Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonYouSees nultakst på egne tjenester puster til debat om net-neutralitet - FlatpanelsDK

YouSees nultakst på egne tjenester puster til debat om net-neutralitet

26 Jan 2021 | Rasmus Larsen |

YouSees egne tv- og musiktjenester tæller ikke længere med i dataforbruget, såkaldt nultaksering, men det gør konkurrenternes. EU-Domstolens dom i Telenor-sagen gælder ikke her, mener YouSee.

YouSees nultaksering

YouSee lancerede i sidste uge et tiltag, hvor streaming af bl.a. film, serier og musik fra selskabets egne tjenester ikke tæller med i kundens mobildata. Det gælder YouSee TV & Film, YouSee Musik, YouSee Selvbetjening og YouSee Voice Mail. - "... (vi gør) det nu muligt at bruge alle YouSee’s apps uden at bruge af den samlede datamængde, når man har et YouSee mobilabonnement," sagde Jacob Mortensen, direktør for YouSee. Konkurrerende tv-tjenester som DRTV, Netflix og TV 2 Play samt musiktjenester som Apple Music og Spotify nultakseres ikke. Dermed stilles de dårligere end teleoperatøren YouSees egne tv- og musiktjenester.

Nultaksering under netneutralitet

EU's forordning om netneutralitet, altså et åbent og neutralt internet, indeholder stærke principper, men dele af fordordningen har historisk set stået til fortolkning. Herunder nultaksering. EU-Domstolen tog for første gang stilling til nultaksering i september 2020, hvor der faldt dom i en sag med Telenor. Dommen blev, at Telenors nultaksering (zero rating på engelsk) ikke var tilladt og at "Telenor skulle bringe anvendelsen af disse pakker til ophør". - "Kravene til beskyttelse af internetbrugernes rettigheder og til ikkediskriminerende behandling af trafikken er til hinder for, at en udbyder af internetadgang begunstiger visse applikationer og tjenester ved hjælp af tilbud, hvormed disse applikationer og tjenester omfattes af en »nultakst«, og hvormed brugen af de øvrige applikationer og tjenester underlægges foranstaltninger til blokering eller bremsning," skrev EU-Domstolen i sin dom. YouSee påpeger, at der ift. Telenor-sagen er den afgørende forskel, at YouSee også nedsætter hastigheden på egne tjenester, når datapakken er opbrugt. - "YouSee følger naturligvis myndighedernes vejledning om netneutralitet. Reglerne er udformet på en måde, som sikrer, at alle tjenester behandles lige, når kunden har opbrugt den inkluderede data i sit abonnement. Dette er naturligvis også tilfældet i YouSee’s abonnementer. Når en kunde har opbrugt sin inkluderede data, bliver samtlige kundens tjenester nedsat i hastighed," skriver YouSee i et skriftligt svar til Flatpanels. "Nultaksering af data er ikke en ny praksis på det danske marked. Myndighederne vurderer årligt overholdelsen af netneutralitetsreglerne og har konsekvent vurderet, at nultaksering på det danske marked ikke udgør et problem, så længe de nultakserede tjenester behandles på samme måde som den øvrige trafik, når dataloftet i abonnementet er nået."

Hvad siger EU og Danmark?

I juni 2020 publicerede Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) nye retningslinjer for netneutralitet, der siger, at praksis som Telenors ikke er tilladt. Anden brug af nultaksering er ikke nødvendigvis forbudt og skal "vurderes af de nationale tilsynsmyndigheder i forhold til en række kriterier beskrevet i BEREC-retningslinjerne". Den danske brancheforening vil ikke på nuværende tidspunkt forholde sig til YouSees nultaksering. Det er et spørgsmål, som først skal drøftes i branchens dertil indrettede Netneutralitetsforum. - "Såfremt det er noget, vi skal forholde os til i branchen, så er det et spørgsmål vi i givet fald skal drøfte i Netneutralitetsforum først. Jeg kan ikke sige noget yderligere, før vi har haft en sådan drøftelse," siger Jakob Willer, direktør for brancheforeningen Teleindustrien, til Flatpanels. Fortolkningen hos Energistyrelsen, der fører tilsyn med netneutralitet i Danmark, synes at tale imod YouSees praksis. Den siger, at "internetudbyderne skal behandle al trafik lige" samt at "det er muligt for internetudbyderne at styre trafikken i deres net for at forbedre kvaliteten af de tjenester, der leveres. Denne trafikstyring må dog kun ske på baggrund af tekniske hensyn til tjenestekvaliteten og ikke af kommercielle hensyn". - Kilde: EU-Domstolen, Energistyrelsen, BEREC (EU)

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Sonys 2024-funktioner kommer også til A95L (QD-OLED)

19 Apr 2024 |

'Auto-kalibreret' Prime Video-profil introduceres i Sony TV

19 Apr 2024 |

Første kig: Nintendo retro-spil på Apple TV 4K og TV via AirPlay

19 Apr 2024 |

Danske priser på 2024 Sony TV og lydprodukter

18 Apr 2024 |

YouTube vil blokere tredjeparts apps som SmartTube & NewPipe

18 Apr 2024 |

Eksklusivt første kig: Sonys nye 2024 miniLED LCD og OLED TV

17 Apr 2024 |