Rapport anbefaler automatiske advarsler & bødebreve til tv/film-pirater

31 Oct 2018 | Rasmus Larsen |

Vækstteam for kreative erhverv har afleveret deres rapport med anbefalinger til regeringen. En af anbefalingerne er en målrettet indsats mod pirater, hvor man bl.a. vil indføre objektivt ansvar for bredbåndskunder, automatiske advarsler og bødebreve på 500 kroner.

Hårdere kurs mod pirater

Anbefaling 10 i rapporten handler om at ”iværksætte tiltag, som har til formål at begrænse privatpersoners økonomiske incitament til at anvende hjemmesider, der ulovligt tilbyder indhold såsom musik, tv-serier, spil og film gratis”. Der skal være en ”økonomisk mærkbar” konsekvens, fremgår det.

Anbefalingen lyder videre:

- ”Herudover skal fordele og ulemper ved et teknologineutralt automatiseret varslingssystem undersøges, hvor myndigheder (for eksempel politiet) advarer indehaveren af en internetforbindelse om, at der er blevet registreret ulovlig aktivitet på bredbåndsforbindelsen (for eksempel gennem tre advarsler via e-Boks). Justitsministeriet m.fl. skal dertil afklare mulighederne for at indføre ansvar på egen bredbåndsforbindelse, for eksempel hvor der i tilfælde af gentagende ophavskrænkelser gives en mindre bøde (for eksempel 500 kr.) til indehavere, som ikke sikrer deres forbindelse med nyt password efter tre advarsler. Det bør undersøges, om private aktører vil bidrage til finansiering af indsatsen.”

Vækstteamet ønsker ydermere at droppe kravet om en dommerkendelse for at få blokeret hjemmesider, der tilbyder ulovligt indhold. I stedet skal bredbåndsudbyderne pålægges at blokere de udvalgte hjemmesider løbende.

- ”Vi kan være stolte af det danske kreative DNA. Det skal klart styrkes, og dette inspirerende og værdifulde samarbejde i spændingsfeltet mellem kultur og kreative erhverv er en vækstmotor, skal sættes endnu mere i spil. Vækstteamets rapport gør det også tydeligt, at håndhævelse af immaterielle rettigheder er svært i en digital økonomi – det stiller nye krav,” udtaler Kulturminister Mette Bock i en kommentar til rapporten.


 Share with Care


Telebranchen: Regering bør afvise forslaget

At telebranchens bredbåndskunder skal være objektivt ansvarlige for deres bredbåndsforbindelse og at hele balladen med bødebreve kan starte forfra, begejstrer ikke telebranchen.

- ”Fra telebranchens side ser vi med bekymring på forslaget, som markant adskiller sig fra den indsats, vi nu gennem en årrække har prioriteret i samarbejde med RettighedsAlliancen og Kulturministeriet, hvor der har været fokus på at styrke udbuddet af lovlige tjenester, blokere for de ulovlige tjenester og med Share With Care indsatsen guide brugerne i retning af de lovlige alternativer,” siger Jakob Willer, direktør i brancheorganisationen Teleindustrien.

Han mener, at regeringen bør afvise forslaget fra vækstteamet.

- ”Regeringen bør klart afvise forslaget fra vækstteamet, idet en model med udsendelse af bødebreve til internetbrugerne vil indebære en markant – og givetvis også ulovlig – øget overvågning af internetbrugerne, udveksling af følsomme personoplysninger og en markant svækkelse af retssikkerheden,” anbefaler Jakob Willer.

Hos brancheforeningen Danske Mediedistributører, der repræsenterer tv-distributører såsom YouSee, Stofa og Waoo, mener man heller ikke, at det er den rigtige tilgang.

- ”Ulovlig streamning og svindel med tv-abonnementer er naturligvis et fænomen, som vi bedst muligt skal forsøge at begrænse. Det skader hele den audiovisuelle branche. Men jeg har vanskeligt ved at se, at nidkær kontrol og overvågning af kundernes adfærd er det rette værktøj,” siger Jørgen Stensgaard, adm. direktør for Waoo og formand for Danske Mediedistributører. ”Der vil altid være nogle få, der er ligeglade, men langt de fleste foretrækker at handle lovligt, og det er dem, vi skal have fokus på ved at udvikle gode kommercielle løsninger. Det har været virkningsfuldt på musikområdet, og vi er godt på vej på markedet for tv, serier og film.”

Vækstteamets rapport med anbefalinger, som regeringen nu skal tage stilling til, kan læses i sin helhed her.

- Kilde: Erhvervsministeriet, Teleindustrien, Danske Mediedistributører



Flere nyheder

TCL TV

Kinesisk producent tager førertrøjen på det amerikanske TV-marked

19 Jun 2019 | Rasmus Larsen |
The Rain Netflix

Netflix's danske succes-serie 'The Rain' får 3. og sidste sæson

19 Jun 2019 | Rasmus Larsen |
Panasonic GX800

Panasonic sender nye 'GX' LCD TV med Dolby Vision i handlen

19 Jun 2019 | Rasmus Larsen |
Superliga

Superliga fortsætter på Viasat/Viaplay & Discovery - ugentlig kamp i 4K

18 Jun 2019 | Rasmus Larsen |
LG NanoCell 2019

LG lancerer nye "NanoCell" LCD TV med HDMI 2.1

18 Jun 2019 | Rasmus Larsen |
tvOS 13

Apple TV får picture-in-picture funktion

18 Jun 2019 | Rasmus Larsen |
Samsung Tizen Smart TV

Samsung: Vigtigt ofte at køre antivirus på dit Samsung TV

17 Jun 2019 | Rasmus Larsen |
Apple TV+

Apple ønsker angiveligt at lave film med Oscar-potentiale

17 Jun 2019 | Rasmus Larsen |