Samsung præsenterede sidste år verdens første skærm baseret på en USB forbindelse i stedet for de traditionelle VGA og DVI forbindelser. Nu følger LG trop og lancerer deres 20 tommer L206WU, der også benytter USB som signalforbindelse.
At levere billedet via USB lyder umiddelbart underligt, men der er rent faktisk flere tanker bag. Der leveres godt nok ikke lige så mange billeder i sekundet og derfor er skærmen ikke egnet til f.eks. spil og film, men USB er en ret universal port, som alle computere efterhånden besidder. Det åbner samtidig også op for muligheden for at tilslutte flere skærme. LG nævner f.eks., at 6 L206WU skærme kan tilsluttes samtidig til én computer.

LG L206WU
Teknologien virker ved, at skærmen har et lille grafikkort installeret, som håndterer den modtagne information. Derudover er skærmen dog ganske traditionel og benytter et panel med opløsningen 1680x1050 og har en responstid på 2 ms (g2g).
Kontrastforholdet er angivet til 5000:1 (dynamisk) og betragtningsvinklerne er 170/170 (ved kontrasttab på 5:1).

LG L206WU
Skærmen retter sig til f.eks. bærbare computer eller til brugere, der ikke har mulighed for at installere et ekstra grafikkort, men alligevel ønsker flere skærme.
LG L206WU lanceres i februar og får en vejledende salgspris på 2.499 kroner.