Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonYousee fremviser ny PVR-boks - her er vores oplevelser - FlatpanelsDK

Yousee fremviser ny PVR-boks - her er vores oplevelser

14 Apr 2016 | Tommy Lindegaard |

youSee’s nuværende Samsung PVR boks er helt fra 2008, hvilket i IT branchen føles som flere århundreder. Allerede i sommer løftede youSee derfor sløret for, at de ville introducere en ny boks i 2016. Den nye PVR boks kommer officielt d. 18. april, og det overordnede budskab er, at boksen skal give en helt ny oplevelse.

Mange kanaler ændrede markedet

Konkurrencen er også ændret kraftigt siden 2008, da man for nogle år tilbage kun kunne få bestemte kanaler hos udvalgte udbydere, f.x. 3+, der kun var tilgængelig på parabol. I dag kan man hos stort set alle udbydere få samtlige kanaler.

Den nye PVR noks fra youSee


youSee forventer med et mere åbent marked, at der skal fokuseres på brugerdesign, altså en god kundeoplevelse, og samtidig en samlet løsning, hvor man får flere ting i hele sin pakke.

Løbende opdatering


En af de vigtigste elementer med den nye boks, er at der løbende vil komme opdateringer, som i så vidt omfang som muligt automatisk installeres. Boksen har været ude hos omkring 300 kunder allerede, så youSee starter ikke helt på bar bund, men har allerede fået lidt feedback og kritik.

Der er dog allerede en del funktioner, der mangler fra start, men de vil gennem opdateringerne blive tilføjet senere og youSee forventer opdateringer cirka hver 6 uge. Pt. er der ingen tekst-tv, ligesom man heller ikke kan sortere sine kanaler. Det er dog nogle af de første ting, som bliver tilføjet, ligesom man vil kunne sortere kanaler på sin tablet. En anden feature en del brugere sikkert vil efterspørge er multiroom. Det er heller ikke med fra start, men er igen en af de første ting som youSee vil integrere.

youSee’s oversigt over on-demand indhold



Fokus på on-demand


Ifølge youSee, stiger brugen af TV, selvom vi ofte hører, at flere og flere vælger streaming tjenester som Netflix til, og samtidig nedgraderer deres TV abonnement.

Så når youSee påstår at brugen stiger, er det primært on-demand indhold. Sidste år var det 25% af indholdet, som blev set on-demand og i 2019 forventer youSee, at det er over 50%. Derfor er en ny boks også vigtig, da måden vi ser TV på ændrer sig.

youSee ønsker, at kunderne skal have en god samlet løsning, der involverer det indhold som youSee allerede tilbyder. Der er synergi mellem den oplevelse man har på tablet og nu også i stuen på det store TV. Med den nye TV-boks vil on-demand TV blive en meget mere naturlig del af menuerne, uden at on-demand får sin helt egen menu. Når du ser live-TV vil der i TV oversigten vises relevante udsendelser som ligger i arkivet.

Boksen er som sådan ikke det vigtige, det er mere indholdet som youSee har lagt i et arkiv, men boksen er stadig et nødvendigt onde i 2016, så derfor forventer youSee at boksen skal ud til over 200.000 kunder.

Mere moderne hardware


Boksen har 8 tunere, således at man kan se 8 kanaler sideløbende. De 8 tunere skal bruges til hurtigt til at skifte mellem kanaler, men også optagefunktioner. Når man skifter til næste kanal går der omkring 200 milisekunder, hvilket er en klar forbedring i forhold til Samsung boksen og en del konkurrenters bokse. Men selv når man skifter til en kanal længere nede så sker skiftet på under 1 sekund, hvilket må siges at være hæderligt.

For at gøre skift mellem on-demand og live-TV så flydende som muligt, har boksen en 16GB buffer, som kun bruges til optagning af TV. Så starter man en udsendelse forfra, sker det relativt hurtigt. Dog vil der være en del pixelering i starten da båndbredden er lav og lige skal op i hastighed, men det er vi i forvejen vant til hos bl.a. Netflix.

Selve boksen har dog de fleste indgange, som man kunne ønske sig. Der er naturligvis HDMI, LAN og optisk, men ældre stik som scart og phono stadig er en mulighed. Der er også trådløs forbindelse til internettet, med den nyeste AC teknologi, hvilket er en positiv overraskelse, da det sikkert havde været billigere at bruge N-teknologien.

Fine forbindelsesmuligheder



Der er også et usb stik på bagsiden af boksen, som på et tidspunkt vil kunne bruges til at se feriebilleder og lignende materiale, dette kommer dog først i en senere opdatering. youSee har ingen planer om, at det skal kunne bruges som ekstra lagring, så kunder skal nøjes med de 1TB til optagelse.

Fjernbetjeningen er rigtig fin



Boksen er lavet af Humax og er relativt neutral i designet. Der er desuden intet display eller lignede nødvendigheder, så den kan godt gemmes væk. Fjernbetjening er lavet i Østrig af Ruwido, som også laver B&Os fjernbetjening og ligheden er slående. Der er helt naturligt nogle designforskelle og youSee’s fjernbetjening er da også lavet i plastik, men plastkvaliteten og ergonomien er helt i top, samtidig er der lidt vægt bag, så det føles ikke som en billig enhed. Samtidig er rækkevidden af IR modtager og sender lang og bred, så jeg oplevede ingen problemer med at en lysestage eller lignende småting forhindrede kanalskift. Fjernbetjeningen er en yderst positiv overraskelse.

Den venstre menu, som man ofte vil bruge




Ny brugerflade


Opløsningen på brugerinterfacet er 1080p, men youSee’s brugerinterface står skarpt selvom man har en UHD skærm. Det kunne dog have været mere fremtidssikret, hvis der også var mulighed for UHD grafik, men da indholdet endnu ikke er i den opløsning, mener youSee heller ikke at designet behøver være det.

Når man starter TV boksen, ser man stadig DR1, så der er ikke nogen nytænkende brug af boksen, men der er dog en fin menu i venstre side, som hurtigt giver adgang til live-TV og on-demand indhold.

Menuen viser live-TV, leje af film on on-demand indhold der bliver opdelt i film, serier og børn. Der er således hurtig adgang til de forskellige undertjenester og deres indhold. Når man navigerer rundt foregår det hurtigt og uden de store hak. Lidt hak er der dog, når der er meget grafik der skal hentes, men det er formentlig ikke noget hr. og fru Danmark vil bemærke.

On-demand menu



Trykker man menuen frem er det bygget meget op a la Netflix, TV2 Play og andre online tjenester, hvilket vil sige, at der er det mest populære først, hvad redaktionen anbefaler, samt opdeling af de forskellige typer tv-programmer. Så TV-boksen er kommet ind i det 21ende århundrede, men for visse bruger vil nok føles som at værende 5 år for sent. I USA overgik on-demand TV almindelig live-tv allerede i 2011, så på den led er vi også mindst 5 år bagud i Danmark.

Man kan naturligvis optage ved et tryk på optage-knappen, trykker man optag to gange optager boksen alle de relaterede udsendelser der kommer fremover. Vil man se alle afsnit af ”Undercover boss” er det dermed en fin måde at få al ens yndlingsindhold.

Der er et arkiv med en masse indhold som youSee selv har optaget, men det har en udløbsdato, da der løbende vil blive ændret i indholdet, så hvis der er noget, man som kunde er rigtig glad for bør man stadig optage det selv.

Konkurrerende apps’ indhold vil fremover også være en stor del af boksen og HBO Nordic og C-more er allerede integreret, mens der stadig arbejdes på indhold fra Netflix. Da man ikke skal åbne apps, men indholdet blot er integreret, er løsningen ganske elegant og når Games of Thrones kommer, skal man ikke frygte for ekstra ventetid, da indholdet er tilgængeligt med det samme.

Tablet styring


youSee har erkendt at vi bruger vores smartphones og tablets i højere og højere grad, så kanalsortering vil på et senere tidspunkt kunne gøres på tabletten. Boksen snakker desuden sammen med youSee app’en, så hvis man vil se en optagelse i køkkenet, så kan man pause boksen i stuen, og automatisk fortsætte på tabletten i køkkenet.

TV undermenu



Mange af boksens funktionerne findes allerede på youSee’s app, men youSee slår på, at kanalskift og optage-funktionen foregår væsentligt hurtigere end hvis man caster billedet fra sin tablet til Chromecast eller AppleTV.

TV oversigt



Brugerfladen har naturligvis også en TV-oversigt, som dog er lidt mere simpel, end dem vi ofte er vant til. Det skal give et mere elegant look og bedre overblik, men der er samtidig også færre informationer.

Prisen falder


For eksisterende kunder vil den nye boks koste 30kroner om måneden, mod 99kroner for den gamle. Dog er ikke alle funktioner, som skrevet, klar fra start. Derudover mister kunderne også youSees musiktjeneste da man ikke kan beholde den gamle boks. For nye kunder vil boksen ikke koste 30 kroner ekstra, da den vil være en del af de nye abonnementer.

Når multiroom kommer vil det være en sekundær boks, som ikke har 1tb harddisk, men blot bruger de informationer, som ligger på den primære boks. Det vil koste 99kroner, uanset om du har 1 eller 4 ekstra tv, dog er 4 ekstra mini-bokse det maksimale, men det burde også dække de flestes behov.

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Max afslører priser: Bliver dyrere uden reklamer

19 Apr 2024 |

Sonys 2024-funktioner kommer også til A95L (QD-OLED)

19 Apr 2024 |

'Auto-kalibreret' Prime Video-profil introduceres i Sony TV

19 Apr 2024 |

Første kig: Nintendo retro-spil på Apple TV 4K og TV via AirPlay

19 Apr 2024 |

Danske priser på 2024 Sony TV og lydprodukter

18 Apr 2024 |

YouTube vil blokere tredjeparts apps som SmartTube & NewPipe

18 Apr 2024 |