Salg af QD LCD TV overhalede OLED TV i 2018, ifølge IHS Markit

07 Mar 2019 | Rasmus Larsen |

Salget af ”QLED”, defineret som QD LCD af IHS Markit, overhalede OLED i 2018, ifølge tal fra analyseselskabet. Med udgangspunkt i tallene, hævder Samsung at have taget førertrøjen på markedet for premium TV, men LG anfægter præmissen.

Hvem sælger flest premium TV?

I slutningen af 2017 og starten af 2018 overhalede OLED-tv salget af “QLED” LCD-tv, der dengang var faldende. For helåret 2018 steg salget af ”QLED” til 2,7 mio. enheder, hvilket er højere end de 2,5 mio. solgte OLED-tv, ifølge markedsdata fra IHS Markit, som Flatpanels har fået indblik i.

IHS Markit definerer segmentet som QD LCD, mens Samsung, TCL og Hisense, der i fællesskab har dannet QLED Alliancen, sælger dem som QLED TV. Med udgangspunkt i tallene, hævder Samsung at have taget førertrøjen på markedet for premium TV. Det skriver koreanske medier.

I slutningen af 2017 i USA og midten af 2018 i Europa, tilføjede Samsung til sit QLED-modelprogram Q6FN-serien, der gled ind i mellemklassen med aktuelle priser fra 5.000 kroner.


 Samsung 8K QLED


Som reaktion på markedsdata for 2018 har næstformanden for LG Display under et møde med koreanske medier anfægtet præmissen for QLED-kategorien. Han læner sig op ad IHS Markits kategorisering af Samsungs TV, som han mener er af typen QD LCD. Han argumenterer videre, at omsætning giver et mere retvisende billede og påpeger, at OLED-tv sidste år omsatte for 6,5 mia. dollars, mens QD LCD omsatte for 6,3 mia. dollars. IHS Markit bekræfter omsætningstallene i en email til Flatpanels.

- “Der er behov for at præcisere de tekniske forskelle imellem QLED og OLED på grund af forvirring i markedet,” sagde Han Sang-beom, næstformand for LG Display, ved mødet, ifølge Korea Herald. “Et ægte QLED-tv skal anvende selv-emitterende quantum dots i stedet for bagbelysning bag LCD-panelet.”

- “Akademisk set, så kaldes metoden, som Samsung benytter, ’QD-LCD’, mens et quantum dot TV, der anvender selvemitterende lysdioder som OLED, kaldes ’QD-OLED’,” tilføjede Kang In-byung, teknisk chef hos LG Display. “QD-LCD og OLED er komplet forskellige skærmplatforme.”


 LG Rollable OLED


Kang In-byung tilføjede, at han tror, at Samsung sigter mod at masseproducere QD-OLED i 2021. Samsung har endnu ikke truffet beslutning om, hvorvidt der skal investeres i masseproduktion af QD-OLED, men det forlyder, at selskabet vil træffe en beslutning i april 2019.

IHS Markit oplyser overfor Flatpanels, at man ikke registrerer salget af andre undersegmenter under LCD-tv såsom “NanoCell” eller zone-styret LCD. Tal for de respektive producenters markedsandele deles heller ikke med pressen.



Der blev sidste år solgt 221,4 mio. tv-skærme verden over. Den totale omsætning beløb sig til 111,5 mia. dollars eller hvad der svarer til over 750 mia. danske kroner.

Alt imens de to førende koreanske selskaber diskuterer sidste års salgstal for tv-skærme, klargøres lanceringen af deres respektive 2019-modelprogrammer, som forventes på markedet over de kommende uger og måneder. I 2019 vil Samsung Electronics satse på LCD-tv, mens LG vil satse på både OLED og LCD-tv.

- Kilde: IHS Markit, Korea Herald, Korea Biz Wire, Yonhap



Flere nyheder

Telmore Play

Viaplay rykker ind hos Telmore Play mens C More m.fl. rykker ud

23 May 2019 | Rasmus Larsen |
Apple TV

Kampen på tv-markedet står om at blive kundernes favoritbutik

23 May 2019 | Danske Mediedistributører |
Android TV

Sony genoptager Android 8 Oreo udrulning til 2016+ TV

23 May 2019 | Rasmus Larsen |
Amazon Alexa

Amazon Alexa udrulles på LG 2019 TV

23 May 2019 | Rasmus Larsen |
Samsung RU7405

Samsung lancerer prisvenlige 'RU' 4K LCD-serier i mellemklassen

22 May 2019 | Rasmus Larsen |
Ny TV 2 Play app

TV 2 Play snart klar med redesignet app til iOS & Android - prøv betaen

22 May 2019 | Rasmus Larsen |
Alita Battle Angel

20th Century Fox udgiver sin første film i Dolby Vision

22 May 2019 | Rasmus Larsen |
Philips Georg Jensen

Philips TV designet af Georg Jensen lanceres nu til 14.999 kr.

21 May 2019 | Rasmus Larsen |