Nvidia åbner Geforce Now; spilstreaming på tv-skærmen
01 Oct 2015 | Rasmus Larsen |
Nvidia kalder det ”Netflix for spil”. Med et månedligt abonnement til 79 kroner får du adgang til en række PC-spil på tv-skærmen via Nvidia Shield-boksen. Spillene skal ikke installeres på boksen for de streames, ligesom film streames fra Netflix. Du kan prøve tjenesten gratis i 3 måneder.
Geforce Now åbner i dag
Vi har allerede prøvet spiltjenesten i forbindelse med vores test af Nvidia Shield. I dag lancerer Nvidia officielt spilstreamingtjenesten under navnet Geforce Now (tidligere Nvidia GRID). For at bruge tjenesten skal du eje en Nvidia Shield tv-boks, tablet eller bærbar.
Vi har traditionelt været vant til at spil skal installeres på spilkonsoller. Nvidia tror dog på, at spil kan streames, ligesom vi streamer film og tv-serier. Ved at placere store datacentre rundt omkring i verden kan Nvidia afvikle nærmest ethvert spil og med lanceringen i Europa har de etableret yderligere to datacentre. Fra du trykker ”play” til du er i gang går der typisk 30 sekunder, siger Nvidia.
Spillene leveres i op til 1080p og 60 billeder per sekund, ligesom på spilkonsoller, men det kræver en hurtig og stabil internetforbindelse. Nvidia anbefaler 10 Mb/s til SD-kvalitet, 20 Mb/s til 720p og 60fps og 50 Mb/s til 1080p og 60fps.
I abonnementet til 79 kroner per måned indgår spil såsom Dirt 3, Batman: Arkham Origins/Asylum/City, The Witcher 2, F.E.A.R. 3 og flere Lego-spil. Det er også muligt at købe nyere spil særskilt. De streames også. I butikken finder man titler såsom The Witcher 3, Mad Max, MotoGP15 og Middle-Earth: Shadow of Mordor.
Nvidia er ikke alene. Sony tror ligeledes på, at fremtiden indenfor spil er streaming. De er ved at rulle deres PlayStation Now-spiltjeneste ud, som vil virke på tværs af tv-bokse og Smart TV fra flere forskellige producenter. En anden spiltjeneste kaldet GameFly blev for nylig lanceret i Danmark.
Geforce Now er åben nu og du kan prøve den gratis i tre måneder, hvis du ejer et af Nvidia Shield-produkterne. Som altid får vi danskere lov til at betale ekstra. I USA koster tjenesten $8 dollars, mens den i Danmark rammer 79 kr. per måned.
Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev
Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.