Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonAirPlay 2: Hvad du skal vide - FlatpanelsDK

AirPlay 2: Hvad du skal vide

01 Jun 2018 | Rasmus Larsen |

Apple frigav forleden Airplay 2 på tværs af iOS, tvOS og HomePod. Den trådløse lydprotokol rammer også snart højttalere fra Bang & Olufsen, Sonos og andre partnere. Flatpanels giver her overblik over, hvad Airplay 2 kan. 

Hvad er Airplay 2?

Airplay 2 er den længe ventede opdatering af Airplay, som er en protokol udviklet af Apple til at kunne sende video, lyd/musik og billeder trådløst imellem husets enheder. Airplay har rødder helt tilbage til 2004, hvor det gik under navnet AirTunes. Det er sidenhen blevet udvidet flere gange med bl.a. videostreaming, skærmspejling og metadata.

Airplay er integreret i Apples egne enheder såsom Apple TV, iPhone, iPad, HomePod og Mac, men findes også i højttalere og lydprodukter fra partnere såsom Bang & Olufsen, Denon, Marantz, Sonos m.fl. Du kan med Airplay eksempelvis sende musik fra en iPhone til dine B&O BeoPlay-højttalere eller sende tv-lyd fra Apple TV trådløst ud til din Airplay-kompatible soundbar.

Med Airplay 2 introduceres flere nye aspekter, som har omdrejningspunkt om lyddelen. Den mest åbenlyse fordel er muligheden for at høre musik på flere højttalere i hjemmet samtidig, såkaldt multirum. Alle enheder med Airplay 2 – fra alle producenter – vil kunne indgå i multirumssystemet, så du kan blande lydprodukter fra dine foretrukne mærker. Airplay 2 muliggør desuden at flere brugere på samme hjemmenetværk kan tilføje sange til samme afspilningsliste med den såkaldte "Up Next"-funktion.


Airplay 2


Hvilke tjenester virker med Airplay 2?

Airplay 2
Airplay 2 er indbygget på systemniveau i Apples styresystemer. Det betyder, at tjenester som Spotify og Tidal eller Netflix og HBO ikke aktivt behøver at gøre noget for at få det til at fungere. Du bruger tjenestens egen app, hvori der typisk fremgår et lille Airplay-ikon, hvorefter man kan vælge enheder, som musik/video/billeder skal sendes til, som det ses til højre. Findes ikonet ikke, så kan du sende lyd/video videre fra kontrolcentret på Apple TV eller iPhone/iPad.

Dette står i kontrast til f.eks. Sonos, der aktivt går ud og laver partnerskaber med udvalgte tjenester.

Tommelfingerreglen er, at såfremt du kan høre musik eller streame video på iPhone/iPad, så kan lyd og video også sendes trådløst videre til andre enheder via Airplay – med mindre tjenesten aktivt har fravalgt det.

Specifikt for Apples HomePod betyder det således, at det ikke er noget problem at afspille Spotify eller Tidal til højttaleren fra en iPhone/iPad via Airplay. Den begrænsning, som har været omtalt mht. tjenesten Apple Music, gælder udelukkende stemmekommandoer via Siri.

Annonce:


Airplay 2 er del af HomeKit

Airplay 2 er integreret i Apples HomeKit. Det skal fremover være den trådløse lydprotokol, der forbinder husets enheder. HomeKit er Apples system til det opkoblede hjem.

Hvordan Airplay 2 skal integreres i dit opkoblede hus, kan styres via ’Hjem’ app’en på iPhone eller iPad. Her kan du blandt andet parre to HomePod-enheder i stereo-par, lade flere højttalere udgøre ”stuen” eller ”køkkenet” og opsætte højttalerne på anden vis.

Med Apples årlige WWDC-udviklerkonference lige om hjørnet er det ikke utænkeligt, at udviklere indenfor kort tid får API stillet til rådighed, som gør at kan integrere Airplay 2 på forskellige måder i apps.


Airplay 2


Hvilke enheder får Airplay 2

Foruden Apple TV (tvOS), understøttes Airplay 2 på iPhone, iPad og Mac samt Apples HomePod-højttaler. Apple TV fungerer som både afsender og modtager, hvorimod iPhone, iPad og Mac fungerer udelukkende som afsendere og HomePod udelukkende som modtager. Airplay 2 kræver opdatering til iOS/tvOS 11.4.

Airplay 2
Den første Airplay 2 højttaler er Apples egen HomePod. Ud over at fungere som en Siri-enhed i hjemmet med direkte forbindelse til Apple Music, kan musik spilles til den fra iPhone/iPad/Mac via netop Airplay 2. Lydprotokollen gør det desuden muligt at opsætte et stereo-par af to HomePods. Den runde højttaler benytter adskillige indbyggede mikrofoner til at profilere omgivelserne og optimere lydgengivelsen samt positioneringen, når to HomePod benyttes i stereo-par. Højttalerne behøver derfor ikke stå på en lige linje for at afspille stereo. Apple pointerer, at HomePod skaber et stort lydperspektiv i rummet fremfor et snævert ”sweet spot”.

Herudover vil Airplay 2 blive understøttet på en lang række partneres højttalere. Nogle enheder vil kunne firmware-opdateres, mens andre ikke kan. Listen af partnere dækker over Bang & Olufsen, Bose, Sonos, Polk, Denon, Devialet, B&W, Naim, Beats, Dynaudio, McIntosh, Marantz, Libratone, Definitive Technology og Bluesound.

En liste over bekræftede højttalere/lydprodukter kan findes her. Vi holder den løbende opdateret.


Airplay 2


Airplay 2 på Apple TV

Med Airplay 2 lærer Apple TV4 og Apple TV 4K nye tricks – eller mere specifikt tvOS, som er Apples styresystem til tv-skærmen. De ældre Apple TV-enheder får ikke opdateringen til Airplay 2.

Ud over at Apple TV fremover optræder som en modtager, der kan benyttes i multirumsopsætning – praktisk sammen med f.eks. et tilsluttet soundbar – så kan Apple TV også agere afsender ved at sende tv-lyd trådløst ud til flere højttalere samtidig. Forgængeren Airplay kunne sende lyd ud til højest en modtager.

Det betyder konkret, at du fremover vil kunne sende tv-lyden ud til f.eks. to HomePod-enheder eller to Sonos-højttalere. Da indbyggede højttalere i tv-skærme sjældent er kraftfulde, kan det være en løsning i stuemiljøer, hvor man ikke ønsker dominerende HiFi-systemer.

At sende tv-lyden trådløst ud til Airplay-højttalere fungerer på den måde, at du kan holde Play-knappen på fjernbetjeningen nede, når du befinder dig på hovedskærmen på Apple TV. Her får du mulighed for at sende lyden trådløst videre til eksterne højttalere (samt AirPods). Højttalere kan også vælges, når du ser video ved at trække ned på fjernbetjeningens berøringsfelt fra toppen. I lyd-menuen øverst fremgår dine højttalere. Endelig kan det opsættes i den generelle indstillings-menu.

Airplay 2 understøtter på nuværende tidspunkt flere samtidige højttalere, men dog endnu ikke muligheden for at opsætte decideret surround sound via Apple TV.

Annonce:

Det er naturligvis stadig muligt at sende billeder og video fra iPhone/iPad og Mac over på Apple TV med Airplay 2.

Apple TV kan desuden agere kontrolcenter for musik i huset. Fra brugerfladen vil du kunne styre og sende musik rundt til husets højttalere, styre lydvolumen mm. Dette fremkaldes ved at holde Play-knappen nede på hovedskærmen.

iPhone/iPad kan ligeledes agere kontrolcenter for andre enheder i hjemmet. Fra kontrolcentret vil du også kunne pause og spole i video, som afspilles på Apple TV i hjemmet.


Airplay 2 på Apple TV


Siri og Airplay 2

Airplay 2
Siri taler med dine enheder igennem Airplay 2 protokollen. Det betyder konkret, at du kan bede Siri om at ”afspille Kaytranada i stuen”, hvorefter de højttalere, som er grupperet i stuen, afspiller den ønskede musik.

Du kan bede om at lytte til specifikke sangere, numre, albums, playlister eller noget mindre specifikt såsom ”nyt musik”. Siri kan desuden benyttes til styre multirum ved at man beder om at få musikken med ud på terrassen eller lignende.

Fordi Apple TV fungerer som modtager, er det desuden muligt at bede Siri på HomePod, iPhone eller iPad om at afspille musik på Apple TV. Det er endnu ikke muligt at få Siri til at afspille film eller tv-serier på Apple TV på denne måde.

Opsætning af multirum klares fra ’Hjem’ app’en på iPhone eller iPad.


Airplay 2


Tekniske detaljer

Airplay-navnet dækker over en stor pulje funktioner, som er udvidet henover årene. Afhængigt af, hvad man bruger, håndteres streaming på forskellige måder. Protokollen dækker over ”peer-to-peer”, direkte serverforbindelse (ligesom Chromecast), skærmspejling og metadata.

Klikker man f.eks. på Airplay-ikonet for at få musik fra iPhone til en højttaler, så sendes musikken fra selve iPhone. Det samme er tilfældet med video, hvis man spejler skærmen på iPad over på Apple TV. Trykker man derimod på det lille Airplay-ikon i Netflix app’en på din iPad, så overtager Apple TV forbindelsen til Netflix’s server, hvorved man opnår den bedst mulige kvalitet.

Hverken Airplay eller Airplay 2 komprimerer musik ved afspilning via højttalere, så musikken afspilles i den kvalitet, som kilden kan levere. Det adskiller protokollen fra f.eks. bluetooth, som har begrænset båndbredde, hvorfor lyden komprimeres.

Med Airplay 2 vil bufferen på kompatible højttalere blive forøget, således at risikoen for udfald reduceres kraftigt. Det betyder også, at du kan tage telefonen, hvis den ringer, uden at afbryde musikken. Rent praktisk sker der det, at dele eller hele musiknummeret overføres til højttalerens buffer. Forsinkelsen i protokollen er også reduceret. Disse faktorer gør, at ikke alle højttalere kan firmware-opdateres, siger Apple.

Hvad med gamle Airplay-enheder?

Airplay 2 er bagudkompatibel, så selvom din iPhone eller iPad nu er opdateret til Airplay 2, vil du stadig kunne benytte højttalere med den tidligere version af Airplay. De vil bare ikke kunne indgå i multirum og ikke være knyttet op på HomeKit. Sender du musik til en af disse højttalere, vil du derfor kun kunne lytte til musikken på denne.

Rent praktisk vil det udspille sig på den måde, at hvis du vælger en standard Airplay-højttalere fra listen, så stopper Airplay 2-højttalere afspilningen. Det gælder for både iPhone/iPad og Apple TV.

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Rygte: PS5 Pro bliver tre gange så kraftig som PS5

18 Mar 2024 |

Første danske streaming-apps bekræftet til FireTV

18 Mar 2024 |

DRs nye tv-arkiv 'Gensyn' åbner i dag på DRTV

15 Mar 2024 |

Ny Beoconnect Core forbinder gamle B&O højttalere til ethvert TV

15 Mar 2024 |

TCL's næste flagskib forventes at have 14000 miniLED zoner, 6500 nits

13 Mar 2024 |