Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonEt nærmere kig på Sonys 2017 TV-skærme - FlatpanelsDK

Et nærmere kig på Sonys 2017 TV-skærme

06 Feb 2017 | Tommy Lindegaard |

Efter Sony fremviste højdepunkterne på CES-messen i januar, inviterede de forleden til et opfølgende event, hvor FlatpanelsDK får lov til at kigge nærmere på produkterne for 2017. Sony vil i 2017 lade 4K og HDR lede an.

4K & HDR skal drive markedet

Desværre opretholdte Sony traditionen om ikke at have priser eller specifikationer med, men omvendt vi fik lejlighed til at undersøge produkterne mere grundigt end man får lejlighed til på CES.

Sony ser først og fremmest lyst på fremtiden og lagde derfor ud med at dele markedsinformation med pressen. Ikke overraskende er salget af 4K-tv stødt stigende, hvilket naturligvis også understøttes af, at det fir nogle år tilbage kun var i topmodellerne. Nu er 4K nået til mellem- og budgetklassen. Det er i 2017 umuligt at købe en topmodel uden 4K.

Det samme gælder for HDR (High Dynamic Range), der forbedrer billedet igennem øget lysdynamik og større farverum. Sony spår, at tv-markedet i 2017 vil stige voldsomt. Som du får syn for om lidt, gør Sony i 2017 da også sit for, at HDR bliver udbredt. Sony fortsætter sit fokus på primært den øvre prisklasse og slækker fokus på de helt billige tv-skærme. Derfor vil alle 55 tommer skærme og større være 4K TV.

Ønsker man i stedet HD-skærme, må man fra Sonys side nøjes med 49 tommer eller derunder. En stor nyhed er dog, at de mindre HD-skærme også får HDR med det øgede farvespektrum og større lysdynamik. Sony var, som så ofte før, ikke villige til at dele ud af sine specifikationer, så vi må vente tålmodigt lidt endnu. Vi har f.eks. tidligere været vidne til, at der kan forskelle indenfor en given modelserie, hvis man går fra eksempelvis 43 til 49 tommer.

Sony 2017 TV


Sony omfavner Dolby Vision

I 2016 nåede Dolby Visions HDR-format ud i konkurrenters tv-skærme, men Sony forholdte sig afventende. 2017 bliver året, hvor Sony springer på vognen og implementerer Dolby Vision.

De danske Sony-medarbejdere var meget klare i mæglet om hvorfor de valgte at vente; økonomi. Der er i dag flere forskellige HDR-teknologier, der løser nogenlunde samme opgave. Derfor så Sony tiden an i 2016 for at se om Dolby kunne holde kadencen, hvilket alt tyder på, at de kan.

Der er en række omkostninger forbundet med at integrere Dolby Vision, dels i forhold til ingeniør-timer, men også royalties og dyrere chip. Men hvordan hænger det sammen med, at Sony helst vil sælge mellemklasse og high-end-produkter? Det gør det ikke, og derfor er det også skuffende, at netop Sony ikke omfavnede Dolby Vision allerede i 2016. Især den direkte tilknytning til Hollywood med filmstudier, kameraudstyr og andet taget i betragtning.


2017 tv-skærme

Nu har Sony fået Dolby Vision med, så lad os glemme det sure opstod og bevæge os videre for Sony havde medbragt nogle interessante produkter. De kunne også løfte sløret for flere produkter end de topmodeller, som vi hørte om sidste måned på CES.

Hvis vi starter fra bunden med Sonys billige R-serie, så fortsætter den som RE4 og kommer i 32 og 43 tommer. 32 tommer modellen har kun 1366x768 opløsning. 43 tommer modeller har Full HD og lidt overraskende, så har begge modeller HDR-support . Især 32 tommer modellen lagde nok op til at Sony ville spare HDR væk, da det kræver hurtigere processorer. Den ros skal de have.

Næste skridt i modelrækken er WE6-serien, der naturligvis får bedre billedkvalitet. Desværre havde Sony ikke disse lavere serier udstillet. Der er ofte en række teknologier, som er udeladt fra disse, selvom der er en vis form for ”drop-down”-effekt efterhånden som de forskellige teknologier bliver billigere.

WE6-serien kommer i 49 og 43 tommer i Full HD og bliver endda lanceret I 32 tommer med den lavere WXGA opløsning. Sony tilbyder fortsat en fod med kabelstyring og implementeringen er blevet justeret i forhold til sidste års model.

Sony 2017 TV


Hvis vi tager endnu et skridt opad serie-stigen kommer WE75-serien. Her finder man stadig Full HD og HDR-support, men nu er der også ”Triluminos”, der bygger på speciel fosfor. Det giver et øget farvespektrum og udnytter derfor HDR bedre.

WE75 er topmodellen indenfor HD. I 2017 dækker det over LED-kantbelysning og ingen local dimming. Med de informationer, som vi fik fra Sony, er det uvist om Android TV er implementeret eller ej. I 2016 startede Android TV først fra 8-serien.

I 2017 hedder 8-serierne XE80 og XE85. Nu er vi oppe i 4K-opløsning og det er tydeligt, at det er her Sony har sit fokus. Sidste år benyttede Sony LED-kantbelysning og IPS-paneler, og det fortsætter vist i XE80 serien, mens XE85 i år er skiftet til et VA panel. I 8-serien får man Googles Android TV-platformen og selvfølgelig stadig HDR. Sony ville ikke komme nærmere ind på nits, processortype, pris eller lanceringsdato.

Sony 2017 TV


Demonstration af XE85 og XE90

XE85 skal erstatte sidste års XD85. Det var den ”mindste” serie, som Sony på arrangementet havde valgt at udstille. For de fremmødte havde de sat et XD85 (2016) side-om-side med XE85. Begge skærme var indstillet til billedprofilen”Vivid”, hvilket vi ikke anbefaler. ”Vivid” booster lys, farver og andre parametre til ofte urealistiske niveauer, men det er Sony Japan der dikterer, og så må man jo rette ind.

Uden at vi vil komme ind på en meget specifik vurdering, så viste demonstration, at sortniveauet på XE85 var bedre. Dybere sort og flere detaljer. Lysstyrken var også højere. Det ville være rart at kende tallet for nits for at have en referenceramme, men det ser ud til, at der er sket en fremgang. Særligt når XD85 (venstre) står side-om-side med XE85 (højre).

Sony 2017 TV


Sony 2017 TV


Sony 2017 TV


Sony 2017 TV


Sony ville ikke bekræfte eller overhovedet kommentere, men medarbejdernes kropssprog og glimt i øjet levnede ikke meget til fantasien. Det tyder på, at XE85 i 2017 skifter til VA LCD-panel.

Ved siden af XE85 stod XE90, som nu blev tændt. Det er Sonys ”billigste” bagbelyste LCD-tv. XE90 siges at have bedre sortniveau, lysstyrke og forbedre local dimming. Men med XE85 på sin venstre side kunne vi se, at XE90 havde flere detaljer i mørke områder og højere lysstyrke. Et filmklip af ”Passenger” blev sat på og XE90 nåede et højere kontrastniveau, men skærmen var også generelt for lys. Det kunne ses i f.eks. hudfarver, der var for lyse på XE90 og for mørke på XE85.

Begge skærme var naturligvis indstillet i ”Vivid”-profilen, så demonstrationen fortæller os ikke særlig meget før vi kan sammenligne skærmene i kontrollerede omgivelser. Men at lysstyrken kan blive højere, var tydeligt at se. Desværre fremviste Sony ingen sportsscener eller klip med panorering, så hvordan de to skærme håndterer bevægelser må stå hen i det uvisse.


XE93 mod XD93

XE93 var udstillet ved siden af forgængeren XD93. XE93 kommer i 55 og 65 tommer og er den første model med ’X1 Extreme’ processoren. Herudover kommer der en XE94 i 75 tommer som er bagbelyst. XE93 har Sonys ’Slim Backlight Drive’, hvilket er to rækker af sidebelysning, der kan gengive mørke områder bedre end almindelig LED-kantbelysning, ifølge Sony. Det demonstrerede Sony allerede sidste år med XD93.

I år stod så den nye XE93 ved siden af sidste års XD93 (venstre). Sony ville med demonstrationen gerne vise, at XE93 havde en lidt større farvepalette, bedre sortniveau og endnu højere lysstyrke. Det er vel også forventeligt, at der sker forbedringer fra år til år. Det var dog især lysstyrken, som havde fået et synligt nøk opad – hvert fald med de demoer, som Sony kørte. Det var naturligvis Sonys eget materiale - som de dog har kørt med i nogle år – så det skal tages med et gran salt.

Sony 2017 TV


Sony 2017 TV


Sony 2017 TV


Sony 2017 TV


Sony 2017 TV


Sony vil forsøge noget nyt i år, hvad angår beslag. XE93 og XE94 kan monteres på væggen ved hjælp af en af to metoder; det normale VESA beslag, som vi kender samt et Sony- specifikt beslag. Beslaget fra Sony gør, at XE93/94 kan side helt op ad væggen uden mellemrum. Samtidig kan beslaget hivs 10-15 centimeter ud fra væggen, så man kan komme til stik. Det kan også vinkle TV’et i cirka 15 grader.

Sony 2017 TV


XE93/94 med X1 Extreme-processoren, som blev introduceret med ZD9-topmodellen sidste år. Sonys A1 OLED vil i øvrigt have samme processor, bekræftede Sony. Den japanske producent er naturligvis stolt af egen chip, men i vores test af ZD9 i sin tid, var der også roser til MotionFlow-teknologien og måden, hvorpå den kan undgå artefakter og støj ved bevægelse.

“We don’t scale, we translate”, lyder det fra Sony. Det er et argument, som de har forsøgt at slå fast i nogle år nu. Med X1-chippen begyndte Sony at bygge en database online med information fra filmstudiernes arbejde med film. Det er forskellen på dem og konkurrenterne. Det er hvert fald deres udsagn.

Sony 2017 TV


Sony A1 mod verden

Det er ingen hemmelighed, at Sony ikke producerer egne OLED-paneler, men i stedet køber ind fra LG.Display, ligesom Philips og Panasonic gør det. Sony kommer med egen teknologi i form af ’X1 Extreme’-processoren. Så hvad kan man forvente? Sony ville ikke tale specifikationer, men havde forberedt nogle forskellige opstillinger.

Demonstrationerne var klassiske OLED-testfilm med masser af sorte og mørkegrå sekvenser, som hjælper med at fremhæve det uovertrufne sort- og kontrastniveau. Videoerne viste dog også, at lysstyrken stadig ikke er lige så høj som LCD-topmodellerne, især ikke Sony ZD9.

Sony 2017 TV


Sony 2017 TV


Sony A1 stod på et podie midt i rummet og bagved stod sidste års LG E6, så det var tydeligt hvad der skulle ske. Indledningsvis ville Sony dog gerne komme lidt ind på design.

Sony A1 har ikke en normal stand. Når man betragter tv’et forfra, ser det ud som om, at det står direkte på bordet. Sony-logoet er skjult nede i venstre hjørne for der er ikke plads andre steder. Tv’et har naturligvis en stand og det er her al elektronikken er indbygget, inklusiv en subwoofer. Denne konstruktion hjælper til at holde designet minimalistisk og samtidig prangende.

En subwoofer er naturligivs ikke i stand til at levere hele lydspektret og da der ikke er plads til højttalerenheder andre steder, hvad gør man så? Hos Sony har man valgt at bruge selve skærmpanelet. Diskant kræver jo blot små, hurtige vibrationer for at skabe lydbølger.

Bag på skærmen har Sony, i to sektioner, placeret aktuatorer, der kontroller skærmens vibration i stereo-lyd. Og det virker rent faktisk. Jeg var positivt overrasket over resultatet. Det skal nok samtidig understreges, at man ikke kan se de små vibrationer i skærmen.

Sony 2017 TV


Sony havde som sagt medbragt en LG E6, som er en OLED-skærm fra 2016. Da podiet med A1 blev skubbet ind til højre, stod de to OLED-tv side-om-side. Sony havde valgt en musikvideo med Alicia Keys, som demonstrerede, at LG E6 har fin diskant, men lidt tynd bas. Sonys A1 havde noget bedre kontrol over de dybe toner. Diskanten i Sony A1 var sådan set også fin, men lilletrommen i musikken afslørede, at der plads til klare forbedringer i visse dele af lydspektret. Det lyder som om seidingen, altså de små fjedre på en lilletromme, der giver den sin karakteristiske lyd, er slået fra, eller kun delvist spændt ud.

Var lyden bedre end LG E6? Både og, for mellemtonen var ikke helt i øjet hos A1, men det kan man ændre med en mellemtone-enhed i foden. Noget andet er; hvem køber et TV til 40.000+ kroner uden at have et ordentligt anlæg i forvejen eller i det mindste tilkøber en god soundbar? 50 procent af en filmoplevelse er lyden. Det er vel nok også her, at Sony afslører den største lydmæssige bommert i A1. Sony sælger allerede fine multi-room-højtalere i from af SRS-ZR7 og ZR5, men A1 kan ikke kommunikere med ZR-serien. Hvis man kunne tilføje eksempelvis to trådløse ZR-højtalere som baghøjtalere, ville man kunne få et hæderligt lydsystem. Især hvis mellemtonen blev korrigeret.

Jeg ved om nedenstående videoklip hjælper dig ift. at vurdere lyden, men det er alligevel inkluderet.




Dermed er A1s interessante løsning med vibrationer i OLED-panelet en begrænset løsning, som kan bruges til nyheder eller andet, hvor man lyden ikke er så afgørende. Vil man se gode film eller serier bør man tilkøbe bedre lyd.

Jeg oplever lidt skærmlyden som gimmick fordi den ikke er helt gennemtænkt eller ført helhjertet ud i verden. Løsningen har potentiale til at være god, både lyd og designmæssigt, men Sony har ikke ramt plet.




Sony A1 billedkvalitet

Sony ville også gerne sammenligne billedkvaliteten på LG E6 (til venstre) mod Sony A1. Sony fremhævede indledningsvis, at der var tale om en 2016-model mod en 2017-model, hvilket jo gjorde sammenligningen unfair for LG. Samtidig blev der kun vist Sony-materiale. Sony kan dog af gode grunde ikke sammenligne med LGs 2017-modeller endnu.

Da det var Sonys eget testmateriale klarede A1 sig naturligvis ret godt. A1 var lige et tand skarpere og kontrollen over sortniveauet var om muligt endnu bedre. Det var samtidig også tydeligt, at A1 havde et 2017 panel med højere lysstyrke. Begge skærme var indstillet i ”Vivid”-profilen, som er en typisk butiksindstilling. Hvordan skærmene ser ud i stuen eller i kalibreret tilstand, må derfor stå hen i det uvisse indtil videre, men Sony viste gode takter.

Sony 2017 TV


Sony 2017 TV


Sony havde ikke medbragt rigtige filmklip, så selvom en af de omdiskuterede udfordringer med at gengive bevægelse og panoreringer på LGs OLED, af mange forventes forbedret hos Sony, fik vi ikke syn for sagen. Sony har tidligere fået ros for dette på f.eks. ZD9, så vi kan blot håbe, at ’X1 Extreme’-chippen gør tilsvarende for A1. Det er dog på nuværende tidspunkt kun gisninger. Det vil naturligvis blive testet i en kommende anmeldelse.


Priser og lanceringsdatoer

Dette bliver desværre et kort afsnit. Det er tydeligt, at Sony Nordic gerne vil give informationer, men produkterne er stadig i udviklingsstadiet, så der kan ske en række småændringer. Dog kunne Sony fortælle, at A1 OLED kommer ”før efteråret” og vil være prissat på et niveau omkring ZD9. Dermed vil kunderne kunne vælge topmodel i OLED eller LCD, afhængigt af hvad de foretrækker. OLED har klart overlegne kontraster og sortniveau. Omvendt har LCD synligt højere lysstyrke, som kan give en blændende effekt, som hvis man kiggede op mod solen.

En ting, som man dog ikke selv kan vælge, er fjernbetjeningen. Sony inkluderer en fjernbetjening og den er stort set uændret fra sidste års version. Vi var ikke så vilde med fjernbetjeningen, men heldigvis kan man købe en række gode universalfjernbetjeninger fra for eksempel Logitech.

Hvis du har undret over, at der ingen bemærkninger er om buede skærme eller 3D, så er det fordi Sony, ligesom store dele af branchen, ikke længere arbejder med dette. Kun Samsung bibeholder buede skærme.


Sony har ikke glemt tidligere TV

Der er som bekendt flere HDR-formater på markedet. Et af disse er HLG, der er skabt til tv-kanaler. Det er et nyt format, som ikke var en del af debatten, da HDR startede for nogle år siden.

Sony oplyste, at modeller fra 2015 vil få HLG-support via HDMI og antennestikket. Nogle modeller vil kun få begrænset udnyttelse, da de ikke kan levere hele farvespektrummet eller lysstyrken, men det er stadig er fin opgradering, hvis du ejer f.eks. X85C, X90C eller X93C. Dog solgte Sony disse modeller med ’Triluminos’ på, at de kan levere et bredere farvespektrum, så derfor er det oplagt, at de nu også får delvis – om man vil – HDR-support.

Det specielle ved at tilføje yderligere HDR-understøttelse til tv-skærme fra 2015 og 2016 er naturligvis, at de ikke er solgt med dette løfte. Det er en fin gestus fra Sony nu, hvor meget tyder på, at tv-kanaler vil benytte HLG-formatet. Sony fortæller, at X1 chippen er fleksibel, hvilket åbenbart muliggør tilføjelse af billedfunktioner.

2015 og 2016-modellerne vil få HLG via en firmwareopdatering en gang i 2017. Mere konkret kunne Sony Danmark ikke blive det på nuværende tidspunkt. Derudover vil alle Sony Android TV få den nye Android 7.0 (Nougat) opdatering af styresystemet i løbet af 2017. Mere om opdateringerne kan findes her.

FlatpanelsDK fik også lejlighed til at kigge nærmere på den nye Blu-ray-afspiller og lydprodukterne. Følg med i morgen for mere information om disse.

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere fokusartikler

Første kig: Philips 2024 OLED TV og Ambilight Plus

29 Feb 2024 |

Første kig: Panasonics 2024 OLED TV (Z95A) med FireTV, 2. gen MLA

05 Feb 2024 |

Hvorfor 24fps ikke er nok til HDR-film

02 Feb 2024 |

Fremtidens skærme: Hvad vi så hos LG Display & Samsung Display

31 Jan 2024 |

Første kig: Sonys næste-generations miniLED LCD TV teknologi – opdateret

04 Jan 2024 |

Den næste streamingfase kommer til Danmark i 2024 

22 Dec 2023 |