Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTv-veteran Keld Reinickes 2022-forecast: Gør klar til "Dragernes kamp" - FlatpanelsDK

Tv-veteran Keld Reinickes 2022-forecast: Gør klar til "Dragernes kamp"

17 Dec 2021 | Per Fanefjord Laursen |

Kan Disney+ holde fast på alle de abonnenter, man opsnappede i 2021, og hvad er "Dragernes Kamp"? Tv-veteran Keld Reinicke giver sit forecast på streamingtrends i 2022 – og kigger tilbage på 2021.

Keld Reinicke om 2022

Flatpanels har bedt tv-veteranen Keld Reinicke se frem på 2022 og dele sine tanker om et nyt år på det gloende danske streamingmarked.
Keld Reinicke
Keld Reinicke, Medierådgiver, producer mm.
Keld Reinicke er én af Danmarks mest erfarne tv-folk med 25 års erfaring. Keld Reinicke har medvirket til lanceringen af DR2, TV 2 Zulu, TV 2 Charlie og TV 2 Sputnik (i dag TV 2 Play). Reinicke var også programchef på TV 2 Danmark i en årrække. Han arbejder i dag med strategisk udvikling af digitalt tv-indhold og giver hyppigt foredrag på konferencer, m.m. Mange streamingeksperter har annonceret, at ”Subscription Fatigue” er lige på trapperne – altså, at danskerne ikke orker at tegne flere abonnementer. De har muligvis pengene – men ikke flere timer i døgnet. Men nu sker det. Næste år bliver danskerne indhentet af en vis streamingmæthed, spår Keld Reinicke: - "Danskerne har nu så mange abonnementer, at jeg spår, at markedet vil mærke en afmatning. Der er mange tilbud, og snart er nye valgmuligheder på vej, nemlig SkyShowtime. Eneste sikre konsekvens er en skærpet priskrig til glæde for kunderne." Læs også: Analyse: Hvem taber, når abonnements-trætheden rammer?

Kan Disney+ holde på kunderne?

Disney+ har været en overraskende stor succes de seneste 12 måneder. Men Keld Reinicke tror, at især Disneys nordiske ledelse vil holde ekstra godt øje med abonnementsudviklingen i første kvartal af 2022. - "Sagen er jo, at Disney+ blev lanceret med et ét års abonnementstilbud, og det udløber nu her. Det var et introduktionstilbud, der gav en flyvende start. Men nu tager familierne deres abonnement op til overvejelse de næste mange uger. Det interessante og uforudsigelige er, hvor mange af dem bliver hos Disney+," lyder det fra Keld Reinicke. Læs også: Oversigt: Disney, Marvel, Pixar, Lucasfilm & Star nyheder på Disney+ i 2022 Det er svært at vurdere, hvorvidt Disneys stærke position bliver udfordret i 2022. Til gengæld synes det sikkert, at Discovery+ går en svær tid i møde. - "Discovery+ har længe kæmpet en hård kamp, men nu skal de kæmpe den kamp uden rettigheder til fodboldlandsholdets kvalifikationskampe, der uden tvivl har været drivkraften i deres abonnementssalg."

Klar til Dragernes kamp i 2022

Keld Reinicke har altid været et tv-menneske med fokus på programindholdet, og han glæder sig særligt til "Dragernes Kamp", der bryder ud i 2022, afslører han. Dragernes kamp henviser til, at den nye Game of Thrones-prequel, House of the Dragon, kommer på HBO Max i 2022. Samtidig med at Amazons Prime Video lancerer Ringenes Herre som tv-serie i anden halvdel af 2022. - "Der er tilsyneladende mange drager i begge serier, så HBO Max og Prime Video skal udkæmpe en kamp på flotteste fantasy-drama – og de bedste drager. Det bliver et spændende opgør."

Ringenes Herre Amazon

Første officielle billede fra 'Ringenes Herre'-serien. Foto: Amazon

House of the Dragon trailer

Indholdsstærkt joint venture

Som tidligere beskrevet på Flatpanels, har Keld Reinicke et særligt godt øje til det nye joint venture, SkyShowtime, der entrerer Danmark i 2022. Comcast og ViacomCBS går sammen om én ny streamingtjeneste med indhold fra Sky, Universal, Peacock, Paramount, Showtime og Nickelodeon. Lanceringsdatoen er ukendt i skrivende stund. - "Det bliver en ny indholdsstærk aktør. SkyShowtime er et joint venture, hvor to parter, som ikke er specielt kendte i Danmark, har slået sig sammen for være stærke nok til at kunne entrere det europæiske marked. Bemærk, at de to parter slår sig sammen, så de ikke behøver at konkurrere mod hinanden – men kan konkurrere mod andre," siger Keld Reinicke. Keld Reinicke er også lidt spændt på, hvorledes Netflix-abonnenterne vil tage imod Netflixs nye tilbud om mobilspil. Spil, fiktion og karakterer hænger nok sammen, men gør brugeroplevelsen? Det er spørgsmålet, lyder det. Endelig minder Keld Reinicke om, at der i januar-februar skal indgås et nyt medieforlig. For første gang skal der træffes mediepolitiske beslutninger, der vedrører streamingmarkedet og økonomien.  Diskussionen vil bl.a. kredse om, at streamingtjenester på kort tid har skabt store ændringer i den danske fiktionsbranche. Et nyt medieforlig bør afspejle, at der er sket et fundamentalt skifte i finansieringen af dramaproduktioner mellem stat, public service tv-stationer og producenter.

Så ikke biograf vs. streaming konflikten

Når man tolker 12 måneder frem i tiden, i en dynamisk branche, er det svært at forudse det hele, erkender Keld Reinicke til Flatpanels. - "I december 2020 overså jeg helt, at vi i 2021 ville få et dramatisk brud med de mangeårige biografvinduer på grund af streamingtjenesternes fremmarch. Jeg anede nok, at biografer og streaming har en indbygget konflikt, men at bruddet skete i år, drømte jeg ikke om, slet ikke." Se også: Tema: Biografer vs. streaming



Flere fokusartikler

Streaminganalytiker Claus Bülow: Hold øje med disse trends i 2022

21 Dec 2021 |

Tv-veteran Keld Reinickes 2022-forecast: Gør klar til "Dragernes kamp"

17 Dec 2021 |

HBO Max i Danmark: Første indtryk (og målinger af billed/lydkvalitet)

27 Oct 2021 |

DR: Techgiganters streaming-ambitioner vil gøre det sværere at finde dansk indhold

10 Sep 2021 |

OL: Discovery+ laver pop up-kanaler med temaer som boldspil, vandsport

21 Jul 2021 |

Status på TV 2 Play: Videokvalitet er næste fokusområde 

09 Jul 2021 |