Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonInterview: TDC Play er satsning på musik, tv & film - FlatpanelsDK

Interview: TDC Play er satsning på musik, tv & film

20 Mar 2013 | Rasmus Larsen |

TDC Play er den seneste streaming-tjeneste, der har set dagens lys i Danmark. Tjenesten er en stor satsning på on-demand, hvor musik, film, tv-serier og tv-kanaler kombineres under ét tag. FlatpanelsDK har talt med René Brøchner, direktør for TDC HomeTrio, om planerne. Han afslører bl.a., at der arbejdes på offline-indhold og trådløs videoteknologi.

TDC Play udvider til film og tv

TDC-koncernen rækker bredt og dækker i dag over to velkendte spillere på tv-markedet: YouSee og TDC HomeTrio. Begge tv-selskaber har nu også en streamingtjeneste, hhv. YouBio og TDC Play. De to tjenester skal dog ikke ud og konkurrere mod hinanden, starter René med at forklare. TDC Play bliver åbnet op til flere kunder end tidligere, men kræver stadig et TDC-abonnement af en eller anden art. Som noget nyt, kan man dog købe adgang med blot et TDC-mobilabonnement, og man kan komme på uden nødvendigvis at være på en TDC-internetforbindelse.

René Brøchner, TDC
René Brøchner, direktør for TDC HomeTrio, fortæller om fremtidsplanerne for TDC Play

TDC Play har hidtil været en musik-tjeneste, der beskrives som en stor succes for kunder og en stor succes for TDC. Det nye er, at TDC udvider med film, tv-serier og tv-kanaler for 69 kroner per måned oven på de muligheder, som TDCs tv-kunder har haft for at se gratis film og leje premierefilm. Med samler med andre ord musik, film og tv i én samlet tjeneste. Musik-delen er fortsat gratis for kunder. Det nye TDC Play er således ikke nogen lille satsning: - ”TDC Play som musiktjeneste har været kæmpe succes for kunderne og TDC. I takt med, at internettet har åbnet nye muligheder, så ser vi stor værdi i at give adgang til film, tv-serier og tv-kanaler. Derfor gik vi hårdt ind i tv-verdenen, hvor forbrugerne kan se med overalt,” forklarer René Brøchner.

Det nye TDC Play
TDC Play udvides, så det nu også omfatter film, serier og tv-kanaler

TDC HomeTrio er allerede langt den største filmudlejningstjeneste i Danmark og sidste år slog man således Blockbuster på antallet af udlejninger. Der er nu mere end 10 millioner udlejninger årligt hos TDC, så det er ikke nogen overraskelse, at de fysiske videobutikker lukker på stribe. Det centrale ønske med TDC Play-satsningen er at gøre tv tilgængelig når som helst og hvor som helst; populært kaldet on-demand. René tror ikke på, at danskerne vil se lineært tv særlig mange år frem.
”Danskerne vil se tv hvor vi vil og når det passer os”

Det nye TDC Play
TDC Plays tv-serie-sektion

Rettigheder stiller dog nogle naturlige begrænsninger i dag. Tv-kanalområdet er mest restriktivt, men der er også begrænsninger i forhold til at se tv i f.eks. udlandet. Der er allerede sket fremskridt på en række punkter, men der er stadig flere kampe forude. René forklarer, at TDC har arbejdet og stadig arbejder hårdt på at løsne op for rettighedsnettet, så on-demand-mulighederne kan udvides. Et andet problem kan være manglende adgang til internettet i f.eks. sommerhuse og på farten, og det er også et af de punkter, som TDC arbejder på med en offline-funktion. - ”Offline-konsumering er noget som TDC meget gerne vil arbejde mod. Det virker allerede med musik. TDC vil gerne gøre det samme med film og tv-serier. Vi har ingen deadline, men vi håber, at det bliver i år. Det står meget højt på vores ønskeseddel,”

TDC Play skal være trådløst i hjemmet

Det nye TDC Play på iPhone
TDC Play er stadig ”beta”, men platformen kører allerede ganske pænt, mener René. Den primære grund til, at man holder beta-mærkatet på lidt endnu er, at man skal skifte imellem to platforme (den gamle og den nye) og at der samtidig introduceres en helt ny brugerflade. Derfor laves en glidende overgang, hvor man vil teste den nye platform i praksis, før man tager det endelige skridt. Du kan allerede nu prøve den nye platform på internettet eller via tv-boksen, hvis du er HomeTrio-kunde. Planen er, at man indenfor 1 måned vil lukke helt ned for den gamle platform og skifte til den nye. René afslører samtidig, at mange af elementerne fra YouBio har været med til at muliggøre TDC Play, som kører på samme platform (undtagen musik-delen). Vi spurgte ind til, hvilke platforme TDC Play skal udbredes til. Lige nu fungerer det på HomeTrio tv-boksen, Apple iOS og via en internetbrowser. Der er dog ingen planer om at komme ud på f.eks. PlayStation, Xbox og diverse andre bokse, forklarer René. Med TDC Play vil man tage en anden tilgang til stuen. Ved at åbne op for Apples Airplay, Miracast på Android samt DLNA, kan seere trådløst streame film, tv-serier og tv-kanaler over på tv-skærmen enten via en Apple TV-boks eller et tv/boks med indbygget Miracast/DLNA. Det hele styres fra touch-skærmen og al navigering sker derfor også på denne skærm. Når man er klar til at se tv, fører man det trådløst over. - ”I stedet for at bygge apps til alle platforme, vil vi hellere bygge afspillere til smartphone og tablet. Musik virker allerede med Airplay og videolen arbejdes der på. Det virker allerede med DLNA og Miracast kommer også. Musikdelen kommer i øvrigt også til at virke med Sonos. Sonos kommer indenfor forholdsvis kort tid,”

Send video, billeder og musik fra en Apple-enhed hen på Tv-skærmen med AirPlay
TDC Play skal ikke have en app på hver boks, men i stedet bruge trådløs teknologi fra smartphones/tablets til tv-skærmen

”Hvis man kan undgå en boks I hjemmet, så vil det være at foretrække”
Men hvad skal man så bruge HomeTrio-boksen til nu hvor film, tv-serier og tv-kanaler fra TDC kan ses fra andre enheder, spurgte vi? I dag kræves en HomeTrio-boks for at få adgang til tv-kanaler hos TDC, da det leveres via IP-TV, som fladskærms-tv ikke kan modtage direkte. René er dog ikke bleg for at erkende, at man gerne vil af med tv-boksen, men at det ikke sker lige foreløbigt. - “Hvis man kan undgå en boks I hjemmet, så vil det være at foretrække. Men boksen giver stadig en masse muligheder, såsom indbygget harddisk til optagelser, spoling og mulighed for at lagre lokale filer. Der er også kapacititen i nettet at tage hensyn til, men på sigt bliver alt unicast; med en tv-strøm ud til hver forbruger,”

Børneindhold rykker

Den største forskel på indholdssiden imellem TDC Play og YouBio er udeladelsen af C More-indholdet hos TDC Play, hvilket betyder, at prisen er 69 kroner i stedet for 99 kroner. TDC siger, at der er adgang til over 1000 serie-afsnit og en række film i abonnementsprisen, men ligesom på YouBio, kan man også leje premierefilm og tv-serier, som ikke er inkluderet. Det koster typisk mellem 39 og 49 kroner per film. Muligheden for at leje premierefilm ændres der ikke på. Det er noget TDC har oplevet stor succes med, så med pakkeløsningen til 69 kroner slår TDC hårdt på børneindhold, som har vist sig meget populært i de danske hjem. Herudover prioriterer TDC nyt indhold, der vil blive udskiftet løbende. Hvilke tv-kanaler man har adgang til, afhænger af det tv-abonnement man har hos TDC HomeTrio. Konkurrencen fra de andre streamingtjenester, og særligt Netflix, hilser TDC samtidig velkommen. - ”Netflix er blevet taget vældig godt imod. Der er rigtig mange, som har prøvet det. Det er positivt fordi danskerne får en introduktion til on-demand. Det gør forbrugerne trygge ved når-som-helst-hvor-som-helst tv.” Det er samme vej TDC gerne vil bevæge sig med TDC Play, og man ved at indholdet spiller en kæmpe rolle. Med kombinationen af gratis musik til alle bredbåndskunder, udvalgte film og tv-serier til TDC HomeTrio-kunder, samt film/tv-pakken til 69 kr. til alle andre TDC-kunder, ser TDC fremad. TDC Play forbliver dog en ”lukket tjeneste”, som kun tilbydes til TDCs kunder. Du kan se og prøve det nye TDC Play her. Tak til René Brøchner for snakken



Flere fokusartikler

Interview med B&O designer: Kan vore TV blive større, tyndere? – del 2

11 Jun 2021 |

Interview med B&O designer: TV-design i dag og i fremtiden – del 1

04 Jun 2021 |

EM-fodbold på DRTV: Nye funktioner, men 4K bliver ikke klar

31 May 2021 |

Status på Ultra HD Blu-ray

11 May 2021 |

Apple TV 4K (2021) vs. Apple TV 4K (2017) vs. Apple TV HD

23 Apr 2021 |

Interview med Amazon Prime Video: Kig på os en gang til

22 Apr 2021 |