Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonOptakt: Vinter-OL på DRTV, TV 2 Play og Discovery+ - FlatpanelsDK

Optakt: Vinter-OL på DRTV, TV 2 Play og Discovery+

03 Feb 2022 | Per Fanefjord Laursen |

TV 2 Play lover højere bitrate og opløsning, DR giver DR1 og DR2 hovedrollen, mens discovery+ satser på et rendyrket streamet vinter-OL.

Vinter-OL i Beijing indledes officielt på fredag den 4. februar, hvor sportsglade seere kan glæde sig til 16 intense dage med de bedste vintersportsudøvere i verden. Seerne kan bl.a. følge de 62 danske atleter i discipliner, som ishockey, curling, skiskydning og speedskating. 

Det var Discovery Networks, der oprindelig erhvervede tv-rettighederne til hele vinter-OL 2022, men i Danmark valgte man i 2020 at fra sælge dele af tv-rettighederne til DR og TV 2. 

Det betyder, at tre streaminguniverser fra på fredag indtager en central rolle i OL-dækningen, som man også oplevede under den store sportsommer 2021. Det er DRTV, TV 2 Play og discovery+, der streamer de mange vinter-events. 

Tv-kanalerne rydder naturligvis også fladen på DR1, DR2, TV 2, TV 2 Sport og TV 2 Sport X, mens Discoverys tv-kanaler altså ikke viser OL. 

Der er tilsyneladende ikke en helt så skarp disciplin-opdeling, som var tilfældet under sommer-OL. DR og TV 2 skiftes lidt, f.eks. til at vise Ishockey og curling. Se link til en oversigt nederst.

Discovery Networks har som nævnt frasolgt flow-tv rettighederne og satser nu hårdt på at kunne streame samtlige events fra vinter-OL. Discovery+ har oprettet en vinter-OL pakkeløsning til 129,- kr. for én måned. 
 

Mange danskere på skærmen

Vinter-OL i en fjern tidszone er ikke en tv-rettighed, der flytter seere eller abonnenter – ikke i Danmark – siger mangeårig tv-ekspert og buying director Mikael Ostenfeld fra bureaugruppen GroupM. - "Men det giver god mening, at Discovery Network Danmark frasolgte flow tv rettighederne, og satser på at nogle af de danske atleter har succes og kan skabe en sportsevent, der trækker nye abonnenter til discovery+," siger Mikael Ostenfeld, der minder om at Discovery Networks har bevaret flow tv-rettighederne i Norge og Sverige, hvor vintersport er en helt anden sag. Der er 62 danskere, der skal konkurrere, så mon ikke vinter-OL tiltrækker en del opmærksomhed – selv om stor tidsforskel tager luften af live events, vurderer Bo Thierry-Poulsen, Head of Broadcast hos Dentsu Danmark.  - "Jeg er sikker på, at OL vil løfte streaming-sening på både DRTV, TV 2 Play og discovery+. Der er basis for en masse ekstra streaming på andre tidspunkter – f.eks. på jobbet – på grund af tidsforskellen. Jeg tror også, discovery+ vinder ekstra sening, men om det kan veksles til flere abonnenter på sigt er en anden sag."

Vinter OL 2022

Vinter-OL 2022 foregår i Beijing, Kina

Vinter-OL på Discovery+

Discovery+ er tydeligvis opmærksom på, at vinter-OL trods alt rummer et potentiale blandt danske streamingabonnenter, når rekordmange danske atleter skal konkurrere.  - "Vinter-OL i Beijing er med danske øjne en historisk begivenhed, da det er den største delegation atleter, som vi sender afsted, og discovery+ er det eneste sted, hvor man kan følge alle atleterne i aktion helt tæt. Discovery+ er også det eneste sted, hvor man kan streame samtlige discipliner direkte og on-demand," minder sportschef for Discovery Networks Danmark, Søren Klæstrup, om. - "Vi lancerer undervejs seks forskellige popup kanaler, der døgnet rundt dækker udvalgte discipliner, herunder ishockey, curling og skøjteløb, hvor vi har dansk deltagelse." I sidste uge introducerede discovery+ et selvstændigt vinter-OL univers som menupunkt, der findes på alle platforme. Der er også implementeret en vinter-OL live event-guide, som gør det muligt at holde sig opdateret på, hvornår de mange events foregår mellem den 2–20. februar. Discovery+ universet opererer desuden med en undermenu, der løbende viser alt der er live lige nu, så seere hurtigt og visuelt kan tilgå disse events.

OL i bedre kvalitet på TV 2 Play

Hos TV 2 Play understreger man, at fokus ligger på hele brugeroplevelsen under vinter-OL. - "Vi har i løbet af de seneste tre måneder blandt andet udrullet forbedringer, der markant har løftet billedkvaliteten på TV 2 PLAY ved at øge bitraten på alle vores live-streams til 5,4Mbps," oplyser TV 2s Head of Streaming & Video Platform, Rasmus Lund-Petersen, til Flatpanels. - "Desuden har vi på vores CS:GO-kanal yderligere øget videoopløsningen til 1080P og hævet bitraten til 8Mbps. Samme fokus har vi på vores VOD-indhold, hvor vi ligeledes løbende øger bitraten og opløsning." Læs også: OL 2022 i Beijing optages og transmitteres i 8K i hjemlandet TV 2s digitale fokus i forbindelse med vinter-OL er ikke afgrænset til billedkvaliteten. - "Fokus er på den generelle vinter-OL-oplevelse på TV 2 PLAY samt i vores sports-app og på sport.tv2.dk. Her ønsker vi at skabe puls og aktualitet og sikre, at den enkelte bruger let finder netop den sportsgren og de resultater, som vedkommende ønsker. Og samtidig oplever at blive præsenteret for de mange forskellige discipliner under vinter-OL."

Vinter-OL på DR

DR oplyser til Flatpanels, at der ikke er tekniske nyskabelser på DRTV i forhold til under sommer OL 2021, hvor DRTV udrullede bl.a. 1080p streaming. Det kan du læse mere om her. De fleste OL-discipliner, som DR har rettigheder til, vil blive sendt på DR1 eller DR2, og distribueres således også på DRTV som livekanaler, oplyser DR. Under sommer OL oprettede DR tre særlige ekstrakanaler på DRTV, der supplerede DR1 og DR2, men det sker ikke nødvendigvis under vinter-OL. DR vil kun oprette eventkanaler på DRTV, når tre eller flere sportsgrene foregår samtidigt. Det skyldes især det faktum, at der er syv timers tidsforskel. Live-transmissionerne ligger udenfor primetime, om natten og om dagen, mens events kan ses på DRTV på et mere passende tidspunkt. Discovery+ tilbyder alle OL-events. Her er eventplanen for DR og TV 2.



Flere fokusartikler

Første indtryk: VRR-gaming på PlayStation 5

28 Apr 2022 |

Guide: Hvad er HDMI 2.1 VRR og hvilke TV understøtter det?

27 Apr 2022 |

Opgørelse: Biograf-eksklusivitet er skrumpet men danske film holdes i jerngreb

25 Mar 2022 |

Første indtryk: LG 2022 OLED TV (A2, C2, G2, Z2)

22 Mar 2022 |

Hvornår stopper de evige prisstigninger på tv-pakker?

11 Mar 2022 |

Optakt: Vinter-OL på DRTV, TV 2 Play og Discovery+

03 Feb 2022 |