iOS7 med spil-controllere
Apple iOS7 understøtter rigtige spil-controllere

12 Jun 2013 | Rasmus Larsen |

Apple afslørede deres nye styresystem, iOS7, til iOS-enheder i mandags. En af nyhederne som var gemt i fodnoterne var, at Apple nu åbner for rigtige spil-controllere, som de kendes fra spilkonsollerne. De kan bruges til at spille spil via Airplay, men fortæller muligvis også noget om fremtidsplanerne for Apple TV som egentlig spilkonsol.

Kan bruges via Airplay

Umiddelbart giver det ingen mening at sidde med en lille, fnidret mobilskærm og styre spilløjerne med en spil-controller. Men kombinerer man det med Apple TV-boksen og Airplay, kan man i stedet få spillet op på tv-skærmen, hvor en spil-controller vil give en spilkonsol-agtig oplevelse. Flere iPad-spil understøtter allerede muligheden for Airplay, herunder bilspil. I de nuværende spil bruges en iPhone eller iPad til at styringen.

AirPlay på Apple TV klarer nu multi-player spil
AirPlay gør det muligt at spille spil fra en iPhone eller iPad på tv-skærmen via Apple TV-boksen


Hidtil har Apple ikke understøttet rigtige spil-controllere, men det ændres med iOS7, hvor Apple åbner en såkaldt API op, som udviklere kan programmere deres spil efter for at tillade brugen af spil-controllere. Apple gør også spil-controllere en del af deres MFi-licensaftale, der i dag bruges når f.eks. en producent vil lave en officiel iPod-dock eller Airplay-højttaler. I korte træk vil det betyde, at tilbehørsproducenter, som dem der allerede laver spil-controlleren til PlayStation og Xbox, vil kunne blive certificeret som officielle Apple-partnere.

Apple Joystick
Apple åbner op for understøttelsen af spil-controllere i iOS7. Her ses specifikationen, der er sendt ud til udviklerne


Apple ser da også ud til at skelet til PlayStation og Xbox i forhold til spil-controlleren. Apples dokumenter beskriver således en ret typisk spilcontroller med to analoge joystick, fire knapper i højre side, piletaster i venstre side og to eller fire knapper øverst. Der er angiveligt prototyper til stede på WWDC-konferencen i disse dage.

Kan være brik i fremtidsplaner

At Apple har lavet så markante ændringer under overfladen i iOS7-styresystemet sætter spekulationerne i gang. Flere peger således på, at det kan være en brik i et større puslespil, hvor Apple TV-boksen – eller måske endda et ægte tv fra Apple – får tv-apps, som det kendes fra iPhone og iPad. Apple TV-boksen kører allerede en modificeret form af iOS-styresystemet.

Åbnes der for tv-apps på Apple TV, samtidig med, at der åbnes for understøttelsen af spil-controllere, kan markedet for spil på tv-skærmen eksplodere, ligesom det er sket på mobilfronten. Apple TV-boksen har naturligvis ikke samme hestekræfter som de rigtige spilkonsoller, men de strømbesparende grafikprocessorer i mobile enheder bliver kraftigere hurtigt. Grafikchippen i iPad 4 kan således klare næsten 80 gigaflop per sekund (iPad kunne klare cirka 3 gigaflop per sekund). Til sammenligning kan Xbox 360 klare 240 gigaflop per sekund.

På sigt kan Apple TV-platformen således udvikle sig til en decideret spilkonsol, foruden de andre muligheder. Der vil givetvis være tale om mindre ambitiøse spil i starten, men med tiden kan den melde sig på banen som en ægte udfordrer på spilkonsolmarkedet.

Apple ser i hvert fald ud til at have taget første skridt ved at åbne for spil-controllere.

- Kilde: Apples developer portal & Touch Arcade



Flere nyheder

Billigste tv-pakke

Guide: Den billigste tv-pakke (2019) - opdateret

14 Jun 2019 | Flatpanels |

Nyt DRTV får tv-kanaler på Smart TV, kan udvides til set-top-bokse

14 Jun 2019 | Rasmus Larsen |
UEFA.tv

UEFA.tv lanceret som gratis streamingtjeneste

14 Jun 2019 | Rasmus Larsen |
Sony AG9 OLED

Sony AG9 OLED udråbt til 'King of TV' ved 2019 TV Shootout

14 Jun 2019 | Rasmus Larsen |
The Wall Luxury

Samsung lancerer 'The Wall Luxury' microLED-skærme næste måned

13 Jun 2019 | Rasmus Larsen |
Stofa MitTv lukker

Stofa dropper frit-valg TV

13 Jun 2019 | Rasmus Larsen |
Boxer TV

Boxer hæver prisen med 50 kr/md. 8 måneder efter sidste prisstigning

13 Jun 2019 | Rasmus Larsen |
Xbox logo

Næste generation Xbox får disc-drev

13 Jun 2019 | Rasmus Larsen |