Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonEt kig på OnLive & Spotify på Philips' Android-tv - FlatpanelsDK

Et kig på OnLive & Spotify på Philips' Android-tv

12 Sep 2014 | Rasmus Larsen |

Vi havde en god halv time i selskab med Philips’ Android-skærme, som på IFA blev udvidet med nye topmodeller, en buet skærm og billigere skærme. Vi prøvede bl.a. OnLive-gaming og Spotify og her er vores oplevelser. Philips bekræftede desuden, at nuværende modeller ikke får Google’s Android TV til foråret.

Android giver muligheder på tv’et

Vi har allerede delt vores indledende oplevelser med Philips Android Smart TV, og på IFA fik vi lidt mere tid i selskab med dem; ikke mindst muligheden for at se og prøve den nye OnLive-spildel og Spotify-app’en.

OnLive er et interessant koncept. Her streamer man spillene, ligesom man streamer film på Netflix, i stedet for at installere dem, som man kender det fra spilkonsollen. Det betyder i praksis også, at man helt kan droppe spilkonsolboksen. Men hvordan fungerer det så?

Philips


OnLive er i store træk ligesom Sony’s nye PlayStation Now-tjeneste, som netop nu er ved at rulle ud i USA. Med tjenester som disse, styrer man spillet med en spilcontroller, ligesom man er vant til, men alfa omega er, at der ikke er forsinkelse når man trykker på knapperne. Ligesom PlayStation Now er OnLive fuldt ud brugbart. Hvis man virkelig anstrenger sig, kan man mærke en lille forsinkelse på tryk, men det kan også skyldes det pressede internet på messerne. Både Sony og OnLive siger, at man hellere ofrer billedkvaliteten end forsinkelse på signalet.

Men hvad så meget billedkvaliteten? Både Sony og OnLive lover ”konsolkvalitets” spil og det ser da også ganske godt ud. Grafikken skalerer op og ned ift. hastigheden på din internetforbindelse, men har du for langsomt internet, kommer du slet ikke i gang.





Koncepter såsom OnLive kommer nok ikke til at erstatte spilkonsoller såsom PlayStation og Xbox lige foreløbigt, men det fungerer og vil givetvis appellere til de mere sporadiske gamere, lidt á la hvordan spil er blevet populære på smartphones.

Philips Android-skærme er også de første til at få Spotify Connect. Det smarte ved Connect er, at selve app’en overtager musikstreamingen direkte til serveren. Så selvom du har startet musikken på telefonen og efterfølgende har sendt musikken over på tv-skærmen, så kan du reelt slukke telefonen eller gå ud af rummet, uden at musikken stopper. Det fungerede fint.

Philips


OnLive og Spotify demonstrerer ikke mindst mulighederne i Android-platformen på en tv-skærm. Som mange Android-brugere allerede ved fra deres telefon, så findes der et utal af Android-apps i Google Play-butikken. Det er reelt disse apps som Philips’ tv-skærme skyder op i stort format. Udviklerne af apps har ikke nødvendigvis udviklet dem med tv-skærmen for øje, men mange af dem virker alligevel. De apps som decideret kræver brug af touch-skærmen er ikke mulige at hente på Philips’ Android-skærme.

Nuværende tv får ikke Android TV

Du har muligvis allerede hørt, at Google i 2015 lancerer Android TV - en udgave af Android, som er udviklet specifikt til tv-skærmen. Det betyder bl.a. at touch-skærme er out, at brugerfladen i apps skal kunne læses fra 3-4 meter, at alt skal kunne styres med en remote og at f.eks. streamingtjenester skal begynde at levere HD-kvalitet.

I dag bruger Philips Android 4.2.2 – altså reelt Android-versionen til tablets, som så blæses op i stort format på tv’et. På IFA bekræftede Philips definitivt, at de nuværende tv-modeller med Android ikke vil kunne opdateres til Google’s Android TV næste år. Man skal i stedet købe en 2015-skærm med ”Android TV” eller Philips’ opgraderingsboks (gratis til ejere af 8000 og 9000 UHD-serierne) til den tid.

Philips kalder den nuværende Android-platform en blød mellemvej i overgangsfasen fra deres gamle Smart TV platform til Android TV som styres med hård hånd af Google – ikke Philips. Uanset hvad, kan det dog være en svær pille at sluge for nuværende købere, at de allerede næste år har et tv baseret på en platform, som reelt er ved at blive udfaset. Det er desværre en uheldig generel trend blandt tv-producenterne i dag.



Flere nyheder

8K Ultra HD logo

Første 8K Ultra HD logo præsenteret

18 Sep 2019 | Rasmus Larsen |
Peacock

NBCUniversals streaming-tjeneste døbes Peacock

18 Sep 2019 | Rasmus Larsen |
Philips Hue HDMI Sync box

Ny boks synkroniserer Philips Hue-lys med dit TV

18 Sep 2019 | Rasmus Larsen |
Sony Android TV

Android TV i 2020 & 2021: Google Stadia, 'hero enhed', flere reklamer

17 Sep 2019 | Rasmus Larsen |
Disney+ videogennemgang

Video: Sådan virker Disney+

17 Sep 2019 | Flatpanels |
TV2 Charlie

YouSees tv-pakker i 2020: Mere sport, mere TV2 Charlie, Discovery ude i kulden

17 Sep 2019 | Rasmus Larsen |
YouSee i 2020

YouSee: TV2 Play i Bland Selv, nye aftaler med Nordisk Film & C More

17 Sep 2019 | Rasmus Larsen |
Disney+ i Danmark

Dansk Disney+ står til at koste 59 kr/md.

17 Sep 2019 | Rasmus Larsen |