Sony lancerer Bravia Core med 'højeste streaming billedkvalitet'

06 Apr 2021 |