Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonBag kulisserne hos B&O - FlatpanelsDK

Bag kulisserne hos B&O

08 Oct 2009 | Rasmus Larsen |

Læs også mere om BeoVision 10 her og vores anmeldelse af BeoVision 8 her

FlatpanelsDK havde taget turen til B&Os hjemby, Struer, hvor vi havde fået eksklusiv mulighed for at komme ind bag lukkede døre i B&Os såkaldte Media Room. Det er i Media Room B&O arbejder med al udvikling, test og fintuningen af deres Tv samt billedkvalitet i bred forstand.

Denne mulighed kunne vi naturligvis ikke forpasse, for hvem vil ikke gerne bag kulisserne hos en af de producenter, der arbejder dedikeret med billedkvalitet? Ind bag kulisserne, der hvor alle kameraer er bandlyst? Vi trådte ind i Media Room og her får FlatpanelsDKs brugere lov til at kigge med.

B&O Media Room
B&O


Media Room - hvor mirakler fødes

B&O har lanceret en række legendariske billedrørs-Tv og senere hen har man kastet sig ud i arbejdet med LCD og plasma skærme. Men hvad ligger der egentlig til grund for arbejdet med BeoVision og hvordan har man udviklet 100 Hz systemet på BeoVision 8? Disse svar kan Media Room kaste lys over, og det var netop hvad Ben Verbraak og Per Bennetsen fra B&O havde lovet os.

Ben Verbraak er B&Os teknologichef og Per Bennetsen er den ansvarlige for Media Room. Vi har altså her fat i to herrer, som er helt tæt på B&Os udvikling.

Media Room er ikke bare et almindeligt lokale med en masse udstyr. Det er selve symbolet på B&Os dedikerede arbejde med billedkvalitet. Det er her B&Os mirakler bliver til og hvor alle B&O Tv skal igennem før de er klar til stuerne rundt om i verden. Det er også her man arbejder med selve billedteknologierne såsom 100 Hz, og dette fik vi oplevet ved selvsyn lidt senere på dagen.

B&O Media Room
B&O Media Room


FlatpanelsDK fik lov til at kigge med i Media Room for billedkvalitet, men tilsvarende findes der også to andre for henholdsvis B&O lyd og B&Os linksystemer. Rummene arbejder uafhængigt af hinanden og al hvad der hedder lyd og musik er bandlyst i rummet for billedkvalitet for at holde 100 % fokus.

Rummet kan simulere stort set enhver situation ved hjælp af blandt andet lyskontrollerede omgivelser og ”elektroniske gardiner”. Man kan simulere kraftig sollys med en lyskanon, en kold efterårsmorgen eller en lys forårsdag. På den måde sikrer man sig, at alle Tv kommer ud for typiske forbrugssituationer.
B&O kan tilmed sende fuldstændig ukomprimerede HD signaler til skærmene og ligeledes selv bestemme komprimeringen heraf. Der findes også et hav af forskellige maskiner, såsom VHS, Beta, Blu-Ray osv. Kort sagt alt hvad man kan forestille sig at proppe ind i et Tv.

B&O Media Room
B&O


Arbejdet i Media Room tager både en teoretisk teknisk tilgang til billedkvalitet og en praktisk tilgang til billedkvalitet. B&O lægger stor vægt på, at billedkvalitet også opleves og nydes og heraf opstår arbejdet med referenceskærme og blindtests. B&O har referenceskærme stående helt tilbage fra den spæde billedrørstid og der oprettes også reference fladskærme til brug i senere sammenhæng. En del af arbejdet med billedkvalitet understøttes også af blindtest, dels i sammenligninger med Tv fra andre producenter, dels i forhold til billedkvalitet generelt. Her tager man typisk tilfældige hverdags-forbrugere ind og vurderer billedet.

Media Room har således en vigtig funktion i B&Os arbejde med Tv og billedkvalitet og det er besnærende at opleve på egen krop, hvor stort et arbejde der lægges i B&Os fladskærme. Lad os prøve at dykke lidt dybere ned i hvad man mere konkret arbejdet med hos B&O.

B&O Media Room
B&O


Billedkvalitet er mange ting

B&O erkender, at arbejdet med billedkvalitet har ændret sig radikalt efter overgangen til digitale signaler og ikke mindst fladskærmsrevolutionen. Hvor 100 Hz på billedørs-Tv betød ét, betyder det noget helt andet på LCD skærme. Det ændrer dog ikke B&Os minutiøse tilgang til tingene, og selv om vi nu er ovre i en digital verden, så er der om muligt endnu flere aspekter at tage hensyn til i udviklingen af fladskærme. B&O uddyber.

B&O VisionClear
B&O VisionClear optimerer billedet


En af hemmelighederne bag B&Os fladskærme hedder VisionClear. VisionClear er hjernen bag galskaben og den som skaber billedkvalitet ud over det ordinære. Uden vi fuldstændig skal udpensle VisionClears tekniske bagland, så prøver vi herunder at kigge lidt på, hvad det egentlig er for en størrelse.

VisionClear håndterer hele processen fra man det punkt hvor man putter noget ind i skærmen til det tidspunkt hvor det vises til brugeren. Her håndteres faktorer som kontrast, farvegengivelse, skalering (af forskellige opløsninger) og meget mere.

B&O VisionClear
B&O BeoVision


Man kan selvfølgelig argumentere for, at denne del er blevet overflødig i takt med overgangen til digitale signaler, men som B&O nævner er der stadig masser af fejlkilder, såsom komprimering, de-interlacing og så er en del signaler stadig analoge. Der findes også forskellige metoder at modtage Tv på og de skal håndteres forskelligt.

VisionClear systemet arbejder ud fra princippet ”more is better”, hvor udtrykket relaterer sig til selve de individuelle faktorer af billedkvalitet, såsom responstiden, kontrasten, skarpheden mv. Jo tættere man kommer på den optimale gengivelse af hver individuel faktor, desto bedre bliver den generelle billedkvalitet, som netop er skabt af disse faktorer.

VisionClear er den primære grund til at B&O er i stand til at levere billedkvalitet med så høj detaljegrad, skarphed og flot farvegengivelse. VisionClear er i andre ord hjernen i hele systemet. Bag VisionClear ligger andre afhængige systemer, så lad os prøve at dykke endnu længere ned.

Proprietær 100 Hz teknik

B&O har lagt både sjæl og tårer i udviklingen af 100 Hz og det kan måske synes banalt, når efterhånden alle producenter har et 100 Hz system på deres fladskærme, der har til formal at gøre billedet mere flydende og opretholde detaljegraden, når der er bevægelse.
Men B&Os 100 Hz er mere end hvad der møder øjet. Det er et proprietært 100 Hz system, der tilpasser graden af udglattende og slør-reducerende teknikker i forhold til indholdet på skærmen. Den B&O patentbeskyttede 100 Hz variant er derfor mere end hvad andre producenter praler med. B&O uddyber.

B&O 100 Hz
B&O 100 Hz


Grundlaget er bygget op omkring real-life eksperimenter, hvor B&O trækker forsøgspersoner ind i Media Room. I forbindelse med disse eksperimenter fandt man ud af, at den oplevede film-judder i høj grad er afhængigt af hvor lyse billederne på skærmen er. Meget kontrastrige billeder synes at hakke uden 100 Hz, mens kontrastfattige billeder bliver mere slørede uden 100 Hz. Man har således to aspekter at forholde sig til; hak i billedet og slør i billedet. Dette må man derfor også nødvendigvis tage hensyn til i forhold til 100 Hz teknologien.

B&O demonstrerede deres 100 Hz ved en opstilling med henholdsvis to 100 Hz LCD-TV og et 50 Hz Tv. Netop forskellen mellem hvornår man oplever hak og hvornår man oplever udtværede billeder er slående. Prøv selv derhjemme. Slå 100 Hz fra og vis så et billede der panorerer – først med høj kontrast i skærmens billedmenu, dernæst med lav kontrast.

B&O viste tilmed hvordan selve optagelserne har meget at sige for effekten af 100 Hz og 200 Hz systemer. Nogle optagelser er simpelthen optaget ved en så lav shutter-speed (lukkehastighed i kameraet), at de per natur har slør på bevægelse. Man skal huske at skelne mellem selve udsendelsen og Tv’et, for i disse tilfælde er Tv’et ikke skyld i sløret på bevægelse – og end ikke 100 Hz eller 200 Hz systemer kan eliminere sløret på bevægelse og panoreringer på skærmen.

B&O BeoVision 8-40
B&O BeoVision 8-40


Bang & Olufsens 100 Hz system er blandt andet integreret i BeoVision 8, som vi netop har anmeldt i 40 tommer versionen, BeoVision 8-40. Her taler vi også mere om hvordan 100 Hz systemet klarer sig i praksis.

BeoVision - mere end et Tv

B&O har altid arbejdet målrettet mod optimal lyd og billede, men stræber også mod, at både højttalere og Tv skal levere mere end blot lyd og billede - det skal være en oplevelse. Man skal fascineres og fortrylles og derfor erkender B&O også, at billedkvalitet skal tilpasses forbrugerens krav.

B&O er mere end et Tv
B&O er mere end et Tv


I vores anmeldelse af BeoVision 8-40 savnede vi muligheden for at ramme farvetemperaturen 6500 Kelvin, der er reference for mange tv-produktioner og biograf-film, og som giver et varmt og lidt rødglødet billede. B&O sigter i stedet mod 8500 Kelvin, som giver et lidt koldere og blåligt billede.

Vi fik B&O til at uddybe denne tilgang til billedkvalitet og den lidt højere farvetemperatur er en bevidst handling fra B&O, og blandt andet et direkte afkom af B&Os mange forbruger-test og blindtests. Man lytter således til brugeren bag skærmen, men i samme omgang kom man ind på en spændende vinkel på det. Faktisk har test vist, at de asiatiske lande foretrækker endnu højere farvetemperatur end de europæiske lander.

B&O lyssensor
B&O


B&O fortæller ydermere, at farvetemperatur også opleves forskelligt i forhold til omgivelsernes lys. Det er et kendt faktum og du oplever det formentlig selv, når du arbejder foran PC skærmen. Forskellige lokaler og forskelligt lys, kan give forskellige oplevelser af billedet.

Men hvad betyder det så for billedkvaliteten? At man skal tilpasse tingene dynamisk i forhold til omgivelserne eller indholdet på skærmen? For B&Os vedkommende er svaret ja, og vi fik også demonstreret dette på overbevisende vis. Læs hvordan i afsnittet herunder.

B&O adaptiv billedkvalitet
B&O adaptiv billedkvalitet


Adaptiv billedkvalitet

B&O arbejder med billedet ud fra forskellig adaptiv og dynamiske systemer. Dårlige analoge signaler får således tilført lidt ekstra kunstig skarphed og sortniveauet kan forbedres lokalt i billedet - lidt á la local dimming princippet på LED-TV.

B&O pixels
B&O pixels


Det må ikke forveksles med systemer som dynamisk kontrast og simple støjreduktionssystemer, for B&O er patenteret på flere niveauer, netop fordi ingen andre har udviklet noget tilsvarende.

Denne adaptive del er også en af grundene til, at B&Os billedkredsløb er så sofistikeret, hvilket i sidste ende skaber billedet på BeoVision modellerne.

Bang & Olufsen gav os en introduktion til hvad systemet helt præcist foretager sig på billedet vha. et spiderweb diagram og det var tydeligt, at der arbejdes meget forskelligt alt efter om billedet på skærmen er HD, SD, et dårligt signal, godt signal eller helt femte.

B&O ACM
B&O ACM kalibreringsmåler


Blandt andre adaptive teknologier findes også B&Os ACM (Automatic Colour Management), som er indbygget på deres plasma-Tv. I korte træk er det en løbende kalibrering af skærmen, fordi plasmaskærmens røde, grønne og blå celler har en tendens til at ældes i forskellige tempi. Dette kompenserer man for ved at indbyggede en måler i skærmens top, som selv aktiveres og drejer ned foran skærmen med det formål at kalibrere skærmens farver og sikre, at eksempelvis hudfarver gengives korrekt i al fremtid.

Måleren afbryder naturligvis ikke seeren midt i en udsendelse, så kalibreringen sker altid kun når kunden slukker for Tv’et.

B&O billedkvalitet
B&Os minutiøse tilgang


En minutiøs tilgang til billedkvalitet

B&O er kendt for en minutiøs tilgang til tingene og derfor har man tre separate Media Rooms; ét til billedkvalitet, ét til lydkvalitet og ét til linksystemer. De tre fokusområder overlapper ikke før udviklingsarbejdet er udført separat.

Og det er ikke kun tilgangen til billedkvalitet der er minutiøs. Det er hele udviklingsprocessen, som vi oplevede i Media Room – lige fra man tester nye billedteknologier til man afprøver dem for forbrugerne til man har det endelige produkt klar.

Vi takker B&O hjerteligt for denne eksklusive mulighed for at komme ind bag lukkede døre. Og mange tak til Ben Verbraak og Per Bennetsen for præsentationen i Media Room.
For fagfolk som os på FlatpanelsDK er det herligt at se denne dedikation til billedkvalitet, som overgår alt hvad vi hidtil har oplevet. B&O så meget mere en prestige. Det er en oplevelse. Det er billedkvalitet i absolut verdensklasse.



Se også frem til den kommende artikel om B&Os gigantiske 103” BeoVision 4-103, som fik lov at kigge nærmere på ved samme lejlighed, samt B&Os præsentation af en ny BeoVision serie, som vi afslører her på FlatpanelsDK d. 19. oktober.
Læs også vores anmeldelse af BeoVision 8-40 her.

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Oversigt: Samsung 2024 TV-skærme

28 Mar 2024 |

Læk: Ny hvid Xbox Series X dropper UHD Blu-ray drevet

28 Mar 2024 |

Streaming-kalenderen: Nyt på Disney+ i april

28 Mar 2024 |

Sony søsætter satsning på gratis-kanaler med reklamer i Danmark

28 Mar 2024 |

Philips Hue får dybere integration med Samsung TV

27 Mar 2024 |

Amazon Prime Video skal sende Premier League hver lørdag i Danmark

27 Mar 2024 |