Til al snak om Apple TV - Apple's medieboks til tv-skærmen

Redaktører: AndreasL, Moderatorer

#337252
Davs,

Jeg købte et Apple Tv 4K (2021) i går, hvilket har ledt mig til mit spørgsmål om forskellen på den og så den nyeste chromecast.

Vi har et Samsung KS7005 hjemme, hvor vi hidtil har haft en chromecast med google tv tilkoblet. HDR-materiale har altid haft et voldsomt kedeligt billede; farverne var meget grå, næsten som om, at der var et gråt tæppe over hele billedet. I mørke scener kunne det i værste fald være svært at se hvad der overhovedet foregik.

Jeg har så fået udskiftet til ATV'en og forventede samme HDR-billede. Men, det er som om, at billedet er langt tættere på hvad HDR altid sælges som; bedre farver og generelt bedre billede.

Og her er så mit spørgsmål - jeg har intet ændret i tv'ets billedinstillinger. Det er kun streameren/afspilleren, som er udskiftet.

Jeg var egentlig under indtryk af, at den nye chromecast og ATV langt hen af vejen ville levere samme billede, men er det simpelthen Apple TV'et, som er forskellen i billedkvalitet?

Om det her er et teknisk spørgsmål, ja, det ved jeg ikke helt. Men hvis der findes en teknisk forklaring på billed-forskellen (udover "det er fordi ATV er bedst!") så er jeg meget nysgerrig efter den :)
#337259
Er det samme HDMI-port, som de to afspillere har været tilsluttet til?

Når man får grå og kedelige farver på HDR-indhold, så er det typisk fordi enten kilden eller TV'et misfortolker HDR-signalet (som jo bruger en helt anden gråtoneskala og et andet farverum end SDR). Det kan skyldes, at TV'ets 'HDMI Deep Color'-funktion ikke er slået igennem. Samme situation vil man se, hvis man forsøger at afspille HDR-indhold på et "gammelt" 4K TV uden HDR-support.

Nu bruger jeg den ikke til dagligt, men jeg kan ikke umiddelbart genkende problemet med HDR på Chromecast fra dengang jeg testede den.
#337266
Rasmus Larsen skrev: 26. nov 2021, 06:31 Er det samme HDMI-port, som de to afspillere har været tilsluttet til?
De var ikke tilsluttet samme HDMI-port.

Jeg fik samme tanke i går, så prøvede at flytte ATV'en over i Googles gamle HDMI-port, men jeg så ikke en ændring i billedet.

At slå "UHD Color" fra eller til igen så heller ikke ud til at ændre billedet.

Jeg har flere steder læst kritik af netop min tv-models HDR-evner, så havde reelt besluttet mig for at udskifte det til OLED snart. Men baseret på de sidste 24 timer med ATV, så kan det godt holde lidt længere.

Hvis der ikke er en åbenlys teknisk forklaring, så kategoriserer jeg vist bare ændringen under "muligvis min egen skyld, men alligevel yderst tilfreds med ændringen" :D

Tilføjelse: Måske er jeg også bare mindre fan af mørke billeder end generelt. Kan i hvert fald se, at billedet er indstillet noget mere lyst end hvad der anbefales rundt omkring.
#337737
Overordnet set er jeg meget tilfreds med oplevelsen på Apple TV.

Vores forbrug er nok ret "familien Danmark", aka. fruen vil have, at det virker og jeg vil helst have, at det er teknologisk lækkert imens det virker :D

Vi har ingen NAS eller lignende, så det er som ren streamingboks, at jeg kan sammenligne. Med det sagt, så kommer her mine observationer:

Google TV:
Med Chromecast with Google TV (Google TV) havde jeg tit oplevelsen af, at hardwaren holdt oplevelsen tilbage. Interfacet og navigationen rundt led engang imellem under, at hardwaren ikke virkede tilstrækkelig. At åbne en app kunne godt tage tid. Oplevelsen var ikke nødvendigvis konstant, men jeg bemærkede det. Bemærkede også, at 4K på fx Disney+ kunne hakke lidt ved starten af afspilning, men om det var pga. hardware eller streaming, pas.

Fjernbetjeningen virkede ofte for lille og aaaalt for glat. Ikke fan af mærke-knapper, som fx Netflix, uanset hvem der producerer hardwaren.

Google TV er stadig ikke lanceret i DK officielt, så kvaliteten af de danske apps er nok derfor acceptabel, men ved fx DRTV oplevede vi at skulle genstarte app hver gang, at vi trykkede "retur" fra en video. Det skal vi ikke ved Apple.

Forbandt engang imellem mine hovedtelefoner, men det var lidt et hyr at komme ind til bluetooth-menuen.

Et plus var integrationen med Google Home. Vi har en bunke pærer fra Philips Hue, så det var brugbart at kunne kontrollere dem via fjernbetjeningen.

Positivt var også Youtube-oplevelsen! Ret brugbart at kunne interagere med videoerne ved at holde midter-knappen inde.

Overordnet, så havde jeg nok været noget mere begejstret for Google TV, hvis jeg havde købt den svarende til de 50 dollars, som de koster i USA. Til 600-700 kroner synes jeg, at dens mangler er lidt for tydelige.


Apple TV 4K (2021):
Overordnet set, så er jeg bare begejstret for, at Apple TV'et aldrig kommer i vejen for, hvis jeg godt vil se et eller andet.

I forhold til vores forbrugsmønster er hardwaren garanteret voldsomt overkill, men det gør så også bare, at jeg kun enkelte gange har tænkt, at interfacet var lidt langsomt, når jeg fx lige var hoppet ud fra en 4K HDR-video.

Jeg har aldrig prøvet fjernbetjeningen var den første generation af ATV, og det er nok en god ting. Jeg har i hvert fald ikke noget at brokke mig over med den nye fjernbetjening. Den ligger bedre i hånden end Google TV's, og virker også bedre lavet.

"There's an app for that". Det er klart et plus, at det indtil nu har været ret nemt at finde en app, hvis jeg vil se svensk tv, youtube, C-More, osv. Og, at apps'ne er brugbare.

Kunne forestille mig, at særligt styresystemet var en smagssag mellem Google og Apple, men jeg foretrækker Apples mere stilrene udtryk end Googles forsøg på at skabe en forside, hvor ALT hvad jeg har set/er ved at se/kunne tænke mig at se er samlet.

Jeg fik ATV'en til 1124 kroner, hvilket absolut heller ikke gør oplevelsen dårligere :)


Det var lige hvad jeg havde af tanker.

Hvordan var din oplevelse af Google TV ift. Apple TV?
#337738
Gode betragtninger. Tak for tankerne, som jeg tror andre også vil finde gavnlige.

Jamen overordnet er jeg meget enig. Jeg oplever Chromecast som for svag hardwaremæssigt og det er et generelt problem med sticks, så jeg er lidt ked af at se, at så mange TV-platforme er bundet op på stick. Der er stort potentiale i TV-platforme, men svag hardware (og alt for lidt lagerplads) bliver en hæmsko.

Jeg kan godt lide Google TV-brugerfladen som koncept, men det kommer ikke til sin ret i Danmark endnu. Dog bekymrer jeg mig for niveauet af reklamer / "anbefalinger" på den længere bane. Fjernbetjeningen fra Google fungerer godt, men jeg er ikke begejstret for design og materialevalg. Jeg savner også højere kvalitet på apps på Android – man kan godt mærke at mange apps er 'hjemmesider' pakket pænt ind.

Og så savner jeg generelt ekstra funktionalitet i Google TV. De små ting, som man kan begejstres over, og som udvider økosystemet. Match-funktionalitet, mulighed for trådløs forbindelse til højttalere, spil-funktionalitet, lækkerhedsfaktor og bare små overraskelser og finurligheder, som viser, at dem der har skabt produktet har lagt kærlighed i udviklingen. Det er ærgerligt at konstatere, at Google ikke selv tager platformen så seriøst. Måske bedst illustreret af, hvor lang tid det tog før Stadia kom med.

Apple TV 4K har masser af power, men mere vil have mere. Der mangler ikke power på videodelen, men jeg håber de optrapper på spilfronten. Selvom jeg øffer lidt over den nye fjernbetjening så betragter jeg den stadig som en af de bedste på markedet, funktionelt og designmæssigt.

Til gengæld savner jeg mere 'Google TV' på Apple TV, altså en måde at søge på tværs i indhold og få det præsenteret i en samlet brugerflade. Der er optakt til det i Apple TV appen, men der mangler stadig integration med de fleste tjenester. At Siri stadig ikke virker på Apple TV i Danmark (eller det gør det, men kun i begrænset omfang) synes jeg er kritisabelt efter så mange år.

Der er gode synergier med iOS-enheder og disse strækker sig nu til HomePod, som jeg er imponeret over ift. trådløst link til Apple TV. Jeg er også overrasket over, at man efterhånden kan forbinde spil-controllere og fjernbetjeninger fra konkurrenter, og når der udvides med disse ting, så fungerer det bare. Som eksempel har jeg spillet 'The Pathless' på hhv. PS5 og Apple TV 4K, med Sonys DualSense-controller på begge, og oplevelsen er ret sammenlignelig. Pga. mit arbejde har jeg jo en interesse i at følge udviklingen – jeg fulgte også Ouya og Steam Machine projekterne med interesse – så jeg er begyndt at lave et lille eksperiment, når jeg har folk på besøg, der kan lide konsolspil. Den består i at spørge til deres favorit (Xbox eller PlayStation), give dem controlleren i hånden, introducere dem for et "nyt spil" og først bagefter fortælle, at de rent faktisk har spillet på Apple TV. Det kommer der som regel gode stunder og samtaler ud af.

Jeg havde nok håbet på mere fra den nye Chromecast. Jeg havde forventet, at nu fik vi et produkt, som hele tiden kørte på nyeste Android / Google TV og viste vejen. Omvendt kan jeg stadig blive positivt overrasket over Apple TV 4K, selvom der er plads til forbedring på mange områder.
#337775
Fra konsollerne har jeg Xbox One, Xbox Series X, DualShock 4 (PS4) og DualSense (PS5) controllere liggende til test med diverse enheder. Plus en masse blandet som Nimbus Steelseries, Amazons controller, Google Stadia controller.

De to, som jeg er endt med at have parret fast til Apple TV 4K, er en Xbox og Nimbus. Det er primært ud fra hensyn til batteritid idet der jo ikke er USB-port i Apple TV – fordi ergonomisk er jeg mest til DualSense. Xbox controlleren kører ret lang tid på normale batterier og Nimbus er nærmest en evighedsmaskine (og når den skal oplades bruger man bare lightning-kabel). Det er nyttigt, at man på Xbox controlleren vha. sync-knappen kan skifte parring mellem Xbox-konsol og Apple TV. Altså den kan huske to parringer samtidig. Så hvis det er både til Apple TV og PC, så er Xbox controlleren et godt valg, synes jeg.

En ulempe ved Nimbus er, at den ikke har rumble. Apple TV 4K understøtter rumble i nogle få spil (f.eks. The Pathless). Det er på Apple TV 4K fedest med DualSenses nye haptiske feedback, men skulderknapperne har dog ikke modstand. Det er op til spiludviklerne at implementere disse ting for iOS/tvOS er klargjort.

Noget andet, som er helt overset på Apple TV 4K, er at tvOS 15 har tilføjet 'hurtigstart' til spil. Når boksen vækkes så kan man klikke igen på Xbox/PS-knappen på controlleren for at springe direkte ind i det spil, man sidst spillede. I praksis betyder det, at jeg herhjemme ofte kan fortsætte et spil hurtigere på Apple TV end jeg kan på Xbox Series X med 'Quick Resume'. Man skal naturligvis afstemme sine forventninger til spil på Apple TV 4K for det er ikke et match til konsollerne, men som jeg ser det, så er de mange spilfunktioner, der er kommet i tvOS 14 og tvOS 15 en forberedelse af softwaren til en større satsning på hardwaren.
#337786
Tak for svar. Jeg har lånt en Nimbus, som virker fint til Apple TV, men ud over at den ikke har rumble mangler den også at du kan trykke på de analoge sticks + en hjem-knap (det er en gammel Nimbus, ikke Nimbus+). Det gør at nogle spil via SteamLink ikke kan spilles. Den virker heller ikke til PC.

Ud fra det, du skriver, vil jeg gå efter en Xbox controller, da det netop er til AppleTV og PC. At den kan huske to parringer lyder rigtig godt!

Virker rumble via SteamLink?
#337804
Rasmus: Helt enig omkring bekymringen for Google TV-platformens fremtid i forhold til reklamer/"anbefalinger". Især det sidste er der vel allerede tegn på i og med, at det åbenbart kan være svært at fjerne anbefalinger fra tjenester, som man ikke har abonnement på?

Tilgangen til reklamer/brugerdata havde faktisk også betydning for vores skifte. Altså for mig i hvert fald. Jeg vil hellere have en ren hjemmeskærm ala iOS end en "reklamiseret" Google TV, hvis det er fremtiden.

Søgefunktionen på Apple TV er til gengæld håbløs. Jeg gider nærmest ikke søge, når jeg enten skal karte frem og tilbage på skærmen eller finde min telefon frem. Jeg ser tv bl.a. for ikke at have telefonen samtidig. Men hvis alternativet er Siris evne til at genkende danske ord, så ved jeg ikke om det er at foretrække :)
#337807
steadi skrev: 9. dec 2021, 08:44Søgefunktionen på Apple TV er til gengæld håbløs. Jeg gider nærmest ikke søge, når jeg enten skal karte frem og tilbage på skærmen eller finde min telefon frem. Jeg ser tv bl.a. for ikke at have telefonen samtidig. Men hvis alternativet er Siris evne til at genkende danske ord, så ved jeg ikke om det er at foretrække :)
Et tip i den forbindelse. Hvis man opsætter Apple TV til engelsk, så kan man aktivere Siri-diktering på engelsk. Når man ser søgefelt i en app, så kan man holde Siri-knappen på fjernbetjeningen nede og tale. Det virker godt til engelske titler, men naturligvis ikke til danske. Vi bruger det en del herhjemme, også til Disney-film til børnene ved bare at udtale den engelske titel i stedet.