Krisen kradser, men derfor behøver du ikke at kede dig. Der findes "gratis" og billige alternativer til de velkendte streamingtjenester.
Du kan i dagens Danmark bytte din tid (reklamer) og privatlivsdata for gratis videostreaming, bruge dit bibliotekskort til at låne film og dokumentarer eller betale en kop kaffe for en måneds adgang til en streamingtjeneste.
Flatpanels danner overblik over mulighederne:
DRTV
Danskerne er tvunget til at betale til public service, nu via finansloven. Derfor har alle danskere fri adgang til streamingtjenesten DRTV, hvor man kan se både DR-kanaler og arkiv. Flere tv-programmer får premiere på DRTV før de sendes på DR-kanaler.
DRTV

Filmstriben
Filmstriben er bibliotekernes streamingtjeneste. Med dit lånerkort kan du månedligt, uden beregning, leje et antal film og dokumentarer. Kataloget opfriskes løbende. Appen findes ikke til så mange TV-platforme, men Filmstriben virker med Chromecast og AirPlay.
Filmstriben

Pluto TV
Pluto TV er en gratis streamingtjeneste med reklameafbrydelser og indsamling af privatlivsdata. Der er adgang til tv-kanaler fra indland og udland og arkiv. Pluto TV har opslugt Viafree.
Pluto TV

YouTube
YouTube kræver næppe en introduktion. Kan du udstå den stigende mængde reklamer og indsamling af privatlivsdata i industriskala, så kan du se alt fra søde kattevideoer til vilde konspirationsteorier.
YouTube

Billige abonnementstjenester
Amazon Prime Video er med prisen på 45 kr/md. den billigste af de store streamingtjenester. Amazon har et omfangsrigt katalog, der spænder fra guld til skrald. Appen findes til de fleste TV-enheder.
Apple TV+ er med den nye pris på 59 kr/md. og en gratis prøveperiode den andenbilligste af de store tjenester. Her bydes på indhold af høj kvalitet, men et smalt udvalg. Appen findes til mange TV-enheder.
Søger du dansk eller britisk indhold, så er det værd at kigge nærmere på Nordisk Film+ til 49 kr/md. for en god portion danske film og børneindhold eller Acorn TV til 39 kr/md. som er rendyrket britisk underholdning.
Amazon Prime Video

Apple TV+

Nordisk Film+

Acorn TV
