Tv-udbyder: "DR og TV2 ødelægger markedet for tv-pakker"

09 Nov 2017 | Rasmus Larsen |

De klassiske tv-distributører bløder kunder, så nu skal syndebukken udpeges. Stofa peger på DR og TV2, der med streamingtjenester går direkte til seeren og dermed ”ødelægger markedet for tv-pakker”. YouSee, Stofa m.fl. går til kulturministeren. Det skriver Finans.dk.

Opdateret 10.11.2017 kl. 6.59: YouSee har præciseret, at de "ikke udtaler [sig] om tv-udbydere, men udelukkende påpeger problemer i lovgivning." De oplyser, at de var fejlciteret i artiklen fra Finans, som er blevet korrigeret. Flatpanels har derfor præciseret, at det er Stofa, der udtaler sig om tv-udbydere. Overskriften er ændret fra "Tv-udbydere" til "Tv-udbyder". YouSee er medafsender på brevet til kulturministeriet.

Da porten blev åbnet

Det er ikke mange år siden, at udbydere af tv-kanaler sad som gatekeepere på tv-markedet. Ville du have signal på din tv-skærm, gik du til dem. Flere områder i Danmark var sågar inddelt i en slags regionale monopoler, hjulpet på vej af lokalplaner, der forbød opsætning af antenner og paraboler.

Internettet og streaming har sat tv-signalet fri og det gør ondt på tv-udbyderne. Så ondt, at det ikke længere kan diskuteres, at kabel-klipperi er en realitet i Danmark. YouSee har på få år mistet tæt på 100.000 tv-kunder og det estimeres, at Stofa har mistet ca. 70.000.

Læs også: Kabel-klipperi er en realitet
Læs også: Overblik: Prisstigninger hos tv-udbydere i 2018

Hvem har skylden? Stofa peger på DR og TV2 som syndebukke.

- ”DR og TV 2 står for over to tredjedele af danskernes tv-forbrug. Så når deres storsatsning på egne streamingtjenester gør det svært for tv-udbyderne at gå direkte til slutbrugeren, ødelægger de markedet for tv-pakker,” siger Ole Fruekilde, adm. direktør, Stofa, til Finans.

YouSee tilføjer, at DR TV er en ”afgørende faktor”, når kunder opsiger tv-pakken. De to selskaber argumenterer, at TV2 underbyder tv-udbyderne ved at tilbyde indholdet billigere via egen streamingtjeneste TV2 Play.

Stofa, YouSee m.fl. har derfor via brancheforeningen henvendt sig til kulturminister Mette Bock. Distributørerne anbefaler, at der fra politisk side skal stilles krav om, at TV2 ikke må underbyde udbyderne. EU ville sandsynligvis kalde et sådan tiltag for konkurrencebegrænsende, men går det igennem, vil tv-udbyderne kunne opbygge tykkere mure om et produkt, som de har været vant til, har været afskåret fra sund konkurrence.


TV2 afviser

Det er langt fra første gang, at branchen har forsøgt at udpege syndebukke. Visse tv-udbydere har tidligere kaldet DRs lancering af app til Apple TV og PlayStation for ”konkurrenceforvridende” på grund af retransmissionsafgiften, som udbyderne skal betale, når de distribuerer DR. De har også kritiseret DRs plan om at indhold skal forblive til rådighed på DR TV i stedet for at udløbe, som i dag.

DR har afvist kritikken, så nu rettes tv-udbydernes sigte i stedet primært mod TV2.

TV2 afviser ligeledes, beretter Finans.

- ”Det står ikke skrevet i sten, at vores indhold skal distribueres gennem store tv-pakker. Vi skal drive TV 2's forretning bedst muligt, selv om det går ud over tv-udbydernes omsætning. Men jeg kan godt se, at der opstår en konflikt i distributionskæden, når man både kan købe tv-produktet ved distributøren og ved stalddøren,” siger Anders Blauenfeldt, Digital direktør hos TV 2, til Finans.

Han tilføjer, at det ikke er TV2s opgave at ”holde liv i en gammeldags forretningsmodel” og at TV2 har et ansvar, der indebærer at være til stede, hvor kunderne søger hen.

DR TV kan uden merbetaling streames på enheder såsom Apple TV, Chromecast, iOS, Android og PC/Mac. TV2 Play kræver abonnement og kan streames på samme enheder. Disse enheder giver desuden adgang til en lang række andre streamingtjenester, herunder de amerikanske.

- Kilde: Finans.dk



Flere nyheder

Smart TV

Hollandsk forbrugerråd advarer om forsvindende apps på Smart TV

25 Sep 2018 | Rasmus Larsen |
Sony AF9 OLED

Sony AF9 OLED kronet 'Kongen af TV' ved 2018 TV Shootout

25 Sep 2018 | Rasmus Larsen |
Panasonic EZ1000

Danskerne køber større TV

24 Sep 2018 | Rasmus Larsen |
Sony OLED dimming

Sony svarer i sagen om OLED TVs lysdæmper (plus målinger)

24 Sep 2018 | Torben R, Rasmus L |
TV-databasen

Flatpanels introducerer TV-databasen

21 Sep 2018 | Torben R, Rasmus L |
WISA lyd

WiSA Ready er certificerings-program for TV, spilkonsoller mm.

21 Sep 2018 | Rasmus Larsen |
Amazon Link Amp

Amazon lancerer tv-optager, Link, Amp, Sub, Input mm.

21 Sep 2018 | Rasmus Larsen |
Evolution Kit

Samsung lancerer nyt Evolution Kit efter forbrugerklagesager

20 Sep 2018 | Rasmus Larsen |