Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonSony ZG9 (8K) - FlatpanelsDK

Sony ZG9 (8K)

30 May 2019 | Rasmus Larsen |


Med ZG9 lancerer Sony sine første 8K-tv. Modellen findes i 85 og 98 tommer. Flatpanels fik mulighed for at spendere en dag i selskab med ZG9, så vi medbragte så meget testudstyr, som vi kunne bære til denne "mini-test", hvor vi fokuserer på billedkvalitet. ZG9 har et LCD-panel med 'Backlight Master Drive', som er Sonys særlige system til zone-styring af lyset. Den har også Android TV, et forbedret højttalersystem, 'X-Wide Angle' og naturligvis HDR.

ZG9 er for dyr for langt størstedelen af køberne, men den repræsenterer Sonys første flirt med 8K-teknologi og vil sandsynligvis kunne give os nogle interessante perspektiver på teknologien og det japanske selskabs tilgang til næste format.

Læs også: Oversigt: Sony 2019 TV

Sony ZG9 kommer i handlen i juni og vil koste hhv. 135.000 og 650.000 kroner i 85 og 98-tommer.


Pris og forhandler:

85"
98"


Første indtryk

Sonys ZG9 er gigantisk. Vi sad foran 85-tommer modellen, men den findes også i en 98-tommer model, som er... noget dyrere. Eftersom dette er et meget stort TV, sender Sony det ikke rundt blandt anmeldere af praktiske årsager. Derfor havde selskabet i stedet arrangeret en fuld dag med tv'et i en lukket rum. Vi medbragte eget testudstyr - så meget som muligt - men vi måtte naturligvis begrænse os på nogle punkter, da vi kun havde en enkelt dag i selskab med tv'et. Vi kalder det en mini-test, men vi har stadig forsøgt at inkludere så mange evalueringer som muligt.

85-tommer er stort, selv efter nudagens standarder, men det er i den forbindelse vigtigt at holde for øje, at 8K-opløsning kræver en stor skærm. Der er muligt at masseproducere 65-tommer eller sågar mindre 8K-tv, men du ville skulle sidde meget tæt på skærmen for at få gavn af den høje opløsning.

Hvad angår selve tv'et, så har 85-tommeren en bordstand med fire ben, som strækker sig et stykke ud over LCD-panelet for støtte vægten og formatet. Det er ikke det mest elegante TV på markedet, men det har bestemt karakter. Sony har haft øje for detaljer. Den del af rammen, hvori højttalerne sidder er sænket bagud, fødderne har nogle fine detaljer, og bagsiden er opdelt i segmenter for at give skærmen karakter i stedet for blot at ligne en stor overflade. Den større 98-tommer model findes med en gulvstand.

Dette er Sonys første 8K-tv, men vi har allerede testet Samsungs første 8K-tv. Der er nogle fællestræk, synes vi. Det større tema her er nok, at såfremt 8K-tv skal nå ud på massemarkedet, så skal producenterne arbejde på at gøre dem lettere og mindre klodsede. Hertil hører historien om strømforbrug og varmeudvikling. Det vender vi tilbage til senere.

Før Sony overlod deres nye skærm til os, havde de en kort præsentation, der havde omdrejningspunkt om teknologien indeni samt 8K-opløsning. Det kommer vi nærmere ind på i billedkvalitets-afsnittet.




Brugeroplevelse & features

Sony ZG9 kører Android version 8 (Oreo) og bruger samme MediaTek-chip (MT5893) som de andre 2019 Sony TV. Den er på brugerfladen og Android-delen således identisk, hvorfor vi ikke vil gennemgå tingene her. Vi henviser i stedet til vores test af Sony XG95 for yderligere information. ZG9 leveres også med samme fjernbetjening.

Der er dog et par ting, som bør fremhæves. Brugerfladen i Android TV er ikke blevet opdateret til at køre i 8K-opløsning, hvorfor den er ret blød i kanterne af tekst og grafik. Vores 8K-testvideoer kunne ikke afspilles på tv'et og Sony oplyser, at det skyldes, at MediaTek-chippen ikke kan dekode video i 8K HEVC og VP9-2. Sony siger i den forbindelse, at de endnu ikke har taget beslutning om, hvorvidt de vil støtte op om det nye AV1-videoformat eller et andet format til 8K-video. ZG9 vil heller ikke afspille YouTube i 8K. For at få 8K-video ind i skærmen skal du bruge en ekstern afspiller, som tilsluttes via HDMI 2.1. Det vender vi tilbage til i afsnittet for billedkvalitet.

Dolby Atmos tilføjes først med en senere opdatering, så vi kunne ikke teste det. Under vores tid med tv'et havde vi også kun mulighed for at vurdere højttalerne sporadisk. Højttalersystemet er ret kraftfuldt og de ekstra enheder i toppen af rammen bidrager til at give en oplevelse af, at stemmer kommer mere direkte fra billedet (eller personens mund), selvom effekten dog ikke er lige så direkte og klar som i Sonys 'Acoustic Surface' i OLED-modellerne. ZG9 har også indbyggede subwoofer, som underbygger lydbilledet med et rimeligt kraftfuldt tryk (for en tv-skærm). Overordnet set så tror vi, at de fleste vil blive positivt overraskende over højttalerne i ZG9, men når man køber et high-end TV af denne kaliber, så tigger det naturligvis om at blive tilsluttet et fuldt lydanlæg med surround. Og det mener vi da også, at man bør gøre for at få den bedste spil/filmoplevelse.




Kalibrering

Eftersom vi kun havde en enkelt dag med tv'et, prioriterede vi ikke at kalibrere skærmen. I stedet brugte vi mere tid på at undersøge de præ-konfigurerede billedprofiler. Ligesom andre Sony TV, har ZG9 flere at vælge imellem og vi vil fraråde, at man bruger Vivid og Standard.

Sony har desuden lavet en ændring, som vi i sin tid afdækkede i vores test af AF9 OLED. Cinema-profilen er ikke længere Sonys mest præcise billedprofil og det kan nok virke forvirrende for visse købere. Faktisk så skubber Cinema alt normalt indhold (SDR med Rec.709 farverum) ud i skærmens iboende farverum, der er tiltænkt HDR. Det er meningen, siger Sony, idet Cinema nu er konfigureret til at blive brugt i oplyste stuemiljøer i dagslys. Den mest præcise billedprofil er nu i stedet Custom (Tilpasset). Du kan se vores målinger af billedprofilerne i boksen til højre, hvor vi ogå har målt Game-profilen, der faktisk respekterer indholdets farverum.

Øvrige billedprofiler

Tryk på profilen for at se målekurve

Standard (SDR)
Vivid (SDR)
Game (SDR)
Standard (HDR)
Cinema (HDR)
Game (HDR)
Vivid (HDR)
Som du måske ved, så udledes Sonys HDR-profiler fra SDR-profilerne, hvilket betyder, at billedjusteringer deles imellem dem. Således kan vi, hvad angår HDR, blot gentage, hvad vi sagde ovenfor. Cinema er skabt med udgangspunkt i at seeren sidder i oplyste lokaler, hvorfor PQ-lyskurven er lysere end referencen for at kompensere for oplyste omgivelser. Igen; vælg Custom-profilen, hvis du vil have mest præcis billedgengivelse.

Vores målinger af HDR viser desuden, at PQ-lyskurven - altså hvordan lys fra helt sort til helt hvid gengives - opfører sig lidt spøjst oppe imod toppen (lyseste hvid). Effekten afhænger lidt af, hvilken billedprofil, man bruger, men det sker dog på tværs af dem alle. Vi dobbelttjekkede flere profiler. Vi spurgte Sonys japanske billedingeniør, som sad på standby under testen, og han sagde, at Sony har set fænomenet før. Det burde være muligt at rette med firmware, men vi ved ikke om Sony har planer om at gøre det. Det forekommer os, at ZG9 har lidt vanskeligheder med at styre sine LED-zoner præcist, når skærmen nærmer sig de højeste lysniveauer. Det samme har Samsungs LCD-skærme.

Som du kan se, så kan Sony ZG9 ramme 4000 nits højlys med teoretiske testmønstre, men fordi den falder, når den nærmer sig 100% lysstyrke, så rammer den nærmere 3000 nits. Igen; dette er med teoretiske testmønstre, som ikke repræsenterer praktisk og blandet brug. I praktisk brug er det mere sandsynligt, at skærmen rammer 800-2000 nits højlys, hvilket bekræftes af vores målinger på ANSI (sort/hvid skaktern) mønstre. Undtagelsen er hvis store dele af skærmen er badet i hvid. I disse situationer kan skærmen godt ramme tættere på de 3000 nits eller højere. Det afhænger alt sammen af billedkompositionen og detaljegraden i film- eller spilscenen. Det er meget utænkeligt, at du nogensinde vil se en stjerne eller lampe funkle ved 4000 nits på ZG9.

ZG9 er i stand til at gengive farver ved 91% DCI-P3 / 66% Rec.2020 (xy). Det er sammenligneligt med andre Sony LCD-tv, som er baseret på fosfor-LED. Pt. leverer LCD-tv med quantum dots større farverum. Nu tænker du måske: "Hvad skete der egentlig med Sonys quantum dot-løsning, som blev introduceret flere år før Samsung begyndte at omdøbe LCD-tv til "QLED" tv"? Vi spurgte, men fik ikke et klart svar. Du tænker måske også; "vent, jeg troede at quantum dot var påkrævet for at ramme disse høje lysniveauer"? Du skal ikke tro på alt, hvad du hører. Høj lysstyrke på LCD-tv er gjort muligt ved at sende en massiv effektboost fra strømforsyningen til LED-belysningen, hvilket nemt kan observeres ved at sætte en strømmåler på en tv-skærm. Det er ikke meget at med quantum dots at gøre.




Målinger

Vores "måling"-afsnit omhandler alle de ting vi går og måler på TV’ene samlet ét sted frem for at ligge i de enkelte afsnit. Vi henviser til vores artikel omkring bl.a. målemetoder her for en gennemgang af hvordan vi måler under testen.






Sony ZG9 test


Billedkvalitet

Før vi dykker ned i testen vil vi kort dække nogle af de tekniske detaljer, som Sony præsenterede forinden testen. Først og fremmest er ZG9 bygget på den samme 'X1 Ultimate' videoprocessor, som benyttes i deres high-end 4K-skærme. Til opskalering bruges et system, der matcher op imod en database med referencebilleder. Det bidrager til at afgøre, hvilken tilgang til opskalering, skærmen skal tage. Sony understregede, at man har gjort dette i årevis i 4K-tv, selvom flere konkurrenter først er begyndt at tale om det nu. Herudover har Sony benyttet objekt-baseret analyse (hvor objekter som f.eks. ansigter eller en blomst identificeres i billedet) til opskalering i flere år. Selskabet afholder sig blot fra at kalde det "AI" - kunstig intelligens.

Så lad os starte med opskalering. Vi lagde ud med at benytte nogle testmønstre til at evaluere, hvordan skærmen håndterede vanskelige pixel-kompositioner. Vi skal nok undlade at gennemgå alt dette, men en sjov situation opstod, da ZG9 tilsyneladende fejlhåndterede et 4K sort/hvid-pixelmønster. Vi siger "tilsyneladende" fordi det snød opfattelsen (hjernen), hvilket er interessant. Vi har ikke set præcis dette fænomen før - det var ikke klassisk moire-effekt, i hvert fald ikke i nogen form, som vi er bekendte med. Vi kaldte Sonys japanske billedingeniør hen og han var også overrasket. Vi satte et mikroskop på skærmen og bekræftede begge, at opskaleringen var pixel-perfekt. På en eller anden måde fik de mange millioner pixels fordelt på en så stor overflade vores hjerne til at opfatte disse spøjse uharmoniske artefakter på testmønstret. Vi vender tilbage til, hvorfor vi har bragt dette på banen lige om lidt.

Hvad angår opskalering af 4K-indhold - objekt/database-drevet eller ej - så er vi fortsat ikke overbeviste om, at 8K-tv kan tilføje ekstra værdi til 4K-indhold. Ægte 4K-indhold fremstår allerede imponerende og er detaljeret nok til at blive præsenteret flot på selv et 85-tommer TV, men disse opskaleringsalgoritmer kan ikke på magisk vis tilføje ekstra detaljer i real-tid. Der er algoritmer trænet af maskinlæring, som kan gøre imponerende ting, men vi er stadig år væk fra, at det kan ske i real-tid med 8K-opløsning. Og hvis spil- og filmstudier ønsker at sådanne ting lægges på indholdet, så bør det gøres fra studiets side - ikke i tv'et. Vi havde et Sony 4K-tv ved siden af ZG9 og selvom vi havde begrænset tid, så mener vi, at det var rimelig åbenlyst, at der ikke er noget betydeligt at hente. Ligesom 4K-opskalering forinden, så er producenternes "8K-opskalering" primært en øvelse i at tilføje kunstig skarphed omkring objekter. Vi fastholder, at dette er billedbehandling, ikke opskalering. Opskalering er processen, hvor man omregner pixels for at få billedet til at fylde fuld skærm.




Ligesom Samsungs 8K Q900R, så mener vi, at det er vigtigt at lægge vægt på, at såfremt du køber et 8K-tv med antagelsen om, at billedoplevelsen med dit katalog af 4K-indhold løftes, så har du ledt dig selv på vildspor. Det eneste du kommer til at opnå er, at du har spenderet en stor bunke penge på at snyde dig selv.

Dette står måske mere klart på ZG9 end på noget andet 8K-tv, som vi hidtil har set, primært pga. det store format og det faktum, at vi havde næsten fuld kontrol over tv'et. For at nyde fordelene ved 8K skal du have ægte 8K-indhold. Som nævnt i begyndelsen, så virker vores egne 8K-videoklip ikke da ZG9 ikke kan dekode dem. Sony har i stedet lavet en hjemmebrygget løsning, hvor en ekstern afspiller, der kan dekode 8K-video, udsender signalet via 4x HDMI 2.0 porte til en anden boks, som samler disse fire feeds til et HDMI 2.1 output, der videresendes til tv'et.

Så vi måtte nøjes med Sonys 8K-demomateriale, der bl.a. dækker over Gran Turismo renderet i 8K (kun bilerne, ikke omgivelserne) samt rigtige optagelser i 8K fra et brasiliensk karneval mm. Der var ikke så meget indhold, men det var nok til at fastslå, at ægte 8K-indhold på et stort 8K-tv, ser synligt bedre ud end 4K-indhold. Og ikke kun pga. de åbenlyse årsager (det bør også nævnes, at Sonys 8K-indhold er i 8K60, altså 60 billeder per sekund, og komprimeret i HEVC ved 180-200 Mb/s bitrate).

Vores pointe er følgende: 8K er muligvis, afhængigt af siddeafstand, for høj opløsning til, at det menneskelige øje kan opfatte ekstra detaljer (ift. 4K), så det er kun naturligt, at denne diskussion omkring fordelene ved 8K vs. 4K er opstået. Men det er ikke hele historien. Vores hjerne spiller en stor rolle i, hvordan vi opfatter kontrast, farve, opløsning og billeder i almindelighed (bl.a. demonstreret ved det spøjse synsbedrag, som opskaleringstesten præsenterede os for). Du kan gå til øjenlægen og kigge på sorte bogstaver på en hvid overflade, men det repræsenterer ikke på nogen måde, hvordan vi opfatter komplekse billedkompositioner. Det er en af de pointer, som vi har fremhævet siden vi så 8K første gang på Sharps 8K-prototyper tilbage i 2012. 2D 8K-video kan fremstår nærmest 3-dimensionelt til tider. Der er så meget billedinformation i 8K, at det lader til at snyde hjernen til at opfatte det næsten som virkelighed og derfor tilføje dybe. Der er ikke noget, som man nemt og hurtigt kan måle eller kvantificere med testmønstre. Du bliver nødt til at sætte dit ned, lægge dine opløsningsgrafer til side og kigge på skærmen.




Undervejs i test af 8K-tv og demonstrationer har vi fundet, at denne 3-dimensionelle dybdeeffekt også i høj grad afhænger af kontrasten i skærmen. Kontrast er måske den mest afgørende faktor ift. at muliggøre god billedkvalitet. Vi har set demonstrationer af 8K-tv, hvor dybdeeffekten er mere udpræget end på Sony ZG9, bl.a. på 8K OLED og prototyper af 8K LCD med miniLED-belysning. Hvilket bringer os til vores evaluering af kontrast og HDR.

Som nævnt i målings- og kalibreringsafsnittet, så rammer Sony ZG9 maksimalt 3000-4000 nits højlys, men kun i meget særlige situationer. Sætter man et skaktern (8 hvide felter og 8 sorte felter) på skærmen, så rammer den "kun" 1025 nits højlys, samtidig med, at sort hæves til 0.23 nits i midten af det sorte felt og 0.45 nits langt kanten af det sorte felt. Dette er i 'Custom' billedprofil. Selvom alt dette måske lyder teknisk, så er det egentlig ganske simpelt. LCD-tv har en bagbelysning bag skærmen og i takt med at lysstyrken stiger, så hæves sortniveauet i omkringliggende områder også. Disse ekstreme niveauer for lysstyrke er eksempler på kvantitet over kvalitet fordi alt det lys ikke kan tæmmes og fordeles lokalt i små segmenter af billedet - hvor det er mest relevant - pga. begrænsninger i baglyset. Vi talte 720 lyszoner (36 vandret, 20 lodret). Sony ville ikke be/afkræfte, om det passer, men det burde være rimeligt præcist. Med andre ord dækker hver lyszone 46.080 pixels. Sony forklarer, at 'Backlight Master Drive' i ZG9 er lidt anderledes end den originale implementering i ZD9, hvor hver LED kunne styres individuelt. ZG9 opererer i stedet med "segmenter".




Sony ZG9 har også 'X-Wide Angle', som oprindeligt blev introduceret i den skuffende ZF9 model, hvor det påvirkede sortniveau negativt i markant grad. Systemet fandt senere hen vej til XG95, hvor balancen imellem udvidede betragtningsvinkler og sortniveau var korrigeret. Sony forklarer, at den tekniske implementering i dette 8K-tv minder om den i XG95, men at den er korrigeret yderligere. Ikke desto mindre påvirker det stadig sortniveauet. Kontrasten er højere end på XG95, men ikke drastisk højere.

Det er ofte muligt at observere hævet sortniveau, når tv'et begynder at flexe sine lyszoner, primært når man ser tv i mørke omgivelser. Det "bløder" ikke ud i de sorte bjælker i top og bund på samme måde som på ZF9, men det kan dog til tider bemærkes i de sorte bjælker. Undertekster kan som altid forvirre lyszonerne, så man får glorier omkring. Når det er sagt, så skal det dog også siges, at Sonys zone-styring er bedre end Samsungs. Sony har ramt en bedre balance imellem lys og mørk, samtidig med, at Sonys system ikke har samme distraherende forsinkelse som Samsungs, når lysstyrken skal hæves og sænkes. Systemet kan også opretholde lysstyrken i lange perioder af gangen.

Ikke desto mindre er det min overbevisning, at 720 lyszoner og et iboende kontrastforhold på 2500-3500:1 ikke er nok til at levere fremragende HDR-billedkvalitet. Koblet med 8K, leverer ZG9 helt bestemt imponerende billedkvalitet, men til tider - relativt ofte - vil man spotte begrænsningerne ved zonestyring, mens man forsøger at nyde film og spil. Hvor meget det distraherer, afhænger af, hvor kritisk et øje man har. Sonys egne OLED-tv leverer bedre HDR-billedkvalitet, hvis man spørger os.




Der er også andre faktorer at tage i betragtning ved HDR. En af disse er formatsupport og Sony ZG9 understøtter HDR10, HLG og Dolby Vision. Vi har ikke udstyr til at teste Dolby Vision i 8K, men Sony forsikrer os om, at 8K Dolby Vision burde virke.

En anden bekymring er strømforbruget. Ligesom Samsungs 8K-tv, trækker Sonys 8K-tv ustyrlige mænger strømeffekt, særligt i HDR-tilstand. Den er klassificeret i den dårligste klasse på "energy label" og det kan vi skrive under på. I HDR-tilstand ramte skærmen ofte 800W og lå typisk mellem 400-700W, afhængigt af typen af indhold. Udenfor HDR lå den typisk på 250-450W. Panelet bliver også varmt.

Apropos begrænsninger, så har Sony ZG9 kun en enkelt HDMI 2.1 port (HDMI4), hvilket bliver problematisk, hvis man har planer om at forbinde mere end en 8K-kilde i kommende år. Når man tager prisen i betragtning samt det faktum, at LGs mainstream 4K OLED-tv er udstyret med fire HDMI 2.1 porte, så mener vi ikke, at det kan forsvares, at Sony ikke har gjort alle porte til HDMI 2.1.

Læs også: HDMI 2.1 er klar - 8K/10K opløsning, eARC, variabel billedfrekvens & nyt kabel

HDMI4 har et særligt punkt i billedmenuen, hvori man kan aktivere "enhanced mode" (til 8K eller 4K120). Sony ZG9 klarer også HDMI eARC, men vi havde ikke et eARC-kompatibelt system tilgængeligt under testen. Sonys TV understøtter ikke andre HDMI 2.1 funktioner såsom VRR, QMS eller ALLM.

Vi havde begrænset tid med tv'et, så vi fik ikke rigtig tid til at læne os tilbage med en spil-controller i hånden. Gran Turismo-videoerne i 8K vidner dog om, at spil i 8K og HDR kan fremstå intet mindre end fantastiske, i hvert fald i udpræget lyse og farverige scener. Vi er mere bekymrede for de mørke og stemningsfyldte sekvenser, når de skal gengives på Sony ZG9.

Vi målte input-forsinkelse til 70-100ms udenfor spil-tilstand og mellem 26-35 ms i Spil-profilen, afhængigt af opløsning og SDR/HDR (se fulde målinger i målingstabellen). Vi har ikke udstyr til at måle input-forsinkelse i 8K. Disse niveauer er rimelige, men ikke på niveau med de hurtigste TV derude (pt. LG 2019 OLED). LCD-panelet i Sony ZG9 har en smule slør på bevægelse, men ikke noget, som vi vil karakterisere som kritisk.

Læs også: Guide: De bedste tv-skærme til spilkonsollen

Det var ikke muligt for os grundigt at evaluere, hvordan Sonys forskellige billedsystemer såsom MotionFlow fungerer på 8K-video, da vi havde begrænset adgang til 8K-indhold. På 4K-indhold spottede vi ikke forskelle. MotionFlow er stadig et af de bedre motion-systemer og Sonys 'X-Motion Clarity' / backlight-scanning bidrager til at løfte detaljegraden i bevægende indhold, uden at sænke lysstyrken betragteligt. Og eftersom ZG9 er virkelig lysstærk, så er reduktionen i lysstyrke ikke en bekymring.

Vores eksemplar havde en meget homogen bagbelysning, men vi ved at disse ting varierer fra eksemplar til eksemplar, så vi kan ikke rigtig konkludere noget. Vi har også inkluderet langtidseksponerede fotos for at give dig en idé om niveauet af glorier (blooming) om lyse objektet. Niveauet af glorier vil afhænge af indholdstypen.




'X-Wide Angle' systemet bidrager til at gøre betragtningsvinklerne brede, men ikke perfekte. Farve og kontrast taber stadig intensitet fra yderlige vinkler, men betragtningsvinklen er dog betydeligt forbedret ift. normale VA LCD-paneler. Det er en af de store udfordringer, som producenter af VA LCD-tv står overfor i takt med, at branchen overgår til 8K og HDR. Særligt med 8K-tv fordi de er så store og fordi man sidder relativt tæt på. Det gør at skærme med dårlige betragtningsvinkler faktisk kan føre til, at man selv fra siddepositionen lige foran skærmen vil opleve, at skærmen ud imod kanten af panelet ser synligt anderledes ud.




Konklusion

Vi spenderede en dag i selskab med Sonys 85-tommer ZG9 (Z9G i USA) og et par ting, udenfor emnet billedkvalitet, står klart. Googles Android TV-system er ikke optimeret til 8K og det samme gælder MediaTek-chippen, som giver Android TV liv, da den ikke kan dekode 8K-video. Der er kun en enkelt HDMI 2.1 port i dette uforholdsmæssige dyre TV, som samtidig trækker ustyrlige mængder strømeffekt. Det er nogle af de problemer, som tv-producenterne skal løse, hvis de vil have nogen forhåbninger om at sælge 8K-tv til den store købergruppe.

Annonce:
Hvad angår billedkvalitet, så imponerer ZG9 med sin høje lysstyrke, 8K-opløsning og det store format. Efter at have oplevet en del 8K-tv efterhånden, så mener vi, at det er forkert at forsøge at kvantificere 8K-oplevelsen alene ud fra antallet af pixels. Når det kombineres med HDR, så ser indholdet til tider livagtigt og tæt på virkeligt ud, nærmest 3-dimensionelt - som om at billedet snyder hjernen til at tilføre dybde. På den anden side har ZG9 et begrænset antal lyszoner (720, hvis vi tæller rigtigt) og et synligt forringet sortniveau, der ofte påvirker HDR-billedkvaliteten. Med teoretiske testmønstre måler vi 3000-4000 nits højlys, afhængigt af visse faktorer, men du får sjældent dette højlys at se i film, med mindre store dele af skærmen er badet i lyd. Selv ved 500 nits, påvirkes sortniveauet ret synligt. Og selvom Sonys 'Backlight Master Drive' system fungerer godt og er velbalanceret, så ser man stadig glorier i billedet. Betragtningsvinklerne er brede, men ikke perfekte.

Der er nærmest intet at hente ved at opskalere 4K-indhold til 8K på ZG9, ud over lidt kunstigt skarphed, som ikke er i tråd med instruktørens intentioner. Kun med ægte 8K-indhold vil du kunne løfte billedoplevelsen og 8K-indhold er så godt som umuligt at få fingre i. Det vil ændre sig, men til den tid vil 8K-tv også have udviklet sig og forhåbentlig være langt billigere. Det er klart, at det store format på 85-tommer og HDR-ydelsen kan løfte billedoplevelsen, men det er ikke direkte relateret til 8K. Man kan få fremragende 77" 4K OLED-tv, som efter vores mening leverer bedre HDR-billedkvalitet, for en tredjedel af prisen af dette 85-tommer ZG9. Sony ZG9 har bedre lydsystem end de fleste af alternativerne, men hvor meget er potentielle købere egentligt parate til at betale for indbyggede tv-højttalere?

Efter at have anmeldt to 8K-tv (og set langt flere), så mener vi, at 8K som format har sin berettigelse, men kun når man nærmer sig 75"+ klassen af TV og kun med ægte 8K-indhold. Der er vi ikke endnu og vi tror, at branchen vil opleve overgangen fra 4K til 8K som mere vanskelig end overgangen fra HD til 4K. Sonys første 8K-tv leverer under de rigtige forudsætninger smuk billedkvalitet, men det kæmper samtidig med flere ting og har begrænsninger, som bekymrer os. Måske bliver disse store, tunge, klodsede og strømslugende 8K LCD-tv betydeligt mere elegante i årene der følger, men det er blot nogle af udfordringerne. Vi spår 8K en svær fødsel.

Sony ZG9 kommer i handlen i juni og vil koste hhv. 135.000 og 650.000 kroner i 85 og 98-tommer.


Pris og forhandler:

85"
98"

8K HDR kan se fremragende ud
Balanceret LED-zonestyring
Kraftfulde højttalere


Kun en HDMI 2.1 port
Ingen indbygget 8K-dekodning
Meget højt strømforbrug
Stor, tung, klodset - selv for 85" TV
Meget dyr







Flere nyheder

Klip kablet TV

Guide: Klip kablet til tv-pakken (2019-2020)

20 Sep 2019 | Flatpanels |
DR K

Boxer er "brandærgerlig" over snarlig lukning af DR K

20 Sep 2019 | Rasmus Larsen |
Apple Arcade

Apple Arcade nu åben med over 100 spil for 39 kr/md.

19 Sep 2019 | Rasmus Larsen |
OL

Sportsforbund: "Dybt problematisk" at YouSee fravælger Discovery

19 Sep 2019 | Rasmus Larsen |
Discovery kanaler

Discovery-chef: "YouSee bliver til NoSee"

18 Sep 2019 | Rasmus Larsen |
8K Ultra HD logo

Første 8K Ultra HD logo præsenteret

18 Sep 2019 | Rasmus Larsen |
Peacock

NBCUniversals streaming-tjeneste døbes Peacock

18 Sep 2019 | Rasmus Larsen |
Philips Hue HDMI Sync box

Ny boks synkroniserer Philips Hue-lys med dit TV

18 Sep 2019 | Rasmus Larsen |