Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonDR: Samsening på tv er faldende - FlatpanelsDK

DR: Samsening på tv er faldende

27 Dec 2018 | Rasmus Larsen |

Vi mødes stadig for at se sport og store begivenheder sammen, men generel samsening – hvor vi ser tv sammen – er på laveste niveau siden 1992, hvor måling af seertal blev indført.

Vi ser mindre tv sammen

I 1992 så 8 ud af 10 seere Danmarks EM-triumf sammen med venner og familie. I 2016 lå andelen på 2 ud af 3, da håndboldlandsholdet spillede OL-finale. I sommers da Danmark røg ud af VM til Kroatien var andelen faldet til 6 ud af 10.

Det er en tendens, som DR har noteret sig. Den er endnu mere udtalt, hvis man ser bort fra sport og andre store begivenheder, der sendes direkte. I 2018 så 47% tv sammen i bedste sendetid (kl. 20.00 til 22.59) og 36% så tv sammen henover hele døgnet. I 1992 lå tallene på hhv. 65 og 55%. Niveauet af såkaldt samsening på traditionelt tv er i 2018 faldet til laveste niveau siden man begyndte at måle seertal i 1992.

- ”Det er de store kanaler – DR1 og TV 2, som flest ser sammen med andre i primetime, mens nichekanaler med nyheder og sport, som for eksempel TV 2 News og TV3 Sport er dem, der har mindst samsening,” noterer Sofie Scheutz og Jakob Vikær Hansen, DR Medieforskning.

I 2018 var nogle af de tv-programmer, som flest så sammen, DR’s mindekoncert om Kim Larsen (6 ud af 10) og børnenes MGP (75%) samt Eurovision, fodbold-VM og X Factor.

- ”Hvis man skal sige noget fælles om de programmer, der ses i selskab med andre, er det, at det primært er programmer, som bliver sendt direkte, og hvor spændingen ved en konkurrence eller sportsbegivenhed bliver udløst øjeblikkeligt. Derfor har udsendelserne også dårlige betingelser on demand. Samtidig bliver både underholdningsprogrammer og dramaserier typisk sendt på tidspunkter, der traditionelt samler seere og familier foran skærmen, for eksempel fredag og søndag aften,” siger Jakob Vikær Hansen.


 Samsening af tv


Ny teknologi skaber nye vaner

Måling af seertal inddrager ikke streamingtjenester som Netflix og HBO Nordic. Særligt Netflix deler generelt ikke seertal med tredjepart. Streamingtjenester giver seerne mulighed for at se indholdet på egne vilkår og alle tidspunkter af døgnet.

Alligevel mødes folk om streamede tv-programmer, påpeger DR, der i denne forbindelse peger på en tendens kaldet ”viewing parties”, hvor folk, der ikke nødvendigvis kender hinanden, mødes for at se tv sammen.

- ”Kulturhuse som Folkehuset Absalon i København er et af de steder, hvor det ikke bare er de lokale beboere, men også folk fra omegnen, der mødes for at se TV sammen. Her bliver der for eksempel blændet op for programmer som ’Den store bagedyst’ på ugens faste sendetidspunkt, mens baren langer cocktails og kager over disken, så der er et lille event – skabt omkring et TV-program. ’Disneys Juleshow’ og ’Skam’ er andre eksempler på traditioner og hype, som kan samle seere foran storskærme,” forklarer Sofie Scheutz.

DR fremhæver i denne forbindelse også RuPaul’s Drag Race og League of Legends.

Tallene fremgår af den årlige rapport 'Medieudviklingen 2018' fra DR. Den fulde rapport, der kortlægger danskernes medievaner, udkommer i slutningen af januar.

- Kilde: DR / Medieudviklingen 2018



Flere nyheder

Oiii

TV 2 Play lancerer 'Oiii' børneunivers & tv-kanal til december

21 Oct 2020 | Rasmus Larsen |
Disney LG Display

Disney vil udstyre flere af sine filmstudier med LG OLED-skærme

21 Oct 2020 | Rasmus Larsen |
Oppo TV

Oppo's første 4K TV har 8K-support, 1 sekunds opstartstid

20 Oct 2020 | Rasmus Larsen |

Samsung melder om fremskridt inden for QLED-teknologi

20 Oct 2020 | Rasmus Larsen |
Rulle-TV

LG: Lancering af rulle-OLED "markerer vendepunkt i TV-historien"

20 Oct 2020 | Rasmus Larsen |
Xbox Series X optimeret

Liste: Spil optimeret til Xbox Series X/S ved lancering

19 Oct 2020 | Rasmus Larsen |
Netflix Roma

Vi er nødt til at tage en snak om HDR

16 Oct 2020 | Yoeri Geutskens |
Apple TV trådløs spil-lyd

tvOS 14.2 på Apple TV 4K åbner for trådløs spil-lyd på HomePod

16 Oct 2020 | Rasmus Larsen |