Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonAnden fase af det store streaming-boom - FlatpanelsDK

Anden fase af det store streaming-boom

14 Feb 2020 | Rasmus Larsen |

Netflix kom, så og sejrede, men tjenesten får snart seriøs konkurrence. Vi er trådt ind i anden fase af det store streaming-boom, hvor både indland og udland har fået blod på tanden, samtidig med, at teknologi-giganterne optrapper satsningerne.

Det store streaming-boom

Da Netflix og HBO i 2012 bebudede deres ankomst i Norden og Danmark, var der ikke meget tiltro til, at de kunne få en fod indenfor på et dansk tv-marked, som var domineret af tv-pakker, tvang og svag konkurrence. Hos markedslederen YouSee var forventningen, at selskabets nye streamingtjeneste, YouBio, ville få en markedsandel på 50%. - "Nu laver vi den ultimative, bedste tjeneste i Danmark med digital distribution på film og serier. Vi vil være markedsleder også på dette område. Til jul er der 15 udbydere af dette i Danmark, men vi vil have 50 procent af markedet, ligesom vi har på de øvrige markeder," sagde Niels Breining, forhenværende YouSee-direktør, til Berlingske ved lanceringen af YouBio i 2012. Realiteten blev en helt anden. YouBio kuldsejlede, forsvandt og er sidenhen forsøgt glemt. Og så begyndte danskerne ellers at flokkes mod streamingtjenester. Flere streamingtjenester er kommet til drypvis. Både danske og udenlandske. De mest udbredte er Netflix og DRTV, som begge anvendes af over halvdelen af danskerne, ifølge YouGov. Derefter følger Viaplay, TV2 Play og HBO Nordic, der hver har fat i ca. 30% af danskerne.

Mest udbredte streamingtjenester i Danmark

I starten holdt mange fast i tv-pakken, Blu-ray og sågar DVD. I dag er salget af fysiske skiver kraftigt decimeret. I årene efter 2012 begyndte et stigende antal danske husstande ligeledes at nedgradere tv-pakken. Læs også: Stort fald i danskernes brug af tv-kanaler i starten af 2020 I 2017 kunne den danske tv-branche ikke længere benægte, at også kabel-klipning var en realitet i Danmark.

Anden fase

Anden fase vil byde på giganter. Det er de store Hollywood-studier, som lidt for længe har ignoreret Netflix og lidt for længe har søgt tryghed i den fast etablerede biografbranche og tv-pakker. Markederne for biograffilm og tv-pakker er begge begyndt at vise svaghedstegn og nu vendes studiernes blik mod streaming og internationale perspektiver. Næste fase præges også af teknologi-giganter som Apple, Amazon og Google, der øjner mulighed for at skabe synergi imellem TV-platforme og egne tjenester - en slags selvforstærkende spiral. Læs også: Forud for 'streamingkrigen': Der indkøbes gamle tv-serier for milliarder Der er konkret tale om tjenester som Apple TV+, Disney+, Warners HBO Max og NBCUniversals Peacock, der enten allerede er eller ganske snart lanceres. Samtidig trækker studierne deres store indholdskataloger til sig, hvilket vil gå ud over alt fra tv-pakker til konkurrerende streamingtjenester. Flere er af de førende streamingtjenester producerer spillefilm, som enten får ganske kort eksklusivperiode i biografen eller slet ikke får biografpremiere.

Apple TV

På hjemmefronten

Også på den danske front opruster aktørerne. DRTV skal være "hovedindgang" til DRs tv-indhold, mens TV 2 Play skal være "hoveddør" til TV2's. Viaplay har hævet ambitionsniveauet og sat udløbstid på tv-kanaler. Det er næsten som om, at sol, måne og stjerner er gledet i position for at fremskynde overgangen i 2020. I et grimt brud er YouSee og Discovery gået hver til sit. DR har for nylig lukket tre tv-kanaler. YouSees teknik sejler. Priserne på tv-pakker er på himmelflugt. Nogle af tv-kunderne, som springer fra YouSee, vil givetvis søge mod Boxer, Stofa, Waoo og de andre, men mange vil afsøge alternativer. I tv-branchen sagde man i mange år, at danskere som tommelfingerregel kun skiftede tv-udbyder i forbindelse med flytning. Ofte pga. tvang idet det danske tv-marked historisk har været opdelt i noget, som minder om små regionale monopoler eller duopoler; forsyningsmulighed fra kun én eller få udbydere, og ofte med tvangstilslutning til en antenneforening. Der var meget svag konkurrence. Det har internettet og streamingtjenester ændret på. Hvad sker der egentlig, når YouSee og Discovery går hver til sit og tvinger mange seere ud i denne type overvejelser? Skal man tage Discoverys påstand for pålydende, så er dplay blevet "Nordens hurtigst voksende streamingtjeneste". Man kan også registrere det i søgninger og salg af løsninger som Apple TV og Chromecast, ifølge en dansk elektronikforhandler. - "Efter nyheden om YouSees pakkeomlægning og senere skilsmisse fra Discovery har vi oplevet en massiv stigning på henvendelser, der drejer sig om streamning. Vi har lige nu mellem 250 og 300 henvendelser hver dag (op fra 50-100, red). Kunderne spørger meget mere specifikt til udstyr og forskellige streamingmuligheder end nogensinde før," sagde Nikolaj Nielsen, direktør hos avXperten, i slutningen af 2019. Nærmest som på slaget efter årsskiftet, oplever danskere dårligere og svingende streamingkvalitet fra både DRTV og TV 2 Play, hvilket kan indikere, at der er pres på serverne efter mange yderligere danskere har søgt alternativer til YouSee og DR's tre lukkede kanaler. Læs også: Den store streamingguide Når først en husstand har fået Android TV, Apple TV, Chromecast eller en fjerde TV-platform indenfor, så er nye tjenester og oplevelser blot et par klik væk. Nu skal tjenesterne rent faktisk vise deres værd måned efter måned. Der er ikke længere lange og urimelige bindingsperioder, lang opsigelsesperiode samt dyr installation af nye kabler, fordelere, udstyr og bokse. Vi har fået konkurrence på tv-markedet og nu træder vi ind i anden fase af det store streaming-boom, hvor Hollywood-studier, teknologi-giganter og TV-platforme vil forsøge at indtage vores stuer. Vil det samtidig fremskynde kundeflugten fra tv-pakkerne? Hvis USA skal være en indikator, så lader svaret til at være 'ja'.



Flere nyheder

Disney

Disney dropper at udgive film fra kataloget på UHD Blu-ray - rygte

10 Aug 2020 | Rasmus Larsen |
Microsoft xCloud

Apple: Tjenester som Stadia & xCloud ikke velkomne på iOS/tvOS

07 Aug 2020 | Rasmus Larsen |
Onkel Reje

Google slettede DR-børneapp: "Helt på månen", siger Kulturministeren

06 Aug 2020 | Rasmus Larsen |
Mulan

'Mulan' rykkes fra biografen til Disney+

05 Aug 2020 | Rasmus Larsen |
Samsung Serif TV

Samsung lancerer opgraderet Serif TV i nye farver

04 Aug 2020 | Rasmus Larsen |
Panasonic HZ2000

Panasonic lancerer med HZ2000 nyt flagskibs OLED TV

31 Jul 2020 | Rasmus Larsen |
Speed film

Viaplay: Film speedes op fordi det er "laveste fællesnævner"

31 Jul 2020 | Rasmus Larsen |
Greyhound

'Greyhound' har givet Apple blod på tanden

30 Jul 2020 | Rasmus Larsen |