Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonStor, større, størst på IFA 2022: 97" OLED, 98" LCD og microLED TV - FlatpanelsDK

Stor, større, størst på IFA 2022: 97" OLED, 98" LCD og microLED TV

07 Sep 2022 | Rasmus Larsen |

På IFA-messen lancerede LG det første 97-tommer 4K OLED TV, mens TCL og Samsung begge lancerede 98-tommer 4K LCD TV. MicroLED er endnu større, men stadig 'vaporware'.

TV-skærme nærmer sig projektorlærreder i størrelse og tendensen trak på IFA-messen i Berlin overskrifter. De fleste store producenter havde medbragt TV-skærme eller koncepter, som fik deres 65-tommer TV til at fremstå bette.


Første 97-tommer OLED TV

LG Electronics lancerede officielt verdens første 97-tommer OLED TV i G2-serien. Panelet, som er produceret af LG Display, har 4K-opløsning, hvilket er bemærkelsesværdigt i og med, at 8K faktisk ville begynde at give mening i denne størrelse. Skærmen får samme pris som LGs mindre 88-tommer 8K OLED TV; 180.000 kroner i Danmark. Det er i hvert fald den pris, LG bekræftede til Flatpanels tidligere på året, før inflationen begyndte at spiralere ud af kontrol.

LG 97 4K OLED

LGs første 97-tommer 4K OLED TV (OLED97G2). Foto: Flatpanels på IFA 2022

I 2015 annoncerede LG Display planer om at bygge verdens mest avancerede OLED-produktionsanlæg, en 10,5. generations fabrik, til at masseproducere store OLED-paneler til lavere priser. Hele projektet er blevet forsinket. Billigere, store OLED TV bliver en realitet, men det vil tage længere tid end først antaget. Det 97-tommer store LG G2 står i øvrigt fantastisk. Vi vil gå så langt som til at sige, at TV'et leverede den bedste billedkvalitet på IFA 2022, fordi størrelse betyder noget – og det gør microLED TV ikke, så længe de er prototyper.

LG 97 4K OLED

LGs første 97-tommer 4K OLED TV (OLED97G2). Foto: Flatpanels på IFA 2022

98-tommer 4K LCD TV

I august berettede Flatpanels, at TCL's første 98-tommer 4K TV er landet i Danmark til en intropris på 26.000 kroner og en vejl. pris på 45.000 kroner. TCLs 98-tommer C735 har vel også mærke også 4K-opløsning – ikke 8K. LCD-skærmens panelteknologi er ikke lige så avanceret som skærmteknologien i LGs 97-tommer OLED, men 26.000 kroner er væsentligt mindre end 180.000 kroner. Man kan praktisk talt købe seks eksemplarer af TCLs skærm og stadig have penge til overs til en god bunke UHD Blu-ray film. Det er første TV på over 90 tommer, som er til at betale for menigmand, og konkurrencen vil gavne forbrugerne. Det gigantiske TV blev officielt lanceret i Europa på IFA 2022, men TCL havde også medbragt et endnu bedre 98-tommer 4K LCD TV. Dette 98-tommer store C935 bød på miniLED-zonestyring med forbedret styring af lys og kontrast.

TCL 98 miniLED

TCLs Marek Maciejewski foran det 98-tommer store C935 miniLED LCD TV. Foto: Flatpanels på IFA 2022

TCL 98 miniLED

TCLs 98-tommer TCL C935 miniLED LCD TV. Foto: Flatpanels på IFA 2022

Den dårlige nyhed er, at TCL ikke har planer om at sende 98-tommer C935 på markedet udenfor Kina, hvor det pt. sælges. Det skyldes primært prisniveauet på den miniLED-bagbelysning, som kræves. TCLs direktør for produktplanlægning i Europa, Marek Maciejewski, oplyste til Flatpanels, at prisen i Europa ville have oversteget 10.000 euro. Måske næste år. Samsung lancerede også et 98-tommer LCD TV med... 4K-opløsning. Det er overraskende taget Samsungs marketingfremstød for 8K i betragtning. TV'et hedder QN100B og har netop miniLED-zonestyring med en påstået maksimal lysstyrke på 5000 nits. Tilsyneladende har Samsung besluttet at lancere, hvad TCL har besluttet at holde tilbage (indeni sidder højst sandsynligt et LCD-panel fra TCL CSoT, men dette er ikke bekræftet). Samsung præsenterede det som en "biograf i hjemmet", der "forbedrer billedkvaliteten og lyden markant sammenlignet med den tidligere 98-tommer model" (QN90A fra 2021), fuldt udstyret med et 6.4.4-kanals Dolby Atmos lydsystem. Prisen? 30.000+ Euro, ifølge Samsung Korea. Okay så...

Samsung 98 Neo QLED

Samsungs 98-tommer QN100B "Neo QLED" LCD TV. Foto: Flatpanels på IFA 2022

Samsung 98 Neo QLED

Samsungs 98-tommer QN100B "Neo QLED" LCD TV. Foto: Flatpanels på IFA 2022

Fantastisk microLED vaporware

På CES-messen i januar 2021 præsenterede Samsung microLED for fjerde gang. Det sydkoreanske selskab gjorde det igen året efter på CES 2022 og insisterede på, at denne gang kommer microLED altså. Vi har givet op og i stedet besluttet at vente på, at skærmene rent faktisk kommer. Samsungs microLED TV er naturligvis stadig ikke landet og koreanske medier skriver, at de mindre udgaver på under 100 tommer i diagonalen er blevet udskudt på ubestemt tid. Det afholdte ikke Samsung fra endnu en gang at fremvise microLED TV på IFA, inklusive en 76-tommer udgave.

Samsung microLED

Samsung havde en fuld portefølje af microLED vaporware. Foto: Flatpanels på IFA 2022

Sandheden om microLED TV er, at de stadig er 'vaporware'. LG og TCL fremviste ligeledes microLED TV – begge på 136-tommer med 4K – på IFA, men ingen af dem har konkrete planer om at lancere et forbrugerprodukt. Vi pressede på for at få et tidsestimat og det nærmeste vi kom var TCLs Marek Maciejewskis lange svar, som kan koges ned til, at han foretrækker at vente og blive overrasket end at afskrive microLED, men han er ikke optimistisk på den korte pane pga. flere faktorer, primært produktionsvanskeligheder. Læs også: Første kig: Samsungs 110" microLED TV Man får syn for sagen, hvis man nærmer sig et microLED TV – noget som er vanskeligt fordi producenterne som regel afskærmer dem. Skærmene er stadig opbygget af mindre moduler med synlige samlinger og skærmene genererer så meget varme, at TV-pejsen føles lidt for ægte. MicroLED rummer stort potentiale som den skærmteknologi, der kan muliggøre TV-skærme på over 100 tommer, men det er en udfordring at lave mindre formater. Måske senere i dette årti.

TCL microLED

TCLs 136-tommer 4K microLED TV prototype. Foto: Flatpanels på IFA 2022

TCL microLED

LG's 136-tommer 4K microLED TV prototype. Foto: Flatpanels på IFA 2022

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere fokusartikler

Første kig: Philips 2024 OLED TV og Ambilight Plus

29 Feb 2024 |

Første kig: Panasonics 2024 OLED TV (Z95A) med FireTV, 2. gen MLA

05 Feb 2024 |

Hvorfor 24fps ikke er nok til HDR-film

02 Feb 2024 |

Fremtidens skærme: Hvad vi så hos LG Display & Samsung Display

31 Jan 2024 |

Første kig: Sonys næste-generations miniLED LCD TV teknologi – opdateret

04 Jan 2024 |

Den næste streamingfase kommer til Danmark i 2024 

22 Dec 2023 |