Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTim Cook antyder at Apple pusler med tv-tjeneste, spår tiltagende kabel-klipperi - FlatpanelsDK

Tim Cook antyder at Apple pusler med tv-tjeneste, spår tiltagende kabel-klipperi

01 Aug 2018 | Rasmus Larsen |

Apple-direktør Tim Cook siger, at salget af Apple TV er “meget stærkt”. Han forventer ”dramatiske forandringer” i indholdsbranchen og spår, at seere vil klippe kablet i højere tempo end forventet. Han antyder også, at Apple pusler med en tv-tjeneste.

Apples position i hjemmet

Kommentarerne faldt på Apples kald efter regnskabsfremlæggelsen for andet kvartal 2018 (Apples regnskabsmæssige 3. kvartal). Det hører til sjældenhederne, at direktøren taler om Apple TV på disse kald, da det er small business i forhold til iPhone, iPad og Mac, men selskabet har tydeligvis større ambitioner for TV.

- “[…] kabel-klipperi vil, efter vores opfattelse, blot accelerere og sandsynligvis accelerere i et meget højere tempo end hvad de fleste antager,” sagde Tim Cook, direktør for Apple.

Han benyttede lejligheden til at pointere, at salget af Apple TV udvikler sig meget positivt. Salget ”steg med meget stærke dobbeltcifre” både hvad angår solgte enheder og omsætning i andet kvartal 2018. Selskabet lancerede i september 2017 en opgraderet boks i form af Apple TV 4K.

- “tvOS vil løfte den filmiske oplevelse på Apple TV 4K til næste niveau dette efterår, med Dolby Atmos-lyd og andre nye funktioner, som gør det lettere at finde populære programmer og film. Apple TV 4K tilbyder allerede kunderne den største samling af 4K HDR-film og til efteråret vil iTunes blive hjemsted for den største samling af Dolby Atmos-film,” sagde han i sine indledende kommentarer.

Selskabet oplyser hvert kvartal antallet af solgte iPhone, iPad og Mac-enheder, men undlader at oplyse samme tal for Apple TV, HomePod, Apple Watch og andre nyere enheder. Analyseselskabet Conviva kastede dog for nylig lidt lys over sagen ved at sige, at brugen af Apple TV i første kvartal 2018 steg 709% i forhold til første kvartal 2017.

En del er blevet sagt og skrevet om forbundne højttalere samt streamingenheder i hjemmet, ikke mindst på baggrund af Amazon Alexa’s momentum. Tim Cook ser lidt anderledes på sagen og pointerer, at Apples ”hjemmesegment er større end HomePod og Apple TV”. Folk anvender også iPhone og Apple Watch i hjemmet og ”hvad angår Siri som adgangspunkt, så er der en ekstraordinær høj anvendelse af disse produkter, der bruges til at udføre mange hjemme-relaterede opgaver”, lød det. Alene i år har brugerne aktiveret Siri mere end 100 milliarder gange.


Apple TV


Apples ambitioner for TV

Apple TV tilbyder adgang til tjenester såsom Amazon Video, Netflix, Viaplay og YouTube, foruden filmbutikken iTunes. Apple har ikke en abonnementsbaseret tv-tjeneste, som kan gå hånd-i-hånd med Apple Music-tjenesten, men Tim Cook antyder på det kraftigste, at Apple arbejder på sagen.

- “Vi hyrede to højt respekterede tv-direktører sidste år og de har nu været her i adskillige måneder, og har arbejdet på et projekt, som vi ikke helt er klar til at dele alle detaljerne om endnu, men jeg kunne ikke være mere begejstret over, hvad der foregår dér,” svarede Tim Cook da han blev spurgt ind til Apples planer for indholdsproduktion.

Læs også: iTunes-chef: Apple er "all in" på originalt tv-indhold

Der er tale om tv-folkene Jamie Erlicht og Zack Van Amburg, som tidligere har stået i spidsen for Sony Pictures Television, og selvom Tim Cook ikke ønsker at gå ned i detaljer, så har selskabet allerede bekræftet en håndfuld tv-serier samt en flerårig aftale med Oprah Winfrey. Apple TV er naturligvis en oplagt platform, hvorpå indholdet fra en ’Apple TV’ streamingtjeneste kan ses, foruden de mere end en milliard iOS-enheder, som er i brug på verdensplan.

- “Og således peger alle disse udefrakommende tvingende begivenheder mod, at de dramatiske forandringer vil blive fremskyndet i indholdsbranchen, og vi er derfor glade for at kunne arbejde på noget, som vi bare ikke er klar til at gå i dybden med i dag,” lød det fra Tim Cook.

Apple havde endnu et stærkt kvartal med omsætning på 53,5 mia. dollars (340 mia. DKK), hvoraf 9,55 mia. dollars kom fra tjenester (en stigning på 31% år-over-år), hvilket dækker over iTunes, Apple Music, App Store, iCloud mm. Apple har nu ”godt over 50 millioner” Apple Music-abonnenter, så brugerne har tydeligvis appetit på medieindhold.

Hvad er næste skridt for Apple TV? At dømme ud fra Tim Cooks bemærkninger, vil vores gæt være noget stort.

- Kilde: Apple regnskab, udskrift via The Motley Fool



Flere nyheder

Netflix top-10 lister

Netflix lancerer top-10 lister

25 Feb 2020 | Rasmus Larsen |
Xbox Series X

Xbox Series X får 12 Tflops grafikydelse, HDMI 2.1 mm.

25 Feb 2020 | Rasmus Larsen |
Canvas til LG OLED

Canvas starter crowd-funding af OLED TV-højttaler - levering fra sept.

24 Feb 2020 | Rasmus Larsen |
Panasonic 2020 OLED TV

Første indtryk: Panasonic 2020 OLED & LCD TV

24 Feb 2020 | Rasmus Larsen |
GeForce Now

Nvidias spiltjeneste runder 1 mio. brugere men mister spil fra Activision, Bethesda

24 Feb 2020 | Rasmus Larsen |
Samsung Serif TV

Samsung udvider sin serie af design-TV - The Frame, Serif & Sero

21 Feb 2020 | Rasmus Larsen |
Sony UHD Blu-ray-afspiller

Salg af UHD Blu-ray-afspillere er nedadgående

20 Feb 2020 | Rasmus Larsen |
Stofa-boks

Stofas nye tv-boks ramt af tekniske problemer

20 Feb 2020 | Rasmus Larsen |