Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonSonos Beam - FlatpanelsDK

Sonos Beam

10 Aug 2018 | Tommy Lindegaard |


Sonos har i flere år kun haft én soundbar, den efterhånden aldrende Playbar, alt imens selskabet har fokuseret på multirumslyd i stedet. Sidste år introducerede Sonos Playbase, der er en flad soundbase, som tv-skærmen kan stå ovenpå. Nu har Sonos lanceret Sonos Beam, der er en soundbar i miniformat.

Sonos Beam er halv størrelse af Playbar både i bredde og højde, så den er mere diskret, men spørgsmålet er om den kompakte soundbar er stor nok til at levere tilfredsstillende tv-lyd? Sonos er kendt for at markedsføre produkter i den dyre ende og positionere sig i samme kategori som Apple, men Sonos Beam koster ”kun” 3.400 kroner og har tilmed en række nye funktioner, herunder Apple AirPlay 2.


Pris og forhandler

Specifikationer

3.0 kanaler
4x woofere
1x diskant
3x passive basenheder
5x Class-D digitalforstærkere
(HxBxD)6,85 x 65,1 x 10 cm
2,8 kg
1x optisk
1x Ethernet
1x HDMI ARC
2,4GHz WiFi (b/g standard)
Dolby Digital 5.1
Sonos Apps
Soundbar
HDMI-kabel
Optisk lydadapter
Netledning
Brugermanual
Tilmeld dig vores Nyhedsbrev, Facebook, twitter eller RSS for at modtage besked når nye anmeldelser er online



Første indtryk


Beam kommer i en typisk Sonos-indpakning. Vi starter med en brun papæske for at give et beskyttende lag. Dernæst kommer selve pæpæsken, der er den reelle indpakning og noget kønnere. Hele oplevelsen med at pakke et Sonos-produkt ud, har karakter af en slags pandoras æske med fire forskellige lag. Her har de helt klart kigget Apple og smykke/ur-branchen over skulderen. Produktet ligger flot præsenteret til sidst.

Sonos Beam har ved første øjekast rigtig fin finish og et gennemført design. Det er klassisk og godt industrielt håndværk, hvor hullerne i produktet er ensartet boret. Samlingerne er tætte og med ensartetet mellemrum. Beam har stofbetræk stort set hele vejen rundt og alt i alt er den bare flot udført. Design er naturligvis en smagssag, men samlekvaliteten kan man ikke sætte en finger på. Designet passer samtidig rigtig fint ind i resten af Sonos’ produktserie med Playbase, Play:1, Play:3 og Play:5.

Bunden af Sonos Beam er beklædt med gummidutter så produktet står fast og ikke ridser underlaget. Der er to skruehuller, hvor det er tydeligt, at man kan monterer noget. Det kan f.eks. være et vægbeslag – eller en hylde er det nok snarere i dette tilfælde. Vægmonteringsløsningen medfølger ikke, hvilket er en smule skuffende. Den skal tilkøbes for 500 kroner, hvilket er lidt pebret. Man får dog lov til at vælge om vægbeslaget skal være sort eller hvidt. Det er naturligvis de samme to farver som Sonos Beam leveres i – det skal jo passe sammen.

I Sonos produktserie er der i øvrigt en subwoofer, som kan tilsluttes Beam. Det virker dog en smule ubalanceret kun at tilbyde en subwoofer, der koster 6.000 kroner, når Beam koster 3.400 kroner. Man kan nok argumentere for, at der mangler en mindre subwoofer, som økonomisk, størrelsesmæssigt og lydmæssigt matcher Beam. Det kan være, at det kommer senere.

På bagsiden af Sonos Beam finder man første skuffelse ved produktet. Der er kun et HDMI-stik, som skal bruges til tv’ets ARC (Audio Return Channel). Der er også optisk indgang, hvis det ønskes, men her kan man opleve at visse lydformater ikke vil være understøttet fra tv-skærmens side, så til testen blev HDMI benyttet.




Men en helt ny og moderne soundbar, kan man næppe kladres for at forvente, at Sonos understøtter seneste lydformater. Det er desværre ikke tilfældet. Dolby Atmos og DTS:X understøttes ikke – i hvert fald ikke i skrivende stund. Det kan sagtens være en prioritering med afsæt i økonomi, da de to nyeste formater ikke er gratis at implementere, hverken i udvikling eller i licensbetaling til Dolby og DTS. Hvorvidt man rent faktisk ville kunne høre forskel på hardware af Beams karakter, kan naturligvis ligeledes have været en faktor, som har spillet ind for fravalget. Jeg kan nemt forestille mig, at en soundbar under 5.000 kroner simpelthen ikke har de lydmæssige kvaliteter til at kunne leve op til Dolby Atmos og DTS:X’s præcision og 3D-lydeffekter. Uanset hvad, ville det kræve flere enheder, så mere kritisabelt er det vel nok, at Beam ikke understøtter standard DTS.

En detalje, som man ikke lægger mærke til lige med det samme, er fraværet af en fjernbetjening i æsken. Den findes simpelthen ikke. Grunden er naturligvis, at Sonos ønsker at brugeren anvender en app til at styre højtalerenhederne. Sidst jeg testede et Sonos-produkt var or godt et år siden (Playbase) og dengang kritiserede jeg app’en for at se forældet ud. App’en har sidenhen fået et gevaldigt grafisk løft og er nu helt tidssvarende.


Opsætning


At åbne Sonos’ app leder naturligt videre til opsætningen af Beam. Jeg har haft Beam i flere uger og idet jeg modtog produktet før det var officielt lanceret, var jeg nødsaget til at registrere mig og hente en speciel beta-app. Det var ikke ligefrem intuitivt, men når app’en først er installeret, går resten af opsætningen helt som forventet. Idet jeg anvendte en beta-version kan der naturligvis nå at ske ændringer i forhold til hvordan den normale Sonos-app opsætter Beam.

Opsætningen er intuitiv, samtidig med, app’en er pæn og indeholder fin vejledning. Man når undervejs at gennemgå 13 skærmbilleder og tage stilling til en række valg. Det er selvfølgelig for at optimere produktet, men plug-and-play kan man bestemt ikke kalde det. Opsætningen tog omtrent 10 minutter, inklusiv en lille softwareopdatering af soundbaren.

Flere konkurrenter kræver ligeledes, at man bruger en app til opsætning af multirumshøjttalere og de sidste par år har der ikke været udprægede problemer i den proces, men det er altså ikke desto mindre en smule besværligt at skulle opsætte multirumshøjttalere via telefonen i stedet for blot at kunne trykke på routerens WPS-knap og så en knap på højttaleren. Det er ikke kun kritik af Sonos som sådan for konkurrenterne er ikke nødvendigvis bedre, men det bør altså være muligt at gøre processen mere simpel.


Sonos Beam test


Ønsker man udelukkende at bruge Sonos som soundbar, kan man dog godt gøre det. Så tilslutter man blot strøm og et HDMI-kabel til tv’ets HDMI ARC port. I så fald går pointen dog lidt af et Sonos-produkt og dens multirums-funktionalitet.

Apropos HDMI ARC, så er det en standard, som stort set alle tv-skærme og lydproducenter understøtter. Herudover understøtter Sonos Beam det såkaldt HDMI CEC-system. Det betyder i praksis, at du kan bruge din normale tv-fjernbetjening til at justere lydvolumen. Det fungerer upåklageligt.


App og Apple Airplay 2


Sonos app’en er central i styringen af Beam, selvom soundbaren godt bare kan sættes til tv’et uden yderligere opsætning. I forbindelse med min test af Sonos Playbase kritiserede jeg sidste år app’en, men den har fået et gevaldigt æstetisk løft siden da.

En ting som imidlertid stadig irriterer mig, er at Sonos har sine egne versioner af Spotify, Tidal m.fl. integreret i app’en. Det betyder i praksis, at en funktion som ’daily listening’, som jeg bruger en del i Spotifys egen app, ikke kan tilgås i Sonos app’en. Derfor kan jeg ikke lytte til netop de spillelister, som Spotify har genereret baseret på min tidligere lytteaktivitet. For Spotify kan man i stedet bruge Spotify Connect - altså direkte i app'en - men det er ikke muligt med mange af de andre musiktjenester til Sonos.


Sonos Beam test


Efter en smule malurt i bægeret er det blevet tid til at fremhæve en af de positive nyheder, navnlig Apple Airplay 2. Protokollen er Apples forsøg på en multirumsløsning. Ligesom Sonos eget system er det basalt set ”bare” multirums-funktionalitet tilsat Siri-stemmestyring. Sonos understøtter Airplay 2 på Sonos Beam samt en række andre nyere Sonos-produkter, men en del ældre produkter må dog undvære funktionen.

En af fordelene ved Apple Airplay 2 som multirumssystem er, at man ikke behøver at begrænse sig til én højttalerproducent, eksempelvis Sonos. Man kan mikse højttalere fra forskellige mærker så længe de understøtter Airplay 2. Jeg havde i testen ikke adgang til andre produkter med Airplay 2. For at opsætte Airplay på Sonos skal man bruge Apples ’Hjem’ app og der er meget intuitivt.

Læs også: Liste: Airplay 2 på vej til B&O, Denon, Libratone, Sonos m.fl.

Jeg vil ikke gå dybere ned i Apple Airplay 2 i denne test, da jeg ikke kan parre med flere enheder. De fleste enheder fra andre producenter afventer stadig opdateringen. Jeg kan blot bekræfte, at Sonos Beam understøtter funktionaliteten og at det virker fortrinligt baseret på mine forsøg. Airplay 2 kan i fremtiden vise sig at blive et utrolig vigtigt salgsargument for multirumshøjtalere, da mange af de store HiFi-producenter har allerede annonceret, at de vil støtte op om projektet.

Vi kommer til at kigge nærmere på Airplay 2 og Siri, herunder integrationen med Apple TV, i en kommende test af Apple HomePod i stereo-par.



Sonos Beam test


Lyttetest – Film


Den første film, som Beam fik lov til at prøve kræfter med, var Dunkirk. Filmen har med sine utallige skudepisoder, eksplosioner og stemningsfyldte scener, mange oplagte sekvenser til at teste en soundbars filmkvaliteter.

Den øvre diskant fra Beam imiterer rimelig præcist de intense maskin- og pistolskud. Jeg skriver ”rimeligt” fordi den mangler en smule karakter. Skruer man højt nok op, vil man også opleve en smule forvrængning. Det er ikke sådan, at soundbaren skratter ved høj lydstyrke, men den bliver lidt anstrengende at høre på igennem en hel film. Og samtidig ”rimeligt” fordi det altså er en soundbar til 3.400 kroner.

Mellemtonen gør det fint og stemmer høres uden besvær ved såval lav som mellemhøj lydvolumen, hvor stemmers karakteristika fremstår klart, samtidig med, at de er genkendelige. Skruer man endnu højere op til det jeg vil betegne biografniveau, altså når man rigtig skal indleve sig i filmen, så går Sonos Beam i knæ. Stemmer fremstår lidt svagere i lydbilledet og begynder at lyde mumlende.

Umiddelbart lyder det måske noget negativt, men vi taler om en kompakt soundbar til 3.400 kroner, så det er forventeligt, om end man kunne håbe på bedre lyd ved høj volumen. Sonos Beams store ulempe kommer vi imidlertid til nu: Bassen. Den mangler punch især ved høj volumen. Eksplosionerne mangler tyngde og bassen lyder helt generelt noget mudret. Selv ved normalt lytteniveau mangler bassen præcision og tyngde, og jeg må nok erklære, at det er en skuffelse for mig.

Sonos Beam er således ikke den bedste soundbar til personer, der elsker tung bas eller nyder at se film ved relativt højt lydniveau. Jeg kan allerede nu afsløre, at der findes bedre alternativer rent lydmæssigt til den opgave. Sonos har dog et es i ærmet i form af deres samspil med andre produkter og multirumsfunktionalitet.


Sonos Beam test


In the Heart of the Sea, filmen om Moby Dick, fik også en tur i maskinen. Vindens susen og vandets bølger mod skibet manglede tyngde og der er intet subwoofer-tryk i maven, som man gerne vil have for at leve sig ind i filmen og mærke naturens voldsommme kræfter.

I filmen er der en dellydeffekter, der kommer ovenfra, som man burde kunne høre, hvis Sonos Beam understøttede nyere lydformater som Dolby Atmos og DTS:X. Det gør Sonos Beam ikke, men alligevel vil jeg dog fremhæve, at den formår at give rigtig fin 3D-fylde i rummet. Den ros skal Beam bestemt have. Det er tydeligt at høre, hvor de forskellige lyde kommer fra, hvis man lukker øjnene, på trods af det kompakte format og begrænsede antal enheder.

Man kan måske tillade sig at lave en delkonklusion vedrørende Dolby Atmos og DTS:X, der går på, at de to lydformater nok kun vil give mening på soundbarer i en lidt højere prisklasse. Alligevel kan jeg dog ikke lade være med at tænke i et scenarie, hvor Sonos Beam havde haft endnu bedre mellemtone og diskant, hvilket ville tillade, at man kunne afprøve om Dolby Atmos ville give mening i denne prisklasse.

En udfordring for soundbarer uden understøttelse af Dolby Atmos er, at man i så fald ofte tvinges til at bruge et forældet lydcodec á la Dolby Digital eller Dolby Logic Pro fra 1980’erne. Man risikerer som bruger simpelthen, at Sonos Beams lydproblemer rent faktisk ikke skyldes Beams manglende kvaliteter, men blot forældede codecs, der ikke er lossless og som fortolker 5.1 surround meget banalt i forhold til moderne standarder.


Lyttetest – TV


Apropos gamle lydformater, så skal Sonos Beam naturligivs også testes i brug med gammeldags lineært tv via kanaler. Her lever Beam op til sit fulde potentiale. Vokaler er naturlige og fremstår meget tydelige, samtidig med, at balancen mellem vokal, diskant og bas er klart bedre. Der er i tv-programmer, nyhedsudsendelser og dokumentarer og lignende sjældent fokus på tung bas.

Under sportsbegivenheder såsom Formel 1 kan der godt mangle lidt bas, men det er ikke så iørefaldende som undervejs i film. Ved Formel 1 og fodbold evner Beam stadig at rive seeren med ind i underholdningen.

Ved live-tv er det desuden vigtigt at teste ved både høj og lav lydvolumen, da en soundbar skal være alsidig i forhold til brug af forskellige personer i stuen. I denne test ændrede karakteren af lyden sig stort set ikke lav lydstyrke, hvilket er meget positivt, da det sikrer, at man stadig kan bruge soundbaren selvom der er ”baggrundsstøj” eller såfremt man ønske at se tv-udsendelser ved lavt lydniveau om aftenen for ikke at genere naboer, vække partneren eller børnene. Vokalen fremstod stadig meget klare, og det er igen vigtigt for at kunne følge med i, hvad der sker i udsendelsen.

Ved høj lydstyrke er der en smule forvrængning, hvilket desværre var forventet, da det også forekome under Blu-ray-afspilning. Samtidig gør den mindre båndbredde i lyden ved tv-kanaler ikke noget godt for lydkvaliteten. Det er dog primært diskanten, der forvrænger ved høj volumen, og man kan stadig skrue nogenlunde højt op uden at høre forvrængningen, så det er ikke katastrofalt. Gode film og sportsevents kan stadig nydes ved mellemhøj volumen.


Sonos Beam test

Lyttetest – Musik


En af Sonos styrker har historisk set været evnen til at levere musik med fin balance mellem diskant, bas og mellemtone. Det er også i høj grad tilfældet med Beam. Der er samtidig kun en meget lille snert af dåselyd, hvilket ellers hurtigt opstår i soundbarer på grund af deres kompakte format.

Jeg har en fast spilleliste, som bliver gennemspillet i forbindelse med musiktesten. Den spænder bredt for at komme hele spektret rundt. Spillelisten afslørede hurtigt at klassiske popnumre, ballader og blød rock passer rigtig godt til Sonos Beam. Så snart der skiftes genre til hård rock eller metal mangler Sonos Beam dog i gevaldig grad bund i lydbilledet. Det afslører, at Sonos Beam er designet som et mainstream produkt til en relativ billig penge. Det er et produkt skabt delvist ud fra ønsket om at få kunder ind Sonos-universet.

I forhold til musikbrug er den store fordel ved Sonos naturligvis deres multirumssystem, som tillader, at man udvider med flere højttalere i stuen samt udvider med højttalere til flere rum.

Men der mangler altså en billig subwoofer til Sonos Beam. Det ville have gjort lydbilledet så meget bedre – også til filmbrug.


Konklusion


Sonos har med Beam lanceret sin mindste soundbar til dato og den rammer ned i et konkurrencepræget segment. Her falder den bestemt ikke igennem, men det bliver selvsagt heller ikke et reference-produkt. Diskant og mellemtone er Beams åbenlyse styrker, både ved lav og mellemhøj lydstyrke, men hvis man skruer højt op, vil man opleve lidt forvrængning.

Annonce:
Beams største problem er den relativt svage bas. I de fleste hjem kan man nok acceptere det kompromis, men det diskvalificerer den dog hos de seere, som værdsætter et mere komplet lydbillede, når man nyder en god film. Beam er heller ikke et oplagt til dem, der værdsætter tung rockmusik, men omvendt er det svært at finde direkte konkurrenter, da de ofte har langt mere begrænset multirumssystem, hvorimod Sonos’ portefølje tæller otte forskellige højttalere af forskellige karakter, som kan opsættes efter behag og budget.

Desværre har Sonos kun én subwoofer med en prislap på 6.000 danske kroner så det giver simpelthen ikke mening at parre den med Beam. Dels virker subwooferen for dyr, dels er den for kraftfuld i forhold til Beam. Sonos mangler derfor, efter min mening, en subwoofer i prisklassen under 3.000 kroner, som kan parres med Beam, Playbase og de mindre Play:1, Play:3 og Play:5 højttalere i par.

Sonos Beam understøtter Airplay 2, der er Apples multirumsprotokol, som vi kommer til at se integreret i rigtig mange kommende højttalere fra flere producenter. Det er meget positivt. Desværre har Sonos ikke inkluderet en anden teknologi, som vinder hastigt indpas: Dolby Atmos. Der er for så vidt også konkurrenten DTS:X, men film i det format vil primært være at finde på UHD Blu-ray skiver, da Netflix og andre streamingtjeneste holder sig til Atmos. DTS:X ville måske nok være overkill, men det er en skam at Atmos ikke understøttes. Konventionel DTS understøttes heller ikke.

Selvom der er en række plusser og minusser ved Sonos Beam, mener jeg, at det er en rigtig fin allround soundbar til husstande, som ønsker en soundbar til under 4.000 DKK. Beams styrker kan oversættes til god ydelse særligt ved blandet tv-brug.


Pris og forhandler


God mellemtone
Design og kvalitet
Fint 3D-lydbillede
Apple Airplay 2


Forvrænger ved høj volumen
Svag bas
Ingen Dolby Atmos
Kun 1 HDMI-port


Nærmeste konkurrenter







Flere nyheder

YouSee

Discovery-brud kan åbne for genforhandling i YouSee-antenneforeninger

22 Oct 2019 | Rasmus Larsen |
Sporing TV

Smart TV holder øje med dig, når du ser tv

22 Oct 2019 | Rasmus Larsen |
YouSee Discovery tvist

Overblik: Tv-programmerne & sporten der forsvinder hos YouSee fra 2020

18 Oct 2019 | Rasmus Larsen |
Nvidia Shield

Nye Nvidia Shield-enheder har 4K Dolby Vision, Tegra X1+ chip, ny fjernbetjening

18 Oct 2019 | Rasmus Larsen |
Tv-kanaler

Netflix om Disney+, Apple TV+: Vil fremskynde overgang fra lineært tv

17 Oct 2019 | Rasmus Larsen |
Mutazione dansk spil

3 danskudviklede spil i Apple Arcade når "stort internationalt publikum"

17 Oct 2019 | Rasmus Larsen |
Google Daydream VR

Google dropper VR-satsning

17 Oct 2019 | Rasmus Larsen |
Klip tv-kablet

Mange danskere har klippet tv-kablet

16 Oct 2019 | Rasmus Larsen |