Første indtryk: Philips 2019 OLED & LCD TV

30 Jan 2019 | Rasmus Larsen |

Philips løftede i Amsterdam sløret for sine 2019 TV og Flatpanels fik lejlighed til at kigge nærmere på sagerne. Skærmene får Dolby Vision, men vi må vente lidt endnu på HDMI 2.1. Selskabet fremhævede også Android 9 Pie, B&W og Dolby Atmos-lyd, Ambilight + Hue mm.

Dolby Vision & P5 Pro processor

Det var tilføjelsen af Dolby Vision, som trak overskrifter. Dels fordi TP Vision, der er ansvarlig for Philips TV i Europa, var en af de første tv-producenter til at springe på HDR10+, dels fordi man ved tidligere lejligheder har forklaret, at Dolby Vision-formatet ikke giver mulighed for billedbehandling, hvilket er en mærkesag for Philips.

Philips’ billedmand Danny Tack kom hurtigt ind på emnet og forklarede, at Philips har holdt adskillige møder med Dolby og at man nu har fundet et tilfredsstillende kompromis. ’Dolby Vision Dark’ billedprofilen er ”ren” uden billedbehandling ovenpå, mens der på ’Dolby Vision Bright’ tilføjes billedbehandling af P5-proccesoren i skærmene. Sidstnævnte er standardindstilling og det lader til, at Dolby har lempet sine krav i sin stræben på at udvide økosystemet. Det er dårligt nyt for Hollywood og instruktører som Christopher Nolan, der forsøger at få presset en reference billedprofil ind i tv-skærme.




Selskabet havde arrangeret en demonstration af Dolby Vision Bright-profilen sammenlignet med tv-skærme fra to konkurrende mærker. Ud over åbenlyse forskellige i lysstyrke og synlige forskelle i farvetone, så er det dog svært at sige noget definitivt. Vi får forhåbentlig mulighed for at undersøge Philips’ implementering af Dolby Vision senere.

Læs også: Philips OLED804 & OLED854 har HDR10+, Dolby Vision & Atmos

To nye OLED-modeller (OLED804 og OLED854) blev præsenteret. Forskellen består i design. Begge er udstyret med tredje generation af P5 videoprocessoren – P5 Pro – som efter sigende er 20% kraftigere. Selskabet pointerer, at processoren kan finpudse skarphed, kontrast og støj på traditionelle videokilder, mens den på HDR-kilder kan forhindre tab af detaljer i skygger og højlys samt forhindre farvebånd i billedet.


Philips 2019 OLED


Philips 2019 OLED


Philips forsøgte i et par opstillinger at fremvise resultaterne og selvom billedprocessoren umiddelbart forhindrer, at detaljer i højlys ”klippes”, lader den i andre scener til at hæve de mørkegrå toner i forsøget på at opretholde skyggedetaljer. I den pågældende scene fremstod skyggedetaljer klart defineret, men det skete på bekostning af dybden i billedet. Vi skal dog undersøge skærmene under kontrollerede forhold for at danne os et ordentligt indtryk.

Afslutningsvis ønskede Philips at vise, at 8K ikke løfter billedoplevelsen ift. 4K på nuværende tv-skærme. Danny Tack understregede, at han ikke forsøgte at træde på Samsung (hvis TV blev anvendt i sammenligningen), men blot at demonstrere, at såfremt man ser 4K-video opskaleret til 8K (på Samsung Q900R), så er et Philips 4K OLED ”never beaten” – aldrig slået. Begge skærme var i Dynamisk profil, men budskabet gik alligevel klart ind for tv’et fra Philips var tydeligvis det bedste af det to, hvilket i høj grad kan tilskrives OLED-teknologiens styrker.


Philips 4K vs. Samsung 8K


De fleste af Philips’ demonstrationer af billedkvalitet tog udgangspunkt i P5 videoprocessorn og dennes evne til behandle billeder. Det er selvsamme mekanismer, som mange tv-entusiaster har travlt med at slå fra. Som udefrakommende er det fascinerende at være vidne til, hvordan førende tv-producenter i disse år kridter banen op med forskellige mærkesager. Mens Sony og Panasonic taler om ”creator’s intent” og “Hollywood to the home”, og LG lægger en del arbejde i korrekte farver og kalibreringsfunktioner, så promoverer Philips sin billedbehandling.

Ud over Dolby Vision, er der ikke håndgribelige billedforbedringer i Philips 2019 TV. Ingen af de skærme, som blev vist frem i Amsterdam, har HDMI 2.1 porte. Og ud over ALLM (auto-skift til spil-tilstand), så er ingen af HDMI 2.1 funktionerne understøttet. Danny Tack pointerede i den forbindelse, at HDMI 2.1 er mere relevant for 8K-tv end for 4K-tv og det er da også sandt, at HDMI 2.1 er i en opstartsfase, men i og med, at konkurrenterne er begyndt at rykke, så har Philips lidt at indhente på dette område. Måske det sker senere på året. Selskabet henviste til, at der kommer flere OLED-modeller i andet halvår.

Der blev ikke lagt meget vægt på LCD-modellerne i demorummet for billedkvalitet. Efter et turbulent årti, har Philips udset sig OLED som den teknologi, der kan genopbygge konkurrenceevnen i high-end segmentet. Hvad angår LCD-modellerne, så synes selskabet mere fokuseret på value-for-money, design, Ambilight, lyd og smart-delen. Philips ’The One’ er et interessant indspark og vi er overordnet på bølgelængde med Philips her. Tv-markedet er en jungle, men hvis tv’et ikke udmærker sig på billedkvalitet, vil kunderne da vælge denne skærm fremfor konkurrende modeller? Baseret på vores, ganske vist begrænsede, tid i selskab med skærmen, så er billedkvaliteten rimelig ordinær, men det er vel som sådan også pointen. Der er nye LCD-modeller med IPS og VA-paneler, men vi har endnu ikke det fulde overblik.


Philips 2019 LCD


TV-lyd, Android TV & Ambilight

Philips indgik sidste år samarbejde med det anerkendte lydfirma Bowers & Wilkins. I første halvår 2019 lanceres den første LCD-model med højttalere tunet af B&W. En repræsentant fra B&W var med i Amsterdam for forklare, hvad det indebærer. Se videoen nedenfor.

Philips samarbejder nu også med Dolby; et samarbejde der ikke kun dækker over Dolby Vision, men også Dolby Atmos i de fleste af de nye skærme. De indbyggede højttalere kan naturligvis ikke gengive den fulde effekt – og der er på nuværende tidspunkt ingen Philips TV med loft-vendte enheder – men selskabet forklarer, at Dolby Atmos (i Dolby Digital Plus) kan sendes til en soundbar eller receiver via HDMI ARC. De nye tv-skærme er ikke udstyret med HDMI eARC, hvorfor der ikke er understøttelse af passthrough af tabsfri lyd såsom Dolby TrueHD.




De fleste 2019 Philips TV leveres præinstalleret med Android 9 Pie, som er seneste version af Android. Skærmene (undtagen 9104) er desuden udstyret med en 10-15% hurtigere MediaTek-processor, som styrer Android-delen. Samme processor er en af årsagerne til, at Dolby Vision og Dolby Atmos kan tilbydes i år. Dolby Vision på Netflix vil være understøttet ved lancering og det virkede allerede på de prototyper, som blev fremvist i Amsterdam. Hvad angår Atmos på Netflix, så arbejder Philips på sagen.


Philips 2019 Dolby Vision


Efter Android 8 Oreo introducerede en opfrisket brugerflade på Android TV, så byder Android 9 Pie primært på mindre fejlrettelser samt ydelsesoptimering, oplyser Google. Philips tilføjer, at integrationen med Google Home er forbedret. 2019-skærmene kan desuden tændes via en stemmekommando til en Google Home-enhed. Selskabet gav os herudover en opdatering på YouTube HDR, der stadig ikke er funktionelt i Philips Android TV. De forklarer, at det er op til Google og at der kræves en opdatering af YouTube app’en. Der er stadig ingen bekræftet dato. Samtlige af årets tv-modeller samt flere tidligere modeller har den påkrævede VP9-2 dekodning, som YouTube benytter til HDR-video.

Apropos Android 8 Oreo, så fik vi også en status på udrulningen af opdateringen til 2018, 2017 og 2016 Android TV. Philips havde oprindeligt håbet på at kunne afslutte udrulningen i løbet af første kvartal 2019, men forventer nu, at ulrulningen afsluttes ved udgangen af andet kvartal pga. nogle uforudsete udfordringer. De sidste modeller i køen er dual-tuner OLED-tv fra 2018.

Afslutningsvis demonstrerede selskabet, hvordan Ambilight kan udvides via Philips Hue-lamper. I videoen nedenfor er der mere information om de seneste smart-funktioner i skærmene.

Flatpanels publicerer senere en oversigt over Philips' 2019-skærme og håber på at få fat i en model til test hurtigst muligt. Tilmeld dig vores nyhedsbrev for at få seneste nyt direkte i indbakken.





Flere nyheder

Waoo

Waoo udvider satsning på streamingpakker

24 Jun 2019 | Rasmus Larsen |
Raspberry Pi 4 Model B

Ny Raspberry Pi 4 har 4K60 videodekodning, to HDMI-udgange

24 Jun 2019 | Rasmus Larsen |
Sony X800M2

Sony lancerer X800M2 UHD Blu-ray med Dolby Vision

24 Jun 2019 | Rasmus Larsen |
Philips 2019 TV

Oversigt: Philips 2019 TV

21 Jun 2019 | Flatpanels |
Waoo

Waoo introducerer 'Mit Waoo TV' & ny arkiv-funktion

21 Jun 2019 | Rasmus Larsen |
HDT Tracker 2019

Det fulde HDR-økosystem (medio 2019)

20 Jun 2019 | Yoeri Geutskens |
YouSee

Rapport: Traditionelt tv i Danmark vil miste 1/3 omsætning næste 4 år

20 Jun 2019 | Rasmus Larsen |
Netflix Recommended 2019

Kun TV der er "always fresh" får Netflix's anbefalings-stempel

20 Jun 2019 | Rasmus Larsen |