Første indtryk af Samsung Q900R 8K TV (& teknisk information)

10 Sep 2018 | Torben R, Rasmus L (@flatpanelsdk) |

På IFA 2018 tilbragte vi næsten to timer i selskab med Samsungs første 8K TV (Q900R) bag lukkede døre plus yderligere tid på de åbne messearealer. Her er vores første indtryk samt teknisk information.

8K TV og opskalering

Flatpanels havde to mand med i Samsungs TV Innovation Room på IFA 2018. Den koreanske producentens Innovation Room er et tilbagevendende tema på de store messer, men årets version var anderledes. Samsung benyttede lejligheden til at lancere sine første 8K-tv. Vi besluttede derfor at dedikere fire øjne i stedet for to.

Demonstrationen bag lukkede døre havde omdrejningspunkt om Samsungs 85-tommer version, men Q900R lanceres også i 75 og 65 tommer – i Europa. Før vi går i gang, skal det understreges, at Samsung praktiserer en striks politik om, at man ikke man fotografere i baglokalet, hvorfor billederne her i artiklen alle er fra det åbne messeareal.


 Samsung Q900R 8K TV


Samsung lagde ud med at give os et fugleperspektiv over landskabet samt udviklingen i tv-opløsning, der har ledt op til 8K. Det er et emne til en anden god gang, men hvis vi skal fremhæve nogle få punkterne, vil det være, at processorkræften er ved at være på plads og at Samsung ærligt indrømmer, at der ikke findes indhold i 8K-opløsning – bortset fra nogle YouTube 8K-videoer, hvilket vi vender tilbage til om et øjeblik.

Efter at have erkendt, at ægte 8K-indhold næppe bliver klar foreløbigt, begyndte Samsung at tale specifikt om Q900R’s opskaleringsmotor baseret på “AI” (Artificial Intelligence), hvilket bliver det store salgsargument. Selskabet forklarer, at der benyttes en kombination af metoder, herunder en objekt-baseret algoritme, som kan genkende objekter i billedet – f.eks. en blomst eller et ansigt. Videoprocessoren kan herefter forsøge at udglatte kanter og tilføje detaljer til det opskalerede billede, og ydermere reducere støj / grain. AI-delen kommer ind i ligningen i form af en ’formula bank’ – eller database – som er baseret på algoritmer, der trænes vha. maskinlæring. Databasen kan løbende opdateres.

For at demonstrere effekten havde Samsung til at starte med opstillet en konkurrents 8K-skærm (tilsyneladende Sharp) ved siden af den nye Q900R. Begge skærme fik samme 4K-videosignal, opskaleret til 8K.

Der var tydelig forskel i farve og detalje, men farverne fremstod dog overmættede på Samsungs skærm. Billedet på Samsung Q900R havde også for høj farvetemperatur og kontrasten i billederne var tydeligt hævet, hvilket til tider fik billederne til at se kunstige ud. Billederne på Samsungs skærm fremstod helt afgjort bedre, hvilket dog i høj grad skyldtes, at Sharp-skærmen var usædvanligt kontrastfattig og med falmede farver (vi fik ikke bekræftet billedprofil og indstillinger). Dyb kontrast spiller en vigtig rolle i, hvordan vi opfatter detaljer i et billede, f.eks. i klipper og græs.

Det var ikke en særlig god demonstration ift. at vurdere opløsning og opskalering. Den primære pointe, som Samsung beviste, var blot, at ’better pixels’ – altså højere kontrast, større farverum, bedre lysstyring – er vigtigere end ’more pixels’ på nuværende trin af udviklingstrappen. Af samme årsag fremhæver vi ofte, at styring af lys og farver på pixelniveau er et af de mest afgørende elementer for god billedkvalitet


 Samsung Q900R 8K TV


Der har henover årene været megen debat, hvad angår videoopskalering, og da vi gik rundt på messegulvene på IFA, hvor adskillige producenter fremviste 8K-skærme, kunne vi notere os, at alle promoverede ”8K-opskalering”, hvilket... giver ringe mening. Uden opskalering ville et 4K-videosignal kun fylde ¼ af 8K-skærmen og et Full HD-signal ville kun fylde 1/16 af 8K-skærmen. Opskalering er et simpelt krav, hvis man ønsker billede i fuld skærm.

Det er nemt at imponere et publikum ved hjælp af overmættede farver og øget kontrast – det sker hver eneste dag i butikkerne med henblik på at sælge tv-skærme – men det trænede øje bør kende forskel på opskalering og billedbehandling. Baseret på vores oplevelser, så kom det meste ping, pang og pow i billederne fra billedbehandling, eller rettere ved at redigere i billederne på forskellig vis. Det er ikke en del af opskaleringsprocessen, hvis formål er at omregne pixels fra en given opløsning til en anden. Flere pixels gør det naturligvis muligt for tv-producenten at foretage mere billedbehandling og kantforbedring, men det har ikke meget at gøre med at gengive videokilden, som instruktøren havde forestillet sig.


 Samsung Q900R 8K TV


Samsung havde en bedre demonstration ude på det åbne messeareal, hvor to tv-skærme var opstillet side-om-side (som det ses i billederne herover og under). Den venstre 4K-skærm vise enten SD, HD eller 4K-video, hvorimod den højre skærm (Q900R) viste de samme billeder, opskaleret til 8K. Idéen med demonstrationen var, at seere skulle vurdere opskaleringsmotoren fremfor andre aspekter af billedet. Den højre 8K-skærm fremviste helt bestemt billeder, som var konsekvent skarpere og mere detaljerede, men vi kender ikke de tekniske detaljer i opstillingen. De to skærme kunne lige så godt have haft separate videosignaler – vi ved det simpelthen ikke.

Det var nogle ord om opskalering på Q900R og hvis der er noget, som historien har lært os, så er det, at producenterne har tendens til kraftigt at overdrive deres skærmes evner indenfor opskalering. Vi har sågar set, hvordan tidlige opskaleringssystemer har fået billeder til at fremstå værre end originalen. Der er i øvrigt en simepl teknisk årsag til, hvorfor 8K er præcis 7680x4320 pixels. Det skyldes, at 3840 * 2 = 7680 og at 2160 * 2 = 4320. De første to respektive tal udgør, hvad vi i dag kalder 4K-opløsning (3840x2160).

Et andet aspekt, som Samsung slet ikke kom ind på undervejs i demonstrationerne var, hvorvidt øjet kan opfatte forskellen imellem 4K og 8K fra en normal kiggeafstand. Selskabet kommenterede dog kort på sagen ved den indledende præsentation, hvor en af pointerne var, at de etablerede metoder for at kvantificere øjets evner ikke fortæller hele historien. Som nævnt, benyttede Samsung ikke desto mindre primært 85-tommer modellen ved præsentationerne, hvor vi typisk betragtede skærme fra en afstand på 2-3 meter. For at få gavn af 8K-opløsning (kontra 4K), i et typisk stuemiljø, skal du uanset hvad have en meget stor skærm.


 Samsung Q900R 8K TV


Der var også andre demonstrationer, herunder en, hvor tv’ets zone-styrede lys blev presset til at gengive scener med fyrværkeri op imod en mørk baggrund. Det gjorde Q900R på overbevisende manér, på trods af et begrænset antal lyszoner. Vi skal understrege, at Q900R ikke gør brug af MFA (Micro Full Array) teknologien, som Samsung demonstrerede på CES 2018 i Q9S-prototypen. En insider fortalte os, at omkostningerne simpelthen er for høje på nuværende tidspunkt, sågar i et 85-tommer TV. Q900R er i stedet udstyret med et LCD-panel og et zone-styret LED-system, der beskrives som værende tæt på det system, der anvendes i Q9FN 4K-topmodlellen. Under demonstrationen bemærkede vi ikke lysproblemer, lysglorier eller lignende.

Alt i alt var det svært at vurdere de reelle fordele ved 8K. Samsung Q900R kan helt afgjort fremvise imponerende billeder, men vi venter med at give en endelig vurdering indtil vi har haft mulighed for at evaluere og teste Samsung Q900R på egne præmisser.


Teknisk information

Dette er første generation 8K TV, og termen ”første generation” suppleres altid af små advarselsstjerner. Vi forsøgte derfor at få bekræftet så meget teknisk information som muligt under sceancen med Samsungs koreanske ingeniører.

Først og fremmest fortalte de os, at Q900R ikke på nuværende tidspunkt er HDMI 2.1 certificeret, primært fordi markedstesten først blev færdiggjort i sidste måned. Selskabet forklarer, at de søger certificering baseret på HDMI1-porten. De andre HDMI-porte er begrænset til 4K-video. Der er dog ikke desto mindre en betydelig begrænsning, som består i, at Samsungs hardware er begrænset til 8K30 (8K ved 30 billeder per sekund). Det er ikke en begrænsning i HDMI 2.1 standarden, der kan levere langt mere data, men producenterne skal også sikre sig, at deres hardware kan behandle alt denne videodata.

Det samme gælder den indbyggede HEVC-dekoder, som kan dekode 8K i op til 30fps. YouTubes 8K-streaming – mere eller mindre det eneste 8K-indhold i dag – understøttes ikke.


 Samsung Q900R 8K TV


Fra et billedkvalitetsstandpunkt er det vel nok ironisk, at 30fps er alt for lav billedfrekvens til at opretholde 8K-opløsning ved bevægelse. Såkaldt ’motion resolution’ – opløsning ved bevægelse – vil simpelthen være langt lavere end 8K – sågar lavere end 4K. Visse branchemedlemmer vurderer, at man med 4K-video skal over 50/60fps for at opretholde 4K-detaljerne i bevægende billeder, så 8K vil kræve endnu højere billedfrekvens – med mindre du udelukkende kigger på fotografier.

Denne begrænsning bør ikke overses. Når 8K-indhold en dag tikker ind, vil 30fps begrænsningen udelukke tilslutning af spilkonsoller samt moderne afspillere såsom Apple TV og Nvidia Shield, som tegner brugerfladen i højere billedfrekvens. Spørg bare ejere af 2016 LG OLED om, hvad de synes om 30fps-begrænsningen på Dolby Vision. Det vil tage flere år før indholdsbranchne er klar til at omfavne 8K – branchen er kun lige begyndt på 4K. Det er også muligt, at branchen fastholder, at film skal optages i 24 billed per sekund, men det simple faktum er, at opløsning går hånd i hånd med højere billedfrekvens – også kaldet High Frame Rate (HFR) – hvis man vil have fuldt udbytte.

Samsung vender tilbage til argumenterne om AI-opskalering, men faktum er bare, at de første købere af 8K-tv vil befinde sig selv i præcis samme situation, som de første købere af HD- og 4K-tv befandt sig i. Hvad vi fremhæver ovenfor er naturligvis kun de begrænsninger, som vi er opmærksomme på. Teknologien ændrer sig hele tiden og økosystemet for 8K er slet ikke på plads endnu. Kunder vil reelt købe et 8K-tv, som ikke er fuldt ud klar til 8K-indhold.

Den gode nyhed er, at Q900R understøtter mange af de samme HDMI 2.1 funktioner, som den nuværende Q9FN topmodel. Det vil sige FreeSync og VRR (Variable Refresh Rate) samt ALLM (Automatic Low Latency Mode), hvilket blot betyder, at skærmen automatisk skifter til Spil-profil, når du starter et spil på Xbox (PlayStation understøtter ikke pt. ALLM). Q900R vil også understøtte HDMI 2.1’s ‘Dynamic HDR’.

Q900R vil ikke understøtte eARC (enhanced Audio Return Channel), som kræves for at udsende og gennemsende lyd i høj kvalitet via HDMI-porten. Vi spurgte desuden ind til QMS (Quick Media Switching), som eliminerer de sorte skærme, der forekommer, når eksterne HDMI-kilder skifter imellem billedfrekvens. Samsungs ingeniører var usikre mht. QMS, hvilket formentlig betyder, at det ikke understøttes.

HDMI 2.1 byder på nogle af de største fremskridt på HDMI-standarden hidtil, men producenter behøver ikke at implementere samtlige elementer. HDMI-organisationen tillder, at de udvælger funktioner.

Hvad angår design, så har Samsung valgt en rimelig traditionel tilgang. Tv’et er relativt tykt, hvilket skyldes, at LED zone-styringen bag LCD-skærmen kræver plads. Det ser ud som om, at de to fødder kan rykkes ind mod midten og fæstne i andre huller, men repræsentanten fra Samsung var ikke helt sikker. Logoet er rykket til højre side af rammen.


 Samsung Q900R 8K TV


Colorfront HDR-demonstration

Samsung lagde ikke meget vægt på HDR undervejs i demonstrationen, hvilket kun er naturligt, da emnet handlede om 8K-opløsning. De havde dog inviteret en repræsentant fra selskabet Colorfront, som laver professionel software til brug i bl.a. Hollywood-studier.

Repræsentanten var tydeligvis begejstret for potentialet i moderne HDR-skærme med større farverum og højere maksimal lysstyrke. Han sagde sågar, at han er ”meget skuffet over biografernes visuelle kvalitet” og at tv-skærme til stuen lige nu skubber videobranchen fremad, særligt indenfor HDR.

Det skal i denne forbindelse noteres, at der er HDR-forskelle imellem de forskellige formater af Q900R. 85-tommer modellen kan ramme 4000 nits maksimal lysstyrke, hvorimod de mindre formater er begrænset til 3000 nits.

Repræsentanten fra Colorfront gav os en kort HDR-demonstration med det formål at fremhæve Samsung Q900R’s evner, hvad angår maksimal lysstyrke og farver sammenlignet med et Samsung 4K-tv samt en 30-tommer Sony BVM-X300 reference OLED-monitor, som benyttes i Hollywood-studier. Referenceskærmen fremstod uvivlsomt bedre end begge tv-skærme, men den er også vanvittig kostbar.

Q900R kan levere imponerende HDR, men led dog til tider under samme begræsnning, som andre zone-baserede LCD-tv. Der er simpelthen ikke nok lyszoner, så ofte fremstår den maksimale lysstyrke faktisk lavere end de 3000-4000 nits, som tv’et i teorien er i stand til at levere. Faktisk fremstod Sony BMV-X300 reference-skærmen ved lejligheder mere lysstærk i scener med både lyse og mørke elementer – f.eks. en sol eller himmel op imod et landskab – på trods af, at den ”kun” har 1000 nits maksimal lysstyrke, hvilket skyldes, at den kan styre lys på pixelniveau. Vi har observeret dette mange gange tidligere, når vi anmelder og sammenligner OLED-tv med LCD-tv. I andre og mindre kontrastrige scener kan LCD-tv naturligvis ramme markant højerelys niveauer end OLED-tv, dog ofte på bekostning af sortniveauet.

En side-note: Der er en måde, hvorpå farveydelsen ved forskellige luminansniveauer (for HDR) kan kvantificeres. Det kaldes ’color volume’ (farvevolumen) – hvilket Samsung også ofte fremhæver – men som tommelfingerregel medtager målemetoden ikke absolut sortniveau, og den medtager heller ikke de ændringer i dynamikområdet og sortniveauer, der opstår som resultat af tv’ets zone-styring eller ABL. Denne teoretiske målemetode skal således forbedres før den kan fortælle os om skærmens faktiske ydelse.


Color volume


Repræsentanten havde flere gode pointer om moderne skærmteknologi, herunder at LCD og OLED naturligvis har hver deres fordele. For eksempel anvender forbrugerudgaver af OLED-tv en ekstra hvid subpixel, som påvirker farveægtheden ved højeste lysniveauer. Det er naturligvis ikke ny viden, men det er relevant ift. at sammenligne tv-skærme med Sonys OLED-referenceskærm, der gør brug af RGB OLED, som kan holde farveægtheden ved alle lysniveauer. Du husker måske, at Samsung for nogle år tilbage forsøgte at kommercialisere RGB OLED-tv, men de måtte i sidste ende trække sig pga. for høje omkostninger i produktionen.

Ingen skærm er perfekt og der er stadig masser af potentiale i nuværende HDR-standarder, men det var et interessant indspark fra et selskab, som arbejder med Hollywood-studierne for at skabe og optimere indholdet. Colorfront-softwaren er naturligvis også kompatibel med HDR10+, som Samsung forsøger at positionere som et alternativ til Dolby Vision.

Beder man os om at opsummere, så vil vi lægge vægt på, at dette er første generation 8K-tv og at det er svært at se bort fra begrænsningerne. Det var desuden vanskeligt at evaluere Samsungs ”AI” opskalering baseret på demonstrationerne, så vi ser frem til at få et eksemplar på testbænken. 8K-skærme og indhold kommer, men det tager tid. Man skal naturligvis starte et eller andet sted og vi bifalder Samsung for at skubbe til grænserne, men det fordrer spørgsmålet: Er hardwaren overhovedet klar? Det er vi ikke helt overbeviste om.

Samsung Q900R lanceres i 65, 75 og 85 tommer i oktober. De danske priser bliver hhv. 40.000, 50.000 og 115.000 kroner.



Flere fokusartikler

Black Friday

Black Friday 2018: Guides, tips & vores TV-anbefalinger

16 Nov 2018 | Rasmus Larsen |
TV2 Play

Interview: TV2 Play styrkes med bl.a. profiler, bedre apps & aktualitets-indhold

25 Oct 2018 | Rasmus Larsen |
TV-databasen

Flatpanels introducerer TV-databasen

21 Sep 2018 | Torben R, Rasmus L |
Samsung 8K TV

Første indtryk af Samsung Q900R 8K TV (& teknisk information)

10 Sep 2018 | Torben R, Rasmus L |
HDMI ARC

HDMI ARC (Audio Return Channel) og eARC forklaret

03 Aug 2018 | Rasmus Larsen |
Sony Master TV

Første indtryk af Sony AF9 og ZF9

02 Aug 2018 | Torben Rasmussen |
Apple TV

Guide: 9 tips til Apple TV

06 Jul 2018 | Rasmus Larsen |
LG wallpaper OLED

Flatpanels øger fokus på TV-lyd

27 Jun 2018 | Rasmus Larsen |