Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonOculus afslører planerne for Rift, spil & virtual reality - FlatpanelsDK

Oculus afslører planerne for Rift, spil & virtual reality

11 Jun 2015 | Rasmus Larsen (@flatpanelsdk) |

Hvad kommer efter en flad skærm med 2D-billeder? Virtuelle verdener, der føles lige så ægte, som at være der selv. Det vil Oculus realisere med Rift-headsettet, der er en komplet integreret løsning af hardware, software og et økosystem omkring. I dag præsenterede selskabet planerne for spil-delen og flere detaljer om Rift.

Detaljer om Oculus Rift

Oculus Rift lanceres i 1. kvartal 2016 og kravene til din PC er allerede fremlagt. I dag fortalte Oculus meget mere om produktet og fremlagde konkrete planer for, hvordan spil skal fungere i virtual reality.

Oculus Rift
Oculus Rift bruger to OLED-skærme, med 1080x1200 pixels hver, til at skabe den virtuelle verden, når du ifører dig brillen. OLED-skærmene er ekstremt hurtige og nærmest slørfri, siger Oculus. Linserne kan bruges selvom du bærer briller og kan desuden justeres, så de passer optimalt til brugeren. I pakken leveres en lille sensor, der skal stå på skrivebordet. Den bidrager til at spore dine bevægelse med høj præcision.

Der er indbyggede hovedtelefoner, som dog kan udskiftes. Lyden leveres i 360 grader, hvilket skal bidrage til oplevelsen af at være til stede. Opløsningen på OLED-skærmene vil blive bedre over tid, men Oculus tror på, at de allerede har en løsning, der er let of komfortabel og som leverer en utrolig oplevelse.

Nøgleordet her er “presence” - eller tilstedeværelse. Det er målet med Rift, proklamerer Oculus. Når oplevelsen bliver så virkelig, at hjernen oversætter det til “tilstedeværelse”, har man nået målet. Det kan skabe oplevelser, der går langt ud over hvad film og spil giver os i dag. En fuldstændig omsluttende oplevelse. Du kan være overalt og opleve alt. Det er “the magic of presence” - og Oculus tror på, at de kan levere, på trods af høje forventninger.

- “We wanted to revolutionize gaming, and transform the way we experience entertainment. We set out to finally deliver on the dream of virtual reality.” sagde Brendan Iribe, Oculus CEO.

Oculus Rift

Oculus Touch & samarbejde med Microsoft

På dagens event blev et partnerskab mellem Microsoft/Xbox og Oculus præsenteret. Det betyder blandt andet, at Oculus Rift leveres med en Xbox One spilcontroller til at starte med.

Headsettet virker med Windows 10 og Microsoft afslørede, at det vil blive muligt at stream Xbox One spil trådløst til Rift fra en PC. Det kræver den såkaldte Xbox Wireless Adapter, som blev lanceret for et par dage siden. Til at starte med vil spil såsom Halo, Forza og Sunset Overdrive understøttes, men det lader ikke til at de bliver fuldt VR-venlige. Microsoft har således meldt sig ind på virtual reality-markedet igennem samarbejdet med Oculus.

Oculus Touch
Det har været vigtigt at levere en spilcontroller til 1. generation af Rift, siger Oculus. Men der er langt større planer for inputtyper til virtual reality.

Oculus holdt spændingen kørende ved at gå videre i præsentationen efter annonceringen af Microsoft-partnerskabet, men lidt senere fik vi endelig syn for sagen. Oculus Touch er to små, trådløse ringe med knapper og fuld “360-graders tracking”, så de registrerer dine bevægelser og tryk. De har også “haptisk feedback”, altså indbyggede vibratorer.

Oculus Touch
Oculus siger, at Touch er fremtiden for input til virtual reality. De giver fri bevægelighed, så du kan “samle pistolen” mens du føler, at dine hænder er fri. Oculus-grundlæggeren Palmer Luckey var tydeligvis begejstret for løsningen og lovede at Touch vil “overraske” dig og være med til at levere endnu bedre oplevelser i virtual reality.

Nye spil og oplevelser præsenteret

Ved præsentationen blev flere nye spil præsenteret. Et af dem var Eve Valkyrie, hvor du navigerer et rumskib fra cockpittet, og kan udforske og bekæmpe andre skibe i et kæmpe univers.


Chronos er et spil i rollespilsgenren, hvor du kan udforske en verden. Spøjst nok, lader spillet til at foregå i tredjepersons-perspektiv. Endelig blev “Edge of Nowhere”, der viste en person i et snedækket landskab fyldt med fælder, fantasiskabninger og forhindringer. Oculus meldte samtidig, at de har øremærket 10 millioner dollars til at hjælpe mindre spiludviklere.

Oculus Home
Oculus Home er portalen til alt indhold i virtual reality. Herfra finder du spil, film og andre typer oplevelser. Der er også et social element i Home, hvor du se hvad dine venner spiller lige nu og springe direkte ind i spillet, hvis du vil være med.

Meget mere følger og Oculus har naturligvis også planer for mange andre oplevelser end spil, hvilket de har givet en lille forsmag på med “Lost”. Det vil de fortælle mere om senere på året.

Oculus Rift kommer på markedet i 1. kvartal af 2016. Prisen kendes ikke, men Oculus har sagt, at man vil kunne købe en PC og Rift for omkring 1500 dollars. Læs mere om Rift her eller om virtual reality generelt her.



Flere fokusartikler

Apple TV 4K (2021) vs. Apple TV 4K (2017) vs. Apple TV HD

23 Apr 2021 |

Interview med Amazon Prime Video: Kig på os en gang til

22 Apr 2021 |

Analyse: Hvem taber, når abonnements-trætheden rammer?

16 Apr 2021 |

Første kig: Samsung's 110" microLED TV

08 Apr 2021 |

Første indtryk: Paramount+ i Apple TV app

25 Mar 2021 |

Dansk Paramount+ chef: Vi går i direkte konkurrence med alle

26 Feb 2021 |