Microsoft har præsenteret nogle ret interessante skærmprojekter på det seneste. Sidste år kunne man præsentere et bord med en stor indbygget touch-skærm, kaldet Microsoft Surface. Og nu er Microsoft på banen med deres Sphere; en kugleformet skærm, der styres vha. berøring med hænderne.
Skærme bliver stadig en større del af vores hverdag, og mulighederne udvides. I dag findes der skærme i spejle, borde og endda snart i tøj. Specielt med udbredelsen af OLED, forventes det, at vi vil se meget interessante nye muligheder for skærmprodukter, og berøringsfølsomme skærme er spået en enorm fremtid. Sidste år præsenterede Microsoft deres såkaldte Microsoft Surface, der er et futuristisk sofabord, der består af en stor berøringsfølsom skærm. Her kan familien samles om billeder eller video – eller bare benytte det som et almindeligt bord.
Microsoft Surface
Projektet er også nået til markedet den dag i dag, og det har givet Microsoft blod på tanden for andre, nye muligheder med berøringsfølsomme skærme. Således er deres nyeste projekt blev født, kaldet Microsoft Sphere.
Sphere er en kugle, der kan vises billeder og video i 360 grader. Den er berøringsfølsom og styres således med hænderne. Modsat andre berøringsfølsomme produkter, kan der dog nemt benyttes flere fingre eller begge hænder.
Microsoft Sphere har længe spøget i kulissen, men ingen har rigtig vidst, hvad projektet præcist bestod i. Microsoft har dog nu – for første gang – præsenteret produktet for omverdenen på en konference i Redmond. Præsentationen kan ses i videoen herunder:
I præsentationen viser Hrvoje Benko fra Microsoft Research Team, nogle af de muligheder, som Sphere giver. Der demonstreres blandet andet arbejde med billeder, hvor de flyttes og forstørres. Kuglen bliver også omdannet til en virtuel jordklode og et lille spil.
Projektet er dog endnu stemplet som et forskerprojekt, designet til at vise, hvad der er muligt med nutidens teknik. Der er således heller ingen konkrete planer om at føre Sphere til markedet.
Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev
Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.