Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonPanasonic FZ800 OLED - FlatpanelsDK

Panasonic FZ800 OLED

14 Jun 2018 | Torben Rasmussen |


Panasonics highend-modeller er igen i år delt i 2 versioner i FZ-serien, hvor begge byder på et 2018 OLED-panel, HDR10+, HCX2 processor og nyeste version af My Home Screen. Forskellen mellem de to modeller, FZ800 og FZ950, er højttaleren, som i FZ800 er indbygget i skærmen og på FZ950 er en separat soundbar. Vi har set på FZ800.

Panasonic FZ800 findes i 55" og 65", hvor vi har lånt 65"-modellen.

Læs også: Oversigt: Panasonic 2018 TV

Pris og forhandler:

55"
65"



Første indtryk


Ved udpakning af TV’et måtte jeg lige dobbelttjekke på kassens yderside for at bekræfte, at det virkelig var 2018-modellen jeg havde fået fat i for fysisk, så er der nærmest ingen synlig forskel på sidste års EZ950 og dette års FZ800. Det er først ved montering af foden at man opdager, at monteringen virker mere integreret end sidste år, hvor foden skulle skrues ind i bagsiden. Til gengæld virker dette års montering af foden en smule mere vakkelvorn og skærmen kunne tiltes fra side til side selv når alle skruer var skruet i.

Kassen bagpå fylder en smule mere end på LG’s modeller, men lidt mindre end Sonys (som har højttaleren siddende øverst) og igen så er plasticbagsiden nærmest 100% identisk med EZ950 - på godt og ondt. Samme plastic, samme udskæring til stik, og samme placering af stikkene. Det er i teorien muligt at gemme stikkene væk bag et dæksel, men som sidste år, så har Panasonic valgt at placere godt halvdelen af stikkene på en måde, så de peger direkte bagud og umuliggør både montering af dækslet, men også umuliggør en helt plan vægmontering, hvis man agter at bruge SPDIF, mere end 2 HDMI-porte, LAN-porten eller mere end 1 USB-port. Det er ganske enkelt ikke godt nok og det virker dovent, at man ikke har flyttet sig lidt ift. sidste års bommert.

Panasonic har valgt en sort metalprofil på FZ800 og sort panelbagside, som vi også så på LG C8, og som nævnt, så sidder højttalerne indbygget og skyder ud af bunden på samme måde som på EZ950. Fronten er ikke helt så minimalistisk som Sonys model, men ganske nydelig at se på.




Vi får kun én fjernbetjening med OLED-modellerne i år, men til FZ800 er det desværre den samme model, som vi så på FX700, men den skal vi nok vende tilbage til.

Reflektionerne i panelet er som vi forventer det på OLED, og ligner de øvrige 2018-paneler vi har set indtil nu. Reflektioner i OLED er stadig blandt de mindst problematiske på TV-markedet.


Panasonic FZ800 test



Brugeroplevelse & features


Panasonic kører som bekendt videre med det styresystem, som Firefox i sin tid leverede til dem, men nu under navnet My Home Screen i version 3.0.

"Panasonics OS ligner sig selv - og Firefox."
Vi har for nyligt anmeldt Panasonic FX700, som også er baseret på My Home Screen 3.0, og naturligvis er der ikke forskelle mellem FX700 og FZ800 mht. funktionalitet.

I daglig brug fejler systemet som sådan ikke noget, men det er tydeligt, at der ikke er den store opbakning omkring det hvis man åbner for kataloget over apps. Vi finder de gængse apps fra de større tjenester, såsom Amazon, Netflix, Blockbuster, Youtube mfl. men ud over disse, så skal du ikke forvente at finde apps, der kan opfylde andre behov end streaming og udbuddet er klart et af de svageste blandt de store producenter. Som Rasmus var inde på i anmeldelsen af FX700, så er mange af de øvrige apps typisk bare hjemmesider, som er pakket ind i en container med et genvejsikon på. Oplevelsen af at bruge disse apps er langt dårligere end den oplevelse, man får, når man bruger en "native app" på eksempelvis tvOS på Apple TV.

Home-menuen minder en hel del om Sonys Discover-menu, som dukker frem fra bunden og som der kan blandres gennem forskellige lag af. Første lag er pr. default app-laget, hvor man selv kan parkere de apps man ønsker hurtig adgang til, ligesom du gør på Tizen og WebOS. Længere nede finder man eksempelvis TV-kanalerne, som også byder på et live preview af den valgte kanal, hvilket er ganske fikst (om end lidt langsom til at vise preview). Den nye placering af home menuen i bunden af skærmen er klart mere brugervenlig end den dominerende centrerede position fra sidste år.

Som på Android TV fungerer Smart-TV platformen som et overlay, hvor systemet nedenunder stadig er Panasonics eget velkendte menusystem. Til justering af TV’et er Panasonic et eksempel at følge med overskuelige og tilgængelige menupunkter, som man hurtigt kan navigere rundt i, men også hurtigt kan fare vild i, da det helt klart er entusiasten man søger at tilfredsstille via “more is better"-princippet. Som entusiast, så er det så til gengæld ret tilfredsstillende at indstille TV’et, da man vitterligt har håndtag til at justere på næsten alt rent billedmæssigt.

Da menusystemerne således ligner sig selv, så vil jeg igen fremhæve det noget bedagede udseende med oceaner af spildplads og piktogrammer, som snart er klar til en overhaling.

Filunderstøttelsen er stadig god, og både HLG og 100 fps blev afspillet via den indbyggede medieafspiller. Medieafspilleren er naturligvis den samme, som vi før har set, og den er relativ hurtig og smertefri at bruge, selvom den også ligner noget, der er undfanget i de gode gamle DOS-dage.

Betjening

I år har Panasonic skåret drastisk på prisen af deres mindste OLED-model og det må nødvendigvis betyde, at der skal spares et eller andet sted. Ét af de steder hvor man ret håndgribeligt kan se en besparelse, er på fjernbetjeningen, som denne gang er blevet nedgraderet til samme plastic-version, som vi så på FX700. På EZ950 fik vi en metalfjernbetjening i lækker kvalitet, men man skal i år også op på 950’eren for at få samme fjernbetjening.

Kvalitetsfornemmelsen ved håndtering af fjernbetjeningen er nærmest ikke til stede. Den føles billig og har nogle dårlige knapper, som er hårde at trykke på, hvilket især er et problem når det kommer til knapperne omkring navigations-pilene.


Panasonic FZ800 test


Jeg kan ikke helt bestemme mig for hvorvidt jeg er mest utilfreds med Sonys AF8-fjernbetjening eller den her fra Panasonic, men det er et tæt kapløb om at være værst. Det er et kaotisk hav af knapper, som har tvetydige funktioner, taltasterne har bogstaver uden funktion, der er ingen stemmestyring (selvom My Home Screen ikke rigtig er gearet til de smarte stemmesøgninger alligevel), og den virker ganske enkelt gammeldags i forhold til de fjernbetjeninger du får med eksempelvis Apple TV, Roku eller med Samsungs TV. Rasmus fremhævede nogle af de besynderligheder, som navigering i menusystemerne og frem for at gengive dem her, så henvises der til anmeldelsen af FX700.

Midt i denne klagesang, så vil jeg dog lige fremhæve én semi-positiv ting ved de enorme antal knapper: Der er en direkte genvej til billedprofilerne og via indstillingsmenuen for billedindstillinger kan man definere hvilke profiler, der skal vises i denne menu. Det betyder, at du kan have hurtig adgang til eksempelvis 3 profiler (Pro. dag, Pro. aften og Spil) uden andet ligegyldigt lir.

Jeg er nødt til at anbefale, at man som et minimum går ud og leder efter Panasonics metal-fjernbetjening og køber den ved siden af eller ser på FZ950, som altså kommer med modellen vi også så på EZ950 sidste år.

Tv-kanaler, optagelse & lyd

Som en konsekvens af Panasonics uvilje til at opdatere deres TV-interface, så kopierer jeg i dette afsnit benhårdt mine betragtninger fra EZ950-modellen og kan konkludere, at de stadig holder.

Panasonics TV-del er nok det sted det er mest tydeligt, at menuer mv. ikke har ændret sig. EPG, programinfo, input-overlay mv. er praktisk taget hevet ud af 0’erne og allerede dengang virkede de lidt bedagede. De store hjælpeikoner fylder også stadig godt 20% af EPG’ens areal, hvilket vi igen i år fremhæver som en smule overflødigt, da der ellers kunne have været plads til langt flere kanaler i oversigten end hos konkurrenterne.

For sjovt skyld, så jeg har hevet et billede fra vores 8 år gamle anmeldelse af Panasonics G20 plasma-TV frem og vist side om side med EPG’en fra dette års FZ800. Genkendelsens glæde er ikke at kimse af - gæt selv hvilket billede, der hører til hvilken TV-model (hint: der er dato i EPG).


Panasonic FZ800 test


Der bydes på dual-tuner og dual-CI-port, så der kan ses/optages to kodede kanaler samtidigt via Picture-By-Picture (PBP), hvor førstnævnte efterhånden er lidt af et særsyn. Uheldigvis, så fungerer PBP stadig som da vi så på EZ950og CX800 for flere år siden, så man kan ikke vælge andre billedprofiler end “Standard" og “Dynamisk", som ikke går helt godt i spænd med den detaljegrad man kan kalibrere sin skærm med i de øvrige profiler. Man kan så køre Picture-In-Picture (PIP) via Panasonics nye bundmenu, som kan kaldes frem via Home-knappen, og det virker noget bedre. Desværre lukker denne menu selv ned efter et kort stykke tid, så som permanent PIP virker det ikke helt perfekt.

TV-delen er således lige så velkendt, som de sidste mange år, så fans vil ikke bemærke nogen ændring.




Ligesom sidste år er noget af forskellen mellem Panasonics to OLED-modeller lydsystemet, hvor FZ950 er forsynet med en soundbar og FZ800 må nøjes med de indbyggede højttalere. Tale fremstår med fornuftig klarhed, men der mangler - som på de fleste fladskærme - både bund og dynamik i lydbilledet. Det anbefales at supplere TVet med noget bedre lyd eller se nærmere på FZ950.


Kalibrering


Panasonics signatur har altid været mulighederne for at fintune billedet, og den mulighed snydes man naturligvis ikke for i FZ800. More is better-princippet praktiseres også når man åbner billedmenuen og forsøger at vælge en billedprofil. Jeg tæller 10 billedprofiler, hvor de obligatoriske elendige standard- og dynamisk-profiler er to, spil- og sport-profilerne er to til, men hvor de sidste 6 alle forsøger at gengive billedet nogenlunde korrekt. Det er lidt svært at se, hvorfor det skal være nødvendigt med så mange profiler, når flere af dem stort set leverer samme billede. Som nævnt tidligere, så kan man skjule de profiler man ikke vil have vist når man kalder profil-listen frem via fjernbetjeningen, hvilket dermed bliver er en handy feature.

Øvrige billedprofiler

Tryk på profilen for at se målekurve

Normal
Cinema
True Cinema
THX Cinema
Professional 2
Spil
Vi ender med, at vælge Professional 1, som er en anelse for rødlig, men med et par små justeringer er gammakurven rettet nogenlunde ind. Panasonic har den fikse feature, at man kan justere gammakurvens niveau separat i 10-punkt, hvilket ville kunne rette det små bump der er tilbage efter 2-punkt justeringen. Som det ses, så har justeringerne påvirket den gule sekundærfarve lidt, hvor man kunne ty til yderligere justering via CMS, hvilket dog historisk set kan resultere i banding i gradienter, så kan det undgås bør det favoriseres.

Resultatet efter en simpel kalibrering er overbevisende og som nævnt har vi i nedenstående end ikke finjusteret endnu.

Vi måler naturligvis fuld dækning af Rec709 farverummet (som bruges til HD og 4K), og DCI-P3 (som bruges i HDR) ligger sammenligneligt med de øvrige OLED-modeller på godt 97%. EOTF-kurven følger målet ganske fint, med ganske få afvigelser (lidt for lys i den mørke ende, og lidt for mørk i den lyse ende), men ikke noget en HDR-kalibrering ikke ville kunne fikse.





Målinger


Vores "måling"-afsnit omhandler alle de ting vi går og måler på TV’ene samlet ét sted frem for at ligge i de enkelte afsnit. Vi henviser til vores artikel omkring bl.a. målemetoder her for en gennemgang af hvordan vi måler under testen.


Bemærk: Vi kalibrerer kun mod SDR, ikke HDR. Vi har under testen ikke benyttet os af lyssensoren, men ønsker du, at TV'et selv kompenserer for lyset i stuen, så kan dette aktiveres i menuen.



Panasonic FZ800 test


Billedkvalitet


Som vores kalibrering viser, så var det ret enkelt at få en af de mange profiler tunet ind til et sted, hvor øjet ikke er i stand til at kende forskel på referencen og det resultat vi fik på FZ800 og selv uden justeringer, så er det muligt at nyde et billede, som står relativt godt fra starten enten med THX Cinema, True Cinema eller en af Professional-profilerne. Det er primært lysstyrken og de billedbehandlings-algoritmer, der er aktiveret pr. default, man vil opleve som forskelle på disse profiler.

Hvis vi starter ud på den høje klinge og ser på HDR, så byder FZ800 på et 2018 OLED panel fra LG, som er i stand til at levere en lidt højere peak lysstyrke end i 2017, men da Panasonic allerede sidste år havde tweaket lidt på ABL-kredsløbet, som begrænser hvor meget strøm skærmen må bruge, så var de faktisk allerede sidste år godt oppe i peak-lysstyrke. Vi måler ca. samme niveau i år, hvilket er en del mere end hvad Sony har lagt sig fast på. Håndteringen af HDR følger samme gode tone, som vi så det sidste år og EOTF kurven tracker målet fornuftigt og ruller af fra 60% stimulus uden drama i højlyset.

Da OLED som bekendt er i stand til at styre lyset på pixelnieau, så er de ideelle til visning af HDR og FZ800 er eminent til dette brug. Panasonic er hoppet på Samsungs HDR10+ format, hvilket desværre betyder, at der ikke er Dolby Vision-understøttelse. Med de problemer andre producenter har haft med implementering af DV, så er det omvendt set måske en fordel… Vi har uheldigvis ikke noget HDR10+ materiale til rådighed på hverken disc eller streamingtjeneste, så formatet er ikke rigtig en fordel nu og her. Hvor det er sandt, at Dolby Vision og HDR10+ tilbyder ekstra mulighed for dynamik i billedet, da lyssætningen kan foretages billede-for-billede eller scene-for-scene, frem for samme lyssætning for hele filmen, så klarer FZ800 HDR ganske fortrinligt, så manglen på HDR10+ materiale bør ikke afskrække fra at købe TV’et som en dedikeret HDR-skærm.

Når det kommer til at få HDR-materiale ind i skærmen, så skal man være opmærksom på, at der - ligesom hos Sony - kun er 2 HDMI-porte, som understøtter fuld båndbredde, dvs. HDR i 60 Hz. Det er heldigvis de to porte, som ikke peger bagud, der er i stand til at håndtere dette, men det er lidt kritisabelt, at man ikke kan få 4 HDMI porte med understøttelse af så høj en båndbredde man burde kunne forvente i år 2018. Både LG og Samsung formår at putte 4 porte med fuld båndbredde i deres TV.

Vi spotter en lille smule banding i de flydende 10 bit gradienter, men ikke noget alarmerende og i praksis var flydende overgange ganske fint håndteret. I disse streaming-tider, så vil man nok opleve, at der optræder banding pga. komprimering af kildematerialet, og det kan FZ800 ikke kompensere for på helt samme vis, som Sony AF8/A1 kunne. Her vil vi nok argumentere for, at der burde gøres noget ved kildematerialet og ikke skærmen/softwaren, men virkeligheden er nu engang, at meget materiale fås via streaming, hvor kompression er en nøgleparameter for indholds-udbyderen.




Håndteringen af SDR materiale og indhold i fuld HD klares uden problemer, og hvor vi sidste år klagede lidt over lejlighedsvise hak i billedet, så er det ikke noget der plager FZ800 hvis man husker at deaktivere Panasonics billedbehandling, IFC. Uden denne algoritme, så løber vi ind i den famøse problematik med, at OLED-panelers ultralave responstid kan have tendens til at give en stroboskop-lignende hakken i billedet på materiale skudt i lav billedrate - som film typisk er. Skal IFC aktiveres, så bør man holde sig til den personlige profil og blive under en 3-4 stykker for ikke at introducere artefakter, men med systemet aktivt, så blev der lejlighedsvist observeret hak i billedet, så det er ikke en perfekt løsning. Uden IFC, så lider bevægelsesopløsnignen en smule og hæver sig ikke over sidste års model, og er en smule under Sonys AF8 og LG C8 selv hvis IFC aktiveres på brugerniveau. Det må blive et tradeoff mellem skarphed under bevægelse og ønsket om et fejlfrit billede.

Muligheden for at aktivere Black Frame Insertion er også til stede på FZ800, men som på alle de øvrige OLED-modeller, så er frekvensen for lav til at det er behageligt at se på, og lysstyrken reduceres i betragtelig grad hvis det aktiveres. Det er muligt, at der er nogen for hvem frekvensen ikke er generende, men jeg har stadig ikke oplevet, at der var en situation, hvor jeg foretrak at aktivere BFI og så leve med flimmeret. Her har LCD-modellerne stadig en fordel, da deres scanning backlight bedre er i stand til at afhjælpe disse problemer, og det er især Sony XF90 man bør skele til, hvis man vil se, hvor overliggeren er.

Se også vores OLED vs. LCD oversigt

Billedkvaliteten på TV-signaler er god, og hvad enten man er fan af grafikelementerne relateret til eks. EPG og info-menuer eller ej, så går man ikke galt i byen med FZ800 selv med de middelmådige bitrater og opløsninger det er muligt at hive ned fra sendenettet. De helt dårlige kanaler bliver stadig ikke på magisk vis eminente af at blive kørt gennem HCX2 processoren og et OLED-panel, men Panasonic formår at få et fint TV-billede i langt de fleste situationer hvad enten det er progressive eller interlace signaler. Folk der opgraderer fra ældre Panasonic plasma-modeller vil nok endda være begejstrede over at opdage, at interfacet stort set er det samme som på deres gamle model.




I mørke omgivelser fandt vi overraskende nok, at FZ800 kvalte det sidste trin på gråtonerne efter vores 2-trins kalibrering på trods af, at resultaterne rent målemæssigt ser fine ud (vi har ikke justeret på de mørke regioner - kun de lyse). Det betyder, at der en anelse “black crush" til stede, hvor de helt mørke skygge detaljer bliver smeltet sammen til helt sort. I praksis blev black crush ikke observeret som et kæmpe problem og det blev først rigtig synligt, da vi forsøgte at affotografere 1 IRE gråtonen, som essentielt var sort, selv på en 20 s eksponering.

Når vi er nede i de mørke regioner, så er det også at vi begynder, at kunne se den inhomogenitet, som traditionelt set er forbundet med OLED. På FZ800 så opleves banding op til omkring 5 IRE (mørkegrå). På vores langtidseksponering herunder, så kan man også se en del andre artefakter i form af nogle firkantede områder på skærmen, som ligner en kalibrerings-firkant og statiske menuelementer. Ingen af vores testmønstre vi bruger under testpasser med firkanten i midten, da vi tester med en mindre dækning af skærmen. Panasonic var flinke og sende os et ekstra (ligeledes sprit nyt) eksemplar så vi kunne be- eller afkræfte vores første fund, og desværre var problemet identisk på model nr. 2. Det er dermed sandsynligvis noget, som er fremkommet hos Panasonic - eksempelvis under en fabrikskalibrering. Homogeniteten af vores testeksemplar må dermed konkluderes, at ligge i den dårligere ende ift. de øvrige modeller vi har testet i år, men banding-delen var ikke lige så tydelig på eksemplar nr. 2, så der er helt klart noget panelvariation i spil, som altid med OLED. Imhomogeniteten var ikke et problem under visning af “rigtigt" indhold og blev kun observeret på vores testmønstre, hvor vi viser samme mørke farve på hele skærmen.

Der blev ikke observeret problemer med farvestik på de lyse farveflader.




Spiltilstanden på FZ800 kommer i to varianter, hvor den ene er aktivering af “Spiltilstand" på en vilkårlig billedprofil, og den anden er selve spilprofilen. Begge varianter leverer samme input lag på godt 21 ms, men der er lidt forskel på hvor enkelt det er at aktivere dem. Spil-profilen kan lægges som genvej i “Picture"-menuen, som kan nås direkte via fjernbetjeningen, men omvendt, så kan man blot aktivere spiltilstand på den HDMI-port man har sin spilkonsol siddende på og så nyde godt af en af de profiler, som er mere egnede til kalibrering.

Spil-profilen udvider farverummet til DCI-P3, hvilket er et problem hvis dine spil ikke er lavet til dette farverum. De øvrige profiler er fint i stand til at skifte mellem farverum afhængigt af om der modtages et HDR-signal eller ej, så herfra favoriseres det, at benytte en af de profiler man alligevel har fået indstillet korrekt, og så lade spiltilstanden være aktiveret på den pågældende HDMI-port.

Se hvordan andre TV klarer sig i oversigten over bedste TV til spilkonsol




Betragtningsvinkler på OLED er ikke et problem og FZ800 er ingen undtagelse. Det røde farvestik panelets overflade havde sidste år er væk, så der er ingen problemer med at betragte FZ800 fra en vilkårlig vinkel i stuen.

Det statiske lyse mønster, man kan se på vores langtidseksponeringer, har karakteristika af burn-in, men vi ved ikke på nuværende tidspunkt hvad de skyldes. De mønstre vi benyttede under testen var synlige i nogle minutter efter endt test, men forsvandt derefter helt. De fleste OLED-modeller har en eller anden indbygget screensaver, som automatisk går i gang, hvis billedet er stillestående for længe, men dertil så er der også en screen-wiper, som kan køres (tager godt en time), hvorved uensartet strømtræk i de enkelt pixels forsøges udlignet og dermed mindskes effekten af et eventuelt burn-in. Denne nulstilling af panelet kunne ikke afhjælpe problemet med de markante aftegninger på skærmen og vi forsøger at få en kommentar fra Panasonic.

Opdateret 2.7.2018: Panasonic har efter intern undersøgelse fremsendt følgende svar:
- "For us it’s important that you receive a sample of our new products as soon as possible and to be able to do that the samples that we send out for testing are not from mass production, to be sure that the samples are working properly we are following an internal process to check these samples before sending them out to test. One part of our process is that we measure the panel and picture parameters by a 25% window pattern, we have now found out after a deep investigation that this measurement has caused the pattern of a square in the panel you have tested. This is not effecting any of our products in the mass production and we have now change our internal process from now on."


Konklusion


Panasonic FZ800 har fået et gevaldigt prisdyk i forhold til den EZ950 den afløser, men på alle måder ligner de to skærme hinanden. Det er stort set de samme fordele og ulemper, vi ser på de to generationer af skærme og havde det ikke været pga. en ganske svag opdatering af styresystemet og et par små forskelle i designet, så kunne man godt være blevet snydt. Fjernbetjeningen er desværre blevet nedgraderet i sparerunden og der har ikke været penge til at få re-designet bagsiden, så stikkene kunne få en brugbar placering, hvilket er lidt en torn i øjet.

Annonce:
På softwaresiden så fungerer MyHomeScreen 3.0 fint, men lider under manglende apps og begrænset opbakning fra app-udviklerne. Interfacet til det underliggende system ligner Panasonic anno 2010, hvilket er positivt for Panasonic-fans, men nok vil synes en smule bedaget for nye brugere. Tingene fungerer dog og der er masser af muligheder for at tweake på TV’ets indstillinger fra menuerne.

På billedsiden har man et væld af profiler at vælge mellem og det er enkelt at opnå et næsten perfekt billede. Bevægelse er ikke forbedret siden sidste år og matcher ikke helt Sony og LG’s seneste algoritmer til håndtering af indhold i lav framerate, men selve billedkvaliteten lever fint op til konkurrenterne og placerer FZ800 helt oppe i referenceklassen, som det efterhånden er blevet kotume for OLED-skærmene fra de større producenter. På negativ-siden, så var vores to testeksemplarer lidt plaget af banding og andre panel-artefakter i de mørke farver, som primært var synlig ved langtidseksponering. Opdatering: Panasonic har sendt ud en udtalelse. Se sidste afsnit i sektionen 'Billedkvalitet'.

Som sidste år, så kan det være en rigtig god ide at skele til FZ950 hvis man vil have bedre lyd og premium-fjernbetjeningen, men ligeledes så er 65" FZ800 prissat i samme område, som vores reference-skærm, Sony AF8, og man bør nok være fan af Panasonics styresystem - og være ligeglad med placeringen af stik - før FZ800 bør favoriseres over denne. Ved udgivelse af denne test ligger 65" FZ950 og FZ800 på samme pris, og der får man som nævnt både bedre lyd og en bedre fjernbetjening, så opfordringen må ganske enkelt være, at man køber FZ950 i stedet, hvis man er ude efter en 65" model. Ser vi på 55"-modellen, så ser det lidt anderledes ud, da Panasonic pt. sidder med den billigste 2018 OLED TV og her er forskellen på FZ800 og FZ950 også mere udtalt, så er du ude efter en billig 55" 2018 OLED-model, så bør du helt klart se på FZ800.

!
Ændret testparameter: Fra i år ændrer vi en testparameter, der relaterer sig til karakteren for features, som resultat af flere års dårlig praksis i branchen. Såfremt producenten af et givent ”Smart TV” ikke kan forsikre Flatpanels om, at tv-platformen i opdateres til næste fulde software-version, fratrækkes 10 point på feature-scoren. Det skal betragtes som et opråb, der forhåbentlig kan skabe debat og ændre på praksis.

Panasonic kan ikke give os denne garanti, hvad angår My Home Screen-platformen.


Pris og forhandler:

55"
65"

Farvegengivelse og billedprocessering
Perfekt sortgengivelse
Brede betragtningsvinkler
HDR-gengivelsen


Banding i de mørke farver
Styresystem opdateres ikke
TV- og mediemenu føles uddateret
Billig fjernbetjening
Mange bagudvendte stik







Flere nyheder

Klip kablet TV

Guide: Klip kablet til tv-pakken (2019-2020)

20 Sep 2019 | Flatpanels |
DR K

Boxer er "brandærgerlig" over snarlig lukning af DR K

20 Sep 2019 | Rasmus Larsen |
Apple Arcade

Apple Arcade nu åben med over 100 spil for 39 kr/md.

19 Sep 2019 | Rasmus Larsen |
OL

Sportsforbund: "Dybt problematisk" at YouSee fravælger Discovery

19 Sep 2019 | Rasmus Larsen |
Discovery kanaler

Discovery-chef: "YouSee bliver til NoSee"

18 Sep 2019 | Rasmus Larsen |
8K Ultra HD logo

Første 8K Ultra HD logo præsenteret

18 Sep 2019 | Rasmus Larsen |
Peacock

NBCUniversals streaming-tjeneste døbes Peacock

18 Sep 2019 | Rasmus Larsen |
Philips Hue HDMI Sync box

Ny boks synkroniserer Philips Hue-lys med dit TV

18 Sep 2019 | Rasmus Larsen |