Sony og Samsung gik for noget tid tilbage ind i et joint venture samarbejdet, S-LCD, for at producere Samsungs patenterede PVA paneler til LCD-TV. Det har sikret Sony en stabil levering af kvalitetspaneler, og har været en af deres drivkræfter til den nuværende succes på LCD-TV markedet.
LCD panelerne bliver produceret på Samsung og Sonys 7G LCD fabrikker, som er optimeret til produktion af 32, 40 og 46 tommer paneler. Samsung og Sony er desuden ved at opføre en 8. generationsfabrik, der skal producere paneler på over 50 tommer.

Sony ønsker tilsyneladende en større portefølje, og kilder angiver, at en 37 tommer er på vej fra giganten. Men eftersom Sony og Samsung ikke selv producerer 37 tommer paneler, vil Sony købe 37 tommer panelerne fra AU Optronics og Chi Mei Optoelectronics – to store LCD panelproducenter.
Panelerne fra de to panelproducenter er af typen MVA, og bygger på samme grundteknologi som Samsungs PVA.
Samsung tog samme skridt for cirka et år tilbage, hvor de benyttede samme panelleverandører til at realisere deres 37 tommer version af R72 serien.
Sony har ikke frigivet nogen specifikationer på modellen og der foreligger meget få konkrete oplysninger. Samme kilde angiver dog, at salget vil starte i tredje kvartal 2007.