Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonFørste indtryk: Sony A95K QD-OLED, X95K miniLED LCD & andre 2022 TV - FlatpanelsDK

Første indtryk: Sony A95K QD-OLED, X95K miniLED LCD & andre 2022 TV

25 Jan 2022 | Rasmus Larsen |

Her er Flatpanels' første og eksklusive kig på Sonys 2022 TV, heriblandt selskabets første QD-OLED TV, første miniLED LCD TV og andre modeller samt nye funktioner.

Sony TV i 2022

Sony udvider i 2022 sit modelprogram med de første QD-OLED TV baseret på Samsung Displays QD-OLED panel. Modellen vil blive kendt som A95K og det er Sonys nye flagskib. Selskabet lancerer også sit første 42-tommer OLED TV i form af A90K, der er en forlængelse af sidste års A90J-serie, som fortsætter i 2022. Flere detaljer her. Det japanske selskab lancerer desuden sine første miniLED LCD TV: X95K med 4K-opløsning og Z9K med 8K-opløsning, hvorimod X90K og nedefter placerer sig som mere direkte teknologiske afløsere for sidste års modeller. Flere detaljer her. Sony afslører et par yderligere LCD og OLED TV, formentlig i februar, så hæng på eller tilmeld dig Flatpanels' nyhedsbrev her.

Sony A95K QD-OLED

Sony A95K QD-OLED med Google TV. Foto: Flatpanels

Vi kigger på Google TV med en ny simplificeret fjernbetjening – den vender vi tilbage til. High-end modellerne vækkes til live af Sonys 'XR Cognitive Processor' og selvom navnet er det samme i år, så har videoprocessoren lært et par nye tricks. Sony trak sig fra CES-messen i Las Vegas pga. omikron, men Flatpanels fik en eksklusiv chance for at se og prøve årets nye TV-modeller, konkret A95K QD-OLED, X95K miniLED LCD og X90K LCD. Præsentationen var arrangeret af Sony og Flatpanels kunne tage fotografier og prøve produkterne, men vi måtte ikke måle på skærmene, installere apps eller på anden måde dybdeteste produkterne idet der er tale om håndsamlede, præ-produktions sample-enheder.

Første indtryk: Sony QD-OLED

Vi var mest spændt på at se Sony A95K, særligt efter at have set Samsung Displays QD-OLED paneler og Samsung Electronics QD-OLED TV. Vi betragter QD-OLED som næste skridt for skærmteknologi og Sonys A95K skuffede bestemt ikke. A95K er et elegant TV med en slank ramme og en meget tung bordstand, der kan placeres i bagved skærmen (for at skjule standen og få TV'et til at læne sig bagover) eller foran skærmen (for at få TV'et til at stå helt lige oprejst). Ligesom de fleste OLED TV så er A95K på bagsiden udstyret med en ganske stor elektronikboks og den øvre del af skærmen er heller ikke specielt tynd. Hvad du ser øverst på bagsiden er en monteringsløsning til Sonys nye valgfrie kamera.

Sony A95K QD-OLED

Sony A95K QD-OLED TV. Foto: Flatpanels

Billedkvaliteten er fremragende. A95K har alle de QD-OLED egenskaber, som vi tidligere har beskrevet. Meget dyb sort, højere lysstyrke end almindelige OLED TV, rene og mættede farver selv ved høje luminansniveauer (til HDR-indhold) og mere eller mindre perfekte betragtningsvinkler. Styring af lys og farver på pixelniveau sammen med dyb sort er den kombination, der skaber de vidunderlige billeder på OLED, og det tages skridtet videre på QD-OLED. Læs også: Første kig: QD-OLED skærme Under en demonstration sammenlignede Sony det nye A95K QD-OLED side-om-side med sidste års A90J, som er et af de bedste OLED TV på markedet i dag. Sony havde indledningsvis indstillet begge TV til Dynamisk (Vivid) billedprofil for at demonstrere QD-OLEDs højere generelle lysstyrke, højere maksimale lysstyrke og bedre farvemætning (til større dækning af Rec.2020 farverummet, der bruges til HDR-indhold). Der er ikke meget nyt at tilføje. Dynamisk er ikke et godt udgangspunkt, men meningen var at vise, at QD-OLED har fordele ift. WOLED på lysstyrke og farver, lød det fra Sony. Billeder nedenfor er hovedsageligt for at vise dig opsætningen, dan ikke konklusioner baseret på dem.

Sony A95K QD-OLED

Sony A95K QD-OLED TV (venstre) og Sony A90J OLED TV (højre), begge i Dynamisk profil. Foto: Flatpanels

Sony A95K QD-OLED

Sony A95K QD-OLED TV (venstre) og Sony A90J OLED TV (højre), begge i Dynamisk profil. Foto: Flatpanels

Sony A95K QD-OLED

Sony A95K QD-OLED TV (venstre) og Sony A90J OLED TV (højre), begge i Dynamisk profil. Foto: Flatpanels

Til næste demonstration havde Sony både A95K og A90J kørende i en manuelt kalibreret billedprofil. Sammenligningen mellem de to skærme med 4K SDR-indhold afslørede ingen relevante forskelle, hvilket næppe kommer som en overraskelse idet begge skærme her opererer indenfor Standard Dynamic Range (SDR), altså Rec.709 farverum og lavere maksimal lysstyrke. Med 4K HDR-indhold observerede vi nogle forskelle, hvor A95K leverede mere mættede (og korrekte) farver i visse scener. Den har samtidig mere overskud i lysstyrken. Forskellene var dog subtile i de videoklip, vi så – A90J er allerede et fremragende OLED TV.

Sony A95K QD-OLED

Sony A95K QD-OLED TV (venstre) og Sony A90J OLED TV (højre), begge kalibreret

En mere interessant observation skete efter 10-15 minutters snak med Sonys repræsentanter henimod slutningen af præsentationen. A95K og A90J blev efterladt inaktive i Google TV-menuerne, og efter et stykke tid slog sidste års A90J's algoritme til lysdæmpning ind for at reducere risikoen for burn-in. A95K forblev lys og levende. Jeg påpegede forskellen, som overraskede selv Sony-repræsentanterne – de havde modtaget eksemplarerne kun et par dage forinden. Det er ikke så tydeligt på fotoet, som når man stod der, men forskellen kunne indikere, at QD-OLED-panelet anvender en mindre aggressiv algoritme til anti-burn-in / lysdæmpning, når der på skærmen er statiske billeder eller spil med et kort, menu osv. Vi havde ikke tid til at undersøge det nærmere, men vi vil forsøge at teste det, når vi får fingre i et eksemplar.

Sony A95K QD-OLED

Sony A95K QD-OLED (venstre) sænkede ikke lysstyrken men Sony A90J OLED TV (højre) gjorde. Foto: Flatpanels

Sony har indbygget sin 'Acoustic Surface' aktuator-baserede højttalerteknologi i A95K, hvilket bruger selve OLED-skærmpanel som højttalere, og det fungerer altså også med Samsung Displays QD-OLED-panel. Vi lyttede til højttalerne og vores umiddelbart indtryk er, at de spiller rimelig identisk med tidligere Sony OLED, hvilket indebærer, at lyden kommer mere direkte fra billedet hjulpet på vej af to små indbyggede subwoofere. Hvis du vil have mere saft og kraft i lydbilledet, så kan 'Acoustic Center Sync'-systemet bruges til at parre TV'et med en Sony soundbar. I denne opsætning bruges TV'ets højttalere som centerkanal. Hvor meget skal QD-OLED koste? Den eneste indikation, vi fik fra Sony, var, at tallet på 8000 dollars, som florerer på nettet, ikke stemmer. A95K lanceres udelukkende i 55- og 65-tommer, idet det er eneste panelstørrelser, som Samsung Display masseproducerer indledningsvis. Det er en skam idet entusiaster, som leder efter det bedste af det bedste, ofte ønsker sig noget større end 65-tommer. Måske næste år. A90K var ikke udstillet, men Sony var ivrig for at påpege, at deres første 42-tommer OLED TV, sammen med 48-tommer udgaven, er fuldtudstyrede "gaming-TV" med HDMI 2.1-båndbredde, VRR og 'Perfect for PlayStation 5'-funktioner. Dog kun med to HDMI 2.1-porte (kun Z9K har tre HDMI 2.1-porte). VRR fungerede ikke på nogen af disse tidlige eksemplarer – ikke overraskende havde Sony heller ikke en Xbox Series X stående – men VRR vil fungere i 2022-modellerne fra lancering, bekræftede virksomheden på CES. Vi venter stadig på, at Sony frigiver VRR-opdatering til PlayStation 5 – selskabet kunne ikke give en opdatering på timing. Sonys mere prisvenlige A80K OLED TV, som erstatter A80J, var udstillet, men desværre fungerede skærmen ikke.

Første indtryk: Sony miniLED LCD

Udstillet var også Sony X95K (miniLED LCD) og X90K (LED LCD), placeret side-om-side til sammenligning. Sony afslørede ikke det nøjagtige antal lyszoner i X95K. Det har været rygtet til at ligge over 100 men under 1000, hvilket stemmer nogenlunde overens med, hvad vi kunne observere under demonstrationerne. Endnu en gang blev Sonys første demonstration udført i Dynamisk billedprofil for at demonstrere X95K's styrker hvad angår lysstyrke og farver. Det var tydeligt for enhver, at X95K kan nå markant højere lysstyrke og noget bedre farvemætning end X90K. Den havde også bedre kontrast i de fleste scener. X90K ligner nærmere en fortsættelse af sidste års X90J hvad angår skærmhardware, hvilket betyder, at den har samme begrænsninger med især HDR-indhold, hvorimod X95K er et tættere match til Samsungs "Neo QLED" miniLED LCD TV.

Sony X95K miniLED LCD

Sony X90K LCD TV (venstre) og Sony X95K miniLED LCD TV (højre), begge i Dynamisk profil. Foto: Flatpanels

Sony X95K miniLED LCD

Sony X90K LCD TV (venstre) og Sony X95K miniLED LCD TV (højre), begge i Dynamisk profil. Foto: Flatpanels

Sony X95K miniLED LCD

Sony X90K LCD TV (venstre) og Sony X95K miniLED LCD TV (højre), begge i Dynamisk profil. Foto: Flatpanels

Under den anden demonstration opsatte Sony de to LCD TV i 'Tilpasset' (Custom) billedprofil uden ændringer. Det er typisk den mest præcise billedprofil i nyere Sony TV. X95K fremviste bedre evner end X90K med HDR-indhold, men det er ikke sådan at X95K sætter nye standarder for LCD TV – det gør den ikke – men derimod nærmere, at X90K har mange af de samme begrænsninger, som vi påpegede sidste år i vores test af X90J. Sonys QD-OLED TV stod lige ved siden af og i de fleste scener kom X95K ikke i nærheden af ​​at matche nogen af OLED-skærmene på billedkvalitet. X95K's fordel kommer til syne i scener, hvor lysstyrken er meget høj på tværs af hele skærmfladen (hvortil der sandsynligvis medfølger højere energiforbrug), men i alle andre film- og spilscener må den overgive sig til OLED. Det er værd at påpege, at højere fuldskærmslysstyrke ser mere relevant ud i en sammenligning side-om-side fordi dine pupiller altid straks tilpasser deres lysfølsomhed til at matche den lyseste skærm i modsætning til din egen stue, hvor du kun har ét TV – som din pupiller tilpasser sig. Sony talte ved præsentationen af skærmene i starten af januar om, hvordan de har finjusteret deres algoritme bag styring af miniLED-lyszonerne til at nedbringe lysglorier i billedet samtidig med, at høj lysstyrke bibeholdes – noget af en opgave – og selvom X95K i oplyste scener havde god balance i billedet, så fremkaldte scener med høj kontrast stadig betydelig 'blooming', altså lysglorier i billedet, som faktisk kunne være mere visuelt distraherende end på X90K på grund af den højere lysstyrke og mere definerede afgrænsning af glorierne på X95K – vi observerede det samme på Samsungs "Neo QLED" miniLED LCD. Vi spenderede kun en time eller deromkring i selskab med X95K med så ved flere lejligheder lysglorierne. Det bør da heller ikke komme som en overraskelse idet der er færre end 1000 lyszoner, og vi har observeret det samme på LCD TV med flere tusinde zoner. Det er en grundlæggede fysisk begrænsning: Hver enkelt lyszoner dækker tusinder eller titusindvis af pixels.

Sony X95K miniLED LCD

Sony X90K LCD TV (venstre) og Sony X95K miniLED LCD TV (højre). Foto: Flatpanels

Baseret på demonstrationerne så er X95K et markant bedre LCD TV end X90K, men for at gøre det toprelevant på markedet bør det efter vores mening være billigere end samtlige af Sonys OLED TV i alle størrelsesklasser. Det lyder måske hårdt, men med OLED TV på markedet er dette realiteten for high-end LCD TV. Med QD-OLED TV's indtræden på markedet i 2022 og 2023 er det svært at se en lys fremtid for LCD TV. Sonys Z9K 8K LCD TV var ikke udstillet og vi fik heller ikke mulighed for at se mellemklassens X85K. Sony kunne ikke bekræfte, om Z9K endelig understøtter YouTube 8K (via AV1), men de vender tilbage til os med svar på vores opfølgende spørgsmål.

Sony X95K miniLED LCD

Sony X95K miniLED LCD TV. Foto: Flatpanels

Google TV, ny fjernbetjening

Sony har ikke én, men faktisk to nye fjernbetjeninger i 2022; en med et topcover i sort plastik (X80K og opefter) og en premiumudgave med topcover i aluminium (A90K og opefter, X95K og opefter). Den nye fjernbetjening er mindre og har færre knapper (25 vs. 49 sidste år). Vi er glade for at kunne konstatere, at Sony gør en indsats mod at forenkle TV-betjeningen, omend vi ville have foretrukket, at de reducerede antallet af knapper yderligere og fjernede de sponsorerede knapper – vi tæller mindst 10 overflødige knapper. Idet kun high-end modellerne har streamingtjenesten Bravia Core, så har plastikfjernbetjeningen i stedet en YouTube-knap.

Sony 2022 remote

Sonys to nye fjernbetjeninger til 2022 TV. Foto: Flatpanels

Sony 2022 remote

Sonys nye fjernbetjening til 2022 TV. Foto: Flatpanels

Apropos Bravia Core, som blev lanceret sidste forår sammen med Sonys 2021 TV som en streamingtjeneste, der tilbyder Sony Pictures-film i "op til 80 Mbps" bitrate, så får kunder en håndfuld gratis premierefilm plus gratis adgang til kataloget i 12 eller 24 måneder (afhængigt af hvilken TV-model, man køber). Men hvad sker derefter? Vi pressede på for at svar, men indtil videre kan Sony kun sige, at der ingen planer er om at opgive Bravia Core. Lad os se, hvad der sker senere på året. Sonys 2022-modeller leveres med Google TV præinstalleret og vi kunne i menuerne bekræfte, at de stadig kører Android 10, hvilket er den Android-version, som Sony har til hensigt at lancere dem med. Vi kunne ikke få Sony til at kommentere på planerne for fremtidig Android-opdatering. Selskabet lancerede ikke nye UHD Blu-ray afspillere på CES 2022 og det skyldes, at årets modeller fortsætter i 2022. Det bekræftes overfor Flatpanels. Det var alt for denne gang. Se frem til mere dækning af årets nyheder på Flatpanels i nærmeste fremtid.

Sony X95K miniLED LCD

Sony A90J (baggrund), Sony X95K (midten), Sony X95K (forgrund). Foto: Flatpanels

Sony 2022 TV – specifkationer

Flatpanels

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere fokusartikler

Første kig: Philips 2024 OLED TV og Ambilight Plus

29 Feb 2024 |

Første kig: Panasonics 2024 OLED TV (Z95A) med FireTV, 2. gen MLA

05 Feb 2024 |

Hvorfor 24fps ikke er nok til HDR-film

02 Feb 2024 |

Fremtidens skærme: Hvad vi så hos LG Display & Samsung Display

31 Jan 2024 |

Første kig: Sonys næste-generations miniLED LCD TV teknologi – opdateret

04 Jan 2024 |

Den næste streamingfase kommer til Danmark i 2024 

22 Dec 2023 |