Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonNy iPad Pro får skærm med større farverum og "True Tone" - FlatpanelsDK

Ny iPad Pro får skærm med større farverum og "True Tone"

22 Mar 2016 | Rasmus Larsen |

Den nye, mindre iPad Pro minder på mange måder om sin storebror, men skærmen byder på signifikante nyheder. Apple springer fra det aldrende sRGB-farverum til det større DCI-P3, som Hollywood bruger. En ny ”True Tone”-funktion justerer skærmens farvetemperatur afhængigt af omgivelserne.

iPad Pro får DCI-P3 farverum

Der var ingen ny iPad Air på programmet ved gårsdagens præsentation. I stedet blev iPad Pro-familien udvidet og hvis navnet ”Pro” ikke cementeres af den kraftige A9X-processor, så cementeres det i hvert fald af skærmen.

DCI-P3 indeholder 25% flere farver end sRGB
Skærmen byder på større fremgang end de fleste formentlig havde forventet. Den mindre iPad Pro distancerer sig også fra storebroderen. Der er stadig tale om en 9.7" LCD-skærm med 2048x1536 pixels ligesom i iPad Air 2, men næsten alt derudover er forbedret.

Den vigtigste ændring er, at skærmen skifter fra det aldrende sRGB-farverum til et bredt farverum. Helt specifikt DCI-P3-farverummet (Digital Cinema Initiative), som er udviklet af Hollywood og som bruges til film i biografen og inden længe også på UHD Blu-ray-film.

DCI-P3 indeholder 25% flere farver end sRGB, særligt i de røde og grønne farveområder. I praksis gør det skærmen i stand til at gengive f.eks. Coca Cola-rød og overordnet bare flere af de farver, som det menneskelige øje kan opfatte. Det har stor betydning for folk, der arbejder med professionel videoredigering.

Det er værd at bemærke, at PC-skærme med understøttelse af DCI-P3 nemt kan koste over 10-15.000 kroner.

Apple introducerede også for nylig DCI-P3 farverum i iMac og er således ved at ændre hele kæden til at håndtere DCI-P3. Tv-skærme tager i disse år ligeledes skridtet til DCI-P3. Næste skridt, som ses i grafen ovenfor, er Rec.2020, der er branchens mål for år 2020.

iPad Pro


True Tone og færre reflektioner

En anden nyhed i iPad Pro er brugen af ”True Tone”, som Apple kalder det. Det er funktion, der adaptivt justerer farvetemperaturen på skærmen i forhold til lyset i omgivelserne.

For at forstå fordelen, så tænk på, at det menneskelige øje adaptivt justerer pupilen afhængigt af lyset i omgivelserne. Om aftenen åbner pupilen sig, mens den trækker sig sammen i kraftigt dagslys. Det menneskelige øje justerer ligeledes opfattelsen af farver afhængigt af farvetemperaturen i omgivelserne. Det er denne adaptive adfærd, som danner grundlag for ”True Tone”-teknologien i iPad Pro.

Den typiske stue oplyses f.eks. af kunstigt lys med en lav (gullig eller rødlig) farvetemperatur i aftentimerne. Derfor kan skærmen, ud over at blive mindre lysstærk, også med fordel justere farvetemperaturen ned. Apple bruger ”four-channel ambient light sensors” til at måle omgivelserne og justere skærmen løbende. iPad Pro understøtter også ”Night Shift”-funktionen, der er introduceret i iOS9.3.

iPad Pro


Samme teknologi bruges i visse tv-skærme, f.eks. B&O BeoVision Avant.

Apple proklamerer, at skærmen har ”lowest reflectivity of any tablet”. Den reflekterer ”40% mindre lys” end iPad Air 2. Den er samtidig ”25% mere lysstærk” end skærmen i iPad Air 2. Apple siger, at den kan udsende 500 nits lysstyrke. Kombineret vil disse faktorer gøre iPad Pro betydeligt mere velegnet til brug udendørs.

Apple har endnu ikke taget skridtet til OLED-skærme, men rygtet siger, at de så småt begynder i 2017 eller 2018. OLED vil i sig selv bidrage med betydelige forbedringer i billedkvaliteten, men det er vigtigt at holde for øje, at de teknologier, som Apple introducerer med iPad Pro, også vil kunne bruges i en OLED-skærm til at sikre bedst mulig billedkvalitet.

Grafikydelse som burde være i Apple TV

iPad Pro bruger A9X-chippen, der er Apple’s mest avancerede mobilprocessor. Selskabet lancerede som bekendt for nylig en ny Apple TV, der bruger den ældre A8-chip. Apple så med Apple TV bort fra både A9 og A9X på trods af at boksen tilsluttes hjemmets største skærm og har fokus på spil.

½ teraflops i grafikydelse fra A9X-processoren
Apple sagde ved gårsdagens præsentation, at A9X leverer ”½ teraflops i grafikydelse”. For at sætte det i perspektiv så leverer PS3 og Xbox 360 lige knap 250 gigaflops. Grafikprocessoren er således dobbelt så kraftig som sidste generation af spilkonsollerne. PS4 og Xbox One leverer imellem 1,3 og 1,8 teraflops.

Så hvorfor har Apple ikke indbygget samme processor i Apple TV-boksen? Det handler nok om timing, men om ikke andet, så er det hvad du kan se frem til i kommende Apple TV-bokse. Uanset om næste generation af Apple TV vil bruge en A9X eller en A10-processor, står det klart, at den lille boks, der trækker under 5W i brug, vil tage et stort skridt. Fremtidige versioner af bokse såsom Apple TV kan meget vel matche de dedikerede spilkonsoller i grafikydelse.

Den nye 9.7" iPad Pro skal koste:
  • 32 GB WiFi - 5.299,-
  • 128 GB WiFi - 6.699,-
  • 256 GB WiFi - 8.099,-
  • 32 GB WiFi + 4G - 6.399,-
  • 128 GB WiFi + 4G - 7.799,-
  • 256 GB WiFi + 4G - 9.199,-
  • Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

    Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

    Flere nyheder

    'Dune 2' kan nu købes og lejes i 4K Dolby Vision & Atmos – se priser

    16 Apr 2024 |

    Bekræftet: Disney+ får Europa League & Conference League i Danmark

    16 Apr 2024 |

    Streamingforbruget når nye højder Danmark

    16 Apr 2024 |

    Altibox udmelder store prisstigninger på tv-pakker

    16 Apr 2024 |

    DTS:X lander på Disney+ i maj med 18 Marvel-film og Queens-koncert

    15 Apr 2024 |

    Medie: Disney tæt på store fodbold-rettigheder i Danmark

    15 Apr 2024 |