Tv og monitors konvergerer mere og mere, og dette illustreres blandt andet af AU Optronics nye 24 tommer monitor panel, som benytter den traditionelle Tv opløsning, 1920x1080, i 16:9 format, frem for 1920x1200 i 16:10 format. Panelet er desuden væsentligt tyndere end traditionelle 24 tommer paneler.
AU Optronics er en af de største LCD panelproducenter i dag og deres paneler benyttes i en lang række skærme. Deres nye 24 tommer panel er del af en større serie, som indbefatter en 15", 18.5", 21.5", den nævnte 24", 27" og endeligt en 32".
Alle panelerne får 16:9 opløsninger.
Herudover er panelet også tyndere end standarden. AUO nævner, at et typisk 24 tommer LCD panel er 35 mm tykt, men AUOs nye model er blot 14 mm tyk. Det tillader tyndere skærme, når panelet integreres i slutproduktet.

AUOs 24" panel er kun 14mm
Der nævnes i øvrigt også, at man har været i stand til at halvere strømforbruget på det nye 24 tommer panel, men ingen yderligere detaljer er nævnt, ud over, at panelet har en brightness på 300 cd/m2 og et kontrastforhold på 1000:1.
Den omtalte 24 tommer kommer på markedet i andet kvartal af 2008 sammen med en 18.5", 21.5" og 32". 27 tommeren lander i sidste kvartal af 2008. 15 tommeren er allerede på markedet.