Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonDR & Discovery sender vinter-OL, men ikke i 4K - FlatpanelsDK

DR & Discovery sender vinter-OL, men ikke i 4K

07 Feb 2018 | Rasmus Larsen |

De vinterolympiske lege i Pyeongchang, Sydkorea, skydes i gang på fredag den 9. februar. Legene sendes på DR og Discovery og streames på Eurosport, men ingen af parterne vil tilbyde 4K eller HDR. 

En forpasset mulighed

Branchen ynder at sige, at store sportsbegivenheder skyder nye teknologier i gang. Arrangørerne af vinter-OL har da også sørget for, at dele af legene optages og distribueres til partnere i 4K-opløsning samt High Dynamic Range.

Det bliver dog ikke på DR eller Discovery, at du kan opleve de nye formater, som sørger for at detaljerne står frem og lyssætningen i sneen gengives troværdigt. Du må i stedet affinde dig med traditionel HD-kvalitet.

OL-rettighederne er delt ligeligt imellem DR og Discovery. Det betyder, at bl.a. skihop og skiskydning sendes på DRs kanaler, mens snowboard og ishockey sendes på Discoverys kanaler. Curling deles imellem de to. Samtlige discipliner kan streames direkte på Discoverys tjeneste Eurosport Player, mens DR kommer til at sende noget indhold forskudt. Et samarbejde med Snapchat sikrer desuden distribution via det sociale medie.


Vinter OL i Sydkorea


- ”For os som koncern er det her en af de allerstørste ting, vi har været med til at lave, og det er vi enormt stolte af. Vi kommer til at være en del af den største paneuropæiske tvproduktion, der nogensinde har fundet sted. Discovery viser OL på 48 forskellige markeder, og vi kommer på internationalt plan til at have 800 mand i PyeongChang samt 1.600 mennesker i de lokale markeder, der alle vil beskæftige sig med OL,” siger Anders Antonsen, SVP, Nordics Sports hos Discovery Networks Danmark.

DR har købt rettighederne til legene via Discovery, som har sat sig på OL frem til 2024. Den danske public service-udbyder forklarer, at sport samler danskerne.

- ”Sporten som genre har en særlig evne til at samle danskerne. Selv om Danmark generelt ikke er en klassisk stærk vintersports-nation, som for eksempel vores naboer Sverige og Norge, vil vi gerne give vores brugere mulighed for at samles om sportspræstationer i verdensklasse og de 17 danske atleter, der kæmper for Danmark,” siger Jes Højen, Sportsredaktøren, DR Medier.

Vinter-OL starter officielt den 9. februar med åbningscerimonien klokken 11:55 og afsluttes den 25. februar. Skihopkonkurrencen skydes dog i gang allerede i morgen torsdag. Der vil blive sendt i alt 4000 times sport, men altså ikke et sekund i 4K HDR. Danskerne må i stedet krydse fingre for, at de danske tv-selskaber magter opgaven til sommer under fodbold-VM i Rusland, hvor samtlige kampe optages i 4K HDR.

Hvem har rettighederne?

DR
Curling (delte rettigheder)
Skiskydning
Hurtigløb på skøjter
Skihop
Bobslæde
Kælk
Skeleton
Short track
Discovery
Curling (delte rettigheder)
Snowboard
Freestyle ski
Ishockey
Kunstskøjteløb
Alpint skiløb
Langrend
Kombineret

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Apple Home & AirPlay support for første gang i 2024 Philips OLED TV

25 Apr 2024 |

1 million har oprettet login på DRTV

25 Apr 2024 |

Første 480Hz OLED panel til high-end gaming nu i masseproduktion

25 Apr 2024 |

Nye EU-regler tvinger producenten til at reparere efter garantien

24 Apr 2024 |

Sonys gratis-kanaler med reklamer klar på LG TV i Danmark

24 Apr 2024 |

Max-rabatkunder beholder 4K lidt længere

24 Apr 2024 |