Test: Panasonic GZ2000 OLED
Panasonic har hældt lidt stjernedrys ud over deres OLED-serie i år med lanceringen af topmodellen GZ2000, som ud over nyheder som Dolby Vision og et Dolby Atmos-lydsystem, også byder på et OLED-panel, som Panasonic selv har raffineret. Panasonic GZ2000 findes i 55" og 65", hvor vi har lånt 65"-modellen Læs også: Oversigt: Panasonic 2019 TVPris og forhandler:
55"65"Første indtryk
Vanen tro kommer Panasonics TV i en enorm papkasse, som næsten tangerer kasserne til andre producenters 75”-modeller. GZ2000 er visuelt anderledes fra flere af de modeller vi tidligere har testet, da der i denne model er tilføjet et lydsystem fra Technics i form af en underhøjttaler, samt en noget anderledes top-kanal, som sidder som en pukkel på hele bagsiden af TV’et. Visuelt bringer GZ2000 glade minder frem om den for længst udgåede Pioneer plasma-model, som vi tidligere har haft som reference, og volumen og vægt er da heller ikke voldsomt meget forskelligt fra 50”-model, jeg selv har haft hængende engang. Andre knapt så velkomne gentagelser finder man bagpå, hvor Panasonic igen i år har placeret 2 HDMI-porte, SPDIF-porten, alle de analoge indgange og 2 USB-porte pegende direkte ud mod bagvæggen - fuldstændig umulige at benytte, hvis man ønsker en helt flad vægmontering. Jeg mangler en smiley, der slår sig på panden. Det er altså stadig dumt! På siden finder man heldigvis en enkelt USB-port,2 HDMI-porte, LAN-porten, subwoofer-udgangen, samt antenneindgangene, så det ER muligt at få lidt indhold ind i skærmen selv med en helt plan vægmontering. Man kan gemme portene bagpå med et plasticdæksel, ligesom på tidligere års modeller, hvilket nok primært er anvendeligt hvis man ønsker at stille TV’et på et møbel og ikke vil hænge det på væggen. Foden er solid og bidrager til en heftig totalvægt på 40 kg, hvoraf foden udgør de godt 6 kg, men selv de 34 kg som skærmen vejer vil sætte lidt krav til befæstningen i væggen, så lad være med at købe de billigste rawplugs. Mærker man lidt på selve panelet, så føles den tynde del af panelet koldere end de øvrige OLED-modeller vi har set på, hvilket skyldes, at noget af Panasonics modificering består af en metalplade for bedre at kunne transportere varmen bort fra panelet. Ellers ligner selve skærmpanelet i høj grad de øvrige konkurrenters med en sort metalkant og samme antirefleksbehandling på fronten. Denne er ikke ligeså effektiv, som Samsungs, men stadig i den bedre ende for TV i almindelighed. Farven af refleksionerne er skiftet fra sin rødlige kulør, som sidste års modeller havde, til en mere blålig nuance i år.Da vi har med en premium-model at gøre, så medfølger der også en premium-remote, som vi også tidligere har set på Panasonics større modeller.
Brugeroplevelse & features
Panasonic kører som bekendt videre med det styresystem, som Firefox i sin tid leverede til dem, men nu under navnet My Home Screen, som nu har nået version 4.0. Og som stadig ikke rulles ud på ældre modeller.I modsætning til de fleste konkurrenter, så gør Panasonic ikke meget ud af at promovere deres smart-platform - og med rette. My Home Screen er helt klart den mest skrabede smart-platform blandt de større europæiske spillere og det er tydeligt, at der ikke sidder et team af samme størrelse, som Samsungs til at udvikle på den. Vi har adgang til de mest populære apps, såsom Netflix, Amazon, YouTube, Viaplay og Blockbuster og i år har vi også fået Rakuten TV-appen, som giver mulighed for lejefilm i 4K HDR. Panasonic er dog ikke med på AirPlay 2-bølgen, som mange af de øvrige har omfavnet i år. Det er en lidt ærgerlig mangel, men omvendt, så gør det det meget mindre problematisk, at anbefale, at man investerer i en separat boks til håndtering af smart-delen. Vi mangler således stadig en lang række apps til det danske marked, hvor fraværet af DR TV og TV2 Play, samt de efterhånden talrige apps fra de øvrige udbydere, som YouSee, Waoo mv., måske vil kunne afskrække visse købere. Cable-cutteren vil nok hurtigt ramme hovedet mod muren og stå tilbage med ønsket om mere, som så skal hentes via eksterne enheder, såsom en Chromecast eller et Apple TV. Panasonics genvej til apps foregår via en række ikoner placeret i Home-menuen, som man kan kalde frem fra bunden, der - ligesom hos Sony - kan vise TV-kanaler og andre genveje, man selv vælger. Åbner man hele app-oversigten, så vil man opdage hvor begrænset indholdet i platformen er, da Panasonics udvalg hører til blandt de mest sparsomme. Lidt forvirrende, så skal man lede lidt efter adgang til eksterne enheder, som ikke er tilsluttet via HDMI eller analoge indgange, så netværks-enheder og USB-enheder findes ikke i “AV”-menupunktet, som kaldes frem fra fjernbetjeningen (og evt. tilføjes Home-menuen). Vi har før klandret Panasonic for at have lidt snørklede og ulogiske måder at navigere i menuerne, og denne del er ikke ændret i GZ2000. Hvor My Home Screen måske virker en smule mindre fancy end eksempelvis Tizen, WebOS, eller Android, så fejler hastigheden generelt ikke noget. For det underliggende styresystems vedkommende er ikke samme tøven i menuer, som man kan opleve på Tizen, men til gengæld er der vanvittig mange options at finde rundt i, hvis man vandrer ind i indstillingerne. For entusiasten er det herligt og især billedfanatikeren kan få sin lyst styret, men for den almene bruger, så kan det virke en smule overvældende."Ingen AirPlay 2?"Betjening
Da GZ2000 hører til premium-segmentet, så følger der også en high-end fjernbetjening med, som er forsynet med en metal forside med bagbelyste knapper, samt en blød plasticbagside. Vægten af fjernbetjeningen er tilpas høj til at give en fornemmelse af kvalitet, og knapperne har et taktilt feedback, som er behageligt at bruge. Vi er milevidt fra kvaliteten af de skramlende plasticfjernbetjeninger, som vi ser på de mindre modeller.
Selve layoutet af fjernbetjeningen er stadig lige kaotisk med et hav af knapper, hvoraf flere er tvetydige og har forskellige funktioner afhængigt af hvor i menuerne man befinder sig. Der er ikke mange funktioner i GZ2000, som man ikke kunne have tænkt ind i en fjernbetjening, som den der følger med eksempelvis Samsungs modeller, men det vil naturligvis kræve et komplet redesign af måden man interagerer med TV’et. Styringen af eksterne enheder er begrænset til at fungere via HDMI-CEC, og der er ikke samme universalfjernbetjenings-funktion, som vi har set på LG og Samsungs-modeller, men det er ikke anderledes end hvad man får hos eksempelvis Sony. Kommunikationen mellem TV og fjernbetjening foregår via IR og der er ikke nogen mikrofon-funktion indbygget til brug med stemmeassistenter, men da Panasonic ikke har nogen assistenter ombord, så er det ikke en mangel. Det er muligt at linke TV’et til en ekstern assistent, men det kræver tilkobling og parring med en Google eller Alexa Smartspeaker (eller tilsvarende app på en telefon). Det du mister ved denne metode er naturligvis, at TV’et ikke længere fungerer som enhed til visning af de resultater du måtte bede assistenten finde frem til dig. Du er begrænset til at kunne udføre simple kommandoer relateret til betjening af selve TV’et, såsom “Tænd/Sluk TV”, “Skift til HDMI 1 på TV”, “Åbn Netflix på TV”, eller “Sæt volumen på 40 på TV” mv. og er meget lidt brugbart i hverdagen. Du kan ikke bede TV’et om eksempelvis, at åbne en specifik serie på Netflix.Tv & lyd
TV-interfacet er et af de steder, hvor vi i år faktisk har fået en lille opdatering. Panasonics EPG har lignet sig selv de sidste mange, mange år, som vi også fremhævede sidste år. I år har vi derimod fået opfrisket layoutet, så der er blevet plads til langt flere kanaler og udseendet er blevet mere strømlinet. Væk er det ellers ret pladskrævende piktogram og i stedet har vi fået fyldt hele skærmen ud med kanaler. En glimrende opdatering i min mening. Håndteringen af TV-kanaler er uændret ift sidste år, og vi har igen i år en dual-tuner ombord (med hver sin CI port), som kan benyttes til Picture-By-Picture (PBP), men som ikke understøtter brug af de bedre billedprofiler samtidigt. Kanalskifte sker med samme hastighed, som man efterhånden har vænnet sig til med digitale tunere, så forvent adskillige sekunders ventetid, hvis du “zapper” rundt. Herudover, så er TV-oplevelsen ret uændret ift. tidligere modeller, og man skal nok skele mod TV-udbydernes dedikerede bokse for at se, hvor langt man kan komme med TV-interfacet. Det virker tvivlsomt, at man skulle kunne indhente de features, som er mulige at tilbyde når man har fuld kontrol over indholdet. Næste fase af flow-TV er de dedikerede apps, som i højere grad åbner for nye muligheder, men her halter kvaliteten af billedet så til gengæld. For Panasonics vedkommende, så virker TV’et ikke gearet til at rykke med udviklingen på den nuværende smart-platform. Lyden i GZ2000 er lidt speciel i den forstand, at TV’et er forsynet med både en soundbar, men også en opadvendt højttaler, som skal bruges til Atmos-lyd. TV’et er kategoriseret som et 3.0.2 system, dvs. 3 fremadvendte kanaler (center + højre/venstre), samt 2 kanal til at reflektere på loftet. Dertil, så fungerer hovedtelefon-udgangen, som output til en aktiv subwoofer, så man kan udbygge til 3.1.2. Det lykkedes os desværre ikke, at få Panasonic til at skaffe en subwoofer undervejs, men det er klart, at dynamikken i systemet vil få et markant løft, hvis man tilføjer ekstra kraft i bunden af frekvensspektret. Under opsætning af lyden tunes Atmos-loftenheden via et særskilt menupunkt, så du kan få justeret timingen af lyden ift de øvrige kanaler. Det kan indskydes, at den optiske SPDIF i GZ200 stadig kun slipper 2.0 stereo-lyd igennem. Selv uden brug af sub, så er det hørbart, at tilføjelsen af en mere dedikeret soundbar med fremadvendte enheder gør en forskel ift. den skingre dåselyd man ellers vil møde i en fladskærm. Tilføjelsen af Atmos-understøttelse både via apps og HDMI i enten ARC (lossy) - GZ2000 understøtter ikke eARC (lossless) - tilføjer også en hørbar udvidelse af lyden i rummet om end den helt skarpe Atmos-oplevelse ikke helt indfries. Lyden fylder rummet i langt højere grad når lydsporet understøtter Atmos (og lydfeltet kan opkonverteres for non-Atmos-kilder), hvilket i sig selv hjælper på indlevelsen, og de to sidehøjttalere kan til en vis grad positionere lyden mod højre eller venstre. Der er ikke mulighed for at udvide med dedikerede baghøjttalere, hvilket er lidt en skam, da det ellers var en oplagt mulighed, for at få en rigere lydoplevelse uden at skulle investere i alt for meget ekstraudstyr. Der mangler definition i mellemtonen og diskanten bliver hurtig skinger - især hvis du vover at sætte musik på i stedet for film. Læg dertil, at der er grænser for hvor højt der kan spilles med så beskeden en højttaler, så du vil aldrig få klemt en fuld biografoplevelse ud af GZ2000 alene ved hjælp af dens indbyggede soundbar. GZ2000 er dermed ikke helt derhenne, hvor jeg uden videre ville droppe tanken om en soundbar i +5.000 kr. klassen, men hvis du blot havde tænkt dig, at supplere med en af de helt billige soundbars, så spar hellere pengene og køb en sub til GZ2000 i stedet.Kalibrering
Vanen tro, så leveres GZ2000 med en overflod af billedprofiler, som nok vil overvælde de fleste. Flere af dem rammer ret tæt på referencen, men for den almindelige forbruger, så vil det være svært at gennemskue hvilken man skal satse på. Fjernbetjeningen tillader, at man udvælger specifikke profiler og gemmer i en dedikeret genvejsmenu, men det forudsætter, at man har en fornemmelse for hvad der er skrald og hvad der er guld.Vi havner vanen tro på Professional 1-profilen, som er en anelse for rødlig, men med et par små justeringer er gammakurven rettet nogenlunde ind. I kalibreringen herunder er der ydermere løftet en smule på gammakurven omkring 30 IRE, hvilket er en af de fintuninger Panasonics menuer giver mulighed for. For puristen vil man kunne hive lidt mere ud af skærmen ved at foretage lidt flere finjusteringer, men vi snakker om småting. Panasonic understøtter AutoCal via Portrait Display’s Calman program, hvor GZ2000 i år har fået en mere avanceret version af denne funktion, hvor man ikke længere har brug for en mønstergenerator til at levere signalet via HDMI, men i stedet kan generere mønstrene direkte i skærmen. Vi har tidligere bragt en video af hvordan dette fungerer, som du kan finde på vores Youtube kanal. Her er stadig tale om kalibrering via den normale bruger-menu, og ikke på det underliggende 3D LUT niveau, som LG benytter. Ser vi på HDR-gengivelsen, så tracker GZ2000 EOTF-kurven næsten perfekt helt op til 1000 nits (spoiler…) og markerer den hidtil pæneste kurve vi endnu har målt uden brug af AutoCal. Det svage afrul nær højlyset er ganske enkelt nødvendigt, hvis man ikke vil have et hårdt skift og total sammensmeltning af alle detaljer i højlyset, så afvigelsen skal ikke ses som noget negativt. Dækningen af DCI-farverummet er på niveau med de øvrige OLED-paneler vi har set på de sidste par år.Øvrige billedprofiler
Tryk på profilen for at se målekurve
Normal Dynamic Cinema True Cinema THX Cinema Professional Photo Professional 2 Spil Målinger
Vores "måling"-afsnit omhandler alle de ting vi går og måler på TV’ene samlet ét sted frem for at ligge i de enkelte afsnit. Vi henviser til vores artikel omkring bl.a. målemetoder her for en gennemgang af hvordan vi måler under testen.Bemærk: Vi kalibrerer kun mod SDR, ikke HDR. Vi har under testen ikke benyttet os af lyssensoren, men ønsker du, at TV'et selv kompenserer for lyset i stuen, så kan dette aktiveres i menuen.Billedkvalitet
Nu spoiler vores målinger ovenfor lidt af overraskelsen, men for de, som blot sprang dem over, så har GZ2000 et stærkt es i ærmet i form af sit overskud i lysstyrken. Skærmen markerer den første OLED-model vi har testet, som rammer 1000 nits peak lys og den holder denne lysstyrke op til 10% dækning af skærmarealet, hvor den ved 25% dækning dykker til omkring 630 nits. Det er vel og mærke cirka samme lysstyrke, som et Sony AG9 rammer på toppen! Der er seriøst punch i lyset på denne skærm og til de, som måske tænker: “Ja ja, men kan man overhovedet se forskellen”, så er svaret ja. Det er tydeligt, at GZ2000 kan opretholde en høj lysstyrke med en langt højere dækning end de øvrige OLED-TV på markedet og den pixelpræcise styring af lyset gør den til en ideel makker til HDR-film. GZ2000 følger endvidere EOTF-kurven perfekt fra start til slut, hvor Panasonic har valgt at lægge sig ret tæt på det hårde knæk, som den teoretiske kurve også har ved 70%. Det efterlader dog ikke ret mange nuanceforskelle i højlyset, hvilket bringer os videre til en af de største kritikpunkter jeg har kunne finde ved skærmen (ja, så kan du bare skippe videre til slutningen): Der opleves en smule banding i højlysets detaljer, hvilket fra tid til anden var synligt på scener som solnedgangs-billedet herunder. Kigger du nøje efter i detaljerne omkring solen (og ignorerer, at kameraet kæmper med at gengive det fulde dynamiske område), så vil du se nogle hårde overgange i gradienten. Nu har jeg nævnt fænomenet, men herefter jeg også nødt til at tilføje, at jeg stort set aldrig spottede problemet på reelt indhold, dvs. i HDR-film-materiale.Vores generiske testbilleder kunne afsløre problemet (se eksempelvis den flydende gradient her til højre), men jeg ville personligt ikke lade dette afskrække i valget af skærm, da GZ2000 leverer en suveræn HDR-ydelse i alle andre henseender og uden problemer placerer sig øverst på tronen for billedgengivelse i denne disciplin. HDR er naturligvis andet end blot højlys, og mindst lige så vigtig er gengivelse af skyggedetaljer, og her skuffer GZ2000 heller ikke. Der er fuldstændig styr på håndteringen af gråtoner og ingen detaljer går tabt. Problematikken med black crush, som vi så på FZ800, er væk og skærmen gengiver alle trin på skalaen uden problemer. Nu har jeg åbnet for æsken mht. skygge-detaljer, så jeg runder samtidigt homogeniteten af samme nuancer. Banding og plamager på de helt mørke nuancer har været en konstant følgesvend på alle de OLED-modeller vi har testet, men for GZ2000’s vedkommende, så klares også de helt mørke nuancer stort set fejlfrit. Der skal langtidseksponeringer af 1% og 4% til for at finde frem til noget, som tilnærmelsesvist kan kategoriseres som “clouding” eller “banding” og selv da, så er resultatet langt bedre end hvad vore øvrige testeksemplarer har kunne klare endda på kortere eksponeringer. Tint på de lyse farveflader var der heller ikke noget af, så alt i alt er det et meget overbevisende resultat.
Konklusion
Hvis du ikke blot er skippet direkte til konklusionen, så har du nok bemærket, at det er svært ikke at blive begejstret for GZ2000. Forventningen var egentlig ikke, at man havde formået at rykke OLED ret meget ift. sidste år, da niveauet generelt har virket ret konstant uanset hvilken model man fik fat på. Alligevel har Panasonic med deres topmodel, med et special-tunet panel, formået at trække lidt ekstra op af hatten.Annonce:
Annonce:
Man har klaret at hive 1000 nits ud af et OLED-panel og opretholde denne lysstyrke på en ret stor procentdel af skærmen (ift OLED-normen), og samtidigt har man tøjlet gråtonerne forbilledligt. På trods af den øgede lysstyrke, så har man samtidigt formået, at banke generne af midlertidig fastbrænding (vi tør ikke love noget mht. permanent fastbrænding) ned til nærmest ingenting, så man umiddelbart intet har at frygte på denne konto. Eneste anke på billedsiden er en smule banding i højlyset på HDR-indhold, samt de tilbagevendende problemer med tilfældige hak i billedet hvis IFC-systemet aktiveres.
Vender vi blikket mod de øvrige aspekter end billedet, så er tilføjelsen af Dolby Atmos-understøttelse, samt ekstra up-firing-højttaler også positivt, da det løfter lydbilledet hørbart ift. de øvrige modeller på markedet. Muligheden for at tilføje en subwoofer vil med sikkerhed glæde de, der ikke vil have en soundbar eller et dedikeret anlæg, men stadig ønsker en lidt dybere bund, end man kan hive ud af en fladskærm.
Stikplaceringerne bagpå er præcis lige så tåbelige, som de har været tidligere, og adskillige af portene peger direkte bagud med blot få millimeters frirum til bagpladen, hvor VESA-hullerne til vægmontering sidder. Fjernbetjeningen er dog heldigvis af formidabel kvalitet om end vi gerne havde set, at man lige ryddede pladen for knapper og kun satte nogle få af dem på igen.
På software-siden er der ikke meget nyt at berette, og MyHomeScreen i version 4 er stadig lidt en spøgelsesby, hvor man kun finder de mest populære apps, men mangler fancy features som Cast af enten Apple AirPlay 2 eller Android Chromecast. Der er lidt opdateringer på EPG’en i TV-menuen, men ellers er det mest same-same ift. tidligere generationer.
Panasonic GZ2000 er en premium-model, med en høj pris, men billedet er ganske enkelt i topklasse og heldigvis har vi to awards vi kan rutte med herinde, og hvor den ene - Top-anbefaling eller “value-for-money”-awarden - ikke er oplagt, så er Reference-awarden ret passende til dette TV. Vi hæver hermed barren og lader Panasonic GZ2000 være fixpunktet for fremtidige anmeldelser.
!
Ændret testparameter: Fra i år ændrer vi en testparameter, der relaterer sig til karakteren for features, som resultat af flere års dårlig praksis i branchen. Såfremt producenten af et givent ”Smart TV” ikke kan forsikre Flatpanels om, at tv-platformen i opdateres til næste fulde software-version, fratrækkes 10 point på feature-scoren. Det skal betragtes som et opråb, der forhåbentlig kan skabe debat og ændre på praksis.
Panasonic kan ikke give os denne garanti, hvad angår My Home Screen-platformen.
Panasonic kan ikke give os denne garanti, hvad angår My Home Screen-platformen.
Pris og forhandler:
55"
65"
Farvegengivelse & billedprocessor
Perfekt sortgengivelse
Brede betragtningsvinkler
HDR-billede (med 1000 nits)
Dolby Atmos-lyd
Banding i højlyset
Styresystem opdateres ikke
TV/mediemenu føles uddateret
Mange bagudvendte stik
Ingen HDMI 2.1
