Kulturministeriet har indkaldt til politiske forhandlinger om den såkaldte blankmedieordning, der giver kunstnere kompensation for lovlig privatkopiering. Høj afgift på bl.a. medieafspillere og mobiltelefoner er på bordet.
Ny blankmedieordning
Den nuværende blankmedieordning tillader, at danskere kan privatkopiere bl.a. film og musik uden at søge tilladelse først. I dag videredistribueres en afgift på CD'er og DVD'er til kunstnere, foruden en statsfinansieret kompensationspulje. I 2018 udgjorde beløbet fra blankemedieordningen 26,4 mio. kroner.
Brugen af optiske medier såsom CD'er og DVD'er er dog faldet kraftigt. Derfor skal blankmedieordningen moderniseres, melder Kulturministeriet.
- "I dag foregår privatkopiering primært på mobiltelefoner, tablets og bærbare computere. Tidligere brugte vi CD’er og DVD’er. Derfor har vi brug for en ny og mere tidssvarende ordning, der afspejler den måde, vi kopier indhold i dag," siger Kulturminister Rasmus Prehn. "Derfor vil jeg indkalde til politiske forhandlinger, så vi kan fremsætte et forslag til en lovændring. Vi skal have fundet en tidssvarende model, som er rimelig for de danske medieforbrugere. Samtidig skal vi sikre, at skaberne af kreativt indhold får en rimelig kompensation."
Den anbefalede model til den nye ordning er at lægge afgift på integrerede lagringsmedier, altså lagerpladsen i medieafspillere, mobiltelefoner, tablets, PC'er mv.
Høj afgift på forbrugerelektronik
Et løsningsforslag var på bordet i 2017, hvor et udvalg nedsat af Kulturministeriet foreslog, at afgiften på disse produkter skulle være 10 gange højere end på optiske skiver. Konkret 15,42 kroner per solgte medieafspiller eller anden enhed.
Anbefalingerne fra 2017 forventes at give et provenu til rettighedshaverne på ca. 44 mio. kroner årligt, svarende til 7,6 kroner per indbygger. Det blev i rapporten anbefalet, at "smart-watches, spillekonsoller, cloud-tjenester, løse kassette- og VHS-bånd, Mini-Disc og media-gateways" fritages fra afgifter.
I rapporten fra 2017 blev fremkomsten af streamingtjenester ikke givet afgørende vægt. Siden 2017 har streamingtjenester fået yderligere fodfæste i Danmark og globalt. Mange streamingtjenester tilbyder i dag en download-funktion, men rettighedsbetalingen for dette afregnes allerede igennem abonnementsprisen på tjenesten.
I 2017 under den daværende regering kom man ikke frem til en ny ordning, hvorfor arbejdet nu genoptages. Det oplyses ikke, hvornår en ny ordning forventes på plads.
Blankmedieudvalgets forslag (fra 2017):
Lagringsmedier Takster anført i DKK | Statisk model Enrettet takst |
---|
Løse lagringsmedier | |
Optisk | |
CD-R | kr. 1,49 |
DVD | kr. 1,49 |
Blu-ray | kr. 1,49 |
Flash | |
USB | kr. 1,49 |
Hukommelseskort | kr. 1,49 |
Integrerede lagringsmedier | |
Mobile lagringsmedier | |
|
Smartphone | kr. 15,42 |
Tablet | kr. 15,42 |
Medieafspillere | kr. 15,42 |
Bærbare computere | kr. 15,42 |
| |
Lagringsmedier i hjemmet | |
Stationære computere | kr. 15,42 |
Eksterne harddiske | kr. 15,42 |
Apparater med indbygget lagring | kr. 15,42 |
Apparater med optagefunktion | kr. 15,42 |
| |
Estimeret årligt provenu | kr. 43.943.908 |
- Kilde: Kulturministeriet