Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonInterview: TV2 Play styrkes med bl.a. profiler, bedre apps & aktualitets-indhold - FlatpanelsDK

Interview: TV2 Play styrkes med bl.a. profiler, bedre apps & aktualitets-indhold

25 Oct 2018 | Rasmus Larsen (@flatpanelsdk) |

På 30-årsdagen har TV2 præsenteret ny koncernstrategi, hvor TV2 Play opprioriteres. Det betyder bl.a. nye funktioner som profiler og anbefalinger, opfrisket brugerflade og ændret indholdsplanlægning. Der kigges også på aspekter af billedkvaliteten.

TV2 Play de næste 3 år

Det er stadig på tv-kanalerne, at TV2 når ud til klart flest seere, men over de næste tre år skal streamingtjenesten TV2 Play styrkes, så den får samme prioritet som kanalfladen. Der er betydeligt vækstpotentiale og for at udløse det, vil man taktvis introducere forskellige tiltag.

- ”Med koncernstrategien vil vi gøre TV 2 stærkere i bred forstand, og det er ikke nogen nem opgave i en fragmenteret medievirkelighed. Vi står over for en række strategiske udfordringer, som i deres essens handler om ændrede vaner hos seerne og øget konkurrence med fald i den traditionelle del af forretningen til følge. Til gengæld kan vi hente styrke på det digitale område, hvor TV 2 PLAY er helt central og skal bidrage til betydelig vækst i den digitale omsætning,” siger Merete Eldrup, adm. direktør, TV2.

Over 150.000 danske husstande har opsagt tv-pakken, men TV2 samler mange af dem op igen på Play-tjenesten, der sidste år rundede 350.000 betalende abonnenter. Det aktuelle abonnementstal for 2018 oplyses ikke.

Flatpanels tog en snak med Bo Bergstedt, chef for Digital Product Management hos TV2, om de konkrete tiltag, der er planlagt. Bo lægger ud med at slå fast, at TV2 i konkurrencen med bl.a. Netflix og HBO samt kommende tjenester fra Apple og Disney, skal holde fast i sin danske DNA. På Play-tjenesten kan seere fremover forvente mere aktualitet og nyheder.

- ”Vi er allerede stærke på dansk underholdning og drama. Men fremover får aktualitet og nyheder større synlighed på Play. Det skal være en større del af oplevelsen. Der vil blive udviklet nyt indhold til Play, men det vil oftest også vises på tv-kanalerne,” siger Bo Bergstedt.

Der er markant flere abonnenter på TV2 Play end danske husstande, der har klippet tv-kablet, så man fristes til at tro, at mange danskere bruger tjenesten som et supplement. Billedet er dog mere nuanceret, forklarer han. Omkring halvdelen af forbruget på TV2 Play sker faktisk på den store skærm, hvor seerne i højere grad ser live-tv. Adfærden afgøres også i nogen grad af platformen.

- ”Jeg kan sige, at vi ser ca. 50% af forbruget på de store skærme (Apple TV, Android TV, Smart TV, Chromecast) og de andre 50% på web og mobil. Adfærden er anderledes – jo større skærmen er, desto mere video ser brugerne. På de store skærme ser brugerne også langt mere live end på de mindre platforme,” forklarer Bo Bergstedt.


TV2 Play på Android TV


Profiler, anbefalinger & bedre apps

TV2 Play findes på bl.a. Apple TV, Chromecast og udvalgte Smart TV. Umiddelbart før fodbold-VM frigav selskabet en app til Android TV, som bruges i bl.a. tv-skærme fra Sony og Philips.

Denne Android-app forventer man sig en del af i takt med, at flere producenter omfavner platformen. Foruden tv-producenterne har Canal Digital valgt at bygge sin tv-boks på Googles tv-operativsystem. Stofa arbejder på en lignende løsning, som dog er blevet forsinket. Lanceringen af app'en markerer også et vendepunkt i udviklingen. Tv-platforme er blevet mere modne, så TV2 vil fremover fokusere på at udnytte hver platforms styrker. Det betyder samtidig, at den HTML5-app, der hidtil har været brugt på tværs af Smart TV-platforme, skal udfases.

- ”Vi kommer til at ændre brugerfladen – look-and-feel – så TV 2 Play bliver mere behagelig at kigge på og bruge på tværs af platforme. Den nye app til Android TV er en god rettesnor for, hvor vi vil hen. HTML5 app’en (bruges på bl.a. Smart TV, red) vil vi gerne udfase de steder, hvor vi kan. HTML5 app’en forsvinder ikke, men alle steder, hvor vi kan lave en native app, vil vi gøre det. Vi ønsker at give den bedste brugeroplevelse på platformens tekniske præmisser. I udviklingen af apps har vi fokus på de store skærme.”


TV2 Play på Android TV


Bo vil ikke afsløre fordelingen imellem de forskellige tv-platforme, men kan afsløre, at TV2 Play har flere brugere på Apple TV end på Android TV. Den app har dog været tilgængelig i længere tid. Hvad med spilkonsollerne? "PlayStation og Xbox er på vores radar, men der er intet konkret at melde ud", lyder svaret.

Inden Bo Bergstedt sluttede sig til TV2, sad han hos Viaplay, hvor han ligeledes var involveret i teknisk udvikling. Det var en anden tid, hvor streamingtjenester stadig var et relativt nyt fænomen, men hvis han skal gøre status på idéen om en kryds-platforms app – altså en HTML5-app – så må konklusionen være, at det er ”svært at understøtte HTML5 på tværs af platforme”. Det lyder mere attraktivt på papiret end det er i praksis, blandt andet på grund af forskelle kopibeskyttelse og formatsupport på de forskellige platforme og tv-skærme.

Hvad angår konkrete tiltag, så arbejder TV2 Play med algoritmer til anbefaling af indhold samt brugerprofiler.

- ”Vi tilbyder ikke brugerprofiler på Play, men det er klart, det er noget, vi kigger på. Der kommer flere funktioner, der gør det lettere at finde indhold. Vi arbejder eksempelvis med algoritmer såsom ”du har set Badehotellet, derfor anbefales du følgende”, så seeren ved, hvad der ligger bag anbefalingen,” siger Bo Bergstedt.

Han tilføjer, at man hos TV2 betragter dette lidt bredere end anbefalinger og at man internt foretrækker at tale om ”content discovery”. Det dækker også over muligheden for finde indhold baseret på f.eks. en specifik instruktør.

- ”Det begreb, vi bruger, er content discovery, altså hvordan man finder indhold hos os. Der er en lang række indsatser, vi arbejder med, herunder bedre metadata på skuespillere, genrer, instruktør og andet. Vi arbejder på bedre søgning og bedre ”det er du i gang med at se”-funktionalitet.”


TV2 Play Apple TV


Måske bedre billedkvalitet på live-sport

Sport og live-udsendelser er stadig synonym med tv-pakker, men muligheden findes også på TV2 Play, der tilbyder tv-kanaler med live-indhold. Særligt de brugere, som streamer TV2 Play på store tv-skærme, efterspørger dog bedre billedkvalitet.

Bo Bergstedt forklarer, at når man streamer tv-indhold til mange hundredtusinde seere, så er omkostningerne til trafik ikke uvæsentlige. På nuværende tidspunkt regner man med at holde fast i det nuværende niveau for billedkvalitet, der topper ved en bitrate på 3,2 Mb/s for HD-signalet. Bitrate afgør, hvor hårdt komprimeret indholdet er. Til gengæld kigger TV2 på at hæve billedfrekvensen – antallet af billeder per sekund i signalet – fra 25 til 50.

- ”Bitrate og kvalitet af streams er en kontinuerlig diskussion, som alle i branchen har. Lige nu ligger vi på 3,2 Mb/s, hvilket giver god balance mellem at gengive original indholdet i god kvalitet, sikre streamen er stabil og ikke øge pakkepriserne unødigt. På sportskanalen tester vi internt 50 billeder per sekund, hvilket vi giver et mere flydende billede uden at bitraten nødvendigvis bliver meget højere. Generelt optimerer vi løbende på vores streams, og heldigvis bliver det hele tiden muligt at komprimere video yderligere til en mindre bitrate uden tab af kvalitet,” siger Bo Bergstedt uden dog, at ville love noget.

Med den vilde vækst, der i disse år karakteriserer markedet for streamingtjenester, er det måske kun naturligt, at tjenesterne har vokseværk, men streaming behøver ikke at være ensbetydende med dårlig billedkvalitet. Amazon og Netflix streamer begge i 4K og HDR-kvalitet. De har et globalt publikum og gør sig primært indenfor film- og tv-serier, hvor studierne er ivrige for at præsentere stadig bedre seeroplevelser. Hvordan står det til i det danske produktionsmiljø?

- ”Det handler også om kvaliteten af original-materialet. Vi har et stort produktionsapparat internt og eksterne producenter, som ikke producerer i 4K endnu. Råmaterialet vil derfor ofte på nuværende tidspunkt ikke være støre end 1080p,” siger Bo Bergstedt.


Pip på TV2 Play


Samarbejde med distributører

Der er fart på TV2 Play, men glemmes de tidligere partnere – tv-distributørerne – ikke i denne overgang? Det er ikke intentionen, lyder budskabet. TV2 har allerede er annonceret et samarbejde med Boxer og Stofa, hvor TV2 Play fremover vil indgå i tv-pakken, foruden TV2-kanalerne. Man kigger på flere lignende aftaler.

Vi spurgte Bo Bergstedt om det indebærer, at TV2s indhold lægges ind i arkivet ligesom det kendes hos f.eks. YouSee? Helst ikke, synes vi at kunne tyde af svarene. Han ønsker ikke at kommentere konkret på om netop YouSee-kunder kan se frem til at få TV2 Play, men understreger, at TV2 ønsker at styre indholdsplanlægning selv. Det gør man bedst, hvis TV2 Play-tjenesten fremstår i sine reneste form.

- ”Vores tilgang er, at vi selv vil styre indholdet. Vi har redaktionelle medarbejdere, der styrer programplanlægning og opgaven med at fortælle om nye programmer, plus en Play-redaktion, der bruger nogle af de samme kompetencer. Vi går i stigende grad mod en on-demand verden, hvor man ikke på samme måde planlægger folks tv-forbrug. Men man kan fremhæve indhold på de rigtige tidspunkter og arbejde med f.eks. aktualitet.”

TV2 er ikke alene om at ønske mere kontrol. Aktører såsom Amazon, Apple og Google forsøger at tage jerngreb om brugeroplevelsen ved at styre tv-platformen, så de kan overtage den rolle, som YouSee m.fl. tidligere har haft. Ud over stemmesøgning, ønsker platformsarkitekterne at kuratere indhold på tværs af andre tjenester i én samlet brugerflade. Apple arbejder konkret på ’TV’ app’en, så med ovenstående in mente, vil TV2 da være afvisende for at indgå aftale med Apple?

- ”Det tager vi, når den kommer,” afslutter Bo med et grin.



Flere fokusartikler

B&O Beosound Stage soundbar

Første indtryk: Beosound Stage soundbar & BeoVision Harmony TV

13 Sep 2019 | Rasmus Larsen |
HDR tydeliggjort

HDR tydeliggjort

29 Aug 2019 | Yoeri Geutskens |
AirPlay 2 TV

Oversigt: TV med AirPlay 2, HomeKit og Apple TV app

24 Jul 2019 | Rasmus Larsen |
8K TV

Hvorfor du ikke skal købe 8K TV i 2019

19 Jul 2019 | Rasmus Larsen |
HDT Tracker 2019

Det fulde HDR-økosystem (medio 2019)

20 Jun 2019 | Yoeri Geutskens |
Billigste tv-pakke

Guide: Den billigste tv-pakke (2019) - opdateret

14 Jun 2019 | Flatpanels |
Panasonic 2019 OLED

Første indtryk: Panasonic 2019 OLED og LCD TV

26 Feb 2019 | Rasmus Larsen |
Dado Valentic

Video: Hvordan Hollywood-film farvegraderes i HDR & SDR

22 Feb 2019 | Rasmus Larsen |