Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Acer S243HL - FlatpanelsDK

Test: Acer S243HL

25 Jan 2010 | Rasmus Larsen |


Acer S243HL – tynd skærm med LED

Acer S243HL (S243HLbmii) kandiderer til den tyndeste skærm på markedet overhovedet, og med sine 15 mm syner den heller ikke af meget på skrivebordet. Alligevel har man fået plads til 24 tommer, 2 HDMI og Full HD opløsning.

Med sit LED backlight forbruger S243HL også noget mindre strøm end tidligere modeller fra Acer. Men hvordan klarer Acer S243HL sig i konkurrence med omverdenen? Er den fremadstormende producent klar med et produkt, som rent faktisk leverer på billedkvaliteten? Det undersøger vi i anmeldelsen her.

Panelstørrelse:24"
Opløsning:1920x1080
Responstid:2 ms (g2g)
Kontrastforhold:8.000.000:1
Lysstyrke:250 cd/m²
Farveunderstøttelse:Op til 16.2 millioner farver
Farvespektregengivelse:72 % af NTSC
Signal processering: 6 bit per farve
Betragtningsvinkler (H/V):170°/160° (kontrasttab 10:1)
Panelnummer (Type):TN
Vægmontering:
Størrelse (HxBxD): 59.6cm x42.5m x 19.2cm (uden fod)
Vægt:6,5 kg
Justeringsmuligheder

Tilt
Swivel
Højde
Pivot
Indbyggede højttalere:
Indgange
VGA
DVI
DisplayPort
Audio (type)
SCART
S-video
Komposit
Komponent
HDMI (2 indgange)


Pris og forhandler:



De første indtryk

Acer S243HL er blot 15 mm på sit tyndeste sted og det er imponerende. Hemmeligheden bag det slanke design er anvendelse af LED, hvor man har anvendt metoden kaldet Edge LED. Edge LED betyder, at dioderne (LED) er placeret langs siderne af LCD panelet i stedet for bagved.

Acer S243HL


En af mine første tanker efter jeg så S243HL første gang, gik på om vægmontering er en muligheden. For godt nok er skærmen tynd, men foden ser ud til at indeholde nogen af elektronikken.

Acer S243HL


Jeg fik ret i mine anelser, for skærmen kan ikke stå alene. Den kræver elektronikken i foden til at fungere, og det er også i foden der, at indgange og udgange er placeret. Foden indeholder desuden en højttaler.

Acer S243HL


Foden tillader ganske få ergonomiske indstillinger med sin tilt-indstilling. Til gengæld skaber fod et solidt grundlag da den er udført i metal, og Acers materialevalg bør roses.
Acer har også placeret knapperne til navigering i skærmens menuer på foden. De er pænt integreret, men er lavet i et gråt metal-look, frem for rigtigt metal. I siden af knapperne sidder en række diode-lamper, som giver et fancy blåt lys. Det kan dog slukkes.

Acer S243HL


Acer S243HL har to HDMI indgange og en D-SUB (VGA). Det betyder, at den nemt kan tilsluttes f.eks. en PlayStation 3 eller en Blu-Ray afspiller.

Skærmens menu tillader følgende indstillinger: brightness, contrast, colour temperature samt en RGB (rød, grøn, blå) indstilling.

Effektforbrug


Sammenlign strømforbruget på tværs af fladskærme vha. vores nye interaktive applet her: Sammenlign strømforbug på fladskærme

Målingerne for Acer S243HL ses herunder:

Out-of-Box (gns)Efter kalibrering (gns)
Standbyforbrug1,0 W1,0 W
Pc brug22,5 W19,3 W



Acer S243HL forbruger lige over 19 W efter kalibrering. Det er det laveste vi endnu har målt på et PC monitor – endda mindre end på LGs 22” W2286L, der også gør brug af et LED backlight.

Forud for testen


Bemærk at skærmen gennem testen, testes der med DVI tilslutning. Grafikkortet er et Geforce 7900GTO.

Skærmen vil blive testet og vurderet ud fra monitorTest her på siden, som nu er blevet udviklet til at erstatte mange af de funktioner, som man finder i andre skærmtestprogrammer. Herefter testes den i praksis i alt lige fra tekstbehandling til hurtige spil.

Billedkvalitet med LED og S243HL


Introduktionen af LED har givet PC monitors et nyt opsving, og betyder, at vi for første gang i lang tid ser lidt innovation på PC skærmene. Ved at benytte LED (dioder) som baggrundsbelysning i skærmene i stedet for lysstofsrør, kan man dels sænke strømforbruget, dels skabe langt tyndere skærme. LED er også hemmeligheden bag det tynde design på Acer S243HL, men hvad har LED rent faktisk at sige for billedkvaliteten? Det undersøger vi i dette afsnit.

Læs desuden vores artikel om de forskellige typer af LED fladskærme.

Her en indledende måling af Acer S243HLs billedkvalitet i standard-indstillingerne.

Acer S243HL


For de nye opsummerer jeg, hvordan man skal forholde sig til grafen:

Det første tal ud fra hver linje i venstre side angiver det man kalder delta værdien. Hvis du ikke kan huske hvad det er fra din fysikundervisning på gymnasiet eller folkeskolen, så er delta en forskel mellem to ting. Delta i dette tilfælde er altså forskellen mellem den viste farve på skærmen og den ønskede farve på skærmen (fra grafikkortet eller anden kilde).

  • En deltaværdi på over 2 giver en synlig forskel i farverne.
  • Deltaværdier op i mod 4-5 giver deciderede forkerte farver.
  • Delta på mellem 1 og 2 giver gode farver om end ikke helt korrekte.
  • Delta værdier på under 1 giver meget tæt på perfekte farver, hvor vi naturligvis går mod 0 for det bedste resultat man kan opnå.
  • Alt mellem delta 0 og 1 er stort set ikke synlige ændringer for det menneskelige øje.

    Acer S243HL har bestemt ikke det værste out-of-box billede jeg har set, og S243HL klarer sig faktisk bedre end den typiske skærm fra Samsung og LG.

    Alligevel er gamma konsekvent lidt for lav og går fra 1,95 i de lyse nuancer til 2,15 i de mørke. Det betyder, at farverne også konsekvent er en anelse for lyse og kraftige.

    Acer S243HL rammer derimod farvetemperaturen som vi sigter efter (6500 Kelvin) nogenlunde præcist og det er et plus. Lysstyrken er en anelse for høj ved 185 cd/m2, men det er ikke kritisk og giver et pænt og behageligt billede.

    Læs mere om hvad udtryk som farvetemperatur og gamma betyder for billedkvalitet i praksis i denne artikel: Hvordan ser det forkerte billede ud?

    Jeg forsøgte nu at kalibrere billedet.

    Acer S243HL



    Efter min kalibrering nåede jeg frem til et bedre resultat. Gamma er nu præcis og det betyder, at også farverne er mere naturlige og præcise. Jeg har bevidst sænket lysstyrken en anelse.

    Her er indstillingerne, som jeg foretog i forbindelse med min kalibrering:


    Efter kalibrering
    Brightness:48
    Contrast:50
    Colour temp:User
    RGB:
    • Red:71
    • Green:81
    • Blue:71



    Jeg har sænket lysstyrken på skærmen og forsøgt at rette gengivelsen af farverne en anelse vha. RGB (rød, grøn, blå) indstillingerne. Du kan med fordel overføre disse indstillinger til din Acer S243HL.

    I praksis er billedet pænt på Acer S243HL. Der er hentet forbedringer efter min kalibrering, men Acer S243HL har også et tilforladeligt billede direkte fra kassen – noget der er sjældent på skærme i denne prisklasse baseret på TN panelerne.

    Farverne har en pæn nuancering og flydende gradienter fra eksempelvis rød til sort, gengives pænt med kun få fejl. Man fornemmer, at sort mangler en anelse dybde, hvilket giver udslag i de helt mørke filmscener eller i aftentimerne bag skærmen.

    Jeg har målt gengivelsen af sort herunder:

    Out-of-BoxEfter kalibrering
    Sortniveau0,19 cd/m20,16 cd/m2
    Brightness (lysstyrke)185 cd/m2132 cd/m2
    Kontrastforhold974:1825:1
    Kontrastforhold angivet med en usikkerhed på +/- 50



    Sort er ikke den dybeste jeg har set på en PC skærm. Alligevel performer Acer S243HL noget bedre end den direkte konkurrent i Samsungs XL2370 model, der efter kalibrering opnåede 0,24 cd/m2 i sort.

    Sort forbliver dog en svagt gråligt på Acer S243HL, og 0,16 cd/m2 er et stykke til den ideelle gengivelse af sort på 0,0 cd/m2.

    Evnen til at skelne forskellige mørke nuancer fra hinanden (shadow detail) er derimod god. Jeg kan skelne stort set alle mørkegrå nuancer fra hinanden i vores testprogram monitorTest.

    Endeligt har jeg undersøgt for det fænomen der kaldes clouding / backlight bleeding, som angiver det forhold, at der slipper mere lys igennem i f.eks. skærmens hjørner.

    Acer S243HL


    Acer ikke udbredt tendens til clouding. Kameraet foreslår en svag tendens til ujævnt lys i skærmens bund, men det skyldes den vinkel billedet er taget fra og TN panelet i skærmens betragtningsvinkel.

    Responstid og spil

    Responstiden er ikke blandt de hurtigste på markedet, og Acer S243HL lider under Overdrive slør. Overdrive slør tegner en hvid ”glorie” omkring bevægende objekter i modsætning til traditionelt slør, hvor det bevægende objekt blot slører til. Jeg har illustreret det herunder vha. to billeder fra spillet Counter-Strike.

    OVerdrive trailing


    Til venstre ser du overdrive slør. Bemærk den hvide slør-effekt, som er noget mere synlig end på billedet til højre, som illustrerer traditionelt slør.

    Acer S243HL trækker også en anelse traditionelt slør. Acer S243HL er imidlertid baseret på et TN panel og det gør den også hurtigere end skærme med IPS (f.eks. Dell 2209WA og Dell U2410) og PVA (f.eks. Samsung F2380 og Eizos skærme), men den rækker ikke til de allermest kritiske gamere og de hurtigste spil.

    Acer S243HL går dog fint an til mere sporadisk spilbrug og film.

    Film og betragtningsvinkler

    Da Acer S243HL er baseret på et TN panel, er betragtningsvinklerne også begrænset. Farver mister intensitet fra vinkler, og kontrasten falder.

    Jeg har taget billeder af betragtningsvinklerne på Acer S243HL herunder:

    Acer S243HL


    Acer S243HL


    Og nedefra, hvor TN panelerne har største problemer:

    Acer S243HL



    Konklusion

    Acer S243HL har været på slankekur og er blandt de absolut tyndeste PC skærme på markedet i dag. En del af elektronikken og flyttet ned i foden. Det er naturligvis en plausibel løsning, men det gør, at skærmen ikke kan vægmonteres.

    Billedkvaliteten bærer præg af lidt for kraftige farver fra start af, men alligevel præsenterer Acer S243HL et billede, der ikke er overmættet og i ubalance i samme grad, som mange PC skærme. I forhold til seneste XL2370 model fra Samsung, præsterer S243HL et noget bedre billede direkte fra kassen.

    Responstiden er dog ikke den hurtigste jeg har målt, og de allermest kritiske spillere bliver ikke tilfredsstillet. Gengivelsen af sort er ikke den dybeste jeg har målt, men dog bedre end på f.eks. Samsung XL2370. Betragtningsvinklerne er også begrænsede, som det opleves på alle andre skærme baseret på TN paneltypen.

    Alligevel synes jeg Acer S243HL er et fint bud til allround brug eller kontor-opgaver med sit solide materialevalg, sit lave strømforbrug og billede, der er i god balance. Acer S243HL er dog ikke den oplagte skærm til hverken grafisk brug eller de helt krævende spil.

    PositivNegativMålgruppe
    Standard-indstillinger giver naturligt billedeResponstidKontor/Allround brug
    Lavt strømforbrugGengivelse af sortMultimedia
    Stabil skærm og solidt materialevalgBetragtningsvinklerSporadisk spilbrug
    Elektronik sidder i foden


    Pris og forhandler:


    ---


    Har du har konkrete spørgsmål eller tilføjelser henvises du til denne tråd i forummet, hvor skærmen kan diskuteres: http://www.flatpanels.dk/flatforum/viewtopic.php?t=14608
  • Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

    Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

    Flere nyheder

    Nye EU-regler tvinger producenten til at reparere efter garantien

    24 Apr 2024 |

    Sonys gratis-kanaler med reklamer klar på LG TV i Danmark

    24 Apr 2024 |

    Max-rabatkunder beholder 4K lidt længere

    24 Apr 2024 |

    SkyShowtime er i dag blevet både billigere og dyrere

    23 Apr 2024 |

    Meta åbner Horizon OS for andre headset-producenter

    23 Apr 2024 |

    Viaplay: Reklamepakke og ny indsats mod kontodeling til sommer

    23 Apr 2024 |