Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonBiografer gør status på 2020: 46% fald i dansk billetsalg - FlatpanelsDK

Biografer gør status på 2020: 46% fald i dansk billetsalg

05 Jan 2021 | Rasmus Larsen |

2020 blev – ikke overraskende – et udfordrende år. Det danske billetsalg faldt 46% ift. 2019, mod en nedgang på 71,5% globalt. Danske film holdt hånden under danske biografer.

Danske biografer i 2020

Coronavirus betød 3 måneder med lukkede danske biografsale i 2020. Det betød også, at flere biograffilm blev udskudt eller rykket til streaming. Der blev i Danmark solgt 7.206.603 biografbilletter, hvilket er en nedgang på 46% ift. 13.239.287 billetter i 2019. Det kunne dog have været værre, såfremt danske film ikke havde holdt hånden under branchen. Populære film som Druk og Retfærdighedens ryttere sikrede, at 6 af de 10 mest sete film i danske biografer i 2020 var danske. Andelen af billetsalget til danske film har aldrig været højere (44,91% i 2020). - "De salgstal, som vi så i efteråret for de danske film, ville også i helt normale år være gode og nogle, man var glade for. Når det samlede billetsalg er så meget lavere, skyldes det jo både, at biograferne har måttet holde lukket i 3 måneder, og at de amerikanske ”blockbusters” er blevet lagt på hylderne til bedre tider – eller for nogles vedkommende blevet sendt direkte ud på streaming uden om biograferne," siger Mads Nedergaard, formand for foreningen af filmdistributører (FAFID).

Top-10: Dansk billetsalg i 2020

TitelDistributørBilletter
1Druk (dk)Nordisk Film802.693
2Retfærdighedens ryttere (dk)Nordisk Film459.621
3Klovn the Final (dk)Nordisk Film437.381
4De forbandede år (dk)Scanbox369.440
5Frost 2Disney312.165
6Far til fire og Vikingerne (dk)Nordisk Film310.356
7TenetSF Studios/Warner226.664
8Vores mand i Amerika (dk)SF Studios198.226
91917Nordisk Film193.581
10Bad Boys for LifeSF Studios/Sony186.670
Flatpanels, Kilde: Danske Biografer

Kontrast mellem Danmark og verden

På globalt plan står biografbranchen i 2020 til en nedgang på 71,5% ift. 2019, ifølge en analyse i midten af december af analysebureauet Omdia. 'Box office', altså billetsalget, dykkede under 13 mia. dollars årligt for første gang i over 20 år. Det udstiller kontrasten mellem Danmark og resten af verden, hvor biografer har oplevet større udfordringer. - "I enkelte uger var billetsalget faktisk på niveau med normale år, og i nogle uger var det danske biografmarked rent faktisk det største i Europa. Det vidner om et meget specielt år; men det viser også, at når filmene har kvaliteten og appellerer til danskerne, så har biograferne et efterspurgt produkt," siger Lars Werge, direktør for brancheforeningen Danske Biografer.

Filmomsætning, Omdia

2021 bliver også udfordrende

2021 starter, som 2020 sluttede. Danske biografer er blevet beordret lukket frem til og med den 17. januar. Det kan dog ikke udelukkes, at restriktionerne forlænges. Hollywood er stadig tilbageholdende med at frigive storfilm og nogle studier har udmeldt drastiske planer for 2021. Warner Bros udsender i USA alle 2021-film som simultanpremierer på HBO Max og i biografer. Disney rykker stadig flere film (bl.a. Pinocchio) til Disney+ og giver ligeledes simultanpremiere til Raya and the Last Dragon. Se også: Tema: Biografer vs. streaming Om danske film også i 2021 kan bidrage lige så positivt, vil tiden vise. Fra biograferne lyder budskabet, at man vil "arbejde stenhårdt på" at holde biograffilm i biograferne. - "Vi har desværre oplevet, at filmtitler bliver skubbet længere ud i fremtiden. Vi har også oplevet, at film, der er lavet til biografformatet, sendes direkte til streaming. Det strider naturligvis mod biografernes ønske, hvis dette skulle vinde indpas i Danmark. I 2021 vil Danske Biografer og FAFID derfor arbejde stenhårdt på at fastholde det fælles mål: At film skal ses og opleves i biografen. Det er en værdiskabelse, der er vital for Danske Biografer og for FAFID," siger Lars Werge. - Kilde: Danske Biografer, Omdia / Digital TV



Flere nyheder

Danske priser på Sony 2021 OLED og LCD TV

05 Mar 2021 |

Disney-topchef: Nok ingen vej tilbage fra streaming-premierer

05 Mar 2021 |

Ny energimærkning på TV-skærme: Før og efter

05 Mar 2021 |

Rapport: Xbox Series X/S 'tænd straks' kan koste brugerne milliarder

04 Mar 2021 |

Philips 2021 TV kan matche lyden til din personlige høreprofil

04 Mar 2021 |

To UHD Blu-ray-afspillere fra opstartsfirmaet Reavon

03 Mar 2021 |