Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonVi er nødt til at tage en snak om HDR - FlatpanelsDK

Vi er nødt til at tage en snak om HDR

16 Oct 2020 | Yoeri Geutskens (@flatpanelsdk) |

Hvis du læser dette, så har du nok en idé om, hvad HDR er og hvad det indebærer. Hvis ikke, så findes der en introduktion her. I så fald er du nok også enig i, at HDR stadig er relativt nyt og ukendt på massemarkedet. Det er rimeligt at hævde objektivt, at HDR er almindeligt i næsten alle TV-skærme, som sælges i dag, og at det vinder indpas i bestanden af TV-skærme ude i stuerne i et forudsigeligt tempo baseret på udskiftningsraten af TV-skærme. Det er også fair at hævde, at HDR vinder accept i Hollywood indenfor film og produktioner til streamingtjenester, men at det praktisk talt ikke findes på tv-kanaler.

Derfor er det naturligt og forståeligt, at mange folk, som køber et HDR TV, vil have HDR-indhold, der kan fremvise de nye muligheder i skærmen. Måske ønsker de at imponere venner eller familie, eller også vil de bare nyde mulighederne og retfærddiggøre købet. Nogle film vil være mere velegnede til dette formål end andre.

Fake HDR?

Vincent Teoh fra HDTVTest driver i dag en YouTube-kanal med masser af videoer om UHD TV, skærmteknologi og UHD-film. Senest er han – sammen med Adam Fairclough – begyndt at producere en serie af videoer, hvor man tjekker, hvor lyst HDR-filmen fremvises i form af nits. Han har evalueret The Mandalorian, Star Wars og Mulan på Disney+ samt Mad Max: Fury Road, Star Wars: The Rise of Skywalker, Star Wars: The Last Jedi, Blade Runner 2049, The Matrix, The Greatest Showman, Wonder Woman, Alita: Battle Angel og Rogue One: A Star Wars Story på Ultra HD Blu-ray. Nogle af disse film såsom The Matrix når høj lysstyrke på over 1000 nits, mens andre film såsom primært Star Wars og Blade Runner kun når op på omkring 200 nits. Denne sidstnævnte kategori kalder Vincent “fake HDR”, altså “falsk HDR”. Stemmer det? Indholdsskaberne er uenige.

The Mandalorian Disney+

'HDR heatmap' billede af The Mandalorian, som viser lysstyrkeniveauer i for alle billedelementer. Billede: Disney+ / HDTVtest

Problemstillingerne

Lad os begynde ved at få ryddet en udbredt og typisk misforståelse af vejen: At HDR handler om overordnet mere lysstærke billeder. Det er forkert. Det er en større dynamik i lyset, altså dybere sort og stærkere højlys, særligt i spejlende refleksioner – lys der reflekterer mod skinnende objekter. Et andet spørgsmål er, hvor trækker man linjen? Vi tænker måske på 1000 nits som lyst i dag, men om få år kan 10.000 nits være opnåeligt. Vil vi til den tid betragte 1000-nit film som ‘fake’ HDR? Lad os håbe, at det ikke er tilfældet. Den eneste linje, som objektivt kan trækkes, er SDR's (Standard Dynamic Range) 100 nits. Alt derover er i princippet HDR. Selvfølgelig, som nævnt ovenfor, køber forbrugere ikke et HDR TV for at se noget som ligner SDR. Men ‘fake HDR’ kontra ‘real HDR’ er den forkerte måde at skelne på. HDR er ikke ulig andre video- og lydinnovationer. Lad os f.eks. tage farve-tv. Folk købte ikke et farve-tv for at se sort/hvid-programmer, men her årtier senere skabes der stadig sort/hvid-film, efter farve-tv er blevet normen, og vi er begyndt at sætte pris på de kunstneriske meritter ved sort/hvid-film. Det er 'creative intent', altså ønsket fra skaberen. Selv når disse vises på TV-skærme med farver (eller Ultra HD TV), så betragter vi dem ikke som 'falske farvefilm'.

Roma Netflix

Roma er ikke en falsk farvefilm eller 'falsk bredt farverum’ – det er en smuk sort/hvid-film i en farvecontainer, som den udnytter meget sparsomt. Og den ser forresten fantastisk ud i 4K med Dolby Vision HDR. HDR handler ikke blot om mere levede farver, ser du nok?

Film behøver på samme måde ikke at bruge de mest mættede røde, grønne og blå farver for at kvalificere sig som farvefilm. Alle film i farver er farvefilm. Nogle er mere farverige end andre, men det kan naturligvis ikke bruges som et mål for kvaliteten. “Men så skal de ikke kalde det HDR,” vil nogle måske sige. Ud over det faktum, at de rent teknisk kvalificerer sig som HDR – de overstiger SDR – så kan man sige til Disneys forsvar, at de ikke lægger vægt på HDR-aspektet i deres markedsføring. Du får The Mandalorian, og ja, i beskrivelsen fremgår det med små bogstaver, at du får den leveret i 4K med HDR, og Dolby Vision hvis du har matchende hardware, men den hedder ikke Nits Wars eller ‘The Mandalorian i HDR’.

Creative Intent

Der er mange måder, hvorpå HDR kan anvendes, men i det yderste endepunkt har vi en meget subtil tilgang, som er tæt på hvad vi er vant til, og i den anden ende har vi aggressive, iøjnefaldende, næsten blændende effekter. HDR giver indholdsskaberne et mere sofistikeret lærred (eller en større kasse med farver, om man vil) og nogle anvender det bevidst på en en meget tilbageholdende facon. Her er hvad Charles Bunnag, en af koloristerne på holdet bag The Mandalorian, har at sige til sagen: It was done with true HDR with a creative intent to not go super bright. Whether someone thinks this is bright enough or not is welcome their opinion. My main issue with this article and similar critiques I have seen lately is that they are taking guesses and presenting them as fact. They could have simply reached out to someone and asked. This leads me to another concern I have been encountering lately, using only technical numbers to judge and guide creative intent. While art and technology have a tight relationship in our field, having a deep understanding of technology and technical processes does equate to making well informed artistic decisions. In this case, it seems like what matters to the “not HDR enough” group is hitting certain numbers first, rather than what supports the best narrative and creative intent. I also find the argument that the “image doesn’t go bright enough” for their tastes as strange as if they said a sound mix isn’t truly surround sound because the surrounds are not active all of the time and blasting at full volume. Denne analogi er som taget ud af mine tanker. Særligt Disney bliver ofte kritiseret for at levere Dolby Atmos-lydmiks, spøgende benævnt 'AtMouse', som ikke får huset til at buldre. Betyder det, at det er falsk Atmos? Nej, det er bare et kunstnerisk valg. Det er samme type diskussion som med DVD-Audio og Super Audio CD*, og uden tvivl med Dolby Digital og ethvert andet surround sound-format, som kom før eller efter. Faktisk går analogien til lyd længere tilbage; til de tidligere dage med stereolyd, som har været tilgængeligt for forbrugere siden 60'erne. Hvis du dengang købte et stereoanlæg, så ville du naturligvis gerne høre, hvad det kunne præsentere, fremfor at få lyd, der ikke kunne skelnes fra mono. Det er her udtrykket 'ping-pong stereo' stammer fra. Demoskiver fra disse tider brugte stereo-effekten til ekstrem grad. Stereo-musik fra denne æra har typisk ekstrem kanalseparation, hvilket er meget forskelligt fra den måde, hvorpå stereo sidenhen er blevet anvendt, efter standarden blev moden. Og deri ligger måske svaret. Hvad forbrugere søger på nuværende tidspunkt er showcase HDR-indhold; de søger at gøre TV'et til udstillingsvindue. Og selvom nogle seere måske føler, at film som Star Wars Saga og serier som The Mandalorian er oplagte til dette, så har skaberne hos Disney valgt noget andet, og det er deres ret. Kolorist Alexis van Hurkman har nogle tekniske overvejelser, baseret på hvordan HDR TV virker, om hvorfor al for lys farvegradering af indhold kan være en dårlig idé. Det er nok heller ikke retfærdigt at udpege Disney. Som du kan se i videoerne, så tager mange andre film også en mere subtil tilgang på den visuelle side. Film som Sicario og Blade Runner 2049 med deres fantastiske visuelle side (begge instrueret af Denis Villeneuve) er optaget af den berømte filmfotograf Roger Deakins. Her er hvad han har at sige om klargøring af udgivelser i HDR til hjemmeunderholdning. I felt like I had to suppress a lot of the contrast because sometimes the highlights were so bright you couldn’t actually see things. For example, there was a scene with somebody standing against a window, and you couldn’t see the person’s face because the highlights outside were so bright. So, a lot of it is suppressing highlights and actually putting less information in shadows when you don’t really want (to see) in there. Scenen, som han taler om, er sandsynligvis denne:

Sicario

På hans egen hjemmeside skriver han: If we had not done a separate timing pass for 'Sicario', the HDR version would have been like watching a completely different film. If you create a balance of light and dark on set you expect that balance to be maintained throughout the process. I personally resent being told my work looks 'better' with brighter whites and more saturation. Og endvidere: I wouldn't see a reason to change how I shoot for HDR as I want the projected image to have the overall contrast and tonal balance that I have shot. That is why I did a separate HDR pass for 'Sicario' and I will certainly do the same for any future project. Yes, the black being so black in projection is a good option as is the intense brightness of the highlights, though less so in my mind. But I see it only as an option. Her ses 'creative intent'; hvad skaberen ønskede at vise seeren. Mange filmsskabere og filmfotografer ønsker blot at fortælle en smuk historie. De tager værktøjerne, som er til rådighed, i brug for at løfte den visuelle historiefortælling, men på en konservativ facon – ikke et radikalt brud fra fortiden. De er måske ligelade med, hvor mange nits dit TV kan gengive fordi de slet ikke har til hensigt at skrue lysstyrken op på elleve. En HDR-skærm skal være i stand til at gengive dybe sorte nuancer, høj lysstyrke (på samme tid – hvad der også kaldes kontrast), et større farverum, samt levere på andre billedparametre. Skærmens rolle er at muliggøre alt dette, så der er gjort klar til forskellige typer indhold. Skærmen bør gøre, hvad signalet fortæller det, så ideelt set bør der være 'overhead', altså overskydende kapacitet. Hvis skærmen hele tiden presses til sit yderste, så er der ingen hovedhøjde.

Arven

Et andet aspekt, som bør tages i betragtning, er historien: Mange film, som folk hævder er 'fake HDR', er en del af arven. Star Wars har specielt look, lyd, atmosfære og stemning. Du burde ikke ønske at ændre på dette bare for det er teknisk muligt. The Mandalorian er en forlængelse af dette 'univers'. Et lignende argument kan præsenteres for andre parametre såsom High Frame Rate (HFR). Bare fordi UHD tillader 100/120 billeder per sekund, så betyder det ikke, at enhver indholdsproduktion skal tage det i brug. Mange mennesker kan ikke lide film, som gør det. Over tid vil indholdsskaberne finde anvendelse til disse nye værktøjer og skabe nye, fantastiske visuelle universer for film, serier og spil. Men vi ønsker ikke at tvinge det ned over historien.

Næste skridt herfra

Heldigvis for nye ejere af HDR-skærme, så ynder andre filmskabere udnytte værktøjerne til det maksimale. Hvis du vil teste dit HDR TV's formåen, så kan du f.eks. se Wonder Woman, Mad Max: Fury Road, The Matrix eller The Greatest Showman på Ultra HD Blu-ray eller sågar Disneys Mulan (på Disney+). Det større 'lærred' og den udvidede værktøjskasse giver skaberne større frihed til at kreere det visuelle univers, som de ønsker. Nogle vil vælge at gå all-in; andre vil vælge en anden retning. Vi bør ikke kræve, at alle indholdsskabere bevæger sig i samme retning. Bare fordi et TV kan fremvise 4K eller sågar 8K, så betyder det ikke, at alt indhold skal være knivskarpt. Det er op til indholdsskaberen at skabe et blødt look, et falmet look, et farverigt look, et psykedelisk look eller hvad de måtte ønske i den givne situation. Vi er nødt til at stoppe med at benævne det 'fake HDR'. Det er ikke falsk. Hvis vi overhovedet bruger sådanne udtryk, så lad os forbeholde dem flop som Red Dead Redemption 2 spillet, hvor udviklerne forfalskede HDR ved at skrue lysstyrken i SDR op vha. en simpel formel. Lad os i stedet tale om showcase HDR og subtil HDR.

Multikanals-musik

Jeg har været produktmanager for SACD hos Philips. CD'ens efterfølger med høj-opløsning/flerkanalslyd blev lanceret i 1999. Jeg husker tydeligt de diskussioner, der fandt sted på internetfora i de tidlige dage. SACD'er kan være high-res stereo eller high-res multikanal, '5.1' om man vil. Sony var primært interesseret i high-res (til audiofile lyttere), og Philips primært i multikanalslyd (til massemarkedet). For nogle af de første købere (og undertegnede) har SACD moderat interesse, hvis de kun er i stereo mens mange audiofile lyttere er ligeglade med multikanal og kun afspiller stereo-sporet (som er til stede på 99,9% af alle multikanals-SACD'er) Der er grundlæggende to måder, hvorpå surroundkanalerne kan bringes i spil sammen med musik.
  • Klassisk musik, jazz og andre genrer, som udføres akustisk, anvender multikanalslyd til at opnå den mest troværdige gengivelse af den enkelte live-performance. Surround-kanalerne indeholder primært refleksioner og efterklang fra hallen samt lyde fra publikum. Det er subtilt.
  • Pop/rock musik derimod er typisk indspillet i et studie og balancen skabes udelukkende på mixer-brættet. Her kan kunstnerne eller producenten skabe detaljerede lyduniverser og brugen af surroundkanaler kan være ‘aggressiv’.

Budapest Festival Orchestra

Forholdene for DVD-Audio er de samme som for SACD, bortset fra, at dette format var mere rettet mod pop/rock. Efter de første par år blev der imidlertid udgivet meget fra DVDA-skiver. SACD derimod fortsætter og fortsætter, og rundede 10.000 titler for et par år siden. Der udgives fortsat nye udgivelser. Omkring året 2003 trak de store pladeselskaber sig imidlertid tilbage og nu er det boutique-labels, som har overtaget. Disse aktører udgiver primært klassisk musik, lidt jazz og ikke meget andet. Pop/rock-udgivelser er der langt imellem. Så i sidste ende er majoriteten af udgivelserne endt med at blive stereo og med subtil, naturlig surroundlyd. Det er helt afgjort et nichemarked. Men det interessante er, at de fleste nuværende ejere af udstyr til multikanal-musik ikke længere leder efter musik, som skyder ud fra alle retninger. Der er andre interessante lektioner, som kan drages fra dette kapitel i historien. SACD og DVD-Audio havde naturligvis samme formål og var tilrettet mere eller mindre de samme købere. Fra begyndelsen blev det rammet ind som en formatkrig, hvilket sandsynligvis havde afskrækkende effekt på mange potentielle købere, så de valgte at forholde sig afventende for at se, hvilket af de to formater, der ville vinde. Formaterne udelukkede imidlertid ikke hinanden: multiformat-afspillere var mulige og blev lanceret på markedet efter de første par år. På dette tidspunkt var det dog for sent: Skaden var sket. Det er derfor vigtigt at huske på, at konkurrerende HDR-formater ikke skal rammes ind som en formatkrig. Multi-HDR support er muligt. Faktisk kan det realiseres på både hardware- og indholdssiden (undtagen tv-kanaler). Så nævn ikke formatkrigen.
Flatpanels
Yoeri Geutskens dimitterede i Industrial Engineering & Management Science med en afhandling om videospilsindustrien. Han har været Philips’ interne observatør for spilindustrien i over et årti samt arbejdet hos Philips Optical Storage og Philips Consumer Electronics med produktudvikling af DVD-optagere og Super Audio Cd-afspillere. I den rolle samarbejdede han med Sony i forbindelse med standardiseringen af Blu-ray Disc formatet. Hos NXP Semiconductors var han Business Creation Manager for videospilsindustrien. Yoeri er også manden bag de to 4K/UHD og Ultra HD Blu-ray twitter-brugere.



Flere fokusartikler

Disneys kølige og flygtige flirt med Ultra HD Blu-ray

13 Nov 2020 |

De seks søjler under Ultra HD

23 Oct 2020 |

Vi er nødt til at tage en snak om HDR

16 Oct 2020 |

Q&A: Udsigten for streaming-markedet i 2021

24 Sep 2020 |

Filmen er hurtigere færdig på danske streaming-tjenester

10 Jul 2020 |

Hvorfor gamle film kan genudgives i 4K HDR

08 Jul 2020 |