ViacomCBS, der står bag bl.a. Paramount og Nickelodeon, bekræfter, at man har udset sig Norden og et par andre regioner til en ny "super-sized streamingtjeneste", der lanceres i starten af 2021.
Endnu en
I hjemlandet USA har ViacomCBS i flere år haft tjenesten CBS All Access, der konkurrerer mod bl.a. Amazon og Netflix med nye egenproduktioner samt indhold fra selskabets forskellige studier, herunder filmstudiet Paramount.
Bygget på samme tekniske platform vil man nu starte en international ekspansion i første kvartal af 2021, hvor Norden, Australien og Latinamerika står øverst på listen. Navnet på tjenesten kendes endnu ikke.
- "Launching a super-sized premium streaming service will be a game-changer for ViacomCBS and can help us become as powerful a player in international streaming as we are in linear TV. We will market a world-class content offering at a very competitive price, and we’re convinced it will have significant appeal for audiences everywhere and strong growth potential in every market," lød det fra David Lynn, direktør hos ViacomCBS Networks International.
Det kommer ikke som den store overraskelse, at ViacomCBS ligeledes vil på banen i 'streaming-krigen' efter andre Hollywood-giganter har taget skridtet. Afledt af Netflix' succes har Disney lanceret Disney+, WarnerMedia lanceret HBO Max og NBCUniversal lanceret Peacock.
ViacomCBS siger, at betalingstjenesten vil byde på indhold til alle aldergrupper, herunder nye og klassiske film, tv-serier, børneindhold, comedy, reality og faktuelt indhold. Der vil ved lancering være flere tusinde timers underholdning tilgængeligt fra bl.a. Paramount Pictures, Paramount Network, Comedy Central, Showtime, MTV og Nickelodeon.
Selskabet har også lanceret en gratis, reklamefinansieret streamingtjeneste kaldet Pluto TV i dele af Europa. Det vides endnu ikke, om Pluto TV kommer til Danmark, men det bekræftes, at tjenesten vil operere sideløbende.
I Danmark har ViacomCBS bl.a. kanalen Paramount Network. Det fremgår ikke, om den fortsætter efter lanceringen. Disney er allerede begyndt at lukke tv-kanaler i visse regioner mindre end et år efter lanceringen af Disney+.