HDR i biografen kan kræve opgør med traditioner

25 May 2018 | Rasmus Larsen |

Toneangivende Hollywood-studier har kastet sig over HDR (High Dynamic Range), der i branchen betragtes som næste skridt indenfor billedoplevelse. Men hvor står biograferne? Nordisk Film kalder HDR en udfordring, som vil kræve markante opgraderinger – og sandsynligvis et opgør med projektoren.


HDR – en udfordring i biografen


Hollywood har ekstraordinært travlt i disse år. Ikke bare med at producere nye superheltefilm, men også med at implementere nye arbejdsmetoder, hvor højere opløsning og High Dynamic Range er tænkt ind fra begyndelsen. HDR udvider den palette af lys og farver, som kan gengives, og betragtes af mange som største billedforbedring siden overgangen til HD-kvalitet.

Der er på hjemmemarkedet udgivet over 500 film i HDR – nye film og katalogtitler – og samtlige toneangivende Hollywood-studier støtter op. Formatet har i den grad momentum, men HDR er fuldstændig fraværende i danske biografer. Der findes faktisk ikke en eneste sal, som kan fremvise HDR.

Tror man simpelthen ikke på HDR i den danske biografbranche?

- ”Vi ser HDR som et muligt næste niveau af billedkvalitet,” slår Jan Petersen, Teknologi Chef i Nordisk Film Biografer, hurtigt fast.

Biograferne har været relativt hurtige til at omfavne andre teknologier såsom 2K, 3D, 4K og Dolby Atmos for blot at nævne nogle eksempler fra nyere tid. HDR er dog en helt anden udfordring med den teknologi, som man i mere end et århundrede har baseret biografoplevelsen på; projektor og lærred.

- ”Udfordringen med HDR er for det første, at der ingen biografstandard er. Hvis der ikke er standarder, så risikerer man meget nemt at tage nogle teknologivalg, som er meget dyre,” forklarer han. ”Den anden og nok lige så væsentlige grund til, at vi tøver på det her område, er at det er meget, meget svært for biografer at lave et miljø, hvor man kan få det sortniveau, der kræves, fordi vi taler om reflektiv teknologi. Derudover har vi trappelys og nedgangslys. Lærredet er i sig selv reflektivt, hvilket gør, at meget lys kastes tilbage, også fra gæster i salen med lyst tøj på.”


Dolby Cinema


Dolby Cinema i Danmark?


Har projektoren ramt en udviklingsmæssig mur? Dolby mener, at der stadig er potentiale i den traditionsrige teknologi, som i over 100 år har muliggjort de store biografoplevelser. Selskabet har med konceptet Dolby Cinema kombineret Dolby Vision HDR-video og Dolby Atmos-lyd for at løfte filmoplevelsen.

Dolby bruger specialudviklede laserprojektorer, men sætter strenge krav til salens størrelse samt indretning netop for at minimere reflektioner. Gulvtæpper, stole og vægge er alle sorte. Der er Dolby Cinema-sale i USA, Kina, Holland, Østrig og nogle få andre lande, men Jan Petersen er ikke overbevist om, at konceptet er gangbart i Danmark. Det skyldes ikke kun, at Dolby Vision er en proprietær HDR-teknologi, men lige så meget omkostningsniveauet.

- ”Udfordringen er, at Dolby Cinema er et dyrt system. Når jeg regnede på det, så kunne jeg måske godt få plads i København, men det var sværere at regne den hjem i Århus og helt umuligt andre steder,” siger Jan Petersen.

Annonce:

Hos den anden store danske biografkæde, CinemaxX, ønsker man ikke at kommentere på konkrete planer for fremtiden, men siger dog, at man er fokuseret på ikke at tage ”halve skridt”, når man overgår til en ny teknologi.

- ”Vi følger naturligvis altid nye teknologier tæt, men kommenterer ikke på konkrete planer. For os handler det om at træffe de rigtige beslutninger ift. at bruge pengene der, hvor de har mest betydning for gæsten. Det betyder også, at vi skal være opmærksomme på ikke at tage ’halve’ skridt, men gå ind der, hvor en ny teknologi både er en markant ændring for gæsterne og en teknologi der bakkes op af filmskaberne,” siger Rikart Olander Købke, Filmchef i CinemaxX, til Flatpanels. ”Som eksempel kan jeg nævne, at da vi digitaliserede vores biografer, valgte vi som de eneste på markedet at springe 2K-projektion over og installere 4K-projektion i alle sale.”


Samsung Cinema Screen


Kan kræve brud med traditioner


Kritiske tunger i branchen kalder Dolby Cinema for ”EDR” (Enhanced Dynamic Range) med reference til, at det placerer sig imellem SDR (Standard Dynamic Range) – altså videokvalitet som vi kender det – og HDR (High Dynamic Range). Det er her ny teknologi kommer ind i billedet.

En potentiel løsning er en videreudvikling af projektorteknologi til det, som man i branchen kalder ”light steering”. Det betyder helt forsimplet, at man kan dirigere lyset fra lyskilden mod særlige dele af lærredet og dermed hæve lysstyrken i f.eks. stjerner på en stjernehimmel. Teknologien minder en smule og den zone-styring, som man kender fra LCD-skærme, men ”light steering” ligger dog samtidig flere år ude i fremtiden, forklarer Jan Petersen fra Nordisk Film Biografer.

En anden potentiel løsning er store ”direct view” LED-skærme, hvor hver pixel består af en lille lysdiode – ligesom OLED. Det er den type skærme, som Samsung og Sony i disse år forsøger at sælge til biografer. De er op til 10 gange så lysstærke som projektorer og kan vise ægte sort. De understøtter desuden 3D og kan potentielt fremvise HFR (High Frame Rate) - altså video med 120 billeder per sekund.

- ”Skal man kigge i krystalkuglen, når man taler HDR til biograf, så snakker vi direct-view skærme. På nuværende tidspunkt er der kun én på markedet og det er Samsungs Onyx (tidl. CinemaLED, red). Der kan man lave HDR, som ser vanvittigt godt ud og som efter min mening slår Dolby Cinema med flere længder – og uden problemer med reflektion. Der er til gengæld udfordringer med lyden idet vores højttalere normalt sidder bag et akustisk transparent lærred,” lyder det fra Jan Petersen, Nordisk Film Biografer.

Annonce:

Der er dog også udfordringer med disse store LED-skærme. Ud over, at det vil kræve opgør med traditioner, kan installationen på nuværende tidspunkt koste flere millioner kroner per sal og væsentlig mere end en kraftfuld projektor, som giver mere fleksibilitet. LED-skærmene har fast opløsning og faste mål (pt. ca. 10 meter bredde), blandt andet fordi de skal leve op til biografverdenens stringente og rigide specifikation, den såkaldte DCI (Digital Cinema Initiative). Og så er der udfordringen med centerkanalen til lyd, som ikke længere kan placeres lige bagved et lærred. Selv hvis alle disse udfordringer løses, så mangler der stadig en biografstandard for HDR-video, pointerer Jan Petersen, og tilføjer, at HDR-versionen af en given film på nuværende tidspunkt typisk foretages af filmholdet i perioden imellem biografpremieren og frigivelsen til hjemmemarkedet.

Noget som taler for, er at udviklingen af LED-skærme går stærkt. De er allerede installeret på stadioner og med varianten microLED forestiller tv-producenter som LG, Samsung og Sony, at teknologien også kan nå ud i stuerne. Der er flere drivkræfter bag og det vil være med til at sænke omkostningsniveauet.


OLED TV


Hvor længe kan biografer vente?


Skyggesiden er, at den teknologi, som måske kan bringe HDR ud i en biografsal i nærheden af dig, også indenfor overskuelig fremtid kan bringe en storskærm ind i din stue. Samsung lancerer i år den 146-tommer store ’The Wall’ til hjemmebrug og rygtet siger, at en mindre model på omkring 75-tommer følger efter. Nogen vil måske være hurtig til at pointere, at det samme er tilfældet med projektorer, men forskellen er, at projektorer kræver mørklægning. Det gør LED-skærme ikke og de er mere end lysstærke nok til at erstatte tv’et i stuen.

Er biograferne i grunden ved at falde bagefter udviklingen på billedteknologi? Vi har været vant til, at den nyeste billed- og lydteknologi har kunnet opleves i biografen før den kom i stuen, men nu har HDR været aktuelt i stuerne i flere år allerede. Risikerer biograferne simpelthen at havne i en situation, hvor seerne ikke længere forbinder dem med den bedste filmoplevelse?

- ”Det er helt bestemt en fare for os, men man skal passe på, at man ikke sætter lighedstegn mellem HDR og et godt billede. En ting er at have teknologien til det, men indholdet skal også være der. Der findes god HDR og rædselsfuld HDR,” siger Jan Petersen. ”Billedkvaliteten er en del af det og i biografen vil vi gerne have den bedre, men det vores kunder efterspørger er ikke HDR. Ikke endnu. Det kan være, at det kommer. De snakker lyd før de snakker billede. De går mere op i om der er nogle behagelige stole og om der er god lyd end de går op i om billedet er 100% optimalt, så længe billedet stadig er godt. Vi er klar, når økonomi og kvalitet møder hinanden.”

Så hvornår kan danskerne se frem til at gå i biografen og få HDR-billedoplevelsen sammen med den bedste lyd og gode komfort?

- ”Jeg vil gætte på, at vi indenfor de næste 2-3 år vil se en eller flere biografer i Skandinavien baseret på teknologier, som vil være i stand til at vise HDR (baseret på direct view-skærme, red). Men om indholdssiden følger med, er svært at sige,” lyder det afslutningsvis fra Jan Petersen.



Flere nyheder

Philips OLED803

Philips sender OLED803 i handlen til nedsat intropris

20 Aug 2018 | Rasmus Larsen |
HGIG

Sony & Microsoft danner interessegruppe for at forbedre HDR-gaming

20 Aug 2018 | Rasmus Larsen |
LG wallpaper OLED

Salg af OLED TV er mere end fordoblet på et år

17 Aug 2018 | Rasmus Larsen |
UEFA Champions League Facebook

Facebook byder for alvor ind på sports-tv

17 Aug 2018 | Rasmus Larsen |
Strive Sport

Strive Sport er i luften - nu med apps

16 Aug 2018 | Rasmus Larsen |
Wharfedale Vista 200

Britiske Wharfedale lancerer 2 soundbarer i Danmark

16 Aug 2018 | Rasmus Larsen |
Philips OLED903

Philips OLED903 er første TV med B&W-tunede højttalere

15 Aug 2018 | Rasmus Larsen |
The Matrix Trilogy

Matrix-trilogien genudgives i 4K Dolby Vision & Atmos

15 Aug 2018 | Rasmus Larsen |