Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reason<div class="billede"><img src="billeder/mini-skabelseshistorien.jpg" alt="Skabelseshistorien - kalibrering af fladskærme"></div>Skabelseshistorien - FlatpanelsDK

Skabelseshistorien - kalibrering af fladskærme
Skabelseshistorien

28 Jul 2010 | Rasmus Larsen (@flatpanelsdk) |

Otto Jørgensen giver i denne artikel forklaringen på, hvorfor det er essentielt, at billedet gengives korrekt. Skabelseshistorien er et indblik i, hvordan produktionen af en film foregår, fra optagelserne begynder til den når ud i biograferne, og hvorfor netop processen samtidig dikterer, hvordan og hvorfor fladskærme bør kalibreres.

Debater denne artikel i forummet her: Skabelseshistorien - debat.

Artiklen er skrevet af Otto Jørgensen fra AV Precision, som kalibrerer fladskærme og sælger professionelt AV udstyr. Otto har mange års erfaring i branchen og har certificeret ISF kalibreringsbevis.

Skabelseshistorien

Efter at have ført en del diskussioner omkring hvad korrekt gengivelse af billedet er, og hvorfor det er dét man bør stræbe efter, er det gået op for mig at den væsentligste årsag til at mange billed-entusiaster har svært ved at acceptere selve tankegangen i at det er filmskaberen der bør bestemme hvordan billedet ser ud, hverken tv-producent eller slutbruger, i mange tilfælde er en grundlæggende mangel på indsigt i hvordan en film bliver skabt, og hvor stor en kunstnerisk proces det er at lave en film.

Jeg bliver meget ofte mødt med "jeg ved vel bedst selv hvordan billedet skal se ud", eller "man kan vel selv se om det ligner virkeligheden", osv. Disse udtalelser har det til fælles at de tager udgangspunkt i at slutbrugeren rent faktisk ved hvordan kildematerialet skal se ud. De fleste tror tilsyneladende at dét at optage en film er at indfange situationen i kameraet, og så genskabe det præcist som det så ud på optagelsestidspunktet. Intet kunne være længere fra sandheden.

Det perfekte kup
Det perfekte kup, Instrueret af Dennis Holck Petersen


At skabe en film-optagelse er en proces med mange del-elementer. Jeg vil give et eksempel på hvordan konstruktionen af en given scene kan se ud. Jeg har desværre ikke billed-eksempler (enkelte er tilføjet, red), men jeg tager udgangspunkt i en helt konkret proces som jeg er blevet forevist, af en bekendt i filmbranchen, Dennis Holck Petersen (som vil være især DAHF-brugere bekendt). Scenen er fra hans første og såvidt jeg ved indtil videre eneste film, en lavbudget film der hedder Det Perfekte Kup (meget morsom film, som kan købes for en 20'er i Tiger-butikkerne).

Scenen er ganske simpel, fire mand sidder i en bil og snakker. Der klippes mellem nærbilleder af hver af de fire personer når de taler. Scenen varer vel et par minutter, som jeg husker det, måske mindre. Jeg bruger denne scene som eksempel, fordi jeg tilfældigvis ved hvordan processen har været og har set screenshots fra forskellige stadier i processen, og for at demonstrere at det ikke kun er på dyre hollywood-produktioner at man lægger et markant stykke arbejde i at få en film til at se ud som den gør.

De første skridt

Det første skridt er naturligvis selve optagelsen på settet. Scenen skal udspilles, og de fire kameravinkler skal optages. Nu er det sådan at dette var en lavbudget-film, så der var kun råd til to kameraer. Desuden vil jeg mene at hvis alle fire skulle have været i brug, ville nogle have været i synsvinklen fra et andet kamera, så scenen er optaget i flere omgange, fra hver sin vinkel.

Det næste skridt er så klipningen. Her tager man ikke hensyn til hvordan farver og lys tager sig ud, man klipper simpelthen filmen ud fra det rent handlingsmæssige og ud fra det visuelle indtryk de forskellige vinkler skal give. Dette er en proces der i meget høj grad kan skabe stemningen i en film, dårlig timing i klipningen kan få en iøvrigt god film til at se meget kikset ud. Når dette er overstået, har man i princippet en færdig film i rå-materiale.

Color grading


På dette stadie er filmen imidlertid uudholdelig at se på, fordi farver og lys ikke er korrigerede, de ligger som det rå materiale der kom ind fra kameraerne. Purister, der måske er vant til hifi og tænker at det perfekte må være at få billede og lyd fuldstændigt ubehandlet igennem, så man kan se/høre den oprindelige situation som den var, vil sikkert tænke at det må være helt optimalt at se dette råmateriale, råt for usødet som man siger. Det er det _ikke_.

Scenen fra før er nemlig optaget fra forskellige vinkler, på forskellige tidspunkter af dagen. Solen har flyttet sig, og der er blevet overskyet inden optagelserne var færdige. Så de fire forskellige kameravinkler ser meget forskellige ud - fra én vinkel er ansigsfarverne grønlige, fra en anden rødlige. Fra én vinkel er billedet ret lyst, fra en anden ret mørkt. Det er komplet ubrugeligt, i forhold til at give seeren et indtryk af at hele scenen udspiller sig i ét stræk. Filmen mangler dén proces som er mest interessant set fra en billed-entusiasts synspunkt: Color-grading.

Color grading

Dén der har ansvaret for filmens udseende - i større produktioner en Cinematographer, i dette tilfælde instruktøren selv - udvælger et enkelt billede fra scenen, som repræsenterer hele scenen. Dén sender han så til en color-grader, med instruktioner om hvordan denne scene skal se ud: Er det aften eller højlys dag, skal der være en dunkel, uhyggelig undertone der skaber en dyster stemning som i en gyser-film, skal der være en lys, behagelig stemning som i en far-til-fire film, osv.

Color-graderen laver så nogle forslag ud fra anvisningerne, og sender dem retur til instruktøren. Dette kan gå frem og tilbage flere gange, indtil instruktøren er tilfreds med dét udseende den pågældende scene skal have.

Color grading


Herefter laver color-graderen så den endelige korrigering af scenen, så hver enkelt kameravinkel har dén lyssætning og farvesætning som skal være i hele scenen. Dette gøres simpelthen klip for klip - hvert klip, som måske kan være 2-3 sekunder eller mindre, justerer man på meget samme måde som slutbrugeren kan justere sit tv - dog med noget mere avancerede og specifikke redskaber.

Der flyttes på farvetemperatur, flyttes på gamma (lyset), ændres på de enkelte farver osv. En color-grader kan få en moden banan til at blive grøn, uden at det kan ses i resten af billedet - det er med andre ord hér udseendet af filmen bliver lavet, ikke i selve optagelsen. Kameramandens opgave er at indsamle det råmateriale colorgraderen skal arbejde med, ikke at indfange farverne korrekt.

Klar til publikum

Når color-gradingen er lavet, er filmens endelige udseende på plads (nu forudsætter vi lige en film uden special-effects...). Filmen ser nu ud som den skal, på instruktørens og color-graderens monitor (som så gerne skulle være kalibreret ens, så de ser det samme!). De sidder nu med det færdige produkt, den færdige film, som de gerne vil vise publikum.

Hvordan gør de så dét? De kunne naturligvis invitere publikum ind i studiet, og se filmen. Det er lidt upraktisk, hvis der er ret mange der skal se den. Så vi vælger at vise en gengivelse af filmen, i biografer og på tv. Hvis vi sørger for at biografer og TV gengiver filmen på samme måde som dén monitor der stod i studiet, så har vi rent faktisk en chance for at se filmen, sådan som den blev skabt i den beskrevne proces.

3D kan også opleves i Københavns Imperial
3D kan også opleves i Københavns Imperial


Forudsætningen for at hele dét arbejde color-grader og instruktør eller cinematographer har udført skal nå ud til dig som filmseer, er at I er enige om hvordan filmen skal gengives. I princippet er det fuldstændigt ligegyldigt hvordan skærmene gengiver billedet, bare de er ens. Mange taler om D65 kalibrering osv, men i princippet kunne man lige så godt have valgt en helt anden reference - så længe det er den samme man vælger.

Hvis color-graderen sidder med en skærm der viser en meget mere blålig hvid, så ville hun bare skrue ned for blå, og nå til fuldstændigt samme resultat på sin skærm. Det er ikke skærmen der bestemmer hvilken farve et ansigt har, det er color-graderen. Nu har vi så bare"tilfældigvis" (dog af en ret god grund) valgt netop D65 som reference-punktet. Så længe både color-grader og instruktør på deres side, og vi som seer på vores side, overholder den samme reference, så kan filmskaberne vise os en hvilken som helst farve de har lyst til, inden for de rammer tv-systemet har.

Debat

Er der ikke nogen der kan forklare mig, hvorfor det IKKE skulle være den overordnede målsætning for billedkvalitet, at se filmen sådan som filmskaberen besluttede sig til at den skal se ud?

Debatér denne artikel i forummet her: Skabelseshistorien - debat.

AV Precision


Artiklen er skrevet af Otto Jørgensen fra AV Precision, som kalibrerer fladskærme og sælger professionelt AV udstyr. Otto har mange års erfaring i branchen og har certificeret ISF kalibreringsbevis.



Flere fokusartikler

8K disc

Hvorfor et 8K disc-format er usandsynligt

27 Nov 2019 | Yoeri Geutskens |
Discovery kanaler

Alternativer til YouSee når Discoverys 11 kanaler forsvinder

08 Nov 2019 | Rasmus Larsen |
Uncharted

Hvad nye PlayStation & Xbox konsoller betyder for dit TV-køb

07 Nov 2019 | Rasmus Larsen |
Apple TV+ See

Hvad er Apple TV+? Indhold, teknik & plusset forklaret

31 Oct 2019 | Rasmus Larsen |
HDMI 2.1 TV

Oversigt: 4K TV og 8K TV med HDMI 2.1

28 Oct 2019 | Flatpanels |
Billigste tv-pakke 2020

Guide: Den billigste tv-pakke (2020)

01 Oct 2019 | Flatpanels |
Lemus lydmøbler

Interview: Danske Lemus vil skabe lydmøbler til TV & musik

27 Sep 2019 | Rasmus Larsen |
Opløsningskløften

Opløsningskløften

24 Sep 2019 | Yoeri Geutskens |