YouSees tv-kanal går i luften 20. januar med bl.a. 'The Walking Dead'
18 Jan 2019 | Rasmus Larsen |
YouSees nye tv-kanal, Xee, lanceres den 20. januar og bliver tilgængelig fra grundpakken og op. Indholdspaletten dækker bl.a. over The Walking Dead og den nye danske komedieserie Sunday.
Med indhold fra YouSee og Fox
YouSee annoncerede sidste år, at de lancerer egen tv-kanal. Det sker i samarbejde med studiet Fox, hvorfor kanalfladen bliver en blanding af dansk og amerikansk indhold indenfor bl.a. drama, action og comedy.
Kanalen går i luften på søndag den 20. januar klokken 19.00 og bliver tilgængelig for alle tv-kunder hos YouSee, altså fra grundpakken og opefter. Den hedder Xee, som er et slags ordspil på Fox og YouSee. Det udtales ”see”. Den får kanalplads 4, men det kan variere afhængigt af, hvem du aftager tv-signal fra.
- “Kanalen vil blandt andet vise de nyeste sæsoner af The Walking Dead, Family Guy, Suits og et unikt mix af originale danske programmer,” lyder det fra selskabet.
På premieredagen kan du blandt andet se den danske comedy-serie Sunday og The Walking Dead. YouSee har eksklusive rettigheder til 8. og 9. sæson af The Walking Dead. Af andet indhold fremhæves Family Guy, Suits og The Passage.
- "Efter de første otte afsnit af The Walking Dead sæson 9 er blevet vist den 20. januar, vil de danske fans få mulighed for at se de sidste otte afsnit af sæson 9 på Xee allerede dagen efter, de har haft premiere i USA. Alle afsnit bliver selvfølgelig også tilgængelig som streaming-indhold," siger YouSee.
Lanceringen af Xee-kanalen sker samtidig med, at YouSee udfører kanalomlægning i perioden 14. januar til 18. februar, afhængigt af din lokation i landet. Selskabet oplyser i den forbindelse, at det kan være nødvendigt at genindlæse kanalerne for at finde Xee. Nyere tv bør selv registrere den nye kanalrækkefølge.
Indholdet fra Xee vil desuden kunne streames på YouSee-boksen eller via selskabets apps til Apple TV, Android, iOS, LG webOS og Samsung Tizen.
Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev
Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.